Tip:
Highlight text to annotate it
X
Translator: Sune Vilsted Reviewer: Anders Finn Jørgensen
Det er ofte sagt, at man kan sige meget om en person
ved at se hvad der er på deres bogreol.
Hvad siger min bogreol om mig?
Da jeg stillede mig selv det spørgsmål for et par år siden,
opdagede jeg noget alarmerende.
Jeg havde altid troet, at jeg var en temmelig kulturel,
kosmopolitisk person.
Men bogreolen fortalte en noget anden historie.
Alle navnene var, stort set,
kun britiske eller nordamerikanske forfattere
og der var næsten heller intet som var oversat.
Opdagelsen af denne massive, kulturelle blinde vinkel i mit læsestof
kom som et chok.
Da jeg så tænkte på det, virkede det som en skam.
Jeg vidste, at der måtte findes en masse fantastiske historier derude
skrevet af forfattere på andre sprog end engelsk.
Og det var virkelig sørgeligt at tænke på, at mine læsevaner betød,
at jeg formodenlig ikke ville opdage dem.
Derfor besluttede jeg mig får at tage,
et intensivt kursus af global læsning.
2012 var sat til at være et internationalt år for Storbritannien;
det var året hvor de var vært for OL.
Så jeg besluttede at bruge det som min tidsramme,
til at læse en roman, novelle samling
eller en erindringsbog fra hvert land i verdenen.
Det gjorde jeg så.
Og det var meget spændende
og jeg lærte nogle usædvanlige ting
og fik nogle vidunderlige forbindelser,
som jeg vil dele med jer i dag.
Men det startede med nogle praktiske problemer.
Efter at jeg havde fundet en ud af de mange lister af lande i verdenen,
som jeg ville bruge til mit projekt,
endte jeg med at tage den FN-anderkendte liste af nationer,
hvor jeg tilføjede Taiwan,
hvilket gav mig et total på 196 lande.
Efter at jeg fandt en måde, til at læse og skrive
om cirka fire bøger om ugen
samtidig med at jeg arbejdede fem dage om ugen,
blev jeg nødt til at indse det faktum, at jeg muligvis ikke kunne
få fat i bøger på engelsk fra alle lande.
Kun omkring 4,5 procent af de litterære værker som udgives
hvert år i Storbritannien er oversættelser
og de tal er ens for det meste af den engelsktalende verden.
Selvom proportionen af oversatte bøger udgivet
i mange andre lande er meget højere.
4,5 procent er lidt til at begynde med,
med hvad de tal ikke fortæller dig
er at mange af de bøger kommer fra lande
med stærke forlagsnetværker
og en masse professionelle klar til at sælge disse navne
til engelsktalende udgivere.
For eksempel, selvom godt over 100 bøger er oversat fra fransk
og udgivet i Storbritannien hvert år,
kommer de fleste af dem fra lande som Frankrig eller Schweiz.
Derimod vil fransktalende Afrika
sjældent blive set på.
Udfaldet er at der faktisk er en hel del nationer,
som har lidt eller ingen kommerciel tilgængeligt litteratur
på engelsk.
Deres bøger forbliver usynlige for læsere
af verdens mest udgivede sprog.
Men da det kom til at læse verdenen,
var den største udfordring for mig,
at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle begynde.
Efter at have brugt på liv på, at læse næsten udelukkende engelsk
og nordamerikanske bøger,
havde jeg ingen ide om hvor man søgte eller fandt historier
og vælge dem fra resten af verden.
Jeg kunne ikke fortælle jer, hvordan man finder en historie fra Swaziland.
Jeg kendte ikke en god roman fra Namibia.
Jeg kunne ikke skjule det --
jeg var en ideløs litterær xenofob.
Hvordan i alverden skulle jeg kunne læse verden?
Jeg måtte spørge om hjælp.
I oktober 2011, registrerede jeg min blog,
ayearofreadingtheworld.com,
og jeg slog en kortfattet appel op online.
Jeg forklarede hvem jeg var
hvor snævert mit læsning havde været
og jeg spurgte alle, der havde lyst
til at efterlade en besked, om hvad jeg skulle læse
fra andre dele af planeten.
Nu havde jeg ingen idé om folk ville være interesseret i at hjælpe,
men indenfor få timer efter mit opslag online,
begyndte folk at skrive til mig.
Først var det venner og kollegaer.
Så var det venners venner.
og rimelig hurtigt, var det fremmede.
Fire dage efter at jeg lavede det opslag,
fik jeg en besked fra en kvinde som hedder Rafidah fra Kuala Lumpur.
Hun sagde at hun var vild med mit projekt,
kunne hun gå til sin lokale engelsksprogede boghandel
og vælge min malaysiske bog og sende den til mig?
Jeg accepterede entusiastisk
og et par uger senere,
ankom en pakke som indeholdt, ikke bare én, men to bøger --
Rafidahs valg fra Malaysia
og en bog fra Singapore, som hun også havde udvalgt for mig.
På det tidspunkt, var jeg overrasket
over at en fremmede mere end 9600 km væk
ville gå den distance for at hjælpe en,
som hun nok aldrig kommer til at møde.
Men Rafidahs venlighed viste sig, at være mønsteret for det år.
Igen og igen, hjalp folk mig.
Nogle påtog sig at undersøge for mig
og andre lavede omveje på deres ferier eller forretningsrejser
for at gå i boghandlere for mig.
Det viste sig, at hvis du ville læse verden,
hvis du ville imødekomme det med et åbent sind,
så vil verden hjælpe dig.
Når det handlede om lande
med lidt eller ingen kommerciel tilgængeligt litteratur på engelsk,
hjalp folk endnu mere.
Bøger kom ofte fra overraskende kilder.
Min panamanske bog, for eksempel, kom via en samtale,
som jeg havde med Panama Kanalen på Twitter
Ja, Panama Kanalen har en Twitter-konto.
Da jeg så tweetede om mit projekt,
foreslog den at jeg skulle prøve at få fat i et værk
af den panamaske forfatter Juan David Morgan.
Jeg fandt Morgans hjemmeside og sendte ham en besked,
hvor jeg spurgte om nogle af hans spanske romaner
var blevet oversat til engelsk.
Han sagde at intet var var blevet udgivet,
men han havde en upubliceret oversættelse
af hans roman "The Golden Horse."
Han sendte mig den via mail,
hvilket tillod mig at blive én af de første nogensinde
til at læse den bog på engelsk.
Morgan var ikke den eneste ord-smed
som delte hans værk med mig på den måde.
Fra Sverige til Palau,
forfatter og oversættere sendte mig selv-udgivet bøger
og upublicerede manuskripter af bøger
som var blevet udvalgt af engelsksprogede forlæggere
eller som ikke længere var tilgængelige,
hvilket gav mig det privilegeret glimt af nogle bemærkelsesværdige verdener.
Jeg læste for eksempel
om den sydafrikanske konge Ngungunhane, som ledte modstanden
mod portugiserne i det 19. århundrede,
og om ægteskabs ritualer i fjerne landsbyer
ved kysten af det Kaspiske Hav i Turkmenistan.
Jeg mødte Kuwaits svar på Bridget Jones.
(Latter)
Og jeg læste om et orgie i et træ i Angola.
Men måske var det mest fantastiske
de længder som folk var villige til at gå
for at hjælpe mig læse verdenen,
kom hen imod slutning af min søgen,
da jeg forsøgte at få fat i en bog fra det lille portugisisk-talende
afrikanske ø nation Sao Tome and Principe.
Efter at have brugt flere måneder og forsøgt alt hvad jeg kunne tænke på for
at finde en bog, som var blevet oversat til engelsk fra den nation,
virkede det som om den eneste mulighed tilbage
var at få noget oversat helt fra bunden.
Jeg var virkelig tvivlsom
om nogen ville hjælpe mig med dette
og ville afsætte deres tid til noget som det.
Men ugen efter jeg havde sat det ud på Twitter og Facebook
at jeg søgte en portugisisktalende,
havde jeg flere folk som jeg kunne involvere i mit projekt,
medregnet Margaret Jull Costa, en leder på hendes felt,
som har oversat det Nobelprisvindende værk af José Saramago.
Med mine ni frivillige på plads,
ledte jeg efter en bog fra en Sao Tomean forfatter
som jeg kunne købe nok kopier af online.
Her er en af dem.
Og jeg sendte en kopi ud til hver af mine frivillige.
De tog alle et par noveller fra hans kollektion,
hold sig til deres ord, sendte deres oversættelse tilbage til mig
og i løbet af seks uger, havde jeg hele bogen at læse.
I det tilfælde, som jeg så ofte fandt i mit år til at læse verdenen,
min mangel på viden og åbenhed vedrørende mine begrænsninger
var blevet en stor chance.
Da det kom til Sao Tome og Principe
var det en mulighed, ikke bare til at lære noget nyt
og opdage nye kollektioner af historier,
men også til at bringe en flok mennesker sammen
og lette en fælles kreativ bestræbelse.
Min svaghed var blevet projektets styrke.
Bøgerne som jeg læste det år, åbnede mine øjne for mange ting.
Som dem der kan lide at læse ved,
så har bøger en ekstraordinær kraft til at tage en ud af sig selv
og ind i en andens tankegang,
på den måde, i hvert fald kort,
kunne du se verden gennem andre øjne.
Det kan være en ubehagelig oplevelse,
specielt hvis du læser en bog
fra en kultur som har noget anderledes værdier end dig.
Men det kan også være virkelig oplysende.
Kæmpe med ukendte ideer kan hjælpe dig afklare dine egne tanker.
Og det kan også vise sig som blindgyder
på den måde du plejede at se på verdenen.
Når jeg ser tilbage på det meste af det engelske litteratur,
som jeg opvoksede med f.eks,
begyndte jeg at se hvor snævert det var,
sammenlignet med den rigdom som verden har at tilbyde.
Og mens siderne vendte,
skete der noget med mig.
Lidt efter lidt,
blev den lange list af lande som jeg startede året med, ændret
fra et temmelig tørt, akademisk registre af steder
til levende og vejrtrækkende enheder.
Jeg kan ikke sige at det overhovedet er muligt
at få et samlet billede af et land kun ved at læse en bog.
Men sammenlagt, så har historierne jeg har læst det år
gjort mig mere i live end nogensinde før
til den rigdom, mangfoldighed og kompleksitet vores bemærkelses verden har.
Det var som om, at verdens historier
og de folk som har gået sådanne længder for at hjælpe mig læse dem
har gjort det virkelig for mig.
Disse dage, når jeg ser på min bogreol
eller betragter værkerne på min e-reol,
så fortæller de en helt anden historie.
Det er historien om den kraft som bøger har til at samle os
over politisk, geografisk, kultural, socialt, religiøse forskelligheder.
Det er eventyret om potentialet ved at mennesker samarbejder.
Og, det er et testamente
til den ekstraordinære tid som vi lever i, hvor, tak til internettet,
det er nemmere end nogensinde før
for en fremmede at dele en historie, et verdenssyn, en bog
med nogen hun måske aldrig møder, på den anden side af planeten.
Jeg håber dét er en historie, jeg vil læse i mange år fremover.
Og jeg håber at mange flere vil følge mig.
Hvis vi alle læste mere bredt, vil det tilskynde
forlæggere at oversætte flere bøger
og vi ville alle bliver rigere af det.
Tak.
(Bifald)