Tip:
Highlight text to annotate it
X
Med blikket opad
For 167.000 år siden eksploderede en stjerne i en lille galakse, der kredser om Mælkevejen.
På tidspunktet for den fjerne eksplosion,
var *** sapiens lige begyndt at strejfe rundt på den afrikanske savanne.
Men ingen kunne se det kosmiske fyrværkeri,
da lysglimtet kun lige havde begyndt sin lange rejse mod Jorden.
Da lyset fra supernovaen havde gennemført 98% af sin rejse,
var græske filosoffer lige begyndt at tænke over naturen af kosmos.
Lige før lyset nåede Jorden,
rettede Galileo Galilei sine første primitive teleskoper mod himlen.
Og den 24. februar 1987,
da fotoner fra eksplosionen endelig regnede ned over vores planet,
var astronomer klar til at observere supernovaen i stor detalje.
Supernova 1987A
blussede op på den sydlige himmel –
uobserverbar fra Europa og USA.
Men på dette tidspunkt havde ESO bygget sine første store teleskoper i Chile,
og gav astronomer en plads på første række til dette kosmiske skuespil.
Teleskopet er naturligvis det centrale værktøj,
der tillader os at optrævle universets hemmeligheder.
Teleskoper samler meget mere lys end det blotte øje,
så de kan afsløre svagere stjerner, og lade os kigge dybere ud i rummet.
Ligesom forstørrelsesglas, viser de også flere detaljer.
Og når er de udstyret med følsomme kameraer og spektrografer,
giver de os et væld af informationer om planeter, stjerner og galakser.
ESOs første teleskoper på La Silla var en blandet flok.
Der var alt fra små nationale instrumenter
til store astrografer og vidvinkelkameraer.
2,2 meter teleskopet – nu er næsten 30 år gammelt –
laver stadig nogle af de mest dramatiske billeder af kosmos.
På det højeste punkt på Cerro La Silla
står ESOs største præstation i de tidlige år – 3,6 meter teleskopet.
Med en alder på 35 år, fører det nu et andet liv som en planetjæger.
Svenske astronomer byggede en skinnende parabol med en diameter på femten meter,
til at studere mikrobølger fra kolde kosmiske skyer.
Sammen har disse teleskoper været med til at afsløre det univers, vi lever i.
Jorden er blot én af otte planeter i Solsystemet.
Fra lille Merkur til gigantiske Jupiter,
er disse stenkugler og gasbolde resterne fra Solens dannelse.
Solen er til gengæld en almindelig stjerne i Mælkevejen.
Et knappenålshoved af lys blandt hundreder af milliarder af lignende stjerner -
såvel som oppustede røde kæmper, imploderede hvide dværge,
og hurtigt roterende neutronstjerner.
Mælkevejens spiralarme er fyldt med glødende stjernetåger,
der yngler klare hobe af nyfødte stjerner,
mens gamle kuglehobe langsomt sværmer rundt om galaksen.
Og Mælkevejen er blot én af utallige galakser i et enormt univers,
der har udvidet sig lige siden big *** for næsten 14 milliarder år siden.
Gennem de seneste 50 år har ESO været med til at afdække vores plads i universet.
Og ved at vende blikket opad, har vi også opdaget vores egen oprindelse.
Vi er en del af den store kosmiske historie. Uden stjerner ville vi ikke være her.
Universet startede ud med brint og helium, de to letteste grundstoffer.
Men stjerner er atomkerneovne, der omdanner lette grundstoffer til tungere.
Og supernovaer som 1987A
beriger universet med produkterne fra denne stjernealkymi.
Da Solsystemet blev dannet, for knapt 4,6 milliarder år siden,
indeholdt det små mængder af disse tungere grundstoffer.
Metaller og silikater, men også kulstof og ilt.
Kulstoffet i vores muskler, jernet i vores blod og kalken i vores knogler,
blev alt sammen dannet i en tidligere generation af stjerner.
Du og jeg blev bogstavelig talt lavet i himlen.
Men svar fører altid til nye spørgsmål.
Jo mere vi lærer, desto større bliver mysterierne.
Hvad er galaksers oprindelse og endelige skæbne?
Er der andre solsystemer derude, og kan der være liv på andre verdener?
Og hvad lurer der i det mørke hjerte af vores galakse, Mælkevejen?
Astronomer havde et klart behov for mere kraftfulde teleskoper.
Og ESO forsynede dem med revolutionerende nye værktøjer.