Tip:
Highlight text to annotate it
X
DEN FÆLLES SIKKERHEDS- OG FORSVARSPOLITIK
Her er et europæisk krigsskib ved at udføre sikkerhedsoperationer i området.
Hvis der observeres mistænkelig eller ulovlig aktivitetet, eller der er brug for bistand, så ring på kanal 16.
Det er i begyndelsen af dette årtusinde,
og somaliske pirater i Adenbugten terroriserer den internationale søfart
og bringer forsyningen af livsvigtig fødevarehjælp til Somalia i fare.
Den voksende trussel til søs kombineret med den humanitære katastrofe på land
stiller EU i en vanskelig situation: skal man handle eller se passivt til.
Intensiv konsultation på nationalt og europæisk plan
resulterer i EU NAVFOR Somalia Operation Atalanta,
den første flådemission, EU nogensinde har gennemført.
De vigtigste udfordringer var selvfølgelig
at sikre opbakning til EU's første mission til søs
mod en meget vanskelig modstander
og at organisere alt dette meget langt væk fra Europa
samt at fortsætte denne operation over en meget lang periode.
Ét aspekt af EU NAVFOR's mandat består i at beskytte sårbare skibe og fartøjer,
som fragter nødhjælp, mod piratangreb.
Men med op til 5 000 skibe om måneden, som sejler gennem Adenbugten,
og et operationsområde, halvanden gang større end Europa,
er dette ingen let opgave.
Nøglen til succes er teamwork.
Vi arbejder meget tæt sammen med NATO, som har en styrke derude,
og den kombinerede flådestyrke med base i Bahrain.
Det har været en af de mest interessante operationer
med et enestående samarbejde som resultat,
et samarbejde der næppe kunne finde sted til lands, men som vi har haft mulighed for til søs.
Med flere krigsskibe, som opererer sammen under EU NAVFOR's flag,
er antallet af angreb blevet reduceret drastisk.
Atalanta er sandsynligvis FSFP's allerstørste succeshistorie,
men det er ikke nok at bekæmpe pirater til søs.
Vi må også gøre noget ved de dybere årsager.
Man bliver ikke pirat, fordi det er en drengedrøm, men fordi det er en god forretning,
så vi har brug for at åbne nye perspektiver for landet.
Med taktisk succes til søs er den næste udfordring
sammen med Den Afrikanske Unions mission til Somalia
at styrke Somalias uerfarne hær, så den kan imødegå truslen fra Al-Shabaab.
En enorm opgave for EU's militære uddannelsesmission i Somalia.
Da Den Afrikanske Union i 2007 fik idéen til AMISOM som en fredsmission for Somalia,
vakte det ikke større interesse.
Kun Den Europæiske Union havde tiltro til det
og investerede i det gennem EUTM's uddannelsesprogram, 00:03:28.210,0:03:33.090 som har uddannet over 3 000 somaliske soldater for os.
Det er et land, hvor der i 22 år ikke har været en fungerende stat,
så vi skal ikke forvente, at det bliver let.
Men vi har en ny dynamik og energi til at komme videre.
EU's uddannelsesmission foregik tidligere uden for Somalia.
Nu er den forlagt til Somalia,
så somalierne kan uddannes i Somalia.
I en region hærget af borgerkrig i to årtier
er sikkerhedsbehovene lige så akutte som de sociale og økonomiske.
Den eneste effektive respons er derfor en samlet tilgang.
Det var indlysende, at vi skulle bruge en sammenhængende, konsekvent tilgang,
hvis vi skulle hjælpe det somaliske folk med at indfri dets ambitioner.
Siden da har vi sørget for, at EU's fulde støtte kunne nå
frem til Somalia og regionen som helhed.
Og jeg vil gerne forsikre det somaliske folk om, at vi vil stå sammen med dem i fremtiden.
Det, som er vigtigt at forstå, er Den Europæiske Unions evne
til at begynde at forene sine forskellige stærke sider.
De er humanitære, det handler om udviklingshjælp, nu gælder det sikkerhed.
Unionen er nemlig ved at opnå slagkraft til at være det, den gør krav på at være.
På basis af succesen med EU NAVFOR og uddannelsesmissionen til Somalia
indleder EU i 2012 EUCAP Nestor,
den første mission til kapacitetsopbygning med en ægte regional tilgang.
Den skal gøre det muligt for fem lande i regionen Afrikas Horn
at kontrollere deres havområder, navnlig for at forhindre pirateri.
Missionen skal indføre love og udføre arbejde på det maritime område,
dvs. udvikle kystvagttjenester eller flåder, som kan kontrollere området fuldt ud.
Her sporer man skibene. Her kan man se de forskellige skibe, der sejler gennem korridoren.
Frédéric Pasquier er en erfaren fransk gendarm,
udstationeret hos Djiboutis kystvagt.
Det er hans opgave at hjælpe denne nye styrke.
De mangler fortsat uddannelse, udstyr, praktiske erfaringer.
Den Europæiske Union kan dele knowhow
og samtidig tage hensyn til sine egne behov og egen måde at arbejde på.
Ligesom kystvagten har flåden også et stort behov for støtte.
Med det spanske krigsskib Meteoros ankomst i dag
er alt på plads for en fælles dykkerøvelse for flåden og kystvagten.
Nu skal vi gennemgå det dykkerudstyr, vi har om bord.
Hver gang et skib lægger til ved en mole eller anløbsbro,
inspicerer vi selve molen for at se, om der er en mistænkelig genstand,
og når skibet så har anløbet havnen, inspicerer vi også skroget
for at se, om der er nogen trussel mod skroget eller nogen skader.
En anden vigtig opgave for EUCAP Nestor
er at hjælpe landene på Afrikas Horn med at styrke deres lovgivning,
så de kan bekæmpe pirateri og andre forbrydelser på åbent hav,
f.eks. ulovligt fiskeri eller menneskesmugling.
Vi arbejder i postkonfliktsamfund,
og en af de første prioriteter er at få politi og retsvæsen til at fungere igen.
I kølvandet på Balkankrigene
indså medlemsstaterne, at der var brug for EU som en garant for sikkerheden,
og lagde derved grundlaget for Europas fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.
FSFP blev født ud af frustration.
Vi indså, at vi ikke var effektive nok.
Samtidig foregik det i vores baghave. Det var erkendelsen i midten af 90'erne.
Og det gav så et meget vigtigt skub til udviklingen af en ny politik.
De blev nedskrevet i traktaterne og fra og med 2003 gennemført ude i felten.
Et årti senere har EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik
stået sin prøve 00:07:50.220,0:07:54.200 både i militære operationer og i civil krisestyring.
Udfordringen består nu i at bevare denne position i lyset af et ændret trusselsbillede
og reducerede budgetter.
Hvis man ser på alle operationer gennem de sidste ti år,
ser man, at europæerne, EU-landenes væbnede styrker, er til stede i stort omfang.
Men alligevel kræver den aktuelle situation, at vi går endnu længere.
Hvis Europa skal høste alle fordele
ved sin fælles forsvars- og sikkerhedspolitik,
er europæerne også nødt til at investere tilstrækkeligt i en robust militær kapacitet.
Vi er begrænsede hvad angår bæredygtighed
og komplekse militære operationer.
Derfor forsøger vi at styrke vores kapacitet,
navnlig inden for lufttankning og strategisk lufttransport.
Ved at samle og dele vores ressourcer når det gælder materiale, mennesker,
EU-kampgrupper og de specifikke nicher, hvor vi tidligere haltede bagefter,
vil vi gøre et stort spring fremad.
Vi bruger 200 mia. EUR om året på forsvar i Den Europæiske Union.
Så for at jeg kan ændre det til en udfordring og en mulighed,
tror jeg, at vi virkelig skal gøre mere nu for at forsøge at arbejde sammen.
Styrkelsen af Europas militære muskel ved at samle og deles om nøgleressourcer
kan også styrke dets økonomi.
Forsvaret er utvivlsomt en drivkraft for vækst.
Det skaber også højtkvalificerede jobs.
Så forsvarssektoren er ofte ansvarlig for teknologiske innovationer,
der støtter en hel økonomisk sektor.
Ved at maksimere samspillet mellem civile og militære operationer på Afrikas Horn
har EU bidraget positivt til stabiliteten i en region plaget af krig og fattigdom.
Men i lyset af de voksende sikkerhedsudfordringer i verden --
hvordan vil EU's rolle som garant for sikkerheden udvikle sig fremover?
Man vil kunne finde os dér, hvor der er brug for os.
FSFP er drevet af efterspørgslen.
Vi engagerer os i lande og regioner, hvor vi kan gøre en forskel,
men selvfølgelig skal vi være velforberedte for at kunne reagere.
Potentialet er til stede. Vi skal bare sikre, at vi kan udnytte det.
Den Europæiske Union EU-UDENRIGSTJENESTEN