Tip:
Highlight text to annotate it
X
Translator: Aviaja Josenius Reviewer: Anders Finn Jørgensen
Folk derhjemme kalder mig for en fredsforstyrrer,
en ballademager, en provokatør,
en rebel, en aktivist,
en folkets røst.
Men det var jeg ikke altid.
Som lille havde jeg et kælenavn.
De kaldte mig for Softy (Bløde)
dvs. den bløde, harmløse knægt.
Som ethvert andet menneske undgik jeg problemer.
Som barn lærte de mig tavshed.
Ingen brok, gør som der bliver sagt.
I søndagsskolen lærte man at man skal ikke konfrontere eller brokke sig,
selv hvis du har ret, vend den anden kind til.
Det blev underbygget af det politiske klima dengang.
(Latter)
Kenya er et land, hvor du er skyldig
indtil bevist rig.
(Latter)
Kenya´s fattige er fem gange mere udsat
for at blive skudt af politiet, der skal beskytte dem,
end af kriminelle.
Dette blev underbygget af datidens politiske klima.
Vi havde en præsident, Moi, som var en diktator.
Han styrede landet med en jernnæve,
de som turde at sætte spørgsmålstegn ved autoriteten
blev arresteret, tortureret, fængslet eller endda dræbt.
Derfor lærte folk at blive kloge kujoner, at undgå problemer.
At være kujon var ikke en fornærmelse.
Det var en kompliment.
Vi fik fortalt at en kujon tog hjem til sin mor.
Det betød at hvis du undgik problemer, ville du være i live.
Jeg satte spørgsmålstegn ved dette råd,
og for otte år siden var der valg i Kenya,
hvor resultatet blev voldeligt omstridt.
Valget blev efterfulgt af grusom vold, voldtægter,
og tabet af over 1000 menneskeliv.
Min gerning var at dokumentere volden.
Som fotograf tog jeg tusindvis af billeder,
og efter to måneder
mødtes de to politikere til en kop te,
underskrev en fredsaftale, og landet kom videre.
Jeg var dybt mærket af al den vold.
Jeg så drabene. Jeg så udrensningerne.
Jeg mødte voldtægtsofre, og det rørte mig dybt,
men det blev aldrig nævnt i mit land.
Vi lod som om. Vi blev alle kloge kujoner.
Vi undgik problemer ved ikke at tale om dem.
Ti måneder senere sagde jeg op. Jeg kunne ikke længere klare det.
Bagefter bestemte jeg mig for at organisere mine venner
til at tale om volden i mit land,
at tale om tilstanden i nationen,
og 1 juni 2009 var det meningen at møde op i et stadion
for at få præsidentens opmærksomhed.
Det er en national helligdag
som bliver fulgt af medierne,
og jeg mødte op.
Mine venner gjorde ikke.
Jeg var alene,
og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
Jeg var bange,
men jeg vidste at dén dag
blev en beslutning taget.
Ville jeg leve som kujon som alle andre,
eller ville jeg stå op?
Da præsidenten gik op for at tale
fandt jeg mig stående, mens jeg råbte til ham
at han skulle huske voldsofrene fra efter valget,
og stoppe korruptionen.
Og pludselig ud af blå luft
kastede politiet sig på mig som sultne løver.
De holdt mig for munden
og slæbte mig ud af stadionet
hvorefter de tæskede mig og fængslede mig.
Den nat lå jeg på det kolde cementgulv i fængslet
og tænkte mig om.
Hvorfor følte jeg som jeg gjorde?
Mine venner og familie troede jeg var skør for at handle sådan
og at mine fotos forstyrrede mit liv.
Mine fotos var kun et tal for mange kenyanere.
De fleste så ikke volden.
Det var en historie for dem.
Jeg bestemte mig for at lave en årlig gade-udstilling
for at vise billeder af volden over hele landet
og at få folk at tale om dem.
Vi rejste landet rundt og viste billederne
og rejsen var begyndelsen for mit aktivist-liv
hvor jeg nægtede at være tavs længere
og ville tage voldsemnet op til debat.
Vi rejste, og pladsen for vor gade-udstilling
blev dækket af politisk grafitti om situationen i landet,
om korruption, dårligt lederskab.
Vi har endda holdt symbolske begravelser.
Vi har afleveret levende grise til Kenya´s parlament
som et symbol for politikernes grådighed.
Det er også sket i Uganda og andre lande
og det mest kraftfulde er at billederne er optaget af medierne
og sendt ud over hele landet, og ud over hele kontinentet.
Da jeg stod op alene for syv år siden
blev et fællesskab skabt, idag er der mange, der står med mig.
Jeg er ikke længere alene når jeg taler om disse ting.
Jeg tilhører en gruppe unge ildsjæle for landet,
som vil skabe forandring
og de er ikke længere bange, eller kloge kujoner.
Så det var min historie.
Dén dag i stadionet,
stod jeg op som en klog kujon.
Med dén ene handling sagde jeg farvel til 24 år som kujon.
Der er to dage i dit liv, som er vigtigst:
dagen, du bliver født, og dagen, hvor du finder ud af hvorfor.
Dén dag i stadionet, mens jeg råbte til præsidenten
fandt jeg ud af, hvorfor jeg blev født,
at jeg nægtede at være tavs og acceptere uretfærdigheden.
Ved du, hvorfor du blev født?
Mange tak.
(Bifald)
Tom Rielly: En utrolig historie.
Lad mig blot spørge dig helt kort.
Om PAWA254:
Du har skabt et studio, hvor unge kan komme
og bruge digitale medier
til aktivisme.
Hvad sker der nu med PAWA?
Boniface Mwangi: Vi har et fællesskab af filmskabere,
graffitti-kunstnere, musikere, og når der er problemer i landet,
mødes vi, brainstormer og tager emnet op til debat.
Vores mest kraftfulde værktøj er kunsten,
for vi lever i en travl verden, og folk har så travlt i deres liv,
at de ikke har tid til at læse.
Så vi bruger kunsten til at formidle vores budskab.
Musikken, graffittien, kunsten er vores værktøj.
Kan jeg sige én ting mere?
TR: Ja, selvfølgelig. (Bifald)
BM: Selv om jeg blev arresteret, tæsket og truet,
så jeg det sekund jeg fandt min røst
at jeg kunne stå op for hvad jeg troede på,
min frygt forsvinde.
De kaldte mig Softy, men jeg er ikke længere Softy,
for jeg fandt hvem jeg virkelig er, hvad jeg virkelig vil,
og der er så megen skønhed i det.
Der er intet mere kraftfuldt at se, at jeg blev skabt til dette,
for du bliver ikke bange, du lever blot dit liv.
Mange tak.
(Bifald)