Tip:
Highlight text to annotate it
X
BOG III: The Sword KAPITEL XII.
Den overvældende REASON
M. de La Tour d'Azyr blev set ikke mere i Manege - eller endog i Paris på alle -
gennem alle de måneder, at nationalforsamlingen forblev i session at fuldføre
sit arbejde med at give Frankrig med en forfatning.
Efter alt, såret til hans krop selv havde været forholdsvis lille, såret til
en sådan stolthed som han havde været alt, men dødelige.
Rygtet gik, at han var udvandret.
Men det var kun den halve sandhed. Det hele var, at han havde sluttet sig, at
gruppe af ædle rejsende, der kom og gik mellem Tuilerierne og hovedkvarter
af emigranter i Koblenz.
Han blev, kort sagt, et medlem af den royalistiske hemmelige tjeneste, der i sidste ende blev
at nedbringe monarkiet i ruiner.
Med hensyn til Andre-Louis, så hans gudfar hus ham ikke mere, som et resultat af hans
overbevisning om, at M. de Kercadiou ikke ville formilde fra hans skriftlige løse aldrig at
modtage ham igen, hvis duellen blev udkæmpet.
Han kastede sig ind i hans opgaver på forsamlingen med en sådan iver og virkning, at
når - dens formål opnås - den grundlovgivende blev opløst i september
det følgende år, medlemskab af
Lovgivningsmæssige, hvis valg fulgte umiddelbart blev påtvunget ham.
Han overvejede da, som så mange andre, at revolutionen var en gennemført ting,
at Frankrig havde kun at regere sig selv i forfatningen, der var blevet givet hende,
og at alle nu ville være godt.
Og så det kunne have været, men at Retten ikke kunne få sig selv til at acceptere
ændrede tingenes tilstand.
Som et resultat af sine intriger halv Europa var bevæbne at kaste sig over Frankrig, og
hendes skænderi var skændes af den franske konge med sit folk.
Det var den rædsel i roden af alle de rædsler, der skulle komme.
Af de kontrarevolutionære problemer, der var overalt at blive vækket af
gejstlige, ingen var mere akut end i Bretagne, og i betragtning af den indflydelse det
håbede han ville svinge i sit hjemland
provinsen, blev det foreslået at André-Louis af Kommissionen for Tolv, i de tidlige dage
af Girondin ministerium,. at han skulle gå derhen for at bekæmpe uro
Han havde ønsket at fortsætte fredeligt, men hans beføjelser var næsten absolut, som det er
fremgår af de ordrer, han bar - ordrer påbød alle til at yde ham hjælp og
ADVARSEL dem, der kunne hindre ham, at de ville gøre det på egen risiko.
Han accepterede opgaven, og han var en af de fem befuldmægtigede afsendt på
samme ærinde i foråret 1792.
Det holdt ham væk fra Paris i fire måneder, og kunne have holdt ham længere, men
at der i begyndelsen af august var han mindes.
Mere overhængende end nogen problemer i Bretagne var problemer under opsejling i Paris sig selv;
når den politiske himlen var sortere end det havde været siden '89.
Paris indså, at den time hastigt nærmede sig, som ville se klimaks
den lange kamp mellem lighed og et privilegium.
Og det var i retning af en by, således anbragt, at André-Louis kom hurtigere fra Vesten, at
opdage, at der også højdepunktet af hans egen forstyrrede karriere.
Mlle. de Kercadiou var også i Paris i disse dage i begyndelsen af august, på et besøg i
hendes onkels fætter og kæreste ven, Mme. de Plougastel.
Og selv om intet nu kunne være tydeligere end den sydende uro, der indvarslede
eksplosion til at komme, men luften af munterhed, ja af jocularity, fremherskende ved hoffet -
Hvor madame og Mademoiselle gik næsten dagligt - beroliget dem.
M. de Plougastel var kommet og gået igen, tilbage til Koblenz på den hemmelige erhvervslivet
der holdt ham nu næsten konstant fraværende fra sin kone.
Men samtidig med hende havde han positivt forsikret hende om, at alle foranstaltninger blev truffet,
og at et oprør var en ting at være velkommen, fordi det kunne have én eneste
konklusion, den endelige knusning af
Revolution i gården af Tuilerierne.
Det, tilføjede han, var grunden til Kongen forblev i Paris.
Men for hans tillid til, at han ville sætte sig selv i centrum af sin schweiziske og hans
Knights of the dolk, og forlade hovedstaden.
De ville hacke en udvej for ham let, hvis hans afrejse var imod.
Men ikke engang det ville være nødvendigt.
Men i de tidlige dage af august, efter at hendes mands afrejse effekten af hans
inspirerende ord blev gradvist spredes i marts af begivenheder under madame egen
øjne.
Og endelig om eftermiddagen den niende, kom der på Hotel Plougastel en
sendebud fra Meudon forsynet med et notat fra M. de Kercadiou, hvor han indtrængende bad
Mademoiselle slutte sig til ham der på én gang, og rådede hende værtinde til at ledsage hende.
Du har måske indset, at M. de Kercadiou var af dem, der gør venner med mænd
alle klasser.
Hans gamle slægt placeret ham på lige vilkår med medlemmerne af Noblesse, hans
simple manerer - noget mellem det rustikke og de borgerlige - og hans naturlige
affability placeret ham på lige god fod med dem, der ved fødslen var hans underordnede.
I Meudon blev han kendt og agtet af alle de simple folk, og det var Rougane, den
venlige borgmesteren, der meddelte den 9. august i den storm, der var under opsejling for
den dag i morgen, og at kende på Mademoiselle er
fravær i Paris, havde advarende rådede ham til at trække hende fra det, der i de næste fire-
og tyve Timer kan være en zone af fare for alle personer af kvalitet, især
personer mistænkt for forbindelser med Retten part.
Nu var der ingen tvivl om, af Mme. de Plougastel i forbindelse med domstolen.
Det var ikke engang at være tvivlsomt - ja, måling af bevis for det var at være
kommende - at de årvågne og allestedsnærværende hemmelige samfund, der iagttog
over vuggen af de unge revolution
var fuldt informeret om de hyppige færden af M. de Plougastel til Koblenz,
og underholdt ingen illusioner om karakteren på årsagen til dem.
I betragtning af, så et nederlag af Domstolens part i den kamp, der var ved at forberede den
position i Paris af Mme. de Plougastel kunne ikke være andet end behæftet med
fare, og at faren ville blive delt af enhver gæst født på hendes hotel.
M. de Kercadiou kærlighed til både de kvinder, levendegjort de frygter vakt i ham ved
Rougane advarsel.
Derfor er der hastigt afsendt note, som ønsker hans niece og bad sin ven
at komme på en gang til Meudon.
Den venlige Borgmesteren bar hans føjelighed et skridt videre og sendte brevet
til Paris af hænderne på sin egen søn, en intelligent dreng på nitten.
Det var sent på eftermiddagen den perfekte augustdag, når unge Rougane
præsenterede sig selv på Hotel Plougastel.
Han blev elskværdigt modtaget af Mme. de Plougastel i salonen, hvis pragt,
når den kombineres med den store luften af dame selv, overvældet Drengen er simpelt,
uerfaren sjæl.
Madame består hendes sind på én gang. M. de Kercadiou presserende budskab ikke mere
end bekræftede hendes egen frygt og tilbøjeligheder.
Hun besluttede ved øjeblikkelig afgang.
"Bien, madame," sagde drengen. "Så jeg har den ære at tage min orlov."
Men hun ville ikke lade ham gå.
Først i køkkenet for at opdatere sig selv, mens hun og Mademoiselle gjort klar, og
derefter en plads til ham i sin vogn så vidt Meudon.
Hun kunne ikke lide ham til at vende tilbage til fods, da han var kommet.
Selv under alle omstændigheder var det ikke mere end hans grund, men den venlighed, at
i et sådant øjeblik af agitation kunne tage tanke for den anden blev i dag at være
belønnet.
Havde hun gjort mindre end dette, ville hun have vidst - om ikke værre - i det mindste nogle
timers kvaler endnu større end dem, der allerede var i vente for hende.
Det ville måske en halv time til solnedgang, når de er fastsat i sin vogn med
forsæt til at forlade Paris ved Porte Saint-Martin.
De rejste med et enkelt Tjener bag.
Rougane - skrækindjagende nedladenhed - fik en plads inde i vognen med
damer, og fortsatte med at forelske sig i Mlle. de Kercadiou, som han tegnede
smukkeste bliver han nogensinde havde set, og alligevel
der talte til ham enkelt og unaffectedly som med en ligeværdig.
De ting gik til hovedet lidt og forstyrret visse republikanske forestillinger, som
han hidtil havde tænkt sig at have grundigt fordøjet.
Vognen trak op ved bommen, kontrolleres der ved en blokade af den nationale
Guard postet før jernporte. Den sergent i kommandoen gik til døren
af køretøjet.
Grevinden stak hovedet ud af vinduet. "Barrieren er lukket, Frue", hun var
kort og godt informeret. "Lukket" hun lød.
De ting var utroligt.
"Men ... men mener du, at vi ikke kan passere? "
"Ikke medmindre du har en tilladelse, Madame." Sergenten lænede sig nonchalant på hans
gedde.
"Ordrerne er, at ingen er til at forlade eller tage ophold uden papirer."
"Hvis ordrer?" "Bestilling af kommune Paris."
"Men jeg må gå ind i landet i aften."
Madame stemme var næsten gnaven. "Jeg havde forventet."
"I dette tilfælde lader Madame skaffe en tilladelse."
"Hvor er det, der skal indkøbes?" "På Hotel de Ville eller på
Hovedkvarteret for madame sektion. "Hun betragtes som et øjeblik.
"Til afsnittet, da.
Vær så god at fortælle mine kusken til at køre til Bondy afdeling. "
Han hilste hende og trådte tilbage. "Afsnit Bondy, Rue des Morts," siger han bød
driver.
Madame sank ind i hendes plads igen, i en tilstand af ophidselse deles fuldt ud af mademoiselle.
Rougane satte sig for at pacificere og berolige dem.
Afsnittet vil bringe sagen i orden.
De ville helt sikkert blive tildelt en tilladelse.
Hvad mulig grund kunne der være for at nægte dem?
En ren formalitet, trods alt!
Hans forsikring opløftet dem blot til at forberede dem til et endnu mere dybtgående
modløshed, når øjeblikket de mødtes med en flad afslag fra formanden for
afsnit, der modtog grevinden.
"Dit navn, Madame?" Han havde bedt brysk.
En uhøflig fyr af de mest avancerede republikanske type, havde han ikke engang er steget ud
af respekt for de damer, når de kom ind.
Han var der, ville han have fortalt dig, at udføre de opgaver af sit embede, ikke at
giver danse-lektioner.
"Plougastel," gentog han efter hende, uden titel, som hvis det havde været navnet
af en slagter eller bager. Han tog ned en tung volumen fra en hylde på
sin ret, åbnede den og vendte siderne.
Det var en slags vejviser over sit afsnit. I øjeblikket han fandt hvad han søgte.
"Comte de Plougastel, Hotel Plougastel, Rue du Paradis.
Er det det? "
"Det er korrekt, monsieur," svarede hun, med hvad høflighed hun kunne mønstre før
stipendiaten er affronting rudeness.
Der var en lang øjebliks stilhed, hvor han studerede visse penciled poster
mod navnet.
Afsnittene havde arbejdet i de sidste par uger langt mere systematisk, end det var
generelt er mistænkt.
"Din mand er med dig, Madame?" Spurgte han kort: hans øjne stadig skibsmanøvrering at
side. "M. le Comte ikke er med mig, "svarede hun,
understreger titlen.
"Ikke med dig?" Han så pludselig op, og rettet på
hende et blik, hvor mistanken syntes at blande sig med latterliggørelse.
"Hvor er han?"
"Han er ikke i Paris, monsieur. "Ah! Er han i Koblenz, tror du? "
Madame følte sig dreje koldt. Der var noget ildevarslende i alt dette.
Til hvilket formål havde de dele informeret sig så grundigt af kommen og
gåen af deres indbyggere? Hvad var ved at forberede?
Hun havde en følelse af at være fanget, for at blive taget i et net, der var blevet kastet uset.
"Jeg ved det ikke, monsieur," sagde hun, hendes stemme usikker.
"Selvfølgelig ikke."
Han syntes at vrænge. "Ligegyldigt.
Og du ønsker at forlade Paris også? Hvor har du lyst til at gå? "
"At Meudon."
"Din virksomhed dér?" Blodet sprang til hendes ansigt.
Hans frækhed var uudholdeligt at en kvinde, som i hele sit liv aldrig havde kendt noget
men den største ærbødighed fra underordnede og lig ens.
Ikke desto mindre er klar over, at hun var ansigt til ansigt med kræfter helt nyt, hun
kontrolleret sig selv, kvalt sin vrede, og besvarede støt.
"Jeg ønsker at gennemføre denne dame, Mlle. de Kercadiou, tilbage til hendes onkel, der bor
der. "" Er det alt?
Endnu en dag vil gøre for det, madame.
Sagen er ikke at trykke på. "" Undskyld, monsieur, for os er sagen meget
at trykke på. "
"Du har ikke overbevist mig om det, og barriererne er lukket for alle, som ikke kan bevise
de mest presserende og fyldestgørende begrundelse for, der ønsker at passere.
Du vil vente, madame, indtil begrænsningen er fjernet.
God-aften. "" Men, monsieur ... "
"Godaften, madame," gentog han betydeligt, en afskedigelse mere
hånlig og despotisk end noget kongelige "Du har lov til at gå."
Madame gik ud med Aline.
Begge var dirrende med den vrede, der forsigtighedshensyn havde opfordret dem til at undertrykke.
De kravlede ind i vognen igen, som ønsker at blive kørt hjem.
Rougane er forbløffelse forvandlet til forfærdelse, da de fortalte ham, hvad der havde fundet sted.
"Hvorfor ikke prøve på Hotel de Ville, Madame?" Foreslog han.
"Efter det?
Det ville være nytteløst. Vi må affinde os med tilbage i
Paris indtil de barrierer, der er åbnet igen. "" Måske vil det ikke betyde noget for os enten
måde inden da, Frue ", sagde Aline.
"Aline!" Udbrød hun i rædsel. "Mademoiselle!" Råbte Rougane på samme
note.
Og så, fordi han opfattede, at folk tilbageholdt på denne måde, skal i nogle
faren endnu ikke kan se, men på den konto mere forfærdeligt, satte han sin forstand til at
arbejde.
Da de nærmede Hotel Plougastel endnu engang, at han meddelte, at han
havde løst problemet. "En pas fra uden at ville gøre lige så
godt, "bekendtgjorde han.
"Hør nu, og tillid til mig. Jeg vil gå tilbage til Meudon på én gang.
Min far skal give mig to tilladelser - en til mig selv alene, og en anden i tre
personer - fra Meudon til Paris og tilbage til Meudon.
Jeg indtaste Paris med min egen tilladelse, som jeg så gå videre til at ødelægge, og vi efterlader
Sammen har vi tre, om styrken af den anden, der repræsenterer os selv som havende
kommer fra Meudon i løbet af dagen.
Det er ganske simpelt, trods alt. Hvis jeg går i gang, skal jeg være tilbage i aften. "
"Men hvordan vil du forlade?" Spurgte Aline. "Jeg? Pooh!
Med hensyn til det, har ingen angst.
Min far er borgmester i Meudon. Der er masser, der kender ham.
Jeg vil gå til Hotel de Ville, og fortælle dem, hvad der er, trods alt sandt - at jeg er
fanget i Paris af lukningen af de barrierer, og at min far forventer
mig hjem i aften.
De vil passere mig igennem. Det er ganske simpelt. "
Hans tillid til løftet dem igen. De ting virkede så let som han repræsenterede
den.
"Så lad dit pas er til fire, min ven," Madame bad ham.
"Der er Jacques," forklarede hun, med angivelse af tjeneren, der netop havde
hjalp dem at stige.
Rougane afdøde tillid til snart at vende tilbage, der forlader dem til at afvente ham med
den samme tillid.
Men de timer afløste hinanden, natten lukkede i, sengetid kom, og stadig
der var ingen tegn på hans tilbagevenden.
De ventede indtil midnat, fuldt hver foregiver for den andens skyld at et konfidensniveau
vedvarende, hver invaderet af vage Premonitions af ondskab, og alligevel forførende det
tid ved at spille Tric-Trac i den store
salon, som om de havde ikke en eneste ængstelig tanke mellem dem.
På sidste på slaget midnat, sukkede madame og steg.
"Det vil være til i morgen," sagde hun, ikke at tro det.
"Selvfølgelig," Aline aftalt. "Det ville virkelig have været umuligt for
ham at få vendt tilbage i nat.
Og det vil være langt bedre at rejse til imorgen.
Rejsen på så sent en time ville dæk dig så meget, kære madame. "
Således de lavede forstillelse.
Tidligt om morgenen blev de vækket af en larm af klokker - den tocsins af sektionerne
ringer alarmen.
Til deres forskrækket ører kom senere rulning af trommer, og på et tidspunkt, hvor de
hørte lyden af en mangfoldighed på march.
Paris var stigende.
Senere endnu kom raslen af håndvåben i det fjerne og de dybere boom af
kanon. Slaget fik følgeskab mellem mænd af
sektioner og mændene af domstolen.
De mennesker med våben havde angrebet Tuilerierne.
Vildeste rygter fløj i alle retninger, og nogle af dem fundet deres vej gennem
Tjenere til Hotel Plougastel af denne frygtelige kamp for slottet, der skulle
ende i den formålsløse massakre på alle
dem, som hvirvelløse monark efterladt der, samtidig med at placere sig selv og
hans familie under beskyttelse af forsamlingen.
Formålsløst til enden, nogensinde vedtagelse af kurset påpegede over for ham af onde
rådgivere, han forberedt på modstand kun indtil der er behov for modstand virkelig
opstod, hvorefter han bestilte en overgivelse
der forlod dem, der havde stået af ham til det sidste prisgivet af en hektisk pøbel.
Og mens dette skete i Tuilerierne, de to kvinder på Hotel
Plougastel stadig ventede tilbagevenden Rougane, dog nu med stadigt mindske
håb.
Og Rougane vendte ikke tilbage. Sagen syntes ikke så enkelt at det
far som til sønnen. Rougane den ældste var med rette bange for at
låne sig til et sådant stykke af bedrag.
Han gik med sin søn til at informere M. de Kercadiou af, hvad der var sket, og fortalte
ham ærligt af de ting, hans søn foreslog, men som han ikke turde gøre.
M. de Kercadiou søgte at bevæge ham ved forbøn og endda af et tilbud om
bestikkelse. Men Rougane forblev fast.
"Monsieur," sagde han, "hvis det blev opdaget imod mig, da det uundgåeligt vil være, jeg
skal hænge for det.
Bortset fra det, og på trods af min angst for at gøre alt i min magt til at tjene dig, er det
ville være et brud på tillid, således som jeg kunne ikke tænke.
Du må ikke spørge mig, monsieur. "
"Men hvad gør du forestille kommer til at ske?" Spurgte den halvt demente herre.
"Det er krig," sagde Rougane, der var velinformeret, som vi har set.
"Krig mellem folket og Retten.
Jeg er øde, at min advarsel burde være kommet for sent.
Men, når alt er sagt, tror jeg ikke, at du skal virkelig alarm dig selv.
Krig vil ikke blive foretaget på kvinder. "
M. de Kercadiou klyngede sig til trøst for den forsikring, efter at borgmesteren og hans søn havde
afgået.
Men på bagsiden af hans sind var der fortsat viden om den trafik, hvor M. de
Plougastel blev forlovet. Hvad hvis de revolutionære var lige
velinformeret?
Og sandsynligvis de var. Kvinderne-folk politisk lovovertrædere havde været
kendt aforetime at lide for de synder af deres mænd.
Alt var muligt i et populært omvæltning, og Aline ville blive udsat
sammen med Mme. de Plougastel.
Sent den aften, da han sad dystert i sin broders bibliotek, skal rør, hvor han havde
søgte trøst slukkes mellem fingrene, kom der en skarp banker på
dør.
Til den gamle seneskalken af Gavrillac, der gik til åbent stod afsløret på
tærskel en slank ung mand i en mørk oliven surcoat, skørter som nåede ned
til sine kalve.
Han var iført støvler, buckskins, og en lille-sværd, og rundt om livet der var en
tricolor skærf, i hans hat en tricolour kokarden, hvilket gav ham et officielt udseende
ekstremt skummelt for øjnene af den gamle
holderen af feudalismen, der delte til fulde sin Herres nuværende frygt.
"Monsieur ønsker?" Spurgte han, mellem respekt og mistillid.
Og så en sprød stemme forskrækket ham.
"Hvorfor, Benoit! Navn på et navn!
Har du helt glemt mig? "
Med en rystende hånd den gamle mand rejste lanterne, han transporteres således, at kaste sit lys
nærmere ind på, at lean, bred åbning ansigt.
"M. Andre! "Råbte han.
"M. Andre! "Og da han så på rammen og
kokarden, og tøvede, tilsyneladende med tab.
Men André-Louis trådte forbi ham ud i den vide forhallen med sin tessellated gulv
af sort-hvide marmor. "Hvis min gudfar endnu ikke er pensioneret, tager
mig til ham.
Hvis han har trukket sig tilbage, tag mig til ham alligevel. "
"Åh, men bestemt, M. Andre - og jeg er sikker på han vil blive skændet at se dig.
Nej, har han endnu ikke er pensioneret.
På denne måde, M. Andre; denne måde, hvis du vil ".
Den vender tilbage André-Louis og nåede Meudon en halv time siden, var gået direkte til
borgmester for nogle bestemte nyheder om hvad der kunne ske i Paris, at skulle enten
bekræfte eller fordrive den ildevarslende rygter om, at
han havde mødt i stadig stigende volumen, da han nærmede sig hovedstaden.
Rougane informerede ham om, at oprøret var umiddelbart forestående, at allerede afsnittene havde
besad sig af de barrierer, og at det var umuligt for nogen person, der ikke
fuldt akkrediterede at anløbe eller forlade byen.
Andre-Louis bøjede hovedet, hans tanker om den alvorligste.
Han havde i nogen tid opfattes faren ved denne anden revolution indefra
For det første kan der ødelægger alt, hvad der var sket, og give magten
til en skurkagtig fraktion, der vil kaste landet ud i anarki.
De ting, han havde frygtet var mere end nogensinde på det sted, der finder sted.
Han ville blive ved på én gang, den samme nat, og se for sig selv, hvad der foregik.
Og så, da han var på vej ud, vendte han sig igen til Rougane at spørge, om M. de Kercadiou
var stadig i Meudon.
"Du kender ham, Monsieur?" "Han er min gudfar."
"Din godfather! Og du en repræsentant!
Hvorfor så kan du være den meget mand han har brug for. "
Og Rougane fortalte ham om hans søns ærinde ind i Paris den eftermiddag, og dens resultat.
Ikke mere var påkrævet.
At to år siden, hans gudfar skal på visse betingelser har nægtet ham hans
Huset vejet for intet i øjeblikket.
Han forlod sin rejse vogn på den lille kro og gik direkte til M. de
Kercadiou.
Og M. de Kercadiou, forskrækket i sådanne en time ved denne pludselige genfærd, af en
mod hvem han nærede en bitter forurettelse, hilste på ham i form næsten identisk med
dem, der i samme rum, han havde
mødt ham på en lignende lejlighed én gang før.
"Hvad vil du her, sir?" "For at hjælpe dig hvis det er muligt, min gudfar,"
var det afvæbnende svar.
Men det gjorde ikke afvæbne M. de Kercadiou. "Du har holdt sig væk så længe, at jeg håbede
du ville ikke igen forstyrre mig. "
"Jeg skulle ikke have vovet at adlyde du nu var det ikke for håbet om, at jeg kan være
af service. Jeg har set Rougane, borgmesteren ... "
"Hvad er det du siger om ikke at vove at være ulydige?"
"Du forbød mig dit hus, monsieur." M. de Kercadiou stirrede på ham hjælpeløs.
"Og er det derfor, du er ikke kommet i nærheden af mig i al den tid?"
"Selvfølgelig. Hvorfor ellers? "
M. de Kercadiou fortsatte med at stirre.
Så han svor under hans ånde. Det forvirrede ham at skulle håndtere en
mand, som insisterede på at tage ham så bogstaveligt.
Han havde forventet, at André-Louis ville være kommet contritely til at indrømme sine fejl og tigge
der skal tages tilbage til fordel for. Han sagde det.
"Men hvordan kunne jeg håber, at du mente mindre end du sagde, monsieur?
Du var så meget klar i din erklæring.
Hvilke udtryk for anger kunne have tjent mig uden et formål af ændringsforslag?
Og jeg havde ingen forestilling om ændring. Vi kan endnu ikke være taknemmelige for det. "
"Thankful?"
"Jeg er en repræsentant. Jeg har visse beføjelser.
Jeg er meget belejligt at vende tilbage til Paris. Kan jeg tjene dig, hvor Rougane ikke kan?
Behovet, monsieur, synes at være meget påtrængende, hvis halvdelen af, hvad jeg tror er
sandt. Aline skal placeres i sikkerhed på en gang. "
M. de Kercadiou overgav sig betingelsesløst.
Han kom over og tog André-Louis 'hånd.
"Min dreng," sagde han, og han var synligt bevæget, "der er i dig en vis adel
der er ikke at blive nægtet.
Hvis jeg var barske med dig, så var det, fordi jeg kæmpede mod din onde
tilbøjeligheder.
Jeg ønskede at holde dig ude af den onde vej for politik, der har bragt dette
ulykkelige land ind i en så frygtelig pass.
Fjenden på grænsen; borgerkrig på vej til at flamme ud derhjemme.
Det er, hvad du revolutionære har gjort. "
André-Louis ikke argumentere.
Han gik videre. "Om Aline?" Spurgte han.
Og selv besvaret sit eget spørgsmål: "Hun er i Paris, og hun skal bringes ud af
den på én gang, før det sted, bliver kaos, da godt det kan, når lidenskaberne
, der har været under opsejling alle disse måneder bliver sluppet løs.
Unge Rougane plan er god. I det mindste, kan jeg ikke komme i tanke om et bedre. "
"Men Rougane den ældre vil ikke høre tale om det."
"Du mener, han vil ikke gøre det på eget ansvar.
Men han har givet sit samtykke til at gøre det på min.
Jeg har efterladt ham en seddel over min underskrift på, at en frit lejde til Mlle. de
Kercadiou at gå til Paris og tilbage er udstedt af ham i overensstemmelse med ordrer
fra mig.
De beføjelser jeg bære, og som jeg har opfyldt ham, er hans nok
begrundelse for at adlyde mig i dette.
Jeg har forladt ham, at notat om den forståelse, at han skal kun anvende disse i
et ekstremt tilfælde, for hans egen sikkerhed. Til gengæld har han givet mig denne sikker-
adfærd. "
"Du har allerede det!" M. de Kercadiou tog ark papir
at André-Louis holdt ud. Hans hånd rystede.
Han nærmede sig det til den klynge af levende lys brænde på konsollen og kneb
kortsynede øjne at læse.
"Hvis du sender det til Paris af unge Rougane i morgen," siger André-Louis, "Aline
skal være her ved middagstid. Intet, naturligvis, kunne ske i nat
uden at fremprovokere mistanke.
Timen er for sent. Og nu, monsieur min gudfar, du kender
præcist, hvorfor jeg trænge i strid med dine kommandoer.
Hvis der er nogen anden måde, hvorpå jeg kan tjene dig, du har, men at nævne det, mens jeg
er her. "" Men der er, André.
Var det ikke Rougane fortælle dig, at der var andre ... "
"Han nævnte Mme. de Plougastel og hendes tjener. "
"Hvorfor ...?"
M. de Kercadiou afbrød, ser hans spørgsmål.
Meget højtideligt André-Louis rystede på hovedet. "Det er umuligt," sagde han.
M. de Kercadiou mund faldt åbne i forbavselse.
"Umuligt!" Gentog han. "Men hvorfor?"
"Monsieur, jeg kan gøre, hvad jeg gør for Aline uden at fornærme min samvittighed.
Udover, for Aline jeg ville fornærme min samvittighed og gøre det.
Men Mme. de Plougastel er i meget forskellige tilfælde.
Hverken Aline eller nogen af hendes have været involveret i kontrarevolutionær arbejde,
som er den sande kilde til den ulykke, der nu truer med at overhale os.
Jeg kan skaffe hende fjernet fra Paris, uden selvbebrejdelse, overbevist om, at jeg
at gøre noget, at man kunne mistillidsvotum, eller som kan blive genstand for
forespørgsler.
Men Mme. de Plougastel er gift med M. le Comte de Plougastel, som hele verden
ved at være en agent mellem Revisionsretten og emigranter. "
"Det er ingen fejl af hende," raabte Hr. de Kercadiou gennem hans bestyrtelse.
"Aftalt.
Men hun kan blive opfordret til enhver tid at fastslå, at hun ikke er part
disse manøvrer. Det vides, at hun var i Paris i dag.
Skulle hun blive søgt i morgen og hvis det viser sig, at hun er gået, forespørgsler
vil helt sikkert ske, hvorfra det skal medføre, at jeg har svigtet min tillid, og
misbrugt min magt for at tjene personlige formål.
Jeg håber, monsieur, at du vil forstå, at risikoen er for stor til at blive kørt til
Af hensyn til en fremmed. "" En fremmed? "sagde Seigneur
bebrejdende.
"Stort set en fremmed for mig," sagde André-Louis.
"Men hun er ikke en fremmed for mig, André. Hun er min kusine og meget kære og værdsatte
ven.
Og, mon Dieu, hvad du siger, men øger det haster med at få hende ud af Paris.
Hun skal blive reddet, Andre, for enhver pris - hun skal være reddet!
Hvorfor hendes tilfælde er uendeligt meget mere presserende end Alines! "
Han stod et bedendes før hans gudsøn, meget anderledes nu fra agterstavnen mand, der
havde mødt ham på hans ankomst.
Hans ansigt var blegt, hans hænder rystede, og der var svedperler på hans
pande. "Monsieur min gudfar, ville jeg gøre noget
i fornuften.
Men jeg kan ikke gøre dette. For at redde hende kan betyde ruin for Aline og
dig selv såvel som for mig. "" Vi må tage den risiko. "
"Du har ret til at tale for dig selv, selvfølgelig."
"Åh, og for dig, tro mig, Andre, for dig!"
Han kom tæt på den unge mand.
"Andre, jeg bønfalder dig til at tage mit ord for det, og for at få denne tilladelse til Mme. de
Plougastel. "Andre kiggede på ham mystificeret.
"Det er fantastisk," sagde han.
"Jeg har taknemmelig erindring om damen interesse i mig i et par dage endnu, da jeg
var et barn, og senere igen i Paris, da hun forsøgte at omvende mig til hvad
Hun tegner den sande politiske religion.
Men jeg ikke risikerer at min hals for hende - og heller ikke dit, eller Alines ".
"Ah! Men, Andre ... "" Det er mit sidste ord, monsieur.
Det vokser sent, og jeg ønsker at sove i Paris. "
"Nej, nej! Vent! "
The Lord of Gavrillac var at vise tegn på ubeskrivelige nød.
"Andre, skal du!"
Der var i denne insisteren, og endnu mere, i den vanvittige måde af det,
noget så urimeligt, at André ikke kunne undlade at antage, at nogle mørke og
mystiske motiv lå bag det.
"Jeg må?" Han lød. "Hvorfor skal jeg det?
Dine grunde, monsieur? "" Andre, mine grunde er overvældende. "
"Bed tillader mig at være dommer over det."
Andre-Louis 'måde var næsten bydende. Efterspørgslen syntes at reducere M. de Kercadiou
til fortvivlelse. Han gik i rummet, hans hænder stramme-foldede
bag ham, rynkede panden.
Til sidst kom han til at stå for hans gudsøn. "Kan du ikke tage mit ord for det, at disse
grunde eksisterer? "råbte han i pine. "I sådan en sag som denne - en sag, der
kan involvere min hals?
Åh, monsieur, er det rimeligt? "" Jeg overtræder mit æresord, min ed, hvis jeg
fortælle dig. "
M. de Kercadiou vendte sig bort og vred sine hænder, hans tilstand synligt ynkeligt, derefter
vendte sig igen til Andre.
"Men i denne ekstremitet, i denne desperate ekstremitet, og siden du så ungenerously
insisterer, jeg er nødt til at fortælle dig. Gud hjælpe mig, jeg har ikke noget valg.
Hun vil indse, at når hun kender.
Andre, min dreng ... "Han tav igen, en mand bange.
Han satte en hånd på hans gudsøn skulder, og til hans stigende forbløffelse André-Louis
opfattet, at over de blege, kortsynede øjne var der en film af tårer.
"Mme. de Plougastel er din mor. "
Fulgte, for et langt øjeblik, total tavshed. Denne ting, at han fik at vide, var ikke
straks forstået. Når forståelsen kom omsider Andre-
Louis 'første indskydelse var at græde ud.
Men han besad selv, og spillede den stoiske.
Han må altid være at spille noget. Det var i hans natur.
Og han var tro mod sin natur også i denne suveræne øjeblik.
Han fortsatte tavs, indtil, at adlyde, at *** histrionic instinkt, han kunne stole på
sig selv til at tale uden følelser.
"Jeg ser," sagde han til sidst, ganske køligt. Hans sind var feje tilbage over fortiden.
Hurtigt han revideret sine erindringer af Mme. de Plougastel, hendes ental hvis sporadiske
interesse i ham, den besynderlige blanding af kærlighed og wistfulness som hendes måde
hen imod ham havde altid præsenteret, på og
sidste han forstod så meget, at hidtil havde fascineret ham.
"Jeg ser," sagde han igen, og tilføjede nu, "Selvfølgelig, ville enhver men en tåbe har gættet
det for længe siden. "
Det var M. de Kercadiou, der råbte, M. de Kercadiou der veg tilbage fra et slag.
"Min Gud, Andre, er hvad du har lavet? Du kan tage en sådan meddelelse i denne
mode? "
"Og hvordan ville du have mig tage det? Skulle det undre mig at opdage, at jeg
havde en mor? Det er trods alt en mor, en uundværlig
nødvendigheden af at få en er født selv. "
Han satte sig brat, for at skjule alt for at afsløre, at hans ben rystede.
Han trak et lommetørklæde op af lommen for at moppe hans pande, som var vokset fugtig.
Og så, ganske pludseligt, han befandt sig grædende.
Ved synet af dem, tårerne strømmende lydløst ned, at ansigt, der var blevet så
bleg, kom M. de Kercadiou hurtigt over til ham.
Han satte sig ned ved siden af ham og kastede en arm kærligt over skulderen.
"Andre, min stakkels dreng," mumlede han. "I. ..
Jeg var dum nok til at tro du havde intet hjerte.
Du bedrog mig med din infernalske forstillelse, og nu kan jeg se ...
Jeg ser ... "
Han var ikke sikker på hvad det var, han så, eller han tøvede med at udtrykke det.
"Det er ikke noget, monsieur. Jeg er træt ud, og ... og jeg har en kold i
hovedet. "
Og så, at finde den del ud over hans magt, han pludselig kastede den op, helt
opgivet ethvert foregivende. "Hvorfor ... Hvorfor har der været alt dette
mysterium? "spurgte han.
"Var det meningen, at jeg aldrig bør vide?" "Det var, André.
Den ... det måtte være, for forsigtighed 'skyld. "" Men hvorfor?
Udfyld din selvtillid, sir.
Sikkert du kan ikke forlade det der. Have fortalt mig så meget, må du fortælle mig
alle. "
"Grunden til, min dreng, er, at du blev født omkring tre år efter din mors
ægteskab med M. de Plougastel, nogle atten måneder efter M. de Plougastel havde
været væk med hæren, og nogle fire måneder før han vendte tilbage til sin kone.
Det er en sag, M. de Plougastel aldrig har mistanke om, og for alvorligste familie
Begrundelsen skal aldrig mistænkte.
Derfor er den største hemmelighed er blevet bevaret.
Det er derfor, ingen var nogensinde lov til at vide.
Din mor kom tidlig op i Bretagne, og under et påtaget navn tilbragt nogle måneder i
landsbyen Moreau. Det var mens hun var der, at du var
Andre-Louis vendte den over i hans sind. Han havde tørret sine tårer.
Og sad nu stiv og indsamlet.
"Når du siger, at ingen nogensinde var mulighed for at kende, fortæller du mig, naturligvis, at
Dem, monsieur ... "" Åh, mon Dieu, nej! "
Den benægtelse kom i et voldsomt udbrud.
M. de Kercadiou sprang op fremdrevet fra André side af volden
af hans følelser. Det var som om selve forslaget fyldte ham
med rædsel.
"Jeg var den eneste anden, der vidste. Men det er ikke som du tror, André.
Du kan ikke forestille mig, at jeg skulle lyve for dig, at jeg skulle nægte dig, hvis du var min
søn? "
"Hvis du siger at jeg ikke er, Monsieur, det er tilstrækkeligt."
"Du er ikke. Jeg var Therese fætter og også, som hun
godt vidste, hendes sandeste ven.
Hun vidste, at hun kunne stole på mig, og det var til mig, at hun kom for at få hjælp i hendes
ekstremitet. Engang år før, ville jeg have giftet sig
hende.
Men selvfølgelig er jeg ikke den slags mand, en kvinde kunne elske.
Hun betroede dog, at min kærlighed til hende, og jeg har holdt hendes tillid. "
"Så, der var min far?"
"Jeg ved det ikke. Hun har aldrig fortalt mig.
Det var hendes hemmelighed, og jeg ikke snage. Det er ikke i min natur, André. "
Andre-Louis stod op, og stod stille over for M. de Kercadiou.
"Du tror mig, André." "Naturligvis, monsieur, og jeg er ked af, jeg er
ked af at jeg ikke er din søn. "
M. de Kercadiou greb sin gudsøn hånd krampagtig, og holdt den et øjeblik uden
ordet blive udtalt. Så da de faldt fra hinanden
igen:
"Og nu, hvad vil du gøre, Andre?" Spurgte han.
"Nu hvor du ved?" André-Louis stod et stykke tid, i betragtning af, så
brød ud i latter.
Situationen havde sin temperamenter. Han forklarede dem.
"Hvilken forskel skal den viden, gøre? Er Pieteten at blive kaldt til eksistens
ved den blotte offentliggørelse af forholdet?
Er jeg til at risikere min hals på grund af manglende omtanke på vegne af en mor, så
meget forsigtig, at hun havde nogen intentioner om nogensinde at afsløre sig selv?
Opdagelsen hviler på den sande chance efter et fald på terningerne of Fate.
Er det at veje med mig? "" Beslutningen er med dig, André. "
"Nej, det er hævet over mig.
Beslut det hvem der kan, kan jeg ikke. "" Du mener, at du nægter selv nu? "
"Jeg mener, at jeg samtykke.
Da jeg ikke kan bestemme, hvad det er, at jeg skal gøre, er det kun tilbage for mig at gøre
hvad en søn skulle. Det er grotesk, men alt liv er
grotesk. "
"Du vil aldrig, aldrig fortryde det." "Jeg håber ikke," sagde André.
"Men jeg tror, det er meget sandsynligt, at jeg skal.
Og nu vil jeg hellere se Rougane igen på én gang, og få fra ham de to andre
tilladelser, der kræves. Så måske vil det være bedst at jeg tager
dem til Paris selv, om morgenen.
Hvis du vil give mig en seng, monsieur, skal jeg være taknemmelig.
I. .. Jeg må indrømme, at jeg næsten ikke i tilfælde af at gøre
mere i aften. "