Tip:
Highlight text to annotate it
X
Translator: Aviaja Josenius Reviewer: Anders Finn Jørgensen
Hej. Jeg vil tale i dag med jer om latter,
og jeg vil starte med at tænke på den første gang
jeg husker at bemærke latter.
Det var da jeg var en lille pige, omkring seks år gammel.
Og jeg så mine forældre gøre noget usædvanligt,
hvor de grinte.
De grinte rigtig, rigtig meget.
De lå på gulvet og grinte.
De skreg af grin.
Jeg vidste ikke, hvad de grinte af, men jeg ville også være med.
Jeg ville være en del af det,
og jeg sad ved siden af dem og ligesom sagde "Huu huu!" (Latter)
Tilfældigvis var det, de grinte ad
en sang, som folk plejede at synge,
som handlede om skilte i toiletter på tog
som viste hvad du må og ikke må gøre
i toiletter på tog.
Og hvad du må huske om os englændere, er selvfølgelig,
at vi har en særdeles sofistikeret sans for humor.
(Latter)
Dengang forstod jeg dog ikke noget af alt det.
Jeg forstod kun latteren,
og som neurolog er jeg begyndt at interessere mig for den igen.
Og det er en meget sær ting at gøre.
Nu vil jeg vise nogle eksempler
af rigtige mennesker, der ler,
og jeg vil at I skal tænke over lyden og hvor sær den kan være,
og hvor primitiv lyden af latter egentlig er.
Det er meget mere et dyrekald end den ligner tale.
Så her er lidt latter til jer. Den første er ret munter.
(Lyd: Latter)
Den næste mand, synes jeg, trænger til at trække vejret.
Der er et tidspunkt hvor jeg tænker
du har brug for noget luft der, min ven,
for han lyder som om at han kun ånder ud.
(Lyd: Latter)
Det er ikke blevet redigeret; det er ham.
(Lyd: Latter) (Latter)
Og endelig har vi -- det her en kvinde, der ler.
Og latter kan tage os til nogen mærkelige steder, når det kommer til at lave lyde.
(Lyd: Latter)
Hun siger egentlig, "Åh du godeste, hvad er det?" på fransk.
Vi tænker det samme som hende. Jeg aner det ikke.
For at forstå latter, må vi se på en del af kroppen
som psykologer og neurologer normalt ikke bruger så megen tid på,
som er brystkassen,
og den virker ikke så spændende,
men faktisk bruger du brystkassen hele tiden.
Det, som I alle gør i øjeblikket med jeres brystkasse,
som I altid gør, er at trække vejret.
I bruger musklerne i interkostalrummet, musklerne mellem ribbenene,
at trække luft ind og ud af lungerne
kun ved at udvide og sammentrække brystkassen,
og hvis jeg satte et bånd omkring jeres bryst,
kaldet et åndedrætsbælte, og ser på den bevægelse,
kan man se en lille bevægelse i sinus, som er åndedrættet.
I gør det alle. Ikke stoppe.
Når I starter at tale,
bruger I åndedrættet helt anderledes.
Hvad jeg gør nu er, som I ser, noget meget mere som dette.
Talende gør vi meget små bevægelser med brystkassen
for at presse luften ud --
og faktisk er vi de eneste dyr er i stand til det.
Derfor kan vi tale.
Både at tale og at ånde har en ærkefjende,
og den fjende er latter,
for hvad der sker når vi ler
er at de samme muskler trækker sig meget jævnligt sammen,
og der dannes et meget stærkt zig-zag mønster,
som presser luften ud af dig.
Det er måden vi laver lyde på.
Hvis man stamper på folk får man den samme effekt.
Vi presser kun luft ud,
og hver sammentrækning -- Ha! -- laver en lyd.
Som sammentrækningerne sker oftere, får man disse spasmer,
og der sker disse -- (Hvæser) -- ting.
Jeg er rigtig god til det her. (Latter)
Videnskabeligt set er der ikke meget om latter,
men det viser sig at stort set alt, som vi tror vi ved
om latter er ukorrekt.
Det er slet ikke usædvanligt, f.eks., at høre folk sige
mennesker er de eneste dyr, der ler.
Nietzsche troede at mennesker er de eneste dyr, der ler.
Faktisk kan du finde latter hos alle pattedyr.
Den er blevet observeret og dokumenteret hos primater,
men rotter ler også,
og allevegne --
mennesker, primater, rotter --
er den forbundet med at kilde, f.eks.
Det er det samme hos mennesker.
Den er forbundet med leg, og alle pattedyr leger.
Allevegne man finder latter, er den forbundet med interaktioner.
Robert Provine, som har arbejdet meget med dette,
har påpeget at du er 30 gange mere tilbøjelig til at le
hvis du er sammen med nogen, end hvis du er alene,
og man finder mest latter
i sociale interaktioner såsom samtale.
Hvis du spørger mennesker, "Hvornår ler du?"
vil de tale om komik, humor og vittigheder.
Hvis du ser på hvornår de ler, ler de sammen med deres venner.
Når vi ler sammen med mennesker, ler vi næsten aldrig ad vittigheder.
Vi ler for at vise andre, at vi forstår dem,
at vi er enige, at vi er del af den samme gruppe som dem.
Vi ler for at vise at vi kan lide dem.
Vi elsker dem måske.
Vi gør alt dette samtidig med at vi taler med dem,
og latteren gør meget af det følelses- mæssige arbejde for os.
Det er noget, som Robert Provine har påvist, som det ses her,
og grunden til at vi lo
når vi hørte de sjove lyde i starten,
og hvorfor jeg lo når jeg så mine forældre le,
er at det har en enormt smitsom effekt på vores opførsel.
Du kan smittes med latter fra andre,
og du har lettere ved at smittes med latter hvis du kender den anden.
Den er stadig moduleret af sociale kontekster.
Vi lægger humor til side
og tænker på den sociale mening med latter
for det er hvordan den er opstået.
Jeg er blevet meget interesseret i forskellige slags latter,
og vi har neurobiologiske beviser for hvordan mennesker vokaliserer
der indikerer at vi har to forskellige slags latter.
Det er muligt at neurobiologien for hjælpeløs ufrivillig latter,
som mine forældre der lå og skreg af latter over en fjollet sang,
nok har en anderledes baggrund end den mere høflige
sociale latter som vi møder, der ikke er en forfærdelig latter,
men det er en opførsel en person gør, som en del af kommunikativ relation,
en del af deres interaktion med dig; de vælger at gøre det.
I vores evolution har vi udviklet to forskellige måder at vokalisere.
Ufrivillige vokaliseringer er del af et ældre system
end de mere frivillige vokaliseringer som talen jeg frembringer nu.
Vi kan forestille os at latter egentlig har to forskellige baggrunde.
Jeg har undersøgt dette mere nøje.
For at muliggøre det, har vi måttet lave optagelser af folk der ler,
og vi måtte gøre hvad som helst for at få dem til at le,
og de samme mennesker lo en mere opstillet, social latter.
Din ven fortæller en vittighed,
og du ler fordi du kan lide din ven,
ikke så meget pga. vittigheden.
Jeg vil spille nogle af disse eksempler.
Fortæl mig om I tror dette er ægte latter,
eller om den er opstillet.
Er dette ufrivillig eller frivillig latter?
(Lyd: Latter)
Hvordan lyder det på jer?
Publikum: Falsk. Sophie Scott: Falsk? Falsk.
Hvad med denne?
(Lyd: Latter)
(Latter)
Jeg er den bedste.
(Latter) (Bifald)
Nej, vrøvl.
Nej, det var ufrivillig latter,
og for at få den lyd optog de mig mens jeg kiggede på en optagelse
af en af mine venner der lyttede til noget jeg vidste hun ville le ad,
og jeg lo på den måde.
Folk er gode til at se forskel
mellem ægte og opstillet latter.
De er to forskellige ting for os.
Nogen gange kan man se det samme hos chimpanser.
Chimpanser ler anderledes hvis de bliver kildet
end hvis de leger med hinanden,
og vi ser noget lignende her,
ufrivillig latter, kildende latter, som anderledes end social latter.
De er ret forskellige akustisk set.
De ægte er længere. De er højere i tonefald.
Når du ler rigtig meget,
presser du luft ud af lungerne
under højere pres end du nogensinde kunne rent viljemæssigt.
F.eks. kunne jeg aldrig presse min stemme derop for at synge.
Også vil der komme sammentrækninger og mærkelige fløjtelyde,
som betyder at ægte latter er meget nem at frembringe,
eller føles nem at aflæse.
Som kontrast vil opstillet latter lyde falsk i vore ører.
Det er den ikke, den har en meget vigtig social funktion.
Vi bruger den meget, vi vælger at le i mange situationer,
og den synes at være sin egen.
F.eks. hører vi nasalitet i opstillet latter
den der "ha ha ha ha ha" lyd
som du aldrig ville kunne frembringe hvis du lo ufrivilligt.
De virker reelt set til at være helt forskellige ting.
Vi lavede scanninger for at se hvordan hjernen reagerer
når vi hører latter.
I arbejdsprocessen er det et ret kedeligt eksperiment.
Vi viste folk ægte og opstillede lattere.
De vidste ikke at vi undersøgte latter.
Vi lagde andre lyde ind for at distrahere dem,
og alt de gør er at ligge og lytte til lyde.
Vi beder dem ikke at gøre noget.
Alligevel, når du hører ægte latter og når du hører opstillet latter,
reagerer hjernen helt forskelligt,
signifikant forskelligt.
Hvad I ser at områderne i blåt, som ligger i auditive cortex,
er hjerneområderne der reagerer mere på ægte latter,
og det synes at være tilfældet
når vi hører nogen le ufrivilligt,
hører vi lyde, vi aldrig ville høre i andre sammenhænge.
Den er meget entydig,
og synes at være forbundet med større auditiv processering
af disse nye lyde.
Til kontrast, når vi hører nogen le på en opstillet måde,
hvad vi ser er disse områder i pink,
som optager hjerneområder forbundet med mentalisering,
at tænke over hvad andre tænker.
Og jeg tror at det betyder
at selv om du får din hjerne scannet, hvilket er ret kedeligt
og slet ikke interessant,
når du dér hører nogen sige: "A ha ha ha ha ha,"
forsøger du at regne ud, hvorfor de ler.
Latter er altid meningsfuld.
Du forsøger altid at forstå den i kontekst
selv om, på det tidspunkt for dig,
den ikke har noget med dig at gøre,
du vil stadig vide hvorfor disse folk ler.
Vi har haft muligheden for at se på, hvordan folk skelner mellem latter
i alle aldersgrupper.
Dette er et online eksperiment vi foretog med Royal Society,
og vi spurgte folk to spørgsmål.
De hørte folk le,
og de skulle svare på, hvor ægte eller opstillet det lød.
De ægte lattere vises i rødt, og de opstillede i blåt.
Hvad I ser er hurtig indtræden.
Jo ældre vi bliver, jo bedre bliver vi til at kende ægte latter.
Børn i seksårsalderen kan ikke kende forskel.
Når vi bliver ældre, bliver vi bedre til det,
men vi bliver ikke eksperter i området,
før vi er sidst i 30´erne og først i 40´erne.
Vi forstår ikke latter fuldt ud før vi kommer i puberteten.
Vi forstår ikke latter fuldt ud, før vor hjerne er udviklet
sidst i teenageårene.
Vi lærer om latter gennem hele vort tidlige voksenliv.
Hvis vi vender spørgsmålet og spørger, ikke hvad latter lyder som,
ægte eller opstillet, men om
hvor meget denne latter giver dig lyst til at le,
hvor smittende denne latter er for dig, ser vi noget andet.
Og her, jo yngre du er,
jo mere har du lyst til at le, når du hører latter.
Husk på mig, leende med mine forældre, når jeg ikke forstod det der skete.
Dette kan vi se.
Alle, ung som gammel,
synes at ægte latter er mere smittende end opstillet latter,
men som vi ældes bliver det mindre smittende for os.
Enten bliver vi mere gnavne som ældre,
eller forstår vi latter bedre,
og vi bliver bedre til at forstå den,
og vi har brug for mere end kun at høre latter for at le med.
Vi har brug for den sociale vinkel.
Så vi har en meget interessant opførsel
omkring hvor mange af vore antagelser er ukorrekte,
men faktisk er der mere end så om latter
end at det er en vigtig social følelse vi skal bemærke,
for det viser sig at folk er fænomenalt nuancerede
i hvordan vi bruger latter.
Nogle dejlige undersøgelser kommer snart ud
fra Robert Levenson´s laboratorie i USA,
hvor han laver langsgående undersøgelser med par.
Gifte par, mænd og kvinder, kommer ind,
og får stressende samtaler at have fra ham,
mens de er forbundet til en polygraf- maskine, så han kan se dem stresse.
De er begge derinde, og han siger til manden
"Fortæl mig noget som din kone gør, der irriterer dig."
Og man kan med det samme se --
tænk lige på den situation, dig og din partner --
I kan forestille jer at alle bliver lidt mere stressede med det samme.
Fysisk kan man se folk stresse mere.
Han ser også, at parrene der tackler stressfølelsen
med latter, positive følelser som latter,
ikke kun straks bliver mindre stressede,
men også at de får det bedre rent fysisk,
og de tackler den ubehagelige situation bedre sammen,
de er også parrene der udmelder
høje niveauer af tilfredshed i deres forhold
og de bliver sammen længere.
Så når man kigger på tætte forhold,
er latter et utrolig brugbart indeks
af hvordan folk regulerer deres følelser sammen.
Vi viser den ikke kun til andre for at vise at vi kan lide dem,
vi får os selv til at have det bedre sammen.
Jeg tror ikke, at dette kun gælder romantiske forhold.
Jeg tror det kommer til at kendetegne
tætte, følelsesmæssige forhold som du også kan have med venner,
der forklarer mit næste klip,
som er en YouTube video af nogle unge mænd fra fhv. Øst-Tyskland
der laver en promo-video for deres heavy metal-gruppe,
og den er ekstremt macho og tonen er meget seriøs,
og læg mærke til, hvad der sker i forhold til latter
når tingene går galt,
hvor hurtigt det sker, og hvordan tonen forandres.
Han fryser. Han kommer til at blive våd. Han er i svømmeshorts,
har et håndklæde.
Is.
Hvad kommer til at ske?
Videoen starter.
Seriøs tone.
Og hans venner ler allerede. De griner allerede meget.
Han ler ikke endnu.
(Latter)
Han begynder at le nu.
Og nu griner de allesammen.
(Latter)
De ligger på gulvet.
(Latter)
Jeg kan rigtig godt lide at videoen er så seriøs
til han hopper ud på isen, og så snart han ikke falder gennem isen,
og der ikke er blod og knogler allevegne,
begynder hans venner at grine.
Forestil jer, at hvis det der skete var at han stod der og sagde
"Nej seriøst Heinrich, den er i stykker,"
ville vi ikke synes om at se det. Det ville stresse os.
Eller hvis han løb rundt med et synligt brækket ben og lo,
og hans venner sagde "Heinrich, nu skal du på hospitalet,"
ville det ikke være sjovt.
Faktum er, at latter virker,
den får ham fra en smertefuld, flov og svær situation,
til en sjov situation, til hvad vi alle kan le med i,
og jeg synes at det er en interessant funktion,
og det sker hele tiden.
F.eks. kan jeg huske noget lignende ske
ved min fars begravelse.
Vi hoppede ikke rundt på isen i vore underbukser.
Vi er ikke fra Canada.
(Latter) (Bifald)
Disse begivenheder er altid svære, og et familiemedlem var besværligt,
min mor havde det ikke godt,
og jeg kan huske at jeg fandt mig selv, lige før det hele begyndte,
fortælle en historie om noget der skete i en komedie fra 1970´erne,
og jeg tænkte, jeg ved ikke hvorfor jeg gør dette,
og jeg indså at grunden var
at jeg forsøgte at bruge noget et eller andet sted fra
som ville få hende til at le sammen med mig.
Det var en grundlæggende reaktion for at finde en grund til at le.
Vi kan le sammen. Vi kommer igennem dette.
Vi kommer til at være ok.
Faktisk gør vi det alle hele tiden.
Du gør det så ***, at du ikke ænser det.
Alle undervurderer hvor *** de griner,
og du gør noget når du ler sammen med folk
der gør at du får adgang til et ældgammelt evolutionært system
som pattedyr har udviklet for at danne og vedligeholde sociale bånd
og at regulere følelser, at få os selv til at få det bedre.
Det er ikke specielt for mennesker -- det er en ældgammel opførsel
der hjælper os at regulere hvad vi føler og får os til at have det bedre.
Med andre ord, når det gælder latter,
du og jeg, baby, er ikke andet end pattedyr. (Latter)
Tak skal I have.
Tak. (Bifald)