Tip:
Highlight text to annotate it
X
Siddhartha af Hermann Hesse KAPITEL 8.
Ved floden
Siddhartha gik gennem skoven, var allerede langt fra byen, og vidste intet
men én ting, at der var ingen vej tilbage for ham, at dette liv, som han havde
levede det i mange år, indtil nu, var over
og afskaffet, og at han havde smagt det hele, suget alt ud af det
indtil han væmmedes ved det. Dead var sangfugl, han havde drømt
af.
Dead var fuglen i sit hjerte. Dybt, havde han været viklet ind i Sansara,
han havde suget op afsky og død fra alle sider ind i hans krop, som en svamp suger op
vand, indtil den er fuld.
Og fuld han var, fuld af følelsen af blevet syge af det, fuld af elendighed, fuld af
død, var der intet tilbage i denne verden, som kunne have tiltrukket ham, givet ham
glæde, givet ham komfort.
Lidenskabeligt han ønskede at vide noget om sig selv længere, at få hvile, til at være
døde. Hvis der kun var en lyn-bolt til
slå ham død!
Hvis der kun var en tiger en fortære ham! Hvis der kun var en vin, en gift, som
ville dulme sine sanser, bringe ham glemsomhed og sove, og ingen vækkelse
fra!
Var der stadig nogen form for snavs, havde han ikke tilsmudset sig med, en synd eller tåbelige
handle, bliver han ikke havde begået en tristhed af sjælen, han ikke havde bragt over sig selv?
Var det stadig overhovedet muligt at være i live?
Var det muligt, at trække vejret ind igen og igen, at ånde ud, at føle sult, til
spise igen, at sove igen, at sove med en kvinde igen?
Var denne cyklus ikke er opbrugt, og bragt til en afslutning for ham?
Siddhartha nåede stor flod i skoven, den samme flod over hvilken en lang
tid siden, da han endnu var en ung mand og kom fra byen Gotama, en
Færgemanden havde ført ham.
Ved denne flod stoppede han, tøvende stod han i banken.
Træthed og sult havde svækket ham, og hvad for hvis han går på, hvor
til, hvilket mål?
Nej, der var ikke flere mål, var der intet tilbage, men den dybe, smertefulde længsel
til at ryste hele denne øde drøm, at spytte ud denne gammelt vin, for at sætte en stopper for
denne elendige og skamfulde liv.
En hænge bøjet over bredden af floden, en kokosnød-træ; Siddhartha lænede sig mod sin
kuffert med hans skulder, omfavnede stammen med en arm, og så ned i
grønne vand, der løb og løb under ham,
kiggede ned og fandt sig selv at blive helt fyldt med ønske om at give slip og
at drukne i disse farvande.
Et skræmmende tomhed blev reflekteret tilbage på ham, ved vandet, svarer til
forfærdelige tomhed i hans sjæl. Ja, havde han nået til vejs ende.
Der var intet tilbage for ham, bortset fra at udslette sig selv, bortset fra at smadre
svigt som han havde formet hans liv, at smide det væk, før fødder
hånligt grinende guder.
Det var den store opkastning, han havde længtes efter: død, The Smashing til bits i
form, han hadede!
Lad ham være føde for fisk, denne hund Siddhartha, denne galning, denne fordærvet og
rådne krop, dette svækket og misbrugte sjæl! Lad ham være føde for fisk og krokodiller,
lad ham være hakket i stykker af de dæmonerne!
Med et forvrænget ansigt, stirrede han i vandet, så afspejling af hans ansigt og
spytte på det.
I dyb træthed, tog han sin arm væk fra stammen af træet og drejes en
bit, for at lade sig falde lige ned, for til sidst at drukne.
Med lukkede øjne, han gled mod døden.
Derefter ud til fjerntliggende områder af hans sjæl, ud fra forgangne tider af hans nu trætte liv, en
lyd ophidsede.
Det var et ord, en stavelse, som han, uden at tænke, med en sløret stemme,
talte til sig selv, det gamle ord, som er begyndelsen og afslutningen af alle bønner
Brahmanerne, den hellige "Om", som groft
betyder "at det er perfekt" eller "afslutning".
Og i det øjeblik, hvor lyden af "Om" rørte Siddhartha øre, hans sovende
ånd pludselig vågnede op og indså tåbelighed af sine handlinger.
Siddhartha var dybt chokeret.
Så det var sådan tingene var sammen med ham, så dømt var han så meget han havde mistet sin vej
og blev forladt af al viden, at han havde været i stand til at søge døden, at denne
ønsker, dette ønske fra et barn, havde været i stand
at vokse i ham: at finde resten af tilintetgøre hans krop!
Hvad alle kvaler disse nyere tid, alle nøgterne erkendelser, alle desperation havde
ikke fremkaldt, blev denne anlagt den ved dette øjeblik, hvor Om ind i hans
bevidsthed: han blev bevidst om sig selv i sin elendighed og i hans fejl.
Om! han talte til sig selv: Om! og igen han vidste om Brahman, vidste om
uforgængelighed livet, vidste om alt, hvad der er guddommeligt, som han havde glemt.
Men dette var kun et øjeblik, flash.
Ved foden af kokos-træet, Siddhartha kollapsede, ramt af træthed,
mumler Om, lagt hovedet på roden af træet og faldt i en dyb søvn.
Deep var hans søvn og uden drømme, han i lang tid ikke havde kendt en sådan søvn
mere.
Da han vågnede op efter mange timer, han følte det som om ti år var gået, hørte han
vand roligt flyder, vidste ikke hvor han var, og hvem der havde bragt ham her, åbnede
hans øjne, så med forbavselse, at der
var træer og himlen over ham, og han huskede, hvor han var og hvordan han fik
her.
Men det tog ham lang tid til dette, og fortiden syntes ham, som om det havde været
dækket af et slør, uendeligt langt væk, uendeligt langt væk, uendeligt
meningsløs.
Han vidste kun, at hans tidligere liv (i det første øjeblik, hvor han tænkte over det, denne
tidligere liv syntes ham som en meget gammel, tidligere inkarnation, som en tidlig præ-
fødslen af sin nuværende selv) - at hans
tidligere liv var blevet forladt af ham, at, fuld af afsky og elendighed, han
havde selv beregnet til at smide sit liv væk, men at ved en flod, under en kokosnød-træ
han er kommet til besindelse, den hellige ord Om
på hans læber, at han var faldet i søvn og havde nu vågnet op og kiggede på
verden som en ny mand.
Stille, han talte Ordet Om sig selv, taler som han var faldet i søvn, og det
syntes ham, som om hele hans lange søvn havde været andet end en lang meditativ
recitation af Om en tankegang Om en
oversvømmelse og komplet indgå Om, i den navnløse, den perfektioneret.
Sikke en dejlig søvn havde det været! Aldrig før har sovet, havde han været således
forfrisket dermed fornyet, således forynget!
Måske, han havde virkelig død, var druknet, og blev genfødt i en ny krop?
Men nej, han vidste selv, at han vidste, hans hånd og hans fødder, vidste det sted, hvor han lå,
vidste, at dette selv i hans bryst, det Siddhartha, den excentriske, den underlige en,
men dette Siddhartha alligevel
forvandlet, blev forlænget, var mærkeligt veludhvilet, mærkeligt vågen, glad og
nysgerrig.
Siddhartha rettede sig op, da han så en person, der sidder overfor ham, en ukendt
mand, en munk i en gul kjole med et barberet hoved, der sidder i den position grublede.
Han observerede manden, der hverken havde hår på hovedet eller et skæg, og han havde ikke
observeret ham for længe, når han erkendt denne munk som Govinda, den af hans venner
unge, Govinda, som havde taget sin tilflugt til den ophøjede Buddha.
Govinda havde ældet, han også, men hans ansigt bar de samme funktioner, udtrykt
iver, trofasthed, søgning, timidness.
Men når Govinda nu sensing hans blik, åbnede øjnene og kiggede på ham,
Siddhartha så, at Govinda ikke genkende ham.
Govinda var glad for at finde ham vågen, tilsyneladende, havde han siddet her for en
lang tid og ventet på ham til at vågne op, selvom han ikke kender ham.
"Jeg har sovet," siger Siddhartha.
"Men er du kommet her?" "Du har sovet," svarede Govinda.
"Det er ikke godt at sove i sådanne steder, hvor slanger ofte er, og de
skovens dyr har deres veje.
Jeg, oh Herre, er en tilhænger af den ophøjede Gotama, Buddha, Sakyamuni, og har
været på pilgrimsrejse sammen med flere af os på denne vej, da jeg så dig ligge
og sove et sted, hvor det er farligt at sove.
Derfor, jeg forsøgte at vække dig, oh Herre, og da jeg så, at din søvn var meget
dybt, jeg blev tilbage fra min gruppe, og sad med dig.
Og så, så det synes, jeg er faldet i søvn selv, jeg som ønskede at vogte din søvn.
Dårligt, har jeg tjent dig, har træthed overvældede mig.
Men nu, at du er vågen, lad mig gå til hamle op med mine brødre. "
"Jeg takker dig, Samana, for at se ud over min søvn," sagde Siddhartha.
"Du er venlige, jer tilhængere af den ophøjede en.
Nu kan du gå da. "" Jeg har tænkt mig, sir.
Kan du, sir, altid være ved godt helbred. "
"Jeg takker dig, Samana." Govinda gjorde gestus en hilsen
og sagde: ". Farvel" "Farvel, Govinda," siger Siddhartha.
Den munk stoppet.
"Tillad mig at spørge, sir, hvorfra kender du mit navn?"
Nu Siddhartha smilede.
"Jeg kender dig, oh Govinda, fra din fars hytte, og fra skole brahmanerne,
og fra de tilbud, og fra vores tur til Samanas, og fra den time, hvor du
tog din tilflugt hos den ophøjede en i lunden Jetavana. "
"Du er Siddhartha," Govinda udbrød højlydt.
"Nu, jeg anerkender dig, og ikke forstår noget mere, hvordan jeg kunne ikke
genkende dig med det samme. Vær velkommen, Siddhartha, min glæde er stor, at
se dig igen. "
"Det giver mig også glæde, at se dig igen. Du har været afskærmningen af min søvn, jeg igen
tak for det, selvom jeg ikke ville have krævet en vagt.
Hvor vil du, oh ven? "
"Jeg går ingen steder.
Vi munke rejser altid, når det ikke er det regntid, vi altid bevæger
fra et sted til et andet, efter de regler, leve, hvis de lære videre til
os, acceptere almisser, gå videre.
Det er altid sådan. Men du, Siddhartha, hvor skal du hen
til "mælte Siddhartha:"? Med mig, ven, det
er som det er med dig.
Jeg går ingen steder. Jeg er bare rejse.
Jeg er på pilgrimsrejse "Govinda sagde:". Du siger: du er på en
pilgrimsfærd, og jeg tror på dig.
Men tilgiv mig, åh Siddhartha, behøver du ikke ligne en pilgrim.
Du er iført en rig mands tøj, er du iført skoene af en fornem
gentleman, og dit hår, med duften af parfume, er ikke en pilgrims
hår, der ikke håret på en Samana. "
"Lige så, min kære, har du set godt, dine skarpe øjne ser alt.
Men jeg har ikke sagt til dig, at jeg var en Samana.
Jeg sagde: jeg er på en pilgrimsrejse.
Og så er det:. Jeg er på en pilgrimsrejse "" Du er på en pilgrimsrejse, "sagde Govinda.
"Men de færreste ville gå på en pilgrimsrejse i sådanne tøj, få i disse sko, få med en sådan
hår.
Aldrig har jeg mødt sådan en pilgrim, som er en pilgrim mig selv i mange år. "
"Jeg tror dig, min kære Govinda.
Men nu, i dag, har du mødt en pilgrim ligesom denne, iført disse sko, en sådan
beklædningsgenstand.
Husk, min kære: Ikke evige er en verden af optrædener, ikke evig, andet end
evig er vores tøj og stil af vores hår, og vores hår og organer
selv.
Jeg iført en rig mands tøj, har du set denne helt ret.
Jeg bærer dem, fordi jeg har været en rig mand, og jeg iført mit hår som
verdslige og lystne mennesker, for jeg har været en af dem. "
"Og nu, Siddhartha, hvad er du nu?"
"Jeg kender ikke det, jeg ikke kender det ligesom dig.
Jeg rejser.
Jeg var en rig mand og jeg er ikke rig mand mere, og hvad jeg vil være i morgen, det gør jeg ikke
kender. "" Du har mistet dine rigdomme? "
"Jeg har mistet dem eller de mig.
De eller anden måde skete at smutte fra mig. Hjulet af fysiske manifestationer er
drejning hurtigt Govinda. Hvor er Siddhartha Brahman?
Hvor er Siddhartha i Samana?
Hvor er Siddhartha den rige mand? Ikke-evige ting ændrer sig hurtigt, Govinda,
du kender det. "Govinda kiggede på hans ven ungdom
i lang tid, med tvivl i hans øjne.
Derefter gav han ham den hilsen, som man ville bruge på en gentleman og gik
på vej.
Med et smilende ansigt, så Siddhartha ham forlade, han elskede ham stadig, dette trofaste
mand, denne forfærdelige mand.
Og hvordan kunne han ikke har elsket alt og alle i dette øjeblik, i
herlige timer efter hans vidunderlige søvn, fyldt med besøgsadresse!
Den fortryllelse, der var sket inde i ham i hans søvn og ved hjælp af Om,
var det netop det, at han elskede alt, at han var fuld af glade kærlighed
for alt, hvad han så.
Og det var netop dette, så det syntes ham nu, som havde været hans sygdom
før, at han ikke var i stand til at elske nogen eller noget.
Med et smilende ansigt, så Siddhartha den forlader munken.
Søvnen havde styrket ham meget, men sulten gav ham megen smerte, ved han nu
havde ikke spist i to dage, og de tider var længst forbi, da han havde været hård
mod sult.
Med sorg, og alligevel også med et smil, tænkte han på den tid.
I disse dage, så han huskede, han havde pralede af tre tre ting til Kamala,
havde været i stand til at gøre tre ædle og uovervindelige feats: fastende - venter -
tænker.
Disse havde været hans besiddelse, hans magt og styrke, sin solide personale i den travle,
besværlige år af sin ungdom havde han lært disse tre bedrifter, intet andet.
Og nu havde de forladt ham, ingen af dem var hans noget mere, hverken fastende eller
venter, eller tænker.
For de mest usle ting, han havde givet dem op, for hvad svinder hurtigst, for
sensuel lyst, for det gode liv, for rigdom!
Hans liv havde faktisk været mærkeligt.
Og nu, så det virkede, nu havde han virkelig blive en barnlig person.
Siddhartha tænkte på sin situation. Tænkning var hårdt på ham, gjorde han ikke rigtig
har lyst til det, men han tvang sig selv.
Nu, tænkte han, da alle disse lettest omkom ting er gledet fra
mig igen, nu jeg står her under solen igen lige som jeg har stået her
et lille barn, intet er min, jeg har ingen
evner, er der intet, jeg kunne skabe, har jeg lært noget.
Hvor vidunderlige er det!
Nu, at jeg ikke længere ung, at mit hår er allerede halv gråt, at min styrke er
fading, nu er jeg begyndt igen i begyndelsen, og som et barn!
Igen måtte han smile.
Ja, havde hans skæbne været mærkeligt! Ting gik ned ad bakke med ham, og
nu var han igen står over for verden, tomrum og nøgne og dumme.
Men han kunne ikke brødføde ked af det, nej, han selv følte en stor trang til at grine, at
grine om sig selv, at grine af denne mærkelige, tåbelige verden.
"Det går ned ad bakke med dig!" Sagde han til sig selv, og lo om det, og
da han sagde det, han tilfældigvis blik på floden, og han så også floden
ned ad bakke, hele tiden bevæger sig på ned ad bakke, og sang og var glade for gennem det hele.
Han kunne lide dette godt, venligt han smilede ved floden.
Var dette ikke floden, hvor han havde villet drukne sig selv i tidligere tider, en
hundrede år siden, havde han eller drømt det? Vidunderlige faktisk var mit liv, så han tænkte,
vidunderlige afstikkere det har taget.
Som jeg dreng, havde jeg kun at gøre med guder og tilbud.
Som ung havde jeg kun at gøre med askese, med tænkning og meditation,
ledte efter Brahman, tilbad det evige i det Atman.
Men da en ung mand, fulgte jeg de bodfærdige, boede i skoven, lidt af
varme og frost, lærte at sult, lærte min krop at blive død.
Vidunderligt, snart efter, indsigt kom imod mig i form af den store
Buddhas lære, jeg følte viden om enhed i verden cirklende i mig
kan godt lide mit eget blod.
Men jeg har også måtte forlade Buddha og den store viden.
Jeg gik og lært kunsten af kærlighed med Kamala, lærte handel med Kamaswami,
hobede sig op penge, spild af penge, lærte at elske min mave, lærte at behage min
sanser.
Jeg var nødt til at tilbringe mange år at miste min ånd, og at aflære tænkning igen at glemme
enhed.
Er det ikke bare, som om jeg havde vendt langsomt og på en lang omvej fra en mand til et barn,
fra en tænker ind i en barnlig person? Og dog, har denne vej været meget godt, og
endnu, har fuglen i mit bryst ikke døde.
Men hvad en sti har det været!
Jeg var nødt til at passere igennem så meget dumhed, så meget igennem laster, gennem så mange
fejl, gennem så meget afsky og skuffelser og ve, for blot at blive en
barn igen og være i stand til at starte forfra.
Men det var ret så, mit hjerte siger "ja" til det, mine øjne smile til det.
Jeg har måttet opleve fortvivlelse, har jeg måtte synke ned til det mest tåbelige en af alle
tanker, at tanken om selvmord, for at være i stand til at opleve den guddommelige
nåde, at høre Om igen, at kunne sove ordentligt og vågne ordentligt igen.
Jeg var nødt til at blive et fjols, for at finde Atman i mig igen.
Jeg var nødt til at synde, at være i stand til at leve igen.
Hvor ellers kan min sti føre mig til? Det er tåbeligt, denne vej, det bevæger sig i
sløjfer, måske går rundt i en cirkel.
Lad det gå som det vil, jeg vil tage det.
Vidunderligt, han følte glæde rullende som bølger i hans bryst.
Hvor fra, spurgte han sit hjerte, hvor fra har du den lykke?
Kunne det kommer fra så længe, god søvn, hvilket har gjort mig så godt?
Eller fra ordet Om, hvor jeg sagde?
Eller fra det faktum, at jeg er flygtet, at jeg helt er flygtet, at jeg endelig
fri igen og jeg står som et barn under himlen?
Åh hvor godt er det at være flygtet, at være blevet gratis!
Hvor ren og smuk er luften her, hvordan en god ånde!
Der, hvor jeg løb væk fra, der alt lugtede af salver, af krydderier,
af vin, af overskydende af dovenskab.
Hvordan klarede jeg hader denne verden af de rige, af dem, der svælger i god mad, for
spillere fra rejsende! Hvordan klarede jeg hader mig selv for ophold i denne
forfærdelig verden så længe!
Hvordan klarede jeg hader mig selv, har berøve, forgiftet, tortureret mig selv, har gjort mig
gamle og det onde!
Nej, aldrig igen, jeg vil, som jeg plejede at kunne lide at gøre så meget, bilde mig selv til at tro,
at Siddhartha var klog!
Men én ting jeg har gjort det godt, det jeg kan lide, det må jeg rose, at der nu er
en stopper for, at had mod mig selv, til at tåbelig og triste liv!
Jeg priser dig, Siddhartha, efter så mange års dårskab, har du igen
havde en idé, har gjort noget, har hørt fuglen i brystet sang og
har fulgt det!
Således han roste sig selv, fandt glæde i sig selv, lyttede nysgerrigt til hans mave,
der buldrede med sult.
Han havde nu, så han følte, i de seneste tidspunkter og dage, fuldstændigt smagte og spytte
ud, slugte frem til det punkt af desperation og død, et stykke
lidelse, et stykke af elendighed.
Ligesom dette, var det godt.
For meget længere, kunne han have opholdt sig med Kamaswami, tjente penge, spild af penge, fyldt
maven, og lod sin sjæl dø af tørst, for meget længere, han kunne have levet
i denne bløde, godt polstret helvede, hvis
dette var ikke sket: det øjeblik af fuldstændig håbløshed og fortvivlelse, at
mest ekstreme øjeblik, da han hænger ud over de styrtende vande og var klar til at ødelægge
selv.
At han havde følt denne fortvivlelse, denne dybe afsky, og at han ikke havde bukket under for
det, at fuglen var glade kilden og stemme på ham, stadig i live efter alt,
det var, hvorfor han følte glæde, det var derfor han
lo, det var grunden til hans ansigt smilede klart under hans hår, der havde vendt
grå.
"Det er godt," tænkte han, "at få en smag af alt for sig selv, som man behov
at kende.
At lyst til verden og rigdom ikke hører til de gode ting, jeg har allerede
lærte som barn. Jeg har vidst det i lang tid, men jeg har
oplevede først nu.
Og nu ved jeg det, ikke bare ved det i min hukommelse, men i mine øjne, i mit hjerte, i min
maven. Godt for mig, at vide dette! "
I lang tid overvejede han sin transformation, lyttede til fuglen, da det
sang af glæde. Havde ikke denne fugl døde i ham, havde han ikke
følte sin død?
Nej, havde noget andet fra i ham død, hvilket allerede i en lang
tid havde længtes efter at dø. Var det ikke netop hvad han plejede at har til hensigt at
dræbe i hans glødende år som en bodfærdig?
Var det ikke hans egen, hans lille, bange, og stolt selv, havde han kæmpet
med i så mange år, havde der slog ham igen og igen, som var tilbage igen
efter hvert drab, forbudt glæde følte frygt?
Var det ikke det, der i dag var endelig kommet til sin død, her i skoven, ved
denne dejlige flod?
Var det ikke på grund af denne død, at han nu var som et barn, så fuld af tillid, så
uden frygt, så fuld af glæde?
Nu Siddhartha fik også en idé om, hvorfor han havde kæmpet denne selv forgæves som en Brahman,
som en angrende.
For meget viden, havde holdt ham tilbage, for mange hellige vers, for mange opofrende
regler, for meget selv-afstraffelse, så meget at gøre, og stræbe efter dette mål!
Fuld af arrogance, havde han været, altid den smarteste, altid arbejder mest, altid
et skridt foran alle andre, altid vide og åndelige en, altid
præst eller klog.
Til at være en præst, i denne arrogance i denne spiritualitet, havde sin egen
trak sig tilbage, der sad fast og voksede, mens han troede, han ville dræbe det ved
faste og bod.
Nu er han så det og så, at den hemmelige stemme havde haft ret, at ingen lærer nogensinde ville
har været i stand til at bringe om hans frelse.
Derfor måtte han gå ud i verden, mister sig selv til begær og magt, at kvinden
og penge, var nødt til at blive en købmand, en terning-gambler, en drikker, og en grådig
person, indtil præst og Samana i ham var død.
Derfor måtte han fortsætte under disse grimme år, idet den afsky, den
lære, at det er unyttigt af en trist og spildt liv op til slutningen, op til bitter
fortvivlelse, indtil Siddhartha den lystne, Siddhartha den grådige kan også dø.
Han var død, en ny Siddhartha var vågnet op fra søvn.
Han ville også blive gammel, ville han også i sidste ende nødt til at dø, dødelige var
Siddhartha, jordiske var enhver fysisk form. Men i dag, han var ung, var et barn,
nye Siddhartha, og var fuld af glæde.
Han mente, at disse tanker, lyttede med et smil på hans mave, lyttede taknemmeligt
til en summende bi.
Muntert, han kiggede ind i brusende flod, aldrig før havde han som en vand, så
såvel som denne, aldrig før havde han opfattede stemme og lignelsen om den
strømmende vand derved kraftigt og smukt.
Det forekom ham, som om floden havde noget særligt at fortælle ham, noget han
vidste ikke endnu, som stadig ventede ham.
I denne flod, havde Siddhartha til hensigt at drukne sig selv, i det gamle, trætte,
desperate Siddhartha havde druknet i dag.
Men den nye Siddhartha følte en dyb kærlighed til denne brusende vand, og besluttede for
selv, for ikke at overlade det meget snart.