Tip:
Highlight text to annotate it
X
- Klar? Du har fået instrukser.
- Oui, monsieur.
Alt i orden, Mrs. Ho?
Middagen er klar klokken 19.30.
- Godaften.
- Jeg ved ikke, om...
De er ventet, Oberst.
Skal jeg tage frakken?
- Oberst Sennepsgul, ikke sandt?
- Nej, mit navn er Oberst...
I aften vil De nok gøre min chef
den tjeneste at antage et alias.
- Og hvem er De?
- Wadsworth. Butleren.
Yvette, giv Obersten,
hvad han forlanger.
Inden for rimelighedens grænser.
Wadsworth, jeg...
Kom ind, frue. De er ventet.
- Ved De, hvem jeg er?
- De skal kendes som Fru Hvid.
Ja, det stod der i brevet.
Men hvorfor?
Må jeg præsentere Dem?
Fru Hvid, det er Yvette, stuepigen.
Jeg kan se, De kender hinanden.
- Goddag.
- Goddag.
- Vil De have et lift?
- Ja tak.
- Jeg er sent på den til en middag.
- Ditto her. Hvor skal De hen?
Lad mig se...
Hill House ved hovedvej 41.
Lad mig lige se. Der skal jeg også
hen. Jeg har også fået sådan et brev.
- Og det er Fru Påfugleblå.
- Goddag.
Yvette, vil du høre, om middagen
er klar, når alle gæsterne er her?
- Er det her hos Doktor Sort?
- De må være Hr. Grøn.
Sid!
Nej, ikke Dem.
Det burde være lige derhenne.
Det må være der.
- Hvorfor er bilen sat ud?
- Den er bange.
Sikke et gudsforladt sted.
Professor Blomme! Frøken Purpurrød!
- Jeg anede ikke, De kendte hinanden.
- Det gjorde vi heller ikke.
Må jeg præsentere
Professor Blomme og Frøken Purpurrød?
De er alle blevet tildelt
et pseudonym.
Så ingen tiltales
med deres rigtige navn.
Middag.
Om forladelse.
Jeg kommer så nemt galt af sted.
De finder Deres navne ved Deres
pladser. Vær venlig at tage plads.
- Skal De sidde her?
- Nej. Jeg er blot butler.
- Hvad laver De nærmere betegnet?
- Jeg opvarter.
Butleren står for køkkenet
og spisestuen. Jeg holder orden.
Hvad er det for noget
med den her middag?
Vi skal ikke spørge pø om pø,
men blot handle og dø.
- Dø?
- Jeg citerer blot Tennyson.
Jeg foretrækker Kipling. "Hunnen er
mere livsfarlig end hannen."
- Kan De lide Kipling?
- Jeg spiser hvad som helst.
Hajfinnesuppe.
- Skal vores vært sidde der?
- Nej, den syvende gæst, Doktor Sort.
- Jeg troede, Doktor Sort var vært.
- Det gjorde jeg også.
Hvem er vores vært så, Mr. Wadsworth?
- Jeg vil starte, mens det er varmt.
- Lad os da vente på den sidste gæst.
- Jeg holder noget varmt til ham.
- Hvad havde du tænkt dig?
Ja, nogen skal jo bryde isen,
så hvorfor ikke mig?
Jeg er *** værtinde for
min mands forretningsforbindelser.
Det er altid svært, når en gruppe
nye venner mødes første gang, -
- så jeg sætter det gerne i gang.
Jeg aner ikke, hvad vi, hvad jeg
skal her, eller hvad der skal ske, -
- men jeg er fast besluttet på
at hygge mig. Jeg er dybt forundret.
Og sikke en herlig suppe, ikke sandt?
De er ofte værtinde for Deres
mands forretningsforbindelser?
Ja, det er en integreret del
af ens liv, når ens mand er...
Det glemte jeg. Vi må ikke sige, hvem
vi er, selv om jeg ikke forstår det.
- Gør De ikke?
- Jeg ved godt, hvem De er.
- Siger De det?
- Hvordan ved De det?
Jeg arbejder også i Washington.
- Så De er gift med en politiker?
- Ja.
Kom nu, hvem er Deres mand?
- Hvad laver Deres mand?
- Ingenting.
- Han ligger på ryggen dagen lang.
- Det lyder som hårdt arbejde.
Om forladelse.
- Jeg kommer så nemt galt af sted.
- Pas på.
Ex cusez-moi.
- Det er en af mine yndlingsretter.
- Det ved jeg, frue.
Hvad laver De
i Washington DC, Hr. Grøn?
Kom nu, hvad laver De? Hvordan lærer
vi hinanden at kende uden at sludre?
Måske vil han ikke lære Dem at kende.
Hvis ikke jeg forsøgte
at holde samtalen i gang, -
- ville vi sidde i pinlig tavshed.
- Er De bange for tavshed?
- Ja... Nej! Hvorfor?
De lader til at lide af det,
vi kalder taletrang.
Hvem er "vi"? Er De psykiater?
Ja, jeg kender en smule
til det psykologiske felt.
- Er De læge?
- Ja, men ikke praktiserende.
Øvelse gør mester. De fleste mænd
kunne godt bruge noget øvelse, ikke?
- Hvad laver De så?
- Jeg arbejder for FN.
Nok en politiker...!
Nej, jeg arbejder for WHO,
verdenssundhedsorganisationen.
- Hvad er Deres felt?
- Familieplanlægning.
- Er De rent faktisk Oberst?
- Ja.
De vil ikke nævne det sammentræf,
at De også bor i Washington DC?
Hvordan vidste De det?
Har vi truffet hinanden før?
Jeg har set Dem før.
Selv om De måske ikke har set mig.
- Så bor De også i Washington?
- Sandelig så.
- Er der nogen, der ikke bor der?
- Jeg gør ikke.
De arbejder for FN, et regeringsjob,
og vi andre bor i regeringsbyen.
Er der nogen, der ikke
har forbindelse til regeringen?
Hvor er vores vært,
og hvorfor er vi her?
Godaften.
De er ventet med længsel.
- Låser De mig ind? Nøglen, tak.
- Det bliver over mit lig.
- Skal jeg tage Deres taske?
- Nej.
- Den indeholder vel beviser?
- Overraskelser indeholder den.
Mine damer og herrer,
må jeg præsentere Doktor Sort?
- Hvad laver de her?
- Spiser middag.
- Sid nu ned, Doktor Sort.
- Tak.
Nej, tag det bare, skatter.
Jeg forlanger at få en forklaring!
Hvorfor er vi blevet slæbt hertil?
Vi har alle modtaget et brev.
I mit står der: "De vil drage fordel af
at være til stede, -
- da en Doktor Sort vil afslutte
et gammelt økonomisk mellemværende."
- Det er underskrevet "En ven".
- Jeg har fået et tilsvarende brev.
- Det har vi også, ikke sandt?
- Jeg har også modtaget et brev.
- Nej, Yvette, jeg har lige spist.
- Hvor kender De hendes navn fra?
Vi kender hinanden, ikke, kære?
Tilgiv mig,
men stod der det samme i Deres brev?
- Nej.
- Javel.
Kan jeg friste nogen
med lidt frugt eller dessert?
Så foreslår jeg, at vi indtager
kaffe og cognac, -
- hvor jeg mener, vores ukendte
vært vil afsløre sine hensigter.
- Her er ingen.
- Tag selv cognac og tag plads.
ÅBNES EFTER MIDDAGEN
Må jeg ryge?
Man beder mig forklare Dem,
hvad De alle har til fælles, -
- medmindre De
vil stå for det, Doktor Sort?
- Hvorfor? Ved de, hvem jeg er?
- Det tror jeg ikke.
- Det er et nummer! Lad os gå.
- Beklager, men De må ikke gå!
- Ikke? Hvem standser mig?
- De kan ikke komme ud.
Der er tremmer for vinduerne,
og dørene er låst.
- De kan ikke holde os fangne!
- Mine damer og herrer!
Gå venligst ind i studereværelset.
De vil få en forklaring.
Også Dem, Doktor Sort.
Den anden vej!
- De kan ikke komme ud den vej.
- Det er jo kun glas.
De har alle det til fælles,
at De er udsat for pengeafpresning.
De har alle betalt store summer
til en, der truer med at afsløre Dem.
Og ingen af Dem ved,
hvem der afpresser Dem.
Det er jo latterligt!
Ingen kan afpresse mig.
Mit liv er som en åben bog.
Jeg har aldrig gjort noget galt.
Er der andre, der vil nægte det?
Da alle er i samme båd,
kan jeg godt afsløre nogle detaljer.
Og det er, hvad jeg
er blevet bedt om. Tak, Yvette.
- Kan vi ikke undgå denne ydmygelse?
- Beklager.
Professor Blomme, De var
engang professor i psykiatri, -
- hvor De behandlede morderiske
sindssyge med storhedsvanvid.
- Ja, men nu arbejder jeg for FN.
- Samme job.
Men De praktiserer ikke i FN.
- Hans tilladelse er inddraget.
- Hvad har han gjort?
De ved, hvad læger ikke må gøre med
kvindelige patienter? Det gjorde han.
- Hvor afskyeligt!
- Kommer De med moralske udfald?
Kan De retfærdiggøre bestikkelse for
Deres mands stemme til lobbyister?
- Man må godt være lønnet konsulent.
- Ja, hvis man offentliggør det.
Men hvad vil De sige, hvis
betalingen foregår på herretoilettet?
- Det stinker.
- Hvor kan De vide det fra?
- Så det passer?
- Det er en ondsindet løgn!
Det er vi alle glade for at høre.
Men De har ladet Dem afpresse i over
et år for at holde det fra pressen.
Jeg bliver også afpresset pga. noget,
jeg ikke har gjort.
Også jeg.
- Ikke jeg.
- Ikke?
Jo, jeg bliver afpresset, men jeg
gjorde det, man afpresser mig for.
Hvad har De gjort?
Jeg driver et firma, der forsyner
mænd med en ung kvindes selskab.
Jaså?
Må jeg få telefonnummeret?
De vidste, Oberst Sennepsgul arbejder
i Washington. Er han kunde?
- Bestemt ikke!
- Jeg spurgte Frøken Purpurrød.
- Sig, det ikke passer.
- Det passer ikke.
- Passer det?
- Nej.
- Det passer!
- En dobbelt nægtelse!
- Har De billeder?
- Det lyder som en tilståelse.
Den dobbelte nægtelse
førte til et sikkert bevis.
Prøver De at latterliggøre mig?
- De behøver ikke min hjælp.
- Nemlig!
Jeg kan ikke se det frygtelige i, at
Oberst Sennepsgul besøger et bordel.
Det gør de fleste soldater,
ikke sandt?
Men han beklæder
en høj stilling i Pentagon.
Og De har en dyr bil,
en oberstlønning taget i betragtning.
Jeg kom til penge under krigen,
da jeg mistede mine forældre.
Fru Hvid, De har betalt, -
- siden Deres mand døde
under mystiske omstændigheder.
- Hvorfor er det morsomt?
- Han ligger på ryggen. I en kiste.
- Jeg slog ham ikke ihjel.
- Hvorfor betaler De så?
Jeg ønsker ikke en skandale. Vi var
ude for en ydmygende konfrontation.
Han var sindsforvirret. Gal.
Han brød sig ikke om mig. Han truede
med at slå mig ihjel offentligt.
- Hvorfor slå Dem ihjel offentligt?
- Han truede hende offentligt.
- Endte sagen der?
- At blive myrdet er ret endeligt.
- Men han døde, og De gjorde ikke.
- Hvad arbejdede han med?
Han var videnskabsmand. Atomfysik.
Hvordan var han?
Han var latterligt optimistisk. Det
var et chok for ham, da han døde.
Han blev fundet hjemme.
Hans hoved var skåret af, og hans...
De ved...
- Jeg havde været i biografen.
- Savner De ham?
Det handler om et liv efter døden.
Nu, da han er død, har jeg et liv.
- Deres første mand forsvandt også.
- Han var illusionist.
- Men han kom aldrig frem igen.
- Han var ikke nogen god illusionist.
Jeg har noget at sige.
Jeg vil ikke vente på,
at Wadsworth afslører mig.
Jeg arbejder i udenrigsministeriet,
og jeg er homoseksuel.
Jeg føler ingen skam
eller skyld over det.
Men jeg må skjule det, ellers fyrer
de mig af sikkerhedsmæssige grunde.
Tak.
Nå...
- Så mangler vi kun Doktor Sort.
- Hvad er Deres lille hemmelighed?
Havde De ikke regnet det ud?
Det er ham, der afpresser Dem.
Svinehund!
Op med næverne!
- Mine herrer...!
- Skal De slås, så gør det fair.
Han kaldte mig svinehund!
- Var det nødvendigt, Fru Hvid?
- Vent! Politiet kommer.
- Åh nej...!
- Min karriere...
Hør efter! Afpresning
er afhængig af hemmeligholdelse.
De indrømmer, han har afpresset Dem.
Sig det til politiet,
og Deres trængsler er forbi.
Så enkelt er det ikke.
De siger det aldrig til politiet.
Så gør jeg det. Jeg har beviser, og
denne samtale bliver optaget på bånd.
- Optagelser godtages ikke i retten.
- Mine damer og herrer!
Politiet kommer om tre kvarter.
Fortæl dem sandheden,
og Doktor Sort kommer bag tremmer.
- Hvor skal De nu hen?
- Jeg kan hjælpe dem på vej.
Jeg henter min taske.
- Hvem kan gætte, hvad det er?
- Beviserne mod os, uden tvivl.
- Vidste De, De skulle møde os i dag?
- Ja.
- Hvad fik De at vide?
- De skulle diskutere vores aftaler.
Og hvis jeg ikke kom, ville
Wadsworth fortælle politiet alt.
Jeg kunne naturligvis ikke
modstå at møde op.
Undskyld mig.
- Luk dem op.
- Hvorfor ikke?
Jeg kan godt lide at få gaver
af fremmede mænd.
En lysestage? Hvad er den til?
De har alle
et dødbringende våben i hænderne.
Hvis De angiver mig til politiet, vil
De også blive afsløret og ydmyget.
Det sørger jeg for i retten.
Men hvis en af Dem
slår Wadsworth ihjel nu, -
- vil ingen andre
end os syv vide det.
Han har nøglen til hoveddøren...
...som han sagde
kun ville blive åbnet over hans lig.
Jeg foreslår,
at vi tager ham på ordet.
De undgår kun at blive forsidestof,
hvis en af Dem slår Wadsworth ihjel.
Nu.
- Det er ikke Wadsworth!
- Er han i live?
Tilbage!
Lad ham få luft. Lad mig se...
Han er død.
- Hvem havde revolveren?
- Jeg, men jeg skød ham ikke.
De havde revolveren.
Hvem var det ellers?
Ingen! Der er ikke noget skudsår!
Nogen tog revolveren, og den gik af.
Se, kuglen smadrede vasen
på kaminhylden.
Undskyld...
Han har ret.
Kuglen er gået ind i væggen.
- Hvordan døde han?
- Jeg er ikke retsmediciner!
- En af os må have slået ham ihjel.
- Ikke mig.
Jeg må have en drink!
Måske blev han forgiftet!
Så, Fru Påfugleblå...
Vi ved ikke noget.
Sæt Dem. Sæt Dem, Fru...
Jeg måtte få hende til at holde op.
- Men var cognacen forgiftet?
- Det ved...
- Det får vi vist aldrig at vide.
- Medmindre... hun også dør.
- Den er låst.
- Luk op!
- Det er morderen!
- Hvorfor skulle han skrige?
Det må være Yvette!
- Du er i live!
- Det er ikke din skyld!
- Du låste mig inde med en morder!
- Så morderen er herinde?
- Men hvor?
- Hvor? Her!
Vi kan alle se ham. Eller hende. Som
Fru Hvid sagde, så er det en af Dem.
- Hvordan ved De det?
- Jeg lyttede.
- Hvorfor skreg De så her helt alene?
- Jeg er bange.
Jeg har også drukket cognac.
Jeg kan ikke være her alene.
- Kom med os.
- Med morderen?
Det er sikrest,
at alle er samme sted.
- Er der ingen tegn overhovedet?
- Nej.
Det er aldeles forfærdeligt.
Det var slet ikke min hensigt.
- Ikke Deres hensigt?
- De er altså ikke butleren?
Ikke butleren, men jeg er butler.
Jeg var faktisk hans butler.
Hvis han inviterede os,
hvorfor kom han så for sent?
Jeg inviterede Dem.
Jeg skrev brevene. Det var min idé.
Øjeblik, jeg forstår ikke...
Hvorfor inviterede De os?
Deltog De i afpresningen?
- Bestemt ikke!
- De må hellere forklare Dem.
Sid ned, alle sammen.
At jeg var Doktor Sorts butler
var sandt, men vildledende.
Jeg har været det, men det var
ikke hans død, der afsluttede det.
- Hvornår sluttede det?
- Da min hustru tog livet af sig.
Hun blev også afpresset af denne
modbydelige mand, der ligger død her.
Han hadede min hustru af samme
grund, som han hadede alle Dem.
Han mente, at De alle
var gennemført uamerikanske.
Han følte, det var upassende, -
- at en Senator har en korrupt kone,
at en Doktor udnytter patienter, -
- at en hustru kastrerer sin mand
og... så videre...
Hvis han var så stor en patriot,
hvorfor meldte han os så ikke bare?
Han besluttede at udnytte sin viden
til at tjene penge. Meget amerikansk.
- Hvad var Deres rolle?
- Jeg var også offer.
Min hustru var i al fald.
Hun havde venner, der var...
Socialister.
Ingen er ufejlbarlig.
Doktor Sort truede med at melde
hende, hvis hun ikke afslørede dem.
Hun nægtede, og så afpressede
han hende. Vi havde ingen penge.
Prisen for hans tavshed var, at vi
skulle arbejde gratis. Som slaver.
- Kort fortalt, så...
- For sent.
Min hustrus selvmord plagede mig og
vækkede en følelse af uretfærdighed.
Jeg ville have
Doktor Sort bag tremmer.
Jeg syntes, den bedste måde, også
så De kunne slippe for afpresningen, -
- var at samle alle, konfrontere
Doktor Sort med hans forbrydelser -
- og udlevere ham til politiet.
- Det forklarer alt.
- Vi mangler stadig morderen.
Vi må finde ud af det,
inden politiet kommer.
- De kan da ikke komme nu!
- Vi ved ikke, hvem af jer det var!
- Hvorfor "hvem af jer"?
- Det var ikke mig.
Vi havde alle mulighed og motiv.
- Herligt!
- Måske var det ikke en af os.
- Hvem ellers?
- Hvem er her ellers?
- Kun kokken...
- Kokken!
Hun er her ikke.
Det var ikke mig!
Hjælp mig lige.
Hjælp mig!
- Ikke røre, det er bevismateriale.
- Vi må finde ud af, hvem det var.
- De må hellere forklare Dem.
- Hvorfor?
- Hvorfor slå kokken ihjel?
- Så grimt smagte det da ikke.
- Hvordan kan De spøge nu?
- Det er en forsvarsmekanisme.
Mage til forsvar. Hvis jeg
var morderen, blev De den næste.
Jeg sagde hvis...
- Her er kun en erklæret morder.
- Jeg har ikke erklæret noget.
- Hvor mange mænd har De haft?
- Mine egne?
- Ja.
- Fem. Kun fem.
Mænd skal være
som papirlommetørklæder.
De narrer mænd skridt for skridt.
- Mænd er mest sårbare i skridtet.
- Ja...
Hvis det ikke var Dem, hvem så?
Hvem havde dolken? Fru Påfugleblå!
- Jeg lagde den i studereværelset.
- Hvornår?
Det ved jeg ikke... Før jeg
besvimede, efter jeg besvimede...
Men enhver kan have taget den.
Lad os tage liget
med ind i studereværelset.
- Hvorfor?
- Jeg ser gerne, at her er ryddeligt.
Se! Liget er væk!
- Hvad glor De på? Hvem er det?
- Ingen.
- Hvad mener De?
- Ingen. Doktor Sorts lig er borte.
Måske var han ikke død.
Vi burde have sikret os det.
- Ved at skære hovedet af ham?
- Altså!
- Hvor er han?
- Vi må hellere lede efter ham.
Tja...
- Han kan ikke have været død.
- Det var han! Eller det troede jeg.
- Kan det ikke være lige meget nu?
- Ikke for ham.
- Måske er der et liv efter døden?
- Upassende som sex efter ægteskabet.
Måske slog Doktor Sort kokken ihjel!
Hvordan?
De må have mig undskyldt,
jeg skal... Er her et toilet?
- Oui, oui, madame.
- Nej, jeg vil bare pudre næsen.
Hvad er det?
De negativer,
Oberst Sennepsgul omtalte.
- Ville De afpresse ham?
- Bestemt ikke!
Jeg ville give Obersten dem,
så snart Doktor Sort var afsløret.
Vil du se dem, Yvette?
Du bliver måske chokeret.
- Nej tak, jeg er en dame.
- Hvordan ved du så, hvad det er?
- Hvad er det?
- Jeg vil godt have dem!
- Noget af det angår også mig.
- Lad mig se.
- Den stilling er nærmest umulig.
- Nej. Lad mig vise Dem det.
Væk!
Doktor Sort! Han overfalder hende!
- Nej. Han er død.
- Doktor sort død? Igen?
- Åh gud...
- Hun besvimer!
- Grib hende!
- Jeg griber hende. Fald i mine arme.
- Om forladelse.
- De har blod på hænderne.
Det var ikke mig!
Han har fået nye kvæstelser.
Nu er han død.
Hvorfor slå ham ihjel to gange?
- Unødvendigt.
- Dobbeltmord.
- Psykotisk.
- Medmindre han ikke var død før.
- Og hvad så?
- Det er det, vi skal finde ud af!
- Hvem, hvor og med hvad.
- De behøver ikke råbe.
Jeg råber ikke!
Jo, jeg gør.
Jeg råber, jeg råber, jeg...
Læg ligene på sofaen.
Damerne først.
- Pas på med blod på sofaen.
- Dolken ryger længere ind.
Læg hende ud over armlænet.
Og så Doktor Sort.
Klar...
- Lidt højere.
- Sådan.
Nå... Hvem...
- Hvem havde adgang til lysestagen?
- De fik den.
Jeg tabte den.
Enhver kan have taget den.
Vi har stadig revolveren, rebet,
skruenøglen og jernrøret.
Vi låser dem inde i skabet her. Der
er en morderisk galning på fri fod.
- Klogt.
- God idé.
- Hvorfor tager De nøglen i lommen?
- Så er den i sikkerhed.
Så kan De åbne skabet.
Hvad hvis De er morderen?
- Det er jeg ikke.
- Men hvad hvis De er?
Den skal jo være et sted.
Jeg er tryg.
Det er vi ikke!
- Jeg har en idé. Vi smider den væk.
- God idé.
- Strålende.
- Så er det løst.
Undskyld...
Undskyld... Kan vi hjælpe Dem?
Det var ikke min mening
at forstyrre hele husstanden.
Min bil er brudt sammen.
Må jeg låne telefonen?
Et øjeblik.
Udmærket. Kom ind.
- Hvor er den?
- Den døde?
- Telefonen. Hvilken døde?
- Der er ikke møde i studereværelset.
- Nej!
- Der er en telefon i opholdsstuen.
Tak.
- Vent her, når De har ringet.
- Gerne.
- Hvor er nøglen?
- Nøglen til skabet med våbnene!
- Skal jeg stadig smide den ud?
- Ja!
Nå... Hvad nu?
- Luk mig ud, Wadsworth.
- Nej, vi må finde morderen.
- Går De, siger jeg, det var Dem.
- Ditto her.
De skal komme til at fortryde
det her. En dag, vi er alene...
Ingen mand ved sine fulde fem
vil være alene med Dem.
- Jeg kunne godt trænge til en drink.
- Det kunne jeg også.
Jeg kigger lige...
To lig, alt er i orden.
- Er der andre, der vil have whisky?
- Ja.
Hør efter, alle sammen.
Har jeg ret i, at her ikke er andre?
- Nej.
- Så er der andre.
- Mit nej betød ja.
- Deres nej betød ja?
Jeg vil have et ordentligt svar.
Er her andre, ja eller nej?
- Nej.
- Nej, der er, eller nej, der er ej?
- Ja.
- Altså!
Burde vi ikke få ham manden ud,
inden han opdager noget?
- Vi kan ikke smide ham ud i regnen.
- Bliver han, kan han fatte mistanke.
- Går han, bliver han da mistænksom.
- Jeg ville være mistænksom.
Og hvad så? Lad ham
være låst inde en halv time til!
Så kommer politiet,
og der er to lig i studereværelset!
Der hersker stadig forvirring om,
om her er andre.
- Det er der ikke.
- Forvirring eller andre?
- Ene eller det andet. Eller begge.
- Kom med et klart svar.
- Gerne. Hvad var spørgsmålet?
- Er her andre?
- Nej!
- Siger han. Men ved han det?
Lad os løse det på militær vis.
Vi deler os og gennemsøger huset.
- Deler os?
- Ja.
Tiden er knap,
så vi deler os op i par.
Hvad hvis en af os er morderen?
Den, der kommer sammen
med morderen, kan blive slået ihjel.
- Så har vi fundet morderen.
- Men den anden vil være død!
Vi er i krig, Påfugleblå!
Tab er uundgåeligt!
Man kan ikke lave en æggekage uden at
slå æg i stykker. Det ved enhver kok.
Men se, hvad der skete med kokken!
- Er De rede til at løbe den risiko?
- Har vi noget valg?
- Nej.
- De har ret.
Men der er mørkt ovenpå, og jeg
er mørkeræd. Hvem vil gå med mig?
- Det vil jeg.
- Nej tak.
Lad os trække lod.
Klar? De to korteste er sammen,
og de to næst korteste er sammen.
Jeg foreslår, at de to korteste
tager kælderen og så videre.
Det er dig og mig, skattenus.
Kælderen.
Vi ved, hvad der er
i studereværelset og biblioteket.
- Og den fremmede er i opholdsstuen.
- Lad os tage billardværelset.
- Vil De gå forrest?
- Bestemt ikke.
- Der er helt sikkert ikke nogen.
- Så gå De først.
Udmærket.
- Nå, damerne først.
- Nej, gå De bare først.
- Jeg insisterer.
- Nej, jeg insisterer.
- Frygter De en lod værre end døden?
- Kun døden.
- Går De derind?
- Ja.
- Godt.
- Godt.
- Jeg kan ikke se nogen kontakter.
- Næ, men der må være nogle.
- Skal jeg gå med Dem?
- Nej!
Jeg mener... nej tak.
- Damerne først.
- Nej tak.
- Gå nu. Jeg er lige bag Dem.
- Det er derfor, jeg er nervøs.
Så går vi op sammen.
Bliv der!
Hvis her er nogen, så pas godt på!
Gemmer De Dem? Jeg kommer nu.
- Hvad er det for et værelse?
- Svaret må du lede længe efter.
- Godt.
- Fjern grabberne.
- Her er ingen.
- Måske bag gardinet.
Se efter. Så tager jeg køkkenet.
Jeg er lidt nervøs.
Jeg er i et stort hus, og jeg
er blevet låst inde i opholdsstuen.
Ja.
Det mærkværdige er, at her er en
gruppe, der holder en slags selskab.
Og en af dem er
min gamle chef fra...
Det ligner en hemmelig passage.
- Skal vi se, hvor den fører hen?
- Hvad fanden...
Jeg går først.
Jeg har haft et godt liv.
- Åh gud...
- Det er i orden.
Åh gud!
Vi er låst inde!
Hjælp!
Hernede! Få os ud!
- Hvor kommer det fra?
- Hvor skal vi hen?
- Hvor er de?
- Opholdsstuen!
Vi er herinde!
- Den er låst.
- Det ved jeg godt.
- Hvor er nøglen?
- Den er væk!
- Glem det, lås nu bare op!
- Det kan jeg ikke uden nøglen!
- Luk os ind!
- Luk os ud!
Det nytter ikke. Til side.
Der er ikke andet for.
Jeg må slå den ind.
- Jeg har det!
- Hjælp!
Hold nu bøtte! Vi gør vores bedste!
De skyder på os!
- Jeg er blevet skudt.
- Kom ud! Døren er åben!
- Hvorfor skyder du på os?
- For at få Dem ud.
Du kunne have slået os ihjel.
Jeg kunne være blevet slået ihjel.
Jeg kan ikke klare
flere forskrækkelser.
Se!
- Hvem af jer var det?
- Vi fandt ham sammen.
- Hvordan kom De ind?
- Der er en hemmelig passage.
Er det den samme revolver?
Skabet var låst!
Nej, det var ikke låst.
Se selv.
Hvordan vidste du,
du kunne komme til revolveren?
Jeg ville bryde det op,
men det var allerede åbent.
Den tror jeg ikke på!
Måske går de igen.
- Jeg lukker op.
- Hvorfor?
Jeg har intet at skjule.
Det var ikke mig. Nøglen.
Tak.
Godaften, Hr.
- Ja?
- Der står en forladt bil ved porten.
- Har føreren søgt hjælp her?
- Nej.
- Jo, faktisk.
- Nej!
- Der er vist en vis uenighed.
- Nej!
Jo.
- Må jeg låne telefonen?
- Naturligvis.
De kan tage den i... Nej...
De kan tage den i st... nej...
Ville De være så venlig
at vente i... i biblioteket?
Ja.
Kender jeg ikke Dem?
De virker alle meget ængstelige.
Lysekronen faldt ned og havde nær
slået os ihjel. Denne vej.
Det trækker slemt
i sådan nogle gamle huse.
Skænk Dem en drink, hvis De vil.
- Ikke cognacen, hvis nu...
- Hvis nu hvad?
Hvad nu?
- Vi skulle have sagt det.
- Siger du nu!
- Jeg sagde det før.
- Klap i!
Lad os få ryddet op.
Hallo?
- Måske har strømeren taget den.
- Hvem må jeg sige, det er?
Et øjeblik.
Luk mig ud!
De kan ikke bare låse mig inde!
De ryger ind for ulovlig anholdelse,
uretmæssig fængsling, -
- for at forhindre
politiets arbejde og for mord!
Hvad mener De med mord?
Det var bare for at få Dem
til at lukke op. Hvad foregår der?
Hvorfor låse mig inde?
Og hvorfor ringer J. Edgar Hoover?
- J. Edgar Hoover?
- Ja! Chefen for FBI!
- Hvorfor ringer han til Dem?
- Han ringer til alle, så...
Undskyld mig.
- Hvad foregår der?
- Vi holder selskab.
- Må jeg kigge mig omkring?
- Naturligvis.
- De kan vise ham rundt, Hr. Grøn.
- Jeg?
Ja, De kan vise ham spisestuen,
køkkenet, balsalen...
Udmærket!
Udmærket. Følg med.
Nu viser jeg Dem spisestuen
eller køkkenet eller balsalen...
Få det til at se overbevisende ud.
- Ja, det er så spisestuen.
- Det siger De ikke?
Kom nu!
- Hvad foregår der i de to værelser?
- Hvilke to værelser?
- De to værelser.
- Nå, de to værelser?
Ja.
- Jeg synes ikke, De skal gå derind.
- Hvorfor ikke?
Det er alt for chokerende.
Det er da ikke chokerende.
Folk hygger sig bare.
Du gode gud...
Undskyld...
- Manden er døddrukken.
- Nemlig.
- Nu kører De ikke hjem, vel?
- Det kan jeg love Dem, han ikke gør.
- Nogen giver ham et lift?
- Vi skaffer en bil.
- En lang sort bil.
- Limousine.
Jeg har set det hele.
- Jeg kan forklare.
- Det behøver De ikke.
- Der er intet ulovligt sket her.
- Er De sikker?
Ja, det her er Amerika.
- Vi lever i et frit land.
- Jeg vidste ikke, det var så frit.
- Må jeg låne telefonen nu?
- Naturligvis.
Hvorfor låste De ham inde igen?
Vi er ikke færdige
med gennemsøgningen.
- Politiet er her om et kvarter.
- De er her jo.
- Klap i!
- Lad os komme i sving.
Se! Utroligt.
Hvor mon den her fører hen?
Lad os finde ud af det.
Lad os prøve balsalen igen.
Rør mig ikke!
Hallo?
Luk døren.
Blev du genkendt af nogen?
Sikkert. Og ikke kun mit ansigt. De
kender hver en tomme af min krop.
Og de er ikke de eneste.
Det er dig!
Her foregår noget mistænkeligt.
Jeg ved ikke, hvad det er.
Nej, jeg er ikke i tjeneste,
men jeg tror, jeg er i fare.
Kender du det store grimme hus...
Hallo?
Hallo?
Er du der?
Jeg er
et syngende telegram...
Jeg kommer!
Jeg prøver bare at finde døren.
- Hjælp!
- Jeg kommer.
Hvad er det? Endnu en dør?
To mord.
- Ikke skudt. Jeg hørte en revolver.
- Det gjorde jeg også.
- Jeg hørte hoveddøren smække.
- Morderen må være løbet sin vej.
- Tre mord.
- Seks i alt.
Det er ved at blive alvorligt.
Ingen revolver. Yvette smed den her.
- Udmærket. Jeg ved, hvem det var.
- Gør De?
Og jeg vil fortælle Dem,
hvordan det gik til.
Denne vej.
For at De bedre kan forstå det,
gennemgår vi aftenen trin for trin.
Tidligt på aftenen var Yvette her
alene. Hun ventede med champagnen.
Jeg var i hallen.
Det ved jeg, fordi jeg var der.
Så skyndte jeg mig over til køkkenet.
Kokken var her, i live,
hun sleb knive.
Og så...
...ringede det på døren...
Det var Dem. Jeg tog Deres frakke og
hindrede Dem i at sige Deres navn, -
- fordi alle skulle have pseudonymer.
Jeg præsenterede mig som butleren -
- og løb gennem hallen
til biblioteket.
Så mødte Yvette Dem, smilede,
og skænkede Dem en drink.
Det ringede på. Det var Fru Hvid, der
så bleg ud. Jeg tog hendes frakke.
Så præsenterede jeg Fru Hvid
for Oberst Sennepsgul, -
- og jeg lagde mærke til,
at Fru Hvid og Yvette blinkede.
Så et tordenskrald
og et enormt lyn.
- Og kort fortalt...
- For sent!
De ankom alle sammen.
Så slog kokken på gongongen,
og vi gik ind i spisestuen.
Fru Påfugleblå sad her,
Professor Blomme sad her, -
- Fru Hvid, Hr. Grøn,
Frøken Purpurrød, Oberst Sennepsgul.
Denne stol var ledig. Nå, men
vi havde alle modtaget et brev...
- Kom nu videre!
- Sagen er: Afpresning.
- Det kom først i studereværelset.
- De har ret.
Hr. Grøn her, Fru Påfugleblå her,
Frøken Purpurrød, Blomme, Oberst...
- Kom nu videre!
- Det kommer om lidt!
Doktor Sort gik ud efter
overraskelserne. De pakkede op, -
- Doktor Sort slukkede lyset...
- Åh gud!
- Storslået!
- Doktor Sort var tilsyneladende død.
- Han var død!
Hvorfor fik han så
en lysestage i bærret?
- Godt, jeg tog fejl.
- Ja.
Men hvorfor spillede Doktor Sort død?
Fordi han indså,
at hans plan var glippet.
Skuddet skulle dræbe ham, ikke mig.
Kuglen strejfede hans øre.
Han undslap døden ved at spille død.
Så den, der tog revolveren,
ville slå ham ihjel.
Hvad skete der så?
Fru Påfugleblå tog en drink.
De sagde: "Måske er den forgiftet."
Hun skriger.
Vi fik hende hen på sofaen.
Hr. Grøn...
"Jeg måtte få hende til at holde op."
Så mere skrigeri. Yvette!
Billardværelset! Alle løb ud!
- Men en af os var her ikke. Nej.
- Nej?
Nej. Måske var en af os
i færd med at slå kokken ihjel.
- Hvem var her ikke?
- Ved De det?
Ja. Mens vi prøvede at få Yvette
til at lade være med at gå i panik, -
- kunne en af os have taget dolken, -
- løbet gennem hallen -
- og dolket kokken.
- Vi ville se dem komme tilbage.
- Ikke hvis de brugte passagen her.
Morderen løb gennem passagen
til studereværelset.
- Ender den der?
- Ja, se.
- Hvor vidste De det fra?
- Det er en af mine venners hus.
- De kunne være morderen.
- Vås.
Hvis det var mig, hvorfor skulle jeg
så afsløre, hvordan jeg gjorde?
- Hvem kendte ellers til passagen?
- Obersten og jeg fandt den.
- De kunne have kendt til den før.
- Hvorfor skulle vi tro Dem?
Fordi hun var med os
i billardværelset, da Yvette skreg.
Hvorfor blev kokken slået ihjel? Hun
havde intet med Doktor Sort at gøre.
Jo! Jeg samlede Dem her, fordi De
alle blev afpresset af Doktor Sort.
Udledte ingen af Dem,
at De andre var med i det?
- Hvem?
- Kokken og Yvette.
- Nej!
- Der fik han sine oplysninger.
For at afpresse skulle Doktor Sort
finde ud af folks hemmeligheder.
Kokken og Yvette
var medsammensvorne.
Javel. Så den, der vidste,
kokken var indblandet...
- Slog hende ihjel?
- Ja.
Jeg ved som Doktor Sorts butler, at
kokken havde arbejdet for en af Dem.
- Hvem?
- De genkendte Yvette. Nægt ikke.
- Hvad mener De? Jeg nægter intet.
- Endnu en benægtelse.
Jeg kendte Yvette. Min mand havde en
affære med hende. Jeg var ligeglad.
- De kendte også Yvette.
- Hun arbejdede for mig.
De kendte hende også. De var jo
en af Frøken Purpurrøds kunder.
Derfor ville De have negativerne.
De og Yvette taget på fersk gerning.
Han truede med at sende dem til min
mor. Det ville tage livet af hende.
Utroligt, eftersom De har fortalt,
at hun er død. Han havde et motiv.
- Alle havde et motiv.
- Hvor og hvornår blev Sort myrdet?
Vi kom tilbage fra studereværelset.
Doktor Sort lå på gulvet -
- og spillede død.
Men en af os ved, han er i live.
Jeg sagde, jeg havde inviteret Dem,
og vi indså, at her kun var en anden.
Kokken!
Hvor er han?
Hun var død. Vi lagde hende ned
med vore rygge til fryseren.
- En af os smuttede gennem passagen.
- Igen?
Tilbage til studereværelset.
Morderen var i den hemmelige passage.
Doktor Sort havde ligget på gulvet.
Han sprang op...
Morderen kom ud,
tog lysestagen...
Doktor Sort fulgte os ud i hallen,
morderen sneg sig ind på ham...
- Og slog ham ihjel!
- Hold så op!
Nej.
Så smed han ham ud på toilettet.
Og gik nonchalant til køkkenet.
Det tog under et halvt minut.
- Så hvem var ikke i køkkenet?
- Morderen.
Vi lagde våbnene i skabet,
låste og løb ud til hoveddøren -
- for at smide nøglen væk.
Bilisten!
Jeg tog nøglen i lommen. Nogen kunne
have byttet den ud med en anden.
- Det kunne have været os alle.
- Lige præcis.
Øjeblik...
Oberst Sennepsgul
har et tophemmeligt job.
Fru Hvids mand
var atomfysiker, og...
Yvette er forbindelsen mellem dem.
- Hvad er deres arbejde, Oberst?
- Det kan jeg godt sige Dem.
Han arbejder
på den næste fusionsbombe.
- Hvordan vidste De det?
- Jeg kan holde på en hemmelighed.
Var det en sammensværgelse, eller
var Oberst Sennepsgul alene om det?
Det får vi at se.
Lad os se på de andre mord.
- Sort uheld med bilisten.
- Næ, jeg inviterede ham.
- Gjorde De?
- Det er indlysende.
Alle var enten Doktor Sorts offer
eller medsammensvorne.
Alle, der døde, gav ham
vigtige oplysninger om en af Dem.
De skulle tvinge ham til at tilstå.
Hvad med bilisten?
Hvilke oplysninger havde han?
- Han var min chauffør under krigen.
- Hvad vidste han om Dem?
Han vidste, jeg var krigsspekulant.
Jeg stjal radiodele fra luftværnet
og solgte Dem på det sorte marked.
Det var sådan, jeg tjente mine penge.
Det gør mig ikke til morder.
Mange flyvere døde,
fordi deres radioer ikke virkede.
Arbejdede politimanden også
for Doktor Sort?
Strømeren var fra Washington
og på min lønningsliste.
Jeg bestak ham, så jeg kunne drive
min forretning. Sort fandt ud af det.
- Du gode gud!
- Gider De lige?
Og telegrampigen?
Jeg havde haft hende som patient.
Jeg havde en affære med hende.
Det var sådan, jeg mistede min
tilladelse. Doktor Sort opdagede det.
Lad os få hende ind i studereværelset
til de andre.
Nu ved De, hvorfor de døde.
Doktor Sorts morder ønskede også
hans medsammensvorne døde.
Hvordan kendte morderen til dem?
Jeg gættede på, at sangerinden
sladrede om mig til Doktor Sort, -
- men jeg hørte først om Dem i aften.
For at kunne komme til våbnene
tog morderen nøglen i min lomme.
Så fulgte vi Oberst Sennepsguls
forslag om at gennemsøge huset.
Ja, det var hans forslag!
En af os smuttede fra sin makker
og skyndte sig til studereværelset.
På skrivebordet lå Doktor Sorts
konvolut med billeder og breve, -
- beviserne
fra Doktor Sorts medsammensvorne.
- Hvor er kuverten nu?
- Borte.
Tilintetgjort. Måske i pejsen,
det eneste mulige sted.
Aha!
Så gik morderen hen til skabet, -
- låste det op, tog skruenøglen...
Så fandt vi passagen til opholdsstuen
og fandt bilisten død.
Nemlig! Og vi kunne ikke
komme ind, så vi løb tilbage, -
- tog revolveren og skød døren op.
Og så ringede det på døren.
Hvem det end er, så skal de gå,
ellers bliver de slået ihjel.
Godaften. Har De nogensinde
tænkt på Himmerige?
- Hvad?
- Himmerige er opnåeligt.
- Det siger du ikke?
- Dommedag er nær.
- Den er her allerede!
- Gå med Dem!
- Deres sjæle er i fare.
- Vores liv er i fare, din beatnik!
Så kom strømeren. Ind i biblioteket.
Vi glemte det åbne skab og delte os.
Og morderen slog strømmen fra.
- Ikke nu igen.
- Tænd lyset!
- Jeg ville ikke skræmme Dem.
- Det er for sent! Jeg hader det.
Så fulgte tre mord til. Ingen af os
slog Doktor Sort eller kokken ihjel.
- Hvem gjorde så?
- Den person, der ikke var hos os.
- Yvette.
- Yvette!
Hun overhørte vores samtale,
hørte skuddet og troede, han var død.
Mens vi kiggede på skudhullet,
tog hun dolken, løb ud i køkkenet -
- og dolkede kokken. Vi hørte intet,
fordi Fru Påfugleblå skreg.
Så løb Yvette tilbage til
billardværelset, skreg, og vi kom.
- Hvornår slog hun Doktor Sort ihjel?
- Der, hvor jeg sagde.
Vi løb ud til kokken. Yvette
gemte sig for at se, om Sort var død.
Han løb ud i hallen, hun slog ham ned
og trak ham ud på toilettet.
- Hvorfor?
- For at skabe forvirring.
- Det virkede.
- Hvorfor gjorde hun det?
Handlede hun efter ordre fra den
person, der senere slog hende ihjel?
- Hvem?
- Hvem?
Hvem?
Var det en af hendes kunder?
Eller en jaloux hustru?
Eller en utro læge?
- Nej, hendes chef, Frøken Purpurrød.
- Det er løgn!
Er det? De brugte hende,
som De altid har brugt hende.
De slog bilisten ihjel.
- Hvordan kendte jeg til passagen?
- Yvette fortalte Dem om den.
Da vi delte os igen,
slog De strømmen fra.
Så hentede De jernrøret og rebet,
kvalte Yvette, -
- løb til biblioteket, slog strømeren
ihjel, samlede revolveren op, -
- lukkede hoveddøren op, genkendte
sangeren fra billedet og skød hende.
- De har ingen beviser.
- Revolveren er væk.
Mine herrer, tøm lommerne.
Mine damer, tøm Deres håndtasker.
Den, der har revolveren, er morderen.
Flot. Må jeg lykønske Dem?
- Også jeg!
- Klap i!
- Der er én ting, jeg ikke forstår.
- Én ting?
Hvorfor? Halvdelen af Washington
kender til Deres forretning.
De var ikke i fare. Alle ville blive
inddraget, hvis De blev afsløret.
De ved ikke, at min
rigtige forretning er hemmeligheder.
Og Yvette fandt ud af dem for mig.
Hemmelighederne om
senator Påfugleblås forsvarskomité, -
- om Oberst Sennepsguls fusionsbombe,
professor Blommes kontakter i FN -
- og Deres mand,
atomfysikerens arbejde.
Så er det altså politisk!
De er kommunist!
Nej, Hr. Grøn,
kommunisme er blot et vildspor.
Som prostitueret er jeg kapitalist,
og jeg sælger mine hemmeligheder, -
- Deres hemmeligheder,
til højestbydende.
- Det går vi ikke med til.
- Jo, ellers afslører jeg Dem.
- Vi kunne afsløre Dem. Seks mord.
- Det vil ikke gavne Deres ry i FN.
De har haft en affære med en patient,
men også været skyld i hendes død.
- Og fem andre menneskers død.
- Som FN fungerer, kunne det hjælpe.
- Drop det, jeg har ikke flere penge.
- Det har jeg heller ikke.
Det ved jeg. Men De kan alle betale
med oplysninger om regeringen.
Undtagen Dem, Wadsworth.
Som en sølle butler har De ingen
adgang til regeringshemmeligheder.
Så jeg er bange for,
at Deres tid er kommet.
- Jeg har en hemmelighed eller to.
- Som for eksempel?
Spillet er tabt.
Der er ingen kugler i revolveren.
- Det nummer falder jeg ikke for.
- Det er ikke noget nummer.
Et skud på Sort, to på lysekronen,
to mod døren og et mod sangerinden.
- Det giver ikke seks.
- En plus to plus to plus en.
Ét mod lysekronen.
En plus to plus en plus en.
Det giver en plus en plus to plus en,
ikke en plus to plus en plus en.
En plus to plus... Klap i!
Der er en kugle tilbage,
og gæt, hvem der skal have den.
Jeg er kun gæst.
Hvor er kommissæren?
Flot klaret, Wadsworth.
Jeg advarede Dem.
Mr. Hoover er ekspert i dommedag.
De må ikke hade mig,
fordi jeg ville skyde Dem.
Ærlig talt, det giver jeg pokker i.
Der er ingen kugler i revolveren.
En plus to... plus en...
...plus to, plus en... er...
SÅDAN KUNNE DET
VÆRE FOREGÅET
MEN HVAD MED SÅDAN HER?
I mørket løb morderen
ind i studereværelset, -
- tog rebet og jernrøret,
løb hen til billardværelset, -
- kvalte Yvette...
Ind i biblioteket, slog strømeren.
Det ringede på, et syngende telegram.
Morderen tog revolveren, åbnede
døren, genkendte pigen og skød hende.
- Og løb så ned i kælderen igen.
- Kælderen!
- Obersten var ikke i kælderen.
- Nej... Men det var De.
Og så?
De var væk, da kokken
og Doktor Sort blev slået ihjel.
Kokken har været Deres kok. Husker
De ikke Deres fatale fejltagelse?
De sagde ved middagen,
at vi fik en af Deres yndlingsretter.
Abehjerne, selv om det er populært
i det kantonesiske køkken, -
- ses det ikke ofte i Washington DC.
Fik vi det?
- Hvorfor slå alle de andre ihjel?
- Hvis nu Sort havde fortalt om Dem.
Så det havde intet med en atomfysiker
og en fusionsbombe at gøre?
Nej. Kommunisme var et vildspor.
Fru Påfugleblå står bag det hele.
- Der er ingen beviser.
- Revolveren er væk.
Mine herrer, tøm lommerne.
Mine damer, tøm Deres håndtasker.
Den, der har revolveren, er morderen.
Udmærket.
Hvad har De i sinde at gøre ved det?
- Ingenting.
- Ingenting?
Ingenting. Jeg går ikke ind for mord,
men De har gjort verden en tjeneste.
Skilt den af med en pengeafpresser
og hans stikkere.
- Hvad sker der, når politiet kommer?
- Hvorfor? Ingen har tilkaldt dem.
- Mener De?
- Ja!
Jeg synes, vi skal lægge ligene
ned i kælderen, låse, -
- gå stille og roligt en efter en
og lade, som om det her ikke er sket.
God idé!
Jeg går først, hvis det er i orden.
Værsgo.
Vi er Dem alle tak skyldig.
For hun er en af vor' egne
for hun er en af vor' egne
for hun er en af vor' egne
en rigtig guttermand
en rigtig guttermand
en rigtig guttermand
for hun er en af vor' egne
for hun er en af vor' egne
for hun er en af vor' egne...
- Jeg sagde jo, det ikke var mig.
- Hvad hvis det bliver opdaget?
- Det tager FBI sig af.
- Mener De?
Hoover? Jeg arbejder for ham. Ellers
kunne jeg ikke vide alt om Dem.
- Der er en ting, jeg ikke forstår.
- Én ting?
Hvem afpressede Fru Påfugleblå?
En fremmed magt. Hendes mand
arbejder med forsvarskontrakter.
- Bliver det mørklagt?
- Ja, hvad gavner en afsløring?
Rydder FBI op efter massemord?
Ja. Hvorfor tror De,
chefen hedder Hoover?
Fru Påfugleblå?
- Hvor kender De mit navn fra?
- Himmerige er opnåeligt.
Før hende bort.
Få hænderne væk!
Jeg er gift med en Senator!
Vi fik hende, Wadsworth.
Vi er som det beredne politi.
Vi får altid vores mand.
Var Fru Påfugleblå en mand?
Vil nogen have frugt eller dessert?
MEN SÅDAN HER
GIK DET I VIRKELIGHEDEN TIL
- Jeg ville ikke skræmme Dem.
- Det er for sent!
- Så fulgte tre mord til.
- Hvem var det?
Lad os tage mordene et efter et.
Professor Blomme, De vidste,
at Doktor Sort stadig var i live.
Selv psykiatere kan kende forskel
på levende og døde patienter.
De skød i mørket, ramte ved siden af
og lod, som om han var død.
Derfor kunne De uset
slå ham ihjel senere.
Han manglede i køkkenet,
da vi fandt kokken.
Men han var med, da Yvette skreg,
så hvordan slog han kokken ihjel?
- Det gjorde jeg ikke!
- Forventer De, vi skal tro på det?
Jeg forventer, De skal tro på det.
De slog kokken ihjel.
Hun sladrede om Dem til Doktor Sort.
De begik en fatal fejltagelse.
Ved middagen sagde Fru Påfugleblå,
at hun fik en af sine yndlingsretter.
Og selv om abehjerne er populært
i det kantonesiske køkken, -
- ses det ikke ofte i Washington DC.
Oberst Sennepsgul,
da vi så bilisten, -
- tog De nøglen til skabet i min
lomme og foreslog, at vi delte os.
De gik fra Frøken Purpurrød,
krydsede hallen, -
- åbnede skabet, tog skruenøglen, -
- gik ind i opholdsstuen og slog
bilisten ihjel med et slag i hovedet.
Sådan!
- Det her er utroligt.
- Ikke i forhold til det, der fulgte.
Jeg gik ovenpå med Dem, Fru Hvid.
Og mens jeg var i soveværelset, -
- skyndte De Dem nedenunder,
slog strømmen fra, -
- tog rebet fra skabet
og kværkede Yvette.
De var jaloux på Deres mand og
Yvette. Så De slog også ham ihjel.
Ja.
Ja, det var mig.
Jeg slog Yvette ihjel.
Jeg hadede hende så meget...
Det, det... flammer...
Flammer
på den ene side af hovedet...
Bølger, øller, bølgende...
Mens vi var i billardværelset, gik
Frøken Purpurrød ind i biblioteket -
- og slog strømeren, som hun
havde afpresset, med et jernrør.
- Sandt eller falsk?
- Sandt. Hvem er De? Perry Mason?
- Hr. Grøn må have skudt sangeren.
- Nej!
- Der er ingen andre tilbage.
- Men det var ikke mig!
Revolveren er væk.
Den, der har revolveren, skød pigen.
- Jeg skød hende.
- De?
Jeg var ved at afsløre Dem.
- Så jeg valgte at blotte mig selv.
- Altså! Der er damer til stede.
De troede, Sort var død. Men hvorfor?
De havde ikke truffet ham før.
De er Doktor Sort!
Øjeblik!
- Hvem slog jeg så ihjel?
- Min butler.
Nå, pyt.
Han kunne undværes. Det kan De alle.
Jeg er taknemlig for, at De
skaffede mig af med mine stikkere.
Det sparede mig for en masse.
Nu er der ingen beviser mod mig.
Det har altså intet at gøre
med min forsvundne atomfysikermand -
- eller Oberst Sennepsguls arbejde
med fusionsbomben?
Nej, kommunisme var blot et vildspor.
Men politiet kommer om lidt.
De slipper aldrig godt fra det.
Hvorfor skulle politiet komme?
Ingen har tilkaldt dem.
- Mener De?
- Åh ja, selvfølgelig!
Hvorfor skulle vi ikke slippe fra
det? Vi lægger ligene i kælderen, -
- går stille og roligt en ad gangen
og glemmer, at det her er sket.
- Og De fortsætter med afpresningen?
- Naturligvis, hvorfor ikke?
Det skal jeg sige Dem.
Flot skudt, Grøn.
Rigtig flot.
- Er De strømer?
- Panser.
- Jeg troede, man kaldte Dem svanser.
- Meget morsomt.
FBI. Opkaldet
fra J. Edgar Hoover var til mig.
Jeg sagde jo, det ikke var mig.
- Hvem var det så?
- Ham.
- Den herre...
- Nej!
Det var dem alle sammen.
Men hvis De vil vide, hvem der slog
Doktor Sort ihjel, så var det mig.
I hallen med revolveren.
Ok chef, før dem væk.
Jeg tager hjem og
sover med min kone.