Tip:
Highlight text to annotate it
X
Åbn den.
Nej, lad være.
- Vi må se, om...
- Det ved jeg godt. Men ikke endnu.
Lad os lige vente lidt.
Vi har ikke så meget tid, Phillip.
Det er mørket, som gør dig nervøs.
Ingen føler sig rigtig tryg i mørke.
Jeg trækker de her fra.
Sådan. Det hjalp.
Sikke en skøn aften.
Det er en skam, vi ikke kunne gøre
det med gardinerne trukket fra.
Men man kan jo ikke få alt. Vi
gjorde det trods alt ved højlys dag.
- Går det bedre?
- Ja.
Du må hellere lægge de her væk.
Hen i skuffen bag metalæsken.
Det er en museumsgenstand nu.
Vi burde gemme den til eftertiden.
Bortset fra at stellet
så ikke er komplet mere.
David Kentley fik sin sidste drink
af dette glas.
Det burde have været
sodavand eller øl.
Det passede sig ikke for David at
drikke noget så gement som whisky.
Det passede sig heller ikke
for ham at blive myrdet.
Gode amerikanere
dør som regel på slagmarken.
Denne verdens David'er
tager bare plads op -
- og derfor var han også det
perfekte offer for det perfekte mord.
Han var dog studerende ved Harvard,
hvilket vel gør det til nødværgedrab.
Vi dræbte ham,
men han er her stadig.
Om otte timer
ligger han på bunden af en sø.
Men indtil da er han her.
- Hvad laver du?
- Den er ikke låst.
Så meget desto bedre.
Det gør det farligere.
Jeg ville ønske, han var ude herfra.
Jeg ville ønske, det var en anden.
Det er lidt for sent, ikke? Hvem ville
du have foretrukket? Kenneth?
Den ene kan vel være lige så
god eller dårlig som den anden.
Dig måske. Du skræmte mig.
Det har du altid gjort.
Lige fra første skoledag.
Det er vel en del af din charme.
Det var bare en spøg.
Jeg kan bare ikke klare det -
- så jeg lader det gå ud over dig.
- Det er ret dumt, ikke?
- Jo. Meget.
- Må jeg tage en drink nu?
- Naturligvis.
Det bør da fejres med champagne.
Jeg har lagt noget på køl.
- Hvornår har du gjort det?
- Lige før David kom.
- Så du vidste, det ville lykkes?
- Ja, jeg gør ikke noget halvt.
Jeg har altid ønsket mig kunstnerisk
talent. Mord kan også være kunst.
Evnen til at dræbe kan være lige så
tilfredsstillende som det at skabe.
Er du klar over, at vi gjorde,
som vi planlagde? Og intet gik galt.
Det var perfekt. Det fuldendte mord.
Vi har myrdet for spændingens
og selve mordets skyld.
Vi er i sandhed i live.
Ikke engang champagne er godt nok.
Du er da ikke bange mere, vel?
Det kan vi to ikke være.
Det er forskellen på os og almindelige
mennesker. De taler kun om det.
Ingen begår mord for eksperimentets
skyld. Ingen bortset fra os.
Du er ikke bange mere, vel?
Ikke engang for mig?
- Nej.
- Det er godt.
Du forbløffer mig bare
som sædvanlig.
Det er endnu bedre.
For David. Selvfølgelig.
Brandon, hvordan havde du det?
Mens vi gjorde det.
Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke
huske, at jeg følte noget som helst.
Indtil hans krop blev slap,
og jeg vidste, det var ***.
- Og så?
- Så følte jeg mig umådelig opstemt.
Hvordan havde du det?
Synes du ikke,
denne her fest er malplaceret?
Nej. Det er prikken over i'et.
Det er kunstnerens signatur.
Ikke at gøre det ville være som...
At male billedet
og ikke hænge det op?
Måske ikke den rette måde
at udtrykke det på.
- Denne middag bliver spændende.
- Med de mennesker?
Kentleys er godt nok kedelige,
men vi var nødt til at invitere dem.
- De er trods alt Davids mor og far.
- Det gør dem ikke lettere at tale med.
Janet skal nok blødgøre dem.
Hun gør alt for at få kløerne i David.
Noget siger mig, at det ikke
vil lykkes. Hvad siger du?
- Det tror jeg heller ikke, det vil.
- Så kan hun gå tilbage til Kenneth.
Du må indrømme, at det var
betænksomt af mig i betragtning af...
- Hvad nu?
- Tag den anden.
- Hvorfor?
- Bare kom med.
- Hvad nu?
- Det får du at se. Det er genialt.
- Hvad pokker laver du?
- Gør vores kunst til et mesterværk.
- Nu går du for vidt.
- Hvad mener du?
Jeg synes bare,
det ville være rart at spise herinde.
Og rette an her.
Er det ikke en god idé?
Så er der i det mindste ingen,
der forsøger at åbne den.
- Du forstår mig vist ikke helt.
- Jo, så småt.
Kom nu bare.
Mrs. Wilson er snart tilbage.
- Glemte du at låne hendes nøgle?
- Nej. Jeg sagde, jeg havde tabt min.
- Godt.
- Hvordan vil du forklare det her?
- Du må finde på noget.
- Vi vil da ikke forlade æresgæsten.
- Vi må finde på en god grund.
- Lad mig lige tænke mig om.
Du bliver alt for let oprevet, Phillip.
Vi har en meget
enkel forklaring lige her.
Hvad er du nervøs for? Mr. Kentley
kommer for at se disse bøger.
Hvad er mere oplagt end
at lægge dem frem på spisebordet?
Er vi ikke betænksomme?
Hallo? Naturligvis.
Gå du i gang med bøgerne...
- Hvem er det?
- Mrs. Wilson.
Brandon...
Brandon!
Hvor kan du finde på at...
- Hvad er det? *** det dog ud.
- Det kan jeg ikke.
Mrs. Wilson kunne have gjort det.
En sådan opførsel i andres påsyn
er det samme som en tilståelse.
- Hvis lyset havde været tændt...
- Du er jo også så perfekt.
Det skal vi være. Vores eneste
forbrydelse er, hvis vi begår en fejl.
- At være svag er en fejl.
- Fordi det er menneskeligt.
Fordi det er ordinært.
Jeg vil ikke lade nogen af os...
De skylder mig
2 dollars og 20 cent for taxien.
- Jeg blev forsinket af trafikken.
- Vi ventede Dem ikke før nu.
Jeg var i fem butikker for
at få den paté. Men sikke priser.
Så jeg tog til delikatesseforretningen,
hvor mr. Cadell handler.
- Men næste gang vi holder fest...
- Godaften, mrs. Wilson.
- Hvad sker der med mit bord?
- Vi flytter bare tingene herind.
- Jeg syntes, mit bord var smukt.
- Det var det også.
Men mr. Kentley skal se på
de gamle bøger, jeg havde i kisten.
Han skal vel ikke
ned på knæ for at se dem.
Jeg synes, det ser underligt ud.
De stager passer ikke til.
Jo, netop.
De antyder et ceremonielt alter -
- hvor vi kan lægge maden
som vores offergaver.
- Der er slet ikke plads nok.
- Det klarer De sikkert.
- Hvad så med bøgerne?
- Dem lægger vi på spisebordet.
Nå, men jeg har for travlt
til at diskutere det her.
- Hvad er der galt?
- Jeg er sikker på, hun så rebet.
- Vi er nødt til at gemme det.
- Hvorfor det?
Det er et ganske almindeligt
stykke reb. Hvorfor dog gemme det?
Det hører hjemme i køkkenskuffen.
Mrs. Wilson,
der er champagne på køl.
Vi giver dem da ikke champagne?
Så må jeg hellere fikse mig lidt op.
Hos mr. Cadell var det kun
ved særlige lejligheder.
Engang fik vi et glas
på min fødselsdag.
I aften har De chancen for at
genoptage den romance. Må jeg?
- Mr. Cadell kommer også.
- Mr. Cadell er frygtelig rar.
- Kommer Rupert?
- Har jeg ikke sagt det?
Nej, det har du ikke.
- Kan du da ikke lide Rupert?
- Jo.
Er der nogen, der vil mistænke os,
er det Rupert Cadell.
Han vil også værdsætte
det kunstneriske i det.
- Det skræmmer altså mig.
- Dæmp dig lidt ned.
Det havde været for kedeligt
kun med de andre.
Jeg overvejede endog at spørge,
om Rupert ville være med.
Men han har ikke modet.
Han er umådelig kvik, men for sart.
Han kunne aldrig have udført det.
Der er vi ham overlegne.
Vi har modet.
Mr. Cadell viste mod i krigen.
De har ærmet i sellerien, mr. Phillip.
- Så er de her. Er vi parate?
- Så parate, som vi kan blive.
Nu må De ikke
have for travlt ved klaveret.
Lad dem ikke spise al patéen,
før De når at få noget.
- Min bakke.
- Jeg skal nok lukke op, mrs. Wilson.
Nu begynder morskaben.
Goddag, kom indenfor. Bare læg
din hat der. Det er længe siden.
Det var derfor, jeg lød så dum
i telefonen. Jeg var overrasket.
- Kenneth. Rart at se dig.
- I lige måde. Har du haft travlt?
- Det er ikke så galt. Og dig?
- Jeg forbereder mig på eksamen.
Er jeg den første?
Hvorfor kommer jeg altid for tidligt?
Sikkert fordi du kommer til tiden.
Mrs. Wilson, champagne.
- Er der nogen, der har fødselsdag?
- Nej. Snarere det modsatte.
Phillip siger verden farvel for en tid.
Jeg kører ham til Connecticut i aften.
- Hvor skal du hen?
- Op til Brandons mors hus.
Jeg skal låses inde.
For at sikre at han øver sig.
Han skal debutere.
- På rådhuset.
- Hvor herligt. Held og lykke.
- Hvor dekorativt.
- Synes De?
Jeg føler mig helt beæret.
Det er vist et eksklusivt selskab.
Vi slår faktisk to fluer med et smæk.
Festen er også for mr. Kentley.
- Davids far?
- Ja.
- Kommer David også?
- Naturligvis.
- Hvem kommer mere?
- Kentleys, Janet Walker...
Janet?
Jeg troede,
du ville blive glad for at se hende.
Janet og jeg er gået fra hinanden.
Vidste du ikke det?
- Nej, det er jeg ked af.
- Du vidste det, Phillip.
Jeg tager mig aldrig af løse rygter.
- Bare du gjorde.
- Hvorfor?
- Janet og David er...
- Goddag, mrs. Wilson.
Må jeg?
Jeg tror,
dine chancer er større, end du aner.
- Hvad mener du?
- Janet!
Dav. Pas på mit hår. Det har taget
timer at sætte. Hvad dufter du af?
- Det duftevand, du gav mig til jul.
- Hvor har jeg god smag.
- Ja, du ser vidunderlig ud.
- Men ikke når det engang er betalt.
Jeg ved aldrig, når jeg er sjov. Når
jeg prøver, falder det altid til jorden.
Hvad er det rygte
om dig og rådhuset?
Du tager sikkert fusen på os alle
og bliver... frygtelig berømt.
I har vist hilst på hinanden.
- Dav, Ken.
- Dav, Jan.
Det var fascinerende.
Jeg er blevet mundlam.
- Hvad ville du sige til champagne?
- Goddag, champagne.
Nu prøvede jeg at være sjov.
Hvordan går det?
- Fint. Hvordan går jobbet?
- Jeg skriver jo stadig om skønhed.
- For hvem denne gang?
- Et lille blad, der hedder "Charme".
Tak, kammerat.
- Er det maleri ikke nyt?
- Jo.
- Hvad er det?
- Nye unge amerikanske primitive.
Jeg har en ny ung amerikansk søster.
Hun er tre og meget primitiv.
Din svinepels.
Var der ikke også et nyt i entreen?
Det tror jeg ikke. Hvilket?
Det der.
Jeg kunne kvæle dig, Brandon.
- Hvad har jeg nu gjort?
- Du har en ondskabsfuld humor.
- Hvad taler du om?
- Hvorfor inviterede du Kenneth?
Vi har slået op, og jeg er nærmest
forlovet med hans bedste ven.
- David?
- Ja, hvilket gør det hele ret speget.
Beklager, men det er svært
at holde rede på dine romancer.
Efter mig kom Kenneth, og nu David.
Hvorfor bytte Kenneth ud med David?
- Jeg synes, han er sødere.
- Han er i hvert tilfælde rigere.
Den var ussel selv for dig.
Hvor mange år siden er det,
jeg sagde: "Uh, det kilder"?
- Jeg hører, Rupert kommer.
- Man ved aldrig med Rupert.
- Hvem er han?
- Vores lærer på forberedelsesskolen.
- For jer tre søde drenge?
- Fire søde drenge. Også David.
- Han er forlægger nu, ikke?
- Måske kan han give mig arbejde.
Rupert udgiver kun bøger,
han selv kan lide. Som regel filosofi.
Små oplag, store ord, intet salg.
Rupert vælger bøger
ud fra den formodning -
- at folk ikke kun kan læse, men også
tænke. Men jeg kan godt lide ham.
Det har du altid kunnet. Brandon sad
til langt ud på natten ved hans fødder.
Brandon ved nogens fødder!
- Han fortalte dig de særeste ting.
- Såsom?
Jeg tror, Kenneth taler om Ruperts
utålmodighed med konventioner.
Han mener for eksempel, at mord
er en forbrydelse for de fleste...
...men en rettighed for de få.
Jeg skal nok lukke op, mrs. Wilson.
- Mr. Kentley. Rart at se Dem.
- Tak.
Min kone er sløj, så jeg tog
min svigerinde, mrs. Atwater med.
- En fornøjelse.
- Fornøjelsen er min.
Jeg har været i New York i to uger.
Alice har været sløj -
- og Henry katalogiserer sit bibliotek.
- Jeg læser skam også af og til.
- Men jeg er gæst.
- Det er blot mit andet selskab.
- Nu skal jeg tage overtøjet.
- En skam, mrs. Kentley er sløj.
- Det er bare forkølelse.
Jeg håber, mrs. Kentley drikker
frugtjuice. Så skal det nok gå over.
Skulle forkølelser
være farlige i denne varme?
For to år siden var jeg forkølet.
Jeg var syg i tre uger. Lægen ville...
Tillader De?
Denne vej, mrs. Atwater.
- David.
- Nej, det er Kenneth Lawrence.
- Undskyld.
- Alt forladt.
Kenneth forveksles ofte med David,
selv af folk, der ikke er nærsynede.
Det er længe siden, vi har set dig.
Har du haft travlt med at læse?
- Ja, jeg gør mit bedste.
- Ligheden er altså kun fysisk.
- I kender vist miss Walker.
- Janet, søde.
Jeg blev færdig med dit horoskop,
lige før vi tog af sted.
Stjernerne antyder
et ægteskab meget snart -
- med en høj, blond ung mand,
der har en vidunderlig far.
- Det har jeg jo selv fortalt dig.
- Ja, men stjernerne bekræfter det.
Må jeg præsentere
mr. Phillip Morgan.
- De bløder.
- Det er bare en rift.
Glasset gik i stykker.
Må jeg hente Dem et glas champagne?
Meget gerne.
Far fik altid et glas hver formiddag -
- men det er ikke noget for Henry.
- Nu skal jeg hente Dem et glas.
- Jeg foretrækker en lille whisky.
- Er David kommet?
- Jeg forventede, han kom med Dem.
Han ringede og sagde,
han ville møde os her.
Stuepigen talte med ham.
Han var i klubben og terpe... Tennis.
David behøver ikke at terpe.
Han er alt for kvik.
- Ja, David klarer sig fint.
- Tak.
- Hvordan har mrs. Kentley det?
- Det er en forkølelse denne gang.
- David skulle ringe til hende.
- Han er hendes eneste barn.
Også mit,
men jeg lader ham blive voksen.
Jeg kan ringe og sige, han er
forsinket. David er måske taget hjem.
- Må jeg låne telefonen?
- Den er i soveværelset.
- Er du klar til endnu en?
- Det bliver jeg. Det er jeg nu.
- Sikke en charmerende ung mand.
- Ja. Jeg går ind og ringer.
Der er for meget luft i dit glas.
Gider du at tage det ind til Janet?
- Ja. Hvorfor?
- Fordi det er hendes.
Hun er inde og ringe i soveværelset.
- Så skulle David gerne træde ind.
- Det ville være for stort et chok.
- Kan De virkelig se min fremtid?
- Jeg er jo kun amatør.
Jeg er sikker på, De er dygtig.
De vil vel vide,
om Deres koncert bliver en succes?
Lad mig nu se.
De er født den 14. juli.
De er krebs. De er et månebarn.
Må jeg se Deres hænder?
- Kan De huske klokkeslættet?
- Nej.
Gode fingre. Stærke. Kunstneriske.
- Hvad med koncerten?
- Disse hænder vil gøre Dem berømt.
Jeg føler mig meget heldig. At jeg,
som den første, skal se samlingen.
Vil De spille? Hvor herligt.
- Var David der ikke?
- Nej, men han kommer nok om lidt.
- Dit spil er blevet bedre, Phillip.
- Rupert.
- Jeg troede næsten ikke, du kom.
- Du burde da kende mig bedre.
Mrs. Atwater,
må jeg præsentere mr. Rupert Cadell.
- Mr. Kentley.
- Rupert Cadell fra Sommerville?
- Så må De have undervist min David.
- Nu smigrer De.
Miss Walker.
Brandon har talt om Dem.
- Ydede han mig retfærdighed?
- Fortjener De retfærdighed?
Lille Kenneth Lawrence.
- Goddag.
- Sig det bare. Skolen er ***.
- Rupert, rart at se dig igen.
- Hvorfor?
Det var for sjov. Og i lige måde.
Det der ligner champagne.
- Det er det også.
- Hvad er anledningen?
Det har jeg fortalt. Mr. Kentley
skal se på mine førsteudgaver.
- Og så tager Phillip og jeg op til...
- Det fortalte du også.
- Det er en afskedsfest for Phillip.
- Og derfor champagne? Javel.
Du har altid stammet,
når du var spændt.
Jeg er altid spændt,
når jeg holder fest.
- Mr. Cadell.
- Miss Wilson. Hvad har vi her?
- Jeg har købt den paté, De kan lide.
- Den kan jeg ikke lide mere. Pjat.
- De er forfærdelig.
- Tak.
De må nok hellere
begynde at skære for.
- Mr. Brandon, jeg har fundet den.
- Jeg aner ikke, hvad hun taler om.
Vidunderlige mrs. Wilson.
Hende gifter jeg mig måske med.
- Skønt. Bare David snart kommer.
- Hvor er David?
Aner det ikke.
Men mr. Kentley er irriteret.
- Og Dem?
- Jeg er sulten.
- Brandon, hvad er det her?
- En kiste fra Italien.
- Men hvorfor spiser vi her?
- Spisestuen er lavet om til bibliotek.
Oplagt at bruge kisten på en ny måde.
Der var altid kister i hans historier.
"Misteltenen"
var vist din yndlingshistorie.
- Hvad handlede den om?
- Den handlede om en ung pige...
...som på sin bryllupsdag
i kådhed gemte sig i en dragkiste.
Desværre havde den smæklås. 50 år
senere fandt man hendes skelet.
- Så kåd bliver jeg aldrig.
- Værsgo at tage.
- Har De set det stykke på Strand?
- Ja, vidunderligt.
- Jeg brød mig ikke om den nye pige.
- Nej, men hendes tøj var fantastisk.
- Simpelthen guddommeligt.
- Det må jeg se.
- Men jeg er vild med James Mason.
- Er han god?
Tiltrækkende dyster. Tyr.
Meget genstridig.
Men jeg har en tilståelse. Jeg kan
lide Mason lige så godt som Flynn.
- Jeg foretrækker Cary Grant.
- Ja. Stenbuk. Han er vidunderlig.
- Virkelig mums.
- Ja.
Han var skøn i den nye med
Bergman. Hvad hed den nu?
Den et eller andet af et eller andet.
Nej, det var den anden. Denne her...
- Jeg har det lige på tungen.
- Også mig. Den var jeg vild med.
- Bergman...
- Hun er jomfrutypen.
- Hun er pragtfuld.
- Jeg så engang Mary Pickford.
- Var hun ikke bare vidunderlig?
- Jo, jomfrutypen. Ligesom alle de...
- Hvad så De hende i?
- Den et eller andet på den...
Eller var det bare et eller andet...
Noget i den stil.
Jeg tror slet ikke, De har set en.
Hvis jeg var Dem, ville jeg ikke
tage for meget paté. Kalorier.
- Phillip, hjælper du mrs. Atwater?
- Meget gerne.
- Bare sæt Dem ned, mrs. Atwater.
- Tak.
- Jeg undskylder meget for David.
- Han er jo en populær ung mand.
- Lyst eller mørkt?
- Lidt af hvert til mrs. Atwater.
- Hvad med dig?
- Jeg spiser det ikke.
Jeg har aldrig hørt om nogen, der
ikke spiste kylling. Har du, Brandon?
Hvorfor spiser du det ikke?
Der må da være en grund.
Freud siger, at der er
en forklaring på alt. Selv mig.
Så vidt jeg husker,
er der da en sjov grund.
- Hvad er det?
- Ikke noget særligt.
Sig det nu, Brandon.
Det skete for tre år siden
i Connecticut. Mor har et hus der.
Vi skulle have kylling, så vi gik over
på gården. En herlig søndag morgen.
Vi kunne høre kirkeklokkerne ringe -
- og på gårdspladsen gjorde Phillip
det af med to-tre kyllinger.
Et forehavende
han normalt klarede fint -
- men denne morgen
var han måske for blid -
- for en af kyllingerne
gjorde modstand.
Det passer ikke.
- Jeg har aldrig kværket en kylling.
- Hør nu her, Phillip.
Jeg har aldrig kværket en kylling.
Tilgiv mig, men det er da sært, så
ophidsede I bliver over en kylling.
Undskyld. Det var fjollet og meget
uforskammet. Jeg undskylder.
- Nå da... Er der ikke mere?
- Beklager.
Sikke en skam. Et øjeblik længere,
og I havde måske kværket hinanden.
- Mr. Cadell dog.
- Det angik en mands ære.
Og en kylling kan være en lige så god
grund til at myrde som en blondine -
- en madras fuld af penge eller
en hvilken som helst anden grund.
- De går da ikke ind for mord?
- Jo.
Så havde vi ingen arbejdsløshed,
fattigdom eller teaterbilletkøer.
Jeg kæmpede for at få billetter
til den nye musical.
- Hvad er det, den hedder?
- Den et eller andet...
Et lille tryk på aftrækkeren, og så har
De et par pladser på første række.
Har De også haft svært ved
at komme ind på fine restauranter?
Et svirp med kniven, madam -
- og hvis De vil træde ind her.
Nej, hen over overtjenerens lig.
- Tak, her er deres bord.
- Rupert dog...
Jeg kunne godt svinge kniven
mod en vis hotelportier.
Ikke knive mod hotelpersonale.
De er i kategorien "død efter tortur" -
- såvel som fugleelskere og
små børn. Husværter er noget andet.
Så kontakter man miss Sashweight fra
afdelingen for stumpe instrumenter.
Sikke en herlig idé.
Hvis det er til ens fordel, så...
- Men så myrder alle jo hinanden.
- Nej, nej.
Mord er trods alt,
eller bør være, en kunstart.
Ikke en af de syv skønne,
men dog en kunst.
Og retten til at udføre den -
- er forbeholdt
de få højerestående individer.
Og ofrene er laverestående
og derfor ligegyldige.
Men jeg hører ikke til dem, der
mener, mord er tilladt året rundt.
Personligt ville jeg foretrække
at have "skær halsen over"-uge -
- eller "kværke-dag".
Måske er jeg senil, men jeg bryder
mig ikke om denne morbide humor.
- Humoren var utilsigtet.
- Men I må drive gæk med mig.
Ideen om at mord skulle være tilladt
for nogle få højerestående...
- I sæsonen.
- Jeg ved, I ikke mener det.
Det gør jeg altså.
Hvem skal så beslutte, hvem der
er laverestående og derfor ofre?
- De få, der er berettiget til mord.
- Og hvem er så de?
Mig selv, Phillip,
formodentlig Rupert...
- Beklager, Kenneth.
- Jeg mener det.
Det gør vi også. De få, som er
intellektuelt og kulturelt overlegne -
- og hævet over de moralbegreber,
som er skabt for de laverestående.
De hylder Nietzsches overmenneske?
Som Hitler gjorde.
Hitler var paranoid. Hans
overmennesker var gemene mordere.
Jeg hænger dem gerne, men først
og fremmest fordi de er dumme.
Der er alt for mange dumme
i denne verden.
Så bør De hænge mig, for jeg er så
dum, at jeg ikke ved, om I mener det.
Og spar mig for mere
af Deres foragt for menneskeheden.
Og for vores civiliserede verden.
Måske er civilisationen hykleri.
Men jeg tror, at Rupert...
Nu tror jeg, det er nok, Brandon.
Phillip, hvor er de bøger,
mr. Kentley skal se?
- De er i spisestuen.
- Vil De se bøgerne nu, mr. Kentley?
Jeg undskylder endnu en gang.
Jeg lod mig rive med.
Det er i orden, min dreng.
- Jeg tror, det er en god samling.
- Ja...
Må jeg låne telefonen først?
Min kone har måske hørt fra David.
Brandon...
Du argumenterer heftigt.
Vil du gøre det af
med et par laverestående?
Jeg er et spontant menneske,
så hvem ved.
- Mrs. Atwater, vil De se bøgerne?
- Utrolig gerne.
Jeg læste meget som barn.
Man gør de underligste ting
i barndommen.
Kenneth,
hvad med at spille en plade?
Man kommer langt
med lidt stemningsfuld musik.
Han er sådan en snu lille djævel.
At føre os to sammen igen.
- Sådan er han altid.
- Jeg går ind ved siden af.
- For at se bøgerne?
- Nej, så Brandon kan se mig.
Han tror, jeg droppede dig,
fordi David har en større bankbog.
Hvorfor går du så?
Fordi jeg er forlegen over
at være her med dig.
- Det troede du ikke, jeg kunne blive.
- Hvis jeg skal være helt ærlig. Nej.
Jamen det er jeg.
Jeg bryder mig ikke om det.
- Du burde også være forlegen.
- Hvorfor?
Fordi det var dig, der droppede mig.
Det skulle Brandon lige vide.
- Hvad er der galt?
- Jeg tænker bare.
- På hvad?
- Kvindelig forfængelighed.
Jeg er også forlegen, fordi...
Du og David var så gode venner.
Men ikke mere, og det er min skyld.
- Jeg er en dum pige.
- Nej.
Så ligner jeg bare en. Hvorfor er jeg
så rap over for alle andre end David?
- Pjatter du ikke også med David?
- Jeg slapper af med David.
- Takket være dig.
- Mig?
Den skrækkelige dag på Harvard,
hvor du slog op med mig -
- tog David mig med ud at spadsere.
Mit humør var på nulpunktet. Jeg
kunne bare ikke være den sjove pige.
Jeg slappede bare af
og lod det hele vælte ud.
Den sande mig og alt det der.
Hørte du det? Sådan noget siger jeg.
Hvor bliver David af?
- Jeg er ikke særlig kvik.
- Hvad mener du?
Jeg anede ikke, at du var...
Brandon og hans stemningsmusik.
Du er forelsket i David, ikke?
Jo...
- Jeg forstår det ikke.
- Hvad?
Brandon sagde, jeg ville have bedre
chancer hos dig, fordi David var ude.
- Brandon vidste altså, at vi to...
- Ja, og også det med dig og David.
- Han lod, som om han intet vidste.
- Hvad foregår der?
Det skal jeg nok finde ud af.
- Brandon, har du tid?
- Selvfølgelig.
Hvorfor kan han ikke
lade folk være i fred?
- Hvad er det, du pønser på?
- At hente dig en kaffe.
Hvorfor sagde du til Kenneth, han ikke
skulle bekymre sig om David og mig?
- Det sagde jeg vist ikke.
- Du antydede det.
Nogle kvinder er charmerende,
når de er vrede. Ikke du.
- Jeg tror ikke, David kommer.
- Vent og se.
Han kommer aldrig for sent. Du har
planlagt det, så han ikke kommer.
Hvor snedigt.
En fest for mr. Kentley er ikke nok
til at tilfredsstille din syge humor.
Jeg håber, du har moret dig,
Brandon. Det har jeg ikke.
- Er noget gået galt?
- Nej, Janet er bare lidt besværlig.
Men jeg må nok hellere...
Hvad mente du med,
om noget er gået galt?
Du planlægger altid dine fester godt.
Hun savner vist David.
- Jeg savner ham faktisk også.
- Det gør vi vist alle sammen.
- To desserter, mr. Cadell?
- En til Dem og en til mig.
- De andre er vist ikke i humør til is.
- De trænger ellers til at køle ned.
Det er en besynderlig fest.
Men det overrasker mig ikke.
- Hvorfor ikke?
- De har været helt fra den i dag.
- Sådan er Brandon altid før en fest.
- Det har jeg ikke oplevet.
Som regel får jeg lov til at forberede
alt, men... Kyllingen er knap rørt.
Hvad var så anderledes i dag?
Mr. Brandon havde så travlt med,
at jeg skulle rydde op og dække bord.
Men da jeg skulle handle, sagde han,
jeg skulle bruge hele eftermiddagen.
Efter det hastværk om morgenen.
- Sagde han hvorfor?
- Nej.
Men da jeg kom tilbage, var han
og mr. Phillip oppe at skændes.
- Om hvad?
- Tror De, jeg ville fortælle det?
- Det håber jeg.
- Ikke mig. Jeg er tavs som graven.
Det var jo dobbelt arbejde. Jeg
skulle flytte alle bøgerne herind -
- hvor jeg lige havde taget dem.
- Hvorfor servere her?
- Det var ikke min idé.
Jeg havde dækket i spisestuen, og
her på kisten er der knap nok plads.
Brokker hun sig stadig
over anretningen her?
Men så behøver folk ikke at gå helt
ind i spisestuen og hente deres mad.
De er da gået
helt derind efter dessert.
Mrs. Wilson, sørg hellere for
gæsterne i stedet for at belære mig.
Han har i hvert tilfælde fået
det forkerte ben ud af sengen.
- Jeg er lidt forlegen.
- Hvad mener du?
- Jeg er den eneste, der morer mig.
- Dig og mrs. Atwater.
- Hvad foregår der, Phillip?
- Gider du at slukke den igen?
Jeg kan ikke lide
at få lys i øjnene, når jeg spiller.
Phillip, jeg bliver ret nysgerrig, når
folk ikke besvarer mine spørgsmål.
- Spurgte du mig om noget?
- Ja.
- Hvad var det?
- Jeg spurgte om, hvad der foregår.
- En fest.
- Ja, men en ret underlig fest.
- Hvad handler det her om?
- Hvad handler hvad om?
- Hvis du vil vide noget, så sig...
- Rolig nu. Spil videre.
- Jeg vil gerne have en drink.
- Nu skal jeg. Whisky?
Nej, cognac.
Du er glad for den lille melodi, hvad?
Bare jeg kunne sige, hvad jeg gerne
ville vide, men jeg ved jo intet.
- Jeg kan kun formode. Jeg sagde...
- Jeg hørte det godt.
- Værsgo.
- Tak.
- Bruger du den?
- Nogle gange.
Det troede jeg kun,
begyndere gjorde.
Nå, Rupert.
Hvad formoder du så?
Det har jeg glemt.
Hvor er David, Phillip?
Det ved jeg ikke. Hvorfor?
- Brandon ved det.
- Gør han? Det aner jeg intet om.
- Spørg Brandon.
- Det har jeg gjort.
Men han har for travlt med
de to andre punkter i trekanten.
Hvad er det, Brandon prøver på
med Janet og Kenneth?
- Hvad ler du af?
- Ingenting.
Hvad er det?
Har jeg skudt helt forbi?
Der foregår
overhovedet intet, Rupert.
Du er ret allergisk
over for sandheden i aften.
- Det er anden gang, du lyver.
- Tak. Hvornår var første?
Da du sagde,
du aldrig havde kværket en kylling.
- Det var noget, Brandon fandt på.
- Nej, det var det ikke, Phillip.
Og hvis du tænker dig om, ved du,
at jeg ved, han ikke fandt på det.
For et års tid siden
var jeg oppe på gården.
En morgen så jeg dig udføre det.
Du er en ret god kyllingekværker.
Jeg mente ikke,
jeg aldrig havde kværket kyllinger.
- Det var det, du sagde.
- Det var et upassende emne.
Det kunne du jo have sagt.
Men hvorfor løj du nu?
- Fordi jeg ikke vil tale om...
- At kværke kyllinger?
Det er yderst gavmildt.
De værdsætter førsteudgaver
langt højere end jeg.
Hvad er der galt?
Hvad er der galt nu?
- Er det, fordi Kentley får bøgerne?
- Nej, det er bare...
Jeg synes bare, det er en klodset
måde at binde dem sammen på.
Men jeg forstår det ikke.
Han plejer altid at ringe.
- Han er altid efter mig på det punkt.
- Og med rette.
Jeg er blevet en ny kvinde.
Præcis som et ur.
- Tag det roligt, Phillip.
- Rupert har færten af noget.
Jeg må have en drink.
Få den hånd væk.
Og du skal ikke fortælle mig,
hvad jeg skal og ikke skal.
- Jeg kan ikke lide det.
- Dæmp dig lidt.
Jeg håber ikke,
at jeg chokerede Phillip.
Nej, han er bare
ved at blande sig en drink.
Du virker også lidt oprevet. Der er
noget, der bekymrer jer begge to.
Undskyld mig.
Der er en dame i telefonen,
som vil tale med Dem.
- Det må være Alice. Jeg tager den.
- Lige ned ad gangen og til venstre.
- Tror De, David kan være hjemme?
- Det håber jeg, Janet.
Hvis David var hjemme, ville
han vel ringe og ikke mrs. Kentley.
- Jeg husker David som meget præcis.
- Og han har ikke ændret sig.
- Men hvor kan han så være?
- Spørg ikke mig.
Han kan være mange steder.
I klubben eller til Brandys fest.
Måske er han taget hen til Janet.
Jeg har ringet hjem, og jeg har
lagt en besked, hvis nu han kom.
Det hjælper måske, hvis vi ved, hvor
han var i eftermiddags. Ikke, Brandon?
Jeg aner ikke, hvor han var.
- Men ville det ikke være en hjælp?
- Sikkert.
Jeg ved, han var i klubben.
For nogen ringede derfra
og sagde, han ville møde os her.
- Ved De hvem?
- Nej.
Så må David jo have løbet
på nogen og ombestemt sig.
- Du var der ikke i dag, vel, Kenneth?
- Nej, desværre.
- Heller ikke du og Brandon, Phillip?
- Vi havde jo travlt med festen.
- Var der meget at lave?
- Ja, du ved...
- Du talte ikke med David i dag?
- Nej, hvorfor spørger du?
Han kunne måske have ringet.
Vi har ikke talt med ham,
siden vi inviterede ham.
Det var sært. Jeg syntes, jeg hørte
David tale i telefon med Phillip i går.
- Nå ja. Det havde jeg glemt.
- Ringede han angående festen?
Ja, han ville have
bekræftet tidspunktet.
- Nu skal jeg hjælpe Dem.
- Tak, mr. Cadell.
De kan stille bøgerne tilbage,
når De kommer i morgen.
- Jeg kommer jo ikke i morgen.
- Det er De nødt til.
- Bare lad bøgerne ligge.
- Godt.
Henry, Alice har intet hørt fra David.
Hun er skrækslagen.
- Jeg må tale med hende.
- Hun lagde på. Hun græd sådan.
- Hvad sagde hun?
- Hun har ringet alle steder hen.
Hun tror,
der kan være sket ham noget.
- Hun siger, du skal ringe til politiet.
- Det er vist ikke nødvendigt.
David er jo ikke et barn længere.
Han har det sikkert fint. Jeg...
Jeg må hellere tage hjem.
Det ligner ikke David.
- Jeg forstår.
- Må jeg tage med, mr. Kentley?
Tak, Janet.
Deres bøger, mr. Kentley.
Det er jeg virkelig ked af.
- Vil De ringe, når De hører fra ham?
- Ja.
Janet, det er ikke det rette tidspunkt,
men jeg er glad for, vi fik talt ud.
Det er jeg også.
Og det vil David også være.
Hvorfor tager du ikke med, Kenneth?
Vil du ikke nok?
- Er det din, Janet?
- Ja, jeg tager den bare over armen.
- Jeg henter min hat.
- Du tager med Janet?
- Vi følges alle sammen ad.
- Hvad sagde jeg?
Godnat, mr. Kentley. Jeg håber,
mrs. Kentley får det bedre.
- De ringer, når De hører noget?
- Ja. Hils Phillip fra mig.
- Nu skal jeg tage Deres hat.
- Tak, fordi De kom, mrs. Atwater.
- Godnat.
- Farvel.
Det er ikke Deres.
Jeg er ked af, at vi har ødelagt
festen ved at gå så tidligt.
- Værsgo.
- Tak.
- Går du også?
- Ja, godnat.
- Kan jeg hjælpe med de bøger?
- Ja tak.
Tak for en vidunderlig aften.
Godnat, det har været hyggeligt.
Denne fest fortjener
at gå over i historien.
- Det kunne ikke have gået bedre.
- Jo, det kunne. Uden Rupert.
Han var fremragende.
Han gav festen den helt rigtige ånd.
Hvilken ånd? Snagen,
lusken eller bare ren udfritning?
- Han udspurgte mig en hel del.
- Om hvad?
Glem det. Du havde travlt
med dit andet lille nummer.
- Hvilket?
- At binde bøgerne sådan.
- Nå, kunne du ikke lide det?
- Overhovedet ikke.
- Du ødelægger alt.
- Ti stille. Mrs. Wilson er her stadig.
- Er du ude på at blive fuld?
- Jeg er fuld.
Og lige så barnlig som før,
da du kaldte mig en løgner.
- Men hvorfor løj du?
- Det var jeg nødt til.
Tænker du nogensinde på andre?
Jeg er ikke sentimental.
Alt er ligegyldigt, bare mr. Brandon
morede sig og havde en skøn aften.
Jeg havde en møgaften.
Tag en til,
så får du en værre morgen.
Hvis jeg får tømmermænd,
er det i det mindste mine egne.
Vi fortjener en rigtig ferie,
når det her er overstået.
Hvor vil du gerne hen? Vi bør nok
komme tilbage hertil først, ellers...
Jeg har bedt til,
at det er en drøm.
- Men hvorfor?
- Jeg er hunderæd, Brandon.
- Jeg tror, vi bliver opdaget.
- Nej, den risiko er ovre. Vi...
- Er det Dem, mrs. Wilson?
- Ja. Jeg behøver en nøgle i morgen.
- Hvis De altså stadig kører i aften.
- Det gør vi skam.
I ser lidt sløje ud begge to. Jeg
kunne nu også trænge til et hvil -
- men I skal komme tilbage
i tiptop form.
Nu løber jeg.
Mor jer, og husk nu at skrive.
Og opfør jer nu ordentligt.
- Hvem ringer du til?
- Bare til parkeringshuset.
Det er mr. Brandon Shaw.
Vil De køre min bil frem?
Ja, med det samme. Tak.
Vi må hellere trække gardinerne for.
Hvem er det?
- Det er nok bare parkeringsmanden.
- Ikke endnu.
Måske har mrs. Wilson glemt noget.
Tag den.
- Vi lader, som om vi ikke er hjemme.
- Med alt det lys tændt? Tag den nu.
Hvem er det?
Brandon, det er Rupert.
Han vil herop.
- Han har glemt sit cigaretetui.
- Så lad ham komme.
- Men du ved, han lyver. Han...
- Gå tilbage til telefonen.
- Det er du nødt til.
- Han ved noget...
Rupert? Kom endelig op.
Nej, selvfølgelig ikke.
Han er bare lidt beruset.
Nej, det skal vi nok finde.
Godt.
Phillip...
Rupert er på vej op nu -
- så du er nødt til at tage
dig sammen. Phillip, hører du?
Så tag en drink mere, men
tag dig sammen, og sig ingenting.
Det er overstået på fem minutter.
Jeg ved ikke,
hvor meget Rupert ved -
- men jeg lover dig,
at han er ude herfra om fem minutter.
I de fem minutter
må du tage dig sammen.
- Brandon...
- Hør så her...
Jeg skal ikke snuppes
på grund af dig eller nogen anden.
Ingen skal spolere det for mig nu.
Brandon, den er ikke ladt, vel?
Undskyld, jeg forstyrrer.
I rejser jo i aften,
og jeg vil nødig undvære mit etui.
Phillip, det var ikke min mening
at gøre dig urolig.
Han er bare lidt uselskabelig i aften.
- Kan du huske, hvor du lagde etuiet?
- Nej, overhovedet ikke.
Det ligner ikke mig at glemme det.
En psykoanalytiker ville nok sige -
- jeg ikke glemte det, men ubevidst
efterlod det for at komme tilbage.
Men hvorfor skulle jeg
ønske at komme tilbage?
- Måske for at få en drink til?
- God idé. Må jeg få en at gå på?
- Selvfølgelig. En tør?
- Nej, helst med vand.
- Laver du Rupert en drink, Phillip?
- Lad mig nu se...
Sidst jeg havde det, stod jeg der.
Jeg skulle lige til at åbne kisten
for mrs. Wilson, da du kom, Brandon.
Og hvad skete der så?
Jeg tror, jeg...
Hvor kan det være?
Nå, her er det.
Det må I meget undskylde.
- Må jeg få den drink alligevel?
- Ja da.
- I har ikke noget imod det?
- Nej.
I kunne jo være... trætte.
I er sikre på, det er i orden?
- Det sagde han jo.
- Phillip har fået lidt for meget i aften.
Ja, hvorfor ikke.
Det var trods alt en fest.
Det er rart at sidde her
med en god drink i godt selskab.
Det er godt.
Lad mig endelig ikke forstyrre.
Jeg ved jo, I har ting, I skal gøre.
- Hvad mener du?
- Pakke og sådan noget.
- I kører da i aften, ikke?
- Jo, men vi har pakket.
Alt er klart. Nu mangler
I bare at blive af med en gæst.
Jeg smutter,
så snart jeg har drukket ud.
- Du behøver ikke at skynde dig.
- Tak. Jeg vil gerne blive lidt.
Måske endda sende jer af sted.
Jeg hader at forlade et selskab.
Især når aftenen har været
usædvanligt stimulerende.
Eller mærkelig... som denne aften.
- Hvad mener du med mærkelig?
- Sagde jeg mærkelig, Brandon?
Du vægter ofte ords lyde
højere end deres betydning.
Jeg ved ikke, hvad jeg mente.
Medmindre jeg tænkte på David.
- Hvad var mærkeligt ved David?
- At han ikke kom.
- Mon der er sket ham noget?
- Hvad dog?
- Han er måske blevet overfaldet.
- Ved højlys dag?
Det glemte jeg.
Ja, det må være sket ved højlys dag.
Hvad må være sket?
Det, der nu skete med David.
Intet, formodentlig.
- Og dog. Hvor er han?
- Hvad er din teori?
- Jeg tænkte på Janets teori.
- Jeg vidste ikke, hun havde en.
Jo, og jeg kunne ikke
undgå at høre det.
- Hun tror, I kidnappede David.
- Jeg er ikke interesseret i Janet.
Men du interesserer mig.
Tror du, jeg kidnappede David?
Det ville have tiltalt dig, da du gik
i skole. For spændingens skyld.
Men det ville da være noget
mere besværligt at udføre nu, ikke?
- Du skulle nok finde på noget.
- Hvordan?
Hvis du var mig, hvordan
ville du så rydde David af vejen?
- Det er du meget bedre til.
- Nej, hvad ville du gøre?
Hvis jeg ville rydde David af vejen,
ville jeg invitere ham på en drink.
I klubben, eller endnu bedre invitere
ham hjem, så ingen så os sammen.
Ja, ingen vidner. Og hvad så?
Tja... lad mig se...
Når David ankommer,
går jeg ud i entreen og hilser på ham.
Fortæller ham, hvor godt han ser ud,
og tager hans hat.
Så går vi herind.
Sludrer lidt, så han slapper helt af.
Jeg tilbyder ham en drink,
og han sætter sig ned.
Jeg ville sørge for,
der var behageligt.
Phillip ville sikkert spille klaver.
Jeg husker David som ret stærk,
så man er nødt til at slå ham ned.
Så jeg ville gå om bag stolen og
slå ham i hovedet med et eller andet.
- Hans krop ville falde forover.
- Og hvor ville du så gøre af ham?
Tja... lad mig nu se...
Jeg ville bede Phillip hjælpe mig
med at bære ham ud af stuen -
- ned ad bagtrappen og ind i bilen.
I ville blive set. Du sagde selv,
det måtte være sket ved højlys dag.
Nå ja. Så må jeg jo finde et sted
at gemme liget, til det bliver mørkt.
Ja, men hvor, Rupert?
Ja...
Ja, hvor?
Det er kattens leg med musen.
Hvem er katten, og hvem er musen?
- Så er det nok.
- Pas dig selv.
- Pas dig selv, sagde jeg.
- Jeg er jo heller ikke din barnepige.
Sådan som han har det, er der ikke
megen idé i, at du bliver, Rupert.
Medmindre du kom
for at finde andet end dit cigaretetui.
For at finde ud af,
om I har ryddet David af vejen?
Du er lige så romantisk som Janet.
Jeg tror ikke, I kidnappede David.
Det var Janets teori,
og jeg ville aldrig have nævnt det -
- hvis det ikke var,
fordi du har en pistol i lommen.
Det pirrede min mistanke. Og det
skræmmer mig faktisk også lidt.
Det må du undskylde. Jeg
forstår dig godt, men slap bare af.
Jeg skal have den med op på landet.
Der har været en del indbrud.
Er du færdig, Phillip? Hørte du,
hvad Rupert sagde om pistolen?
Han troede...
Det er sært,
man kan få sådanne fantasier.
Ja, men det kan vi alle.
Især efter et par drinks.
- Har du mere i glasset, Rupert?
- Jeg går nu.
Du får det bedre, når du får lidt luft,
Phillip. Og der er ikke megen trafik.
Det er en dejlig aften at køre i. Bare
jeg skulle med. Det ville være sjovt.
Det er det næsten altid at køre om
aftenen. Men at køre med jer nu -
- ville måske også
have en snert af uhygge.
Du havde ret, Phillip.
De bøger var bundet klodset sammen.
- Han har det. Han ved det.
- Rolig. Det klarer jeg.
Nej, jeg kan lige
så godt myrde dig som ham.
Det var det her, du ønskede. At
nogen skulle vide, hvor genial du er.
Jeg sagde, han ville opdage det.
Men du skulle absolut invitere ham.
Du fik mig til det. Jeg hader dig.
Jeg hader jer begge to.
Sådan en forvrøvlet drukmås.
Det er jeg ked af, Rupert.
Hvis man vil myrde, så skyder man
ikke forbi på denne afstand.
Selvfølgelig ville han ikke myrde dig.
Han ved ikke, hvad han gør og siger.
- Rupert, han er blevet alkoholiker.
- Gider du at træde lidt tilbage?
Phillip er fuld.
Du tager vel ikke hans vrøvl alvorligt?
Brandon, jeg er træt.
Og på en måde er jeg også bange.
- Men jeg vil ikke vige udenom.
- Hvad vil du?
Jeg har ikke lyst,
men jeg vil kigge ned i den kiste.
- Er du vanvittig?
- Det håber jeg af hele mit hjerte.
Rupert, det har intet med dig at gøre.
- Jeg må se ned i den kiste.
- Så gør det.
Jeg håber,
du kan lide, hvad du ser.
Åh nej... nej...
- Rupert...
- Jeg kunne ikke tro, det var sandt.
Rupert, vil du ikke nok høre på mig?
Lad mig forklare.
- Tror du, du kan forklare det?
- Ja, for du vil forstå det.
Den diskussion,
vi havde med mr. Kentley...
Vi sagde,
at laverestående liv var ligegyldige.
Vi to har altid sagt, at moralske
begreber som godt og ondt -
- ikke gælder for de intellektuelt
overlegne. Husker du ikke det?
- Jo, det husker jeg.
- Det er det eneste, vi har gjort.
Han og jeg har udført det,
vi to har talt om.
Jeg vidste, du ville forstå det.
Det må du da kunne.
Brandon...
Brandon...
Lige indtil dette øjeblik -
- har denne verden og menneskene
i den altid været uforståelige for mig.
Og jeg har prøvet at få klarhed
ved hjælp af logik og forstand.
Og du har kastet mine egne ord
tilbage i hovedet på mig.
Du har ret.
En mand bør stå ved sine ord.
Men du har tillagt mine ord en
betydning, jeg aldrig har drømt om.
Og du har forsøgt at fordreje dem
som belæg for dit grusomme mord.
Sådan var de ikke,
og det kan du ikke få dem til at være.
Der må have været noget dybt i dig,
som fik dig til at gøre dette.
Men der har altid været noget dybt
i mig, som ikke kunne få mig til det.
Og som ikke vil acceptere det.
Du har fået mig til at skamme mig
over at have hyldet de begreber.
Men jeg takker dig for den skam,
for nu ved jeg -
- at hvert menneske er enestående
med ret til at leve og tænke.
Men med en forpligtelse
over for det samfund, vi lever i.
Med hvilken ret vover du at sige,
at du tilhører et højerestående fåtal?
Med hvilken ret tør du vove at
beslutte, at den dreng dernede -
- var laverestående
og derfor kunne myrdes?
Troede du, du var Gud?
Troede du det, da du kvalte ham?
Og da du serverede mad
fra hans grav?
Jeg ved kun,
hvad du har gjort.
Du har myrdet!
Du har kvalt et medmenneske -
- som kunne leve og elske,
som du aldrig har kunnet.
Det er ikke, hvad jeg vil, men hvad
samfundet vil, og det kan jeg gætte.
Og jeg kan hjælpe. Du skal dø.
Det skal I begge to. I skal dø.
- Hørte du det?
- Ja, der blev skudt.
- Det må være i den næste gade.
- Vi synes, det kom herfra.
Nu kommer de.