Tip:
Highlight text to annotate it
X
DET SYVENDE SEGL
Dies irae.
Dies ille.
"Og da lammet brød det syvende segl, -
- blev der stilhed i himlen
hen ved en halv time."
"Og de syv engle med de syv basuner-
- gjorde sig rede til at blæse i dem."
Hvem er du?
Jeg er Døden.
- Kommer du for at hente mig?
- Jeg har længe gået ved din side.
- Det ved jeg godt.
- Er du rede?
Min krop er ræd,
men jeg selv er ikke.
Vent lidt.
Det siger I alle sammen,
men jeg giver ingen henstand.
- Du spiller skak, ikke sandt?
- Hvor ved du det fra?
Tjah, jeg har set det på malerier
og hørt det i viser.
Ja, jeg er faktisk
en ganske dygtig skakspiller.
- Ikke dygtigere end jeg.
- Hvorfor vil du spille skak mod mig?
- Det er min sag,
- Det har du ret i.
Du lader mig leve,
så længe jeg kan holde dig stangen.
Spiller jeg dig mat, lader du mig gå.
Du fik sort.
Det er jo det mest passende,
ikke sandt?
"Rulle lidt i høet
med en rigtig skøge, -
- det er livsens velbehag
for en mand som jeg."
"Øverst sidder Herren,
han er ganske fjern, -
- men din broder Satan
møder du på gaden."
I Färjestad taler man om
jærtegn og andre rædsomheder.
To heste havde ædt hinanden
i nattens løb, -
- og på kirkegården var gravene åbne,
og de døde lå spredt overalt.
Der havde stået fire sole
på himmelhvælvingen i går eftermiddag.
Kan du fortælle mig
vejen til gæstgiveriet?
- Viste han vej?
- Ikke just.
- Hvad sagde han?
- Ingenting.
- Var han stum?
- Nej, det kan man ikke påstå.
Jeg vil snarere sige,
at han var højligt veltalende.
- Jaså?
- Ja, veltalende.
Man hans tale var dyster,
må man sige.
Godmorgen med dig.
Har du fået noget morgenmad?
Jeg kan desværre ikke spise græs.
Kan du ikke lære mig det?
Vi har lidt småt med penge.
Folk er ikke så
interesserede i kunst her på egnen.
Mia, vågn op.
Jeg har set noget,
som jeg må fortælle dig om.
Jeg har set et syn.
Nej, ikke et syn.
Det var helt virkeligt.
Nå, så du har set syner igen.
Jeg så hende i hvert fald.
- Hvem så du?
- Den hellige jomfru Maria.
- Så du hende virkelig?
- Jeg kunne have rørt ved hende.
Hun havde en guldkrone på hovedet
og en blå kjole med guldblomster på.
Og hun var barfodet
og havde små brune hænder, -
- og hun holdt barnet i hænderne
og lærte ham at gå.
Så opdagede hun, at jeg så på hende,
og så smilede hun til mig, -
- og jeg fik tårer i øjnene.
Og da jeg tørrede tårerne bort,
forsvandt hun, -
- og så blev der fuldstændig åndeløst
og stille overalt, -
- både i himlen og på jorden.
Forstår du det?
Som du dog finder på.
Jeg ved godt, du ikke tror mig,
men det var altså virkelighed.
Ikke den virkelighed, du ser,
men en anden slags virkelighed.
Ligesom dengang du sagde. Fanden stod
og malede vognhjulene røde med halen?
Hvorfor nævner du altid den historie?
- Du havde rød maling under neglene.
- Dengang digtede jeg måske.
Jeg gjorde det, for at I skulle tro på
mine andre syner, som ikke er opspind.
Du må holde styr på dine syner.
Ellers vil folk tro, du er en dåre.
Og det er du ikke.
I hvert fald ikke endnu.
Så vidt jeg ved.
Men man ved jo aldrig.
Jeg har ikke bedt om mine syner.
Det er ikke min skyld, at jeg hører
stemmer og ser jomfru Maria, -
- og at engle og djævle
synes om at omgås mig.
Har jeg ikke fået sagt klart nok,
at jeg vil sove om morgenen?
Jeg har tryglet og bønfaldet jer,
men lige meget hjælper det.
Derfor siger jeg nu: Vær stille.
Mikael, Mikael, Mikael ...
- Mikael skal have det bedre end os.
- Mikael skal være en stor akrobat.
Eller måske en jonglør,
der udfører det eneste umulige nummer.
- Hvad er det for et nummer?
- At få en bold til at hænge i luften.
- Men det er jo umuligt.
- Ja, for os er det, men ikke for ham.
Du og dine fantasier.
Jeg har fundet på en sang i nat.
Jeg lå vågen næsten hele natten.
- Vil du høre min sang?
- Ja, læs den op. Jeg er så nysgerrig.
"Der sidder en due på liljekvist -
- i midsommertider.
Hun synger så fagert om Jesu Krist, -
- i himlen er en stor glæde."
Mia, sover du?
- Det var en meget smuk sang.
- Den er ikke *** endnu.
Jeg skal bare sove lidt mere,
så kan du synge resten.
Du sover og sover.
Kalder du det her for en maskering?
Jeg spørger bare.
Hvis ikke præsterne betalte så godt,
ville jeg takke nej.
Tænk at skræmme pæne folk
med den slags tåbeligheder.
- Hvornår skal vi opføre det?
- Til helgenfesten i Helsingør.
Vi skal optræde
på selveste kirketrappen.
Hvad med noget uanstændigt i stedet?
Det kan folk bedre lide.
Dit fjols. De siger, at der er
en led sygdom i landet, -
- og nu spekulerer præsterne i
pludselig død og moralske mavekneb.
- Hvad skal vi så spille?
- Du, din tåbe, er menneskesjælen.
- Og det er altså en dårlig rolle?
- Hvem er det måske, der er direktør?
"Betænk du, dåre, denne sag,
din livstråd den er meget svag."
"Kort er din dag."
Vil kvinderne elske mig
i det her kostume? Jeg spørger bare.
- Jof?
- Ja, hvad er der.
- Stå stille. Du skal ikke sige noget.
- Jeg er tavs som en mur.
Jeg elsker dig.
- Hvad skal det forestille?
- Det er Dødedansen.
- Og det er Døden?
- Ja, han danser væk med dem alle.
- Hvorfor maler du den slags?
- Jeg minder folk om, at de skal dø.
- Det bliver de ikke mere glade af.
- Hvorfor altid gøre folk glade?
Man kan da skræmme dem lidt af og til.
- Så kigger de jo ikke på dit maleri.
- Du kan tro, at de kigger.
Et kranium er langt mere interessant
end et nøgent fruentimmer.
Hvis du nu skræmmer dem,
og de tænker ...
- Så bliver de mere bange.
- Og løber i favnen på præsterne.
- Det angår ikke mig.
- Du maler bare din Dødedans.
- Jeg viser bare, hvordan tingene er.
- Visse vil nok blive vrede på dig.
Det hænder da af og til,
men så maler jeg noget sjovt.
Man skal jo leve.
I hvert fald indtil pesten tager en.
Pesten. Hvor ækelt.
Du skulle se bylden
under den syges hals.
Se, hvordan de trækker sig sammen,
så lemmerne bliver som reb af vanvid.
- Det ser slemt ud.
- Ja, det ser slemt ud.
Han forsøger at flå svulsten
ud af dens leje.
Han bider sine hænder itu,
han flår årerne op med neglene.
Hans skrig kan høres overalt.
Blev du bange?
Bange? Jeg? Så kender du mig ikke.
Hvad er det der så for noget pjank?
Ja, det mærkelige er, at de stakkels
mennesker ser soten som Guds straf.
Horder af Syndens Trælle
drager gennem landet -
- og pisker sig selv og hinanden
for at behage Herren.
- Slår de sig selv?
- Ja, det er et fælt syn.
Man vil helst gemme sig i grøften,
når man møder dem.
Har du lidt brændevin?
Jeg har drukket vand hele dagen, -
- så jeg er tørstig
som en kamel i ørkenen,
Du blev vist alligevel bange.
Jeg vil skrifte så oprigtigt, jeg kan,
men mit hjerte er tomt.
Og tomheden er et spejl
vendt mod mit eget ansigt.
Jeg ser mig selv
og gribes af afsky og skræk.
Min ligegyldighed over for mennesket
har sat mig uden for deres fællesskab.
Jeg lever efterhånden i en åndeverden,
indelukket i mine drømme og fantasier.
- Og trods det vil du ikke dø?
- Jo, jeg vil.
- Hvad venter du så på?
- Jeg vil have vished.
- Du vil have garantier.
- Kald det, hvad du vil.
Er det så djævelsk uforståeligt
at ville forstå Gud med sine sanser?
Hvorfor skal Han skjule sig i en dunst
af halve løfter og usete vidundere?
Hvordan skal vi tro på de troende,
når vi ikke tror på os selv?
Hvad skal der blive af os,
som vil tro, men ikke kan?
Og hvad skal der blive af dem,
der hverken vil eller kan tro?
Hvorfor kan jeg ikke dræbe Gud i mig?
Hvorfor består Han og ydmyger mig -
- på trods af, at jeg forbander Ham
og vil slynge Ham ud af mit hjerte?
Hvorfor er Han
en spottende virkelighed, -
- som jeg ikke kan blive kvit?
Hører du mig?
Jeg hører dig.
Jeg vil have vished.
Ikke tro, ikke antagelser, men vished.
Gud skal række mig sin hånd,
afdække sit ansigt og tale til mig.
Men Han tier.
Jeg råber til Ham i mørket, -
- men til tider er det,
som om der ikke er nogen.
- Måske er der ikke nogen.
- Så er livet en urimelig rædsel.
Ingen kan leve med døden for øje
og visheden om det tomme intet.
De færreste reflekterer over
døden og intetheden.
En dag står de jo ved livets ende
og skuer mod mørket.
Ja, den dag ...
Jeg forstår, hvad du mener.
Vi må skabe et billede
af vores rædsel, -
- og det billede skal vi kalde Gud.
Du bekymrer dig.
Døden besøgte mig i morges.
Vi spiller skak mod hinanden.
Det giver mig mulighed for
at udføre et presserende ærinde.
Hvilket ærinde?
Mit liv har været
én lang jagen, én lang faren, -
- én lang talen uden mening
eller sammenhæng.
Det har været en intethed.
Det siger jeg uden
bitterhed eller selvbebrejdelse, -
- for jeg ved, at næsten alles liv
er således beskaffede.
Men min henstand vil jeg udnytte til
at udføre en meningsfuld handling.
Så det er derfor,
du spiller skak mod døden.
Han er en dygtig taktiker, -
- men endnu har jeg ikke
tabt en eneste brik.
Hvordan skal du dog kunne
overliste Døden?
Jeg spiller en kombination af
løber og springer, -
- som han endnu ikke gennemskuet.
I næste træk åbner jeg
hans ene flanke.
Det skal jeg skrive mig bag øret.
Du er en forræder, og du narrer mig.
Men vi mødes velsagtens igen.
Og jeg skal nok finde på noget.
Vi mødes på gæstgiveriet.
Der spiller vi videre.
Dette er min hånd.
Jeg kan bevæge den.
Blodet pulserer i den.
Solen står stadig højt på himlen, -
- og jeg, Antonius Block, -
- spiller skak mod Døden.
Jeg og min herre
er netop vendt hjem fra udlandet.
Forstår du det nu, lille Pictor.
- Korstoget.
- Lige netop.
Ti år sad vi i det hellige land og lod
slanger bide os, insekter stikke os, -
- vilddyr bide os, hedninge slagte os,
vin forgifte os, piger give os lus, -
- lus æde os, feber fortære os
og alt det i Guds navn.
I Guds navn.
Jeg siger dig,
at vores korstog var så dumt, -
- at kun en sand idealist
kunne have fundet på det.
- Det der med pesten var ækelt.
- Det er værre end som så.
Ak ja. Hvilken vej man end vender sig,
har man rumpen bagud. En stor sandhed.
Rumpen bagud?
Det er en dyb sandhed.
Her ser du væbneren Jöns.
Han ler til Døden, -
- klukker ad Herren, griner ad
sig selv og smiler til pigerne.
Hans verden er en Jöns-verden,
som kun han finder troværdig.
Komisk for alle, også for ham selv.
Meningsløs i Himlen.
Ligegyldig i Helvede.
Det var fandens,
som din suppe stinker.
Hun har haft
legemlig omgang med den onde.
Og nu sidder hun i gabestokken.
Hun skal brændes i morgen tidlig,
men vi må holde djævlen væk fra os.
- Med det der stinkende stads?
- Det er det bedste middel.
Blod og galde fra en stor, sort hund.
Den Onde ...
Den Onde kan ikke fordrage lugten.
Det kan jeg heller ikke.
- Har du set Djævelen?
- Du skal ikke tale til hende.
- Skulle det være farligt?
- Det ved jeg ikke.
Men man siger, hun er skyld i den sot,
der har ramt os alle.
"Ak, skæbnen er en rakkerknægt,
og du, min ven, en stakkel ægt'."
"Stadig er du rask,
nu er du i graven lagt."
- Skal du absolut synge?
- Nej.
Hvorfor ser du så forbavset ud?
Jeg stjæler fra de døde.
Det er et ganske indbringende gebet.
Du vil løbe ned til byen og sladre.
Det nytter ikke.
Enhver hytter sit eget skind.
Så enkelt er det.
Du skal ikke prøve at skrige.
Hverken Gud eller menneske hører dig.
Er det ikke værd
at lade sig forbavse af?
Jeg genkender dig,
selv om det er længe siden sidst.
Du hedder Raval og gik på
præsteseminarium i Roskilde.
Du er Doctor mirabilis,
coelestis et diabilis. Ikke sandt?
Det var dig, der for ti år siden
overtalte min herre til -
- at drage til
det hellige land på korstog.
Blev du urolig? Fik du ondt i maven?
Nu forstår jeg pludselig meningen med
de ti år, jeg før troede var spildte.
Vi havde det for godt, så Herren
ville tugte os for vores hovmod.
Så han sendte dig, og du forgiftede
ridderen med din himmelske edder.
Jeg handlede i god tro.
Men nu er du blevet klogere.
Nu er du i stedet blevet en tyv.
En langt mere passende beskæftigelse
i denne verden af uslinge og skurke.
Har jeg ikke ret?
Jeg er ingenlunde blodtørstig.
Men næste gang vi mødes, -
- skal jeg mærke dit ansigt,
som man gør med små skurke som dig.
Jeg kom egentlig
for at fylde mit vandskind.
Navnet var Jöns.
Jeg er en snakkesalig ung mand, -
- som kun har tænkt venlige tanker
og udført smukke og ædle gerninger.
Farvel, min pige.
Jeg kunne have voldtaget dig,
men jeg er ked af den slags kærlighed.
Det bliver lidt tørt i længden.
Jeg mangler forresten en husholderske.
Er du god til at lave mad?
Nok er jeg gift, men meget taler for,
at min kone efterhånden er død, -
- så jeg mangler en husholderske.
Kom nu, for satan!
Jeg har reddet dit liv,
så du skylder mig ikke så lidt.
Forbaskede taskenspillere.
De skaber sig jo bare.
Hold op med det der, bliktønder!
Jeg er ikke med i begyndelsen,
så jeg går om bagved.
Du skal ikke stå og hovere,
din væmmelige ...
hesten sidder i træet og galer
vejen er bred, men porten smal
den Sorte danser på stranden
hønen mjaver på bunden af sø'n
dagen er rød, men fisken er død
den Sorte kryber på stranden
slangen flakser højt over sky
jomfru'n er bleg, men musen er kry
den Sorte render på stranden
bukken hvisler med tænderne to
blæsten er tung, og bølgen slår
den Sorte skovler på stranden
hesten sidder i træet og galer
vejen er bred, men porten smal
den Sorte danser på stranden
hønen mjaver på bunden af sø'n
dagen er rød, men fisken er død
den Sorte kryber på stranden
slangen flakser højt over sky
jomfru'n er bleg, men musen er kry
den Sorte render på stranden
ploven lægger æg, og katten sår
natten er sort, og mørket består
den Sorte bliver, bliver,
bliver, bliver på stranden.
solvet saeclum in favilla
*** David *** Sibylla
quantus tremor est futurus
quando judex est venturus
cuncta stricte discussurus
tuba mirum spargens sonum
per sepulcra regionum
coget omnes ante thronum
mors stupebit et natura
*** resurget creatura
judicanti responsura
lacrymosa dies illa
qua resurget ...
... ex favilla
judicantus *** reus
huic ergo ...
... parce Deus
Gud har nedkaldt sin straf over os.
Vi skal alle forgå i den sorte død.
I, som står der
som gabende kreaturer, -
- og I, som sidder der
i forædt selvtilfredshed, -
- ved I, at dette kan være
jeres sidste time?
Døden står bag jeres ryg.
Jeg kan se hans isse blinke i solen.
Hans le glimter,
når han hæver den bag jeres hoveder!
Hvem af jer skal han ramme først?
Du, der står og glor som en ged ...
Skal din mund inden i aften forvrides
af dit sidste uafsluttede gisp?
Og du, kvinde, der blomstrer
af livets lyst og velbehag ...
Skal du blegne og gå bort,
inden morgenen gryr?
Du der med den opsvulmede næse
og det enfoldige fnis ...
Har du et år tilbage til
at svine jorden til med dit affald?
Ved alle I forstokkede dårer,
at I alle sammen skal dø?
I dag eller i morgen eller derefter,
for I er alle blevet dømt.
Hører I, hvad jeg siger?
Hører I ordet? Dømt, dømt, dømt!
Forbarm dig over os i vor nød.
Vend ikke dit ansigt bort i foragt, -
- men hav medlidenhed med os
for din søn Jesu Kristis skyld.
dies irae, dies ille
solvet saeclum in favilla
*** David *** Sibylla
quantus tremor est futurus
quando judex est venturus
cuncta stricte discussurus
tuba mirum spargens sonum
per sepulcra regionum
Al den pokkers dommedagssnak.
Kan man fodre moderne mennesker
med den slags?
Skal vi virkelig tage dem alvorligt?
Ja, nu griner du ad mig, herre.
Tillad mig at påpege,
at jeg har læst, hørt og oplevet -
- det meste af det,
vi mennesker fortæller hinanden om.
Tilmed skrækhistorierne om
Gud, englene, Jesus og Helligånden -
- har jeg tilegnet mig
uden de store sindsbevægelser.
- Hvad råber du sådan op for?
- Jeg er smeden Plog, og du er Jöns.
- Har du set min hustru?
- Nej, det har jeg ikke.
Hvis jeg havde, og hun lignede dig,
ville jeg skynde mig at glemme hende.
- Så du har altså ikke set hende?
- Hun er måske stukket af.
- Ved du noget?
- En hel del, men intet om din hustru.
Du kan få mere at vide
inde på gæstgiveriet.
Jo, pesten skrider frem
langs hele vestkysten.
Folk dør som fluer.
Man plejer at kunne gøre
gode forretninger, -
- men jeg har sgu
hele mit lager endnu.
De taler om den yderste dag.
Det er da også skrækkeligt
med alle de jærtegn.
Man siger, at en kvinde nede i byen
har født et kalvehoved.
Folk er som gale. De flygter
gennem landet og tager pesten med sig,
I så fald må man vel passe på sit hjem
og være glad, så længe man kan stå op.
Der er mange, der har
renset sig med ild og er døde af det.
Men præsten siger, det er bedre
at dø ren end at leve for Helvede,
Det er Dommedag, er det.
Vi ved det alle sammen, men ingen
tør sige det højt. Det er Dommedag.
Folk er skræmt til vanvid.
- Og du er også bange.
- Ja, det tror fanden.
Den yderste dag går på hæld.
Englene stiger ned, og gravene åbnes.
Det bliver et frygteligt syn.
- Vil du købe den her armring billigt?
- Jeg har ikke råd.
- Det er ægte sølv.
- Den er fin, men nok for dyr til mig.
Undskyld, men har nogle af de herrer
set min hustru?
- Er hun blevet væk?
- Hun er stukket af, siger man.
Med en skuespiller.
Har hun så dårlig smag,
skal du bare lade hende løbe.
Du har ganske ret. Jeg tænkte ellers,
at jeg skulle slå hende ihjel.
Jaså, myrde hende?
Det er straks en anden sag.
- Jeg slår også skuespilleren ihjel.
- Skuespilleren?
- Ham, hun er stukket af sammen med.
- Hvorfor det?
- Er du langsomt opfattende?
- Nå, skuespilleren? Nu er jeg med.
Dem er der alt for mange af,
så selv om han ikke har gjort noget, -
- bør du slå ham ihjel,
bare fordi han er skuespiller.
Hør, du sidder og lyver for smeden.
Lyver jeg?
Du er skuespiller, og din kompagnon
er vel skredet med Plogs kælling.
- Er du også skuespiller?
- Mig? Det kan man dårligt sige.
Så burde vi jo også slå dig ihjel.
Det er da logisk.
Du er morsom.
Det var satans, så bleg du blev.
Har du noget på hjerte?
Du er altså morsom.
Synes du ikke også det? Nå, ikke?
Vi skal måske mærke dig med kniven,
som man gør med små skurke som dig.
Hvor har du gjort af min kone?
Vil I gøre mig fortræd? Hvorfor det?
Har jeg generet nogen
eller siddet i vejen?
Jeg skal nok gå
og aldrig vise mig her igen.
Rejs dig op, så alle kan høre dig.
Tal højere.
Stå på hovedet, så vi kan se,
om du er en dygtig skuespiller.
Hvor har du gjort af min kone?
- Lig ikke der. Kom op og dans.
- Jeg vil ikke.
- Du skal efterligne en bjørn.
- Det kan jeg ikke.
- Op igen. Vær nu en god bjørn,
- Jeg orker ikke at spille bjørn mere.
Kan du huske, hvad jeg ville gøre,
hvis vi mødtes igen?
Jeg står ved mit ord.
- Hvad hedder han?
- Mikael.
- Hvor gammel er han?
- Han er lidt over et år.
- Han er stor af sin alder.
- Synes du? Ja, han er ganske stor.
- I spillede jo teater i eftermiddags.
- Syntes du, det var dårligt?
Du er pænere uden sminke i ansigtet,
og den der kjole klæder dig bedre.
Synes du? Jonas Skat har forladt os,
så nu er vi virkelig på den.
- Er han din mand?
- Jonas?
Nej, det er den anden fyr,
der er min mand. Han hedder Jof.
Nu er vi alene, så nu må vi til
at lave kunster igen. Det er et slid.
- Laver I også kunster?
- Ja.
- Jof er en dygtig jonglør.
- Skal Mikael også være akrobat?
- Det synes Jof.
- Men det gør du ikke.
Det ved jeg ikke.
- Måske bliver han ridder.
- Det er skam heller ikke ret sjovt.
- Du ser heller ikke så glad ud.
- Nej.
- Er du træt?
- Ja.
- Hvorfor det?
- Jeg er i kedeligt selskab.
- Mener du din væbner?
- Nej, ikke ham.
- Hvem mener du så?
- Mig selv.
- Jeg forstår.
- Gør du virkelig?
Ja, jeg forstår udmærket.
Det undrer mig ***, -
- hvorfor folk plager sig selv,
så snart de kan komme til det.
Mia ...
Jof, hvad er der?
Kære Jof, hvad er der dog sket?
Kom og sæt dig her.
Hvor har du dog været?
Lad mig se engang.
Hvad skulle du også på gæstgiveriet?
Og så skulle du selvfølgelig drikke.
Nej, jeg drak ikke spor.
Så pralede du vel med
alle dine engle og djævle.
Folk bryder sig ikke om fantasier.
- Jeg sagde ikke et ord om engle.
- Så sang og dansede du velsagtens.
Kan du ikke lade være med at te dig?
Det bliver folk jo også sure over.
Se her, hvad jeg har købt til dig.
- Det havde du da ikke råd til.
- Jeg gjorde det alligevel.
Jof!
- Åh, hvor de slog mig.
- Hvorfor slog du så ikke igen?
Jeg blev bange og vred,
men jeg kunne ikke komme til.
Jeg blev vred, gjorde jeg.
Jeg brølede som en løve.
- Blev de bange?
- Nej, de grinede bare.
Åh, Mikael ...
- Dufter han ikke godt?
- Jo, og så er han så solid at tage i.
Du har en rigtig akrobatkrop!
Det her er altså min mand, Jof.
Godaften.
Du har en prægtig søn.
Ham skal du nok blive stolt af.
Ja, han er fin.
Har vi ikke noget at byde på, Mia?
- Tak, jeg skal ikke have noget.
- Jeg har da plukket skovjordbær.
- Og lidt mælk har vi også ... malket.
- Fået lov til at malke.
Hvis ridderen kan slå sig til tåls med
vores mad, vil vi være beærede.
Slå jer nu ned,
så kommer jeg med maden.
Værsgo.
- Hvor drager I nu hen?
- Til helgenfesten i Helsingør.
- En sådan rejse vil jeg fraråde.
- Hvorfor det?
Pesten følger kysten mod syd.
Adskillige tusind mennesker er døde.
Af og til hober
nyhederne sig virkelig op.
Følg med mig gennem skoven i nat.
Så kan I overnatte på min gård
eller drage videre mod østkysten.
Det er skovjordbær oppe fra bakken.
Jeg har aldrig set mage.
Prøv engang at dufte.
- Velbekomme.
- Jeg takker ærbødigst.
Jeg synes, dit forslag lyder godt,
men jeg må tænke lidt over det.
Lad os dog få selskab gennem skoven.
Den er fyldt med trolde
og genfærd og djævle og røvere.
Det lyder ikke så dumt,
men jeg må først overveje det.
Efter Skat er forduftet,
er jeg ansvarlig for truppen.
Jeg er blevet selskabets direktør.
"Jeg er blevet selskabets direktør."
- Vil I have jordbær?
- Den mand har reddet mit liv.
- Slå jer ned, og lad os være sammen.
- Ridderens Jöns takker.
- Hvor er det skønt.
- En kort stund.
Næsten altid.
Den ene dag ligner den anden.
Det er der ikke noget mærkeligt ved.
Sommeren er bedre end vinteren.
Så slipper man for at fryse.
Men foråret er det allerbedste.
Jeg har skrevet et digt om foråret.
Jeg henter min strengeleg.
Ikke nu, søde Jof. Vores gæster
bryder sig måske ikke om dine viser.
- Jeg skriver selv sange.
- Der kan du høre.
Jeg kan en sjov lille vise om
en fisk, som I næppe har hørt.
I får heller ikke lov at høre den.
Visse sætter ikke pris på min kunst,
og jeg vil ikke plage nogen.
- Man bekymrer sig over så meget.
- Det er altid bedre, når man er to.
- Har du ingen at være sammen med?
- Det har jeg vel.
- Hvad laver hun nu?
- Det ved jeg ikke.
Hvor ser du højtidelig ud.
Var hun din kæreste?
Vi var nygifte og legede med hinanden.
Vi lo en hel del.
Jeg skrev sange om hendes øjne,
hendes næse, hendes yndige små ører.
Vi gik på jagt sammen.
Vi dansede, og huset var fuldt af liv.
Vil du have flere jordbær?
Tro er en alvorlig lidelse.
Det er som at elske nogen i mørket, -
- der aldrig viser sig,
uanset hvor meget man råber.
Alt det forekommer mig så uvirkeligt,
når jeg sidder her sammen med jer.
- Det er pludselig så ligegyldigt.
- Nu ser du ikke så højtidelig ud.
Jeg vil mindes denne stund.
Stilheden og skumringen.
Skålen med jordbær. Skålen med mælk.
Jeres ansigter i aftensolen.
Mikael, der ligger og sover.
Jof med sin strengeleg.
Jeg vil forsøge at huske,
hvad vi har talt om.
Og jeg vil bære dette minde
mellem mine hænder lige så varsomt, -
- som var det en skål
fyldt til randen med nymalket mælk.
Og dette skal være et tegn for mig.
Og være mig alt tilstrækkeligt.
Jeg har ventet.
Undskyld, jeg blev lidt forsinket.
Da jeg har afsløret min taktik,
blæser jeg til retræte.
Værsgo, det er dit træk.
- Hvorfor ser du så fornøjet ud?
- Det er min lille hemmelighed.
Naturligvis.
- Nu tager jeg din springer.
- Det var da godt.
- Har du narret mig?
- Ja da, du gik lige i fælden.
Nu er du skak.
Hvad griner du ad?
Tænk ikke på det,
red hellere din konge.
- Du er ganske overmodig.
- Vort spil fornøjer mig.
Det er dit træk.
Skynd dig, jeg har lidt travlt,
Jeg ved, du har meget at se til, -
- men spillet kan du ikke forlade.
Det må tage den tid, det tager.
Følges du med gøglerparret
gennem skoven i nat?
Dem, der hedder Jof og Mia
og har en lille søn?
Hvorfor spørger du om det?
Ikke for noget.
- Har du set Jöns? Vi må af sted.
- Han er vist inde på gæstgiveriet.
- Herregud, er det ikke smeden Plog?
- Godaften.
- Sidder du her og flæber helt alene?
- Ja, se smeden.
Han tuder og jamrer sig som
en gennemblødt kanin.
- Er det stadig konen?
- Ja, jeg har ikke fundet hende.
Det er et helvede
både med og uden kvinder, -
- så det er bedst at slå dem ihjel,
når man har det allersjovest.
- Kællingesnak og hundeæde.
- Barneskrål og pissebleer.
- Skarpe negle og spydigheder.
- Fandens moster som svigermor.
- Og når man så skal sove ...
- En ny melodi.
Tårer, brok og klage
helt op til Himlen.
- "Kysser du mig ikke godnat?"
- "Synger du ikke for mig?"
- "Elsker du mig ikke som før?"
- "Har du ikke set min nye særk?"
- "Du vender dig bare om og snorker."
- Fy for satan.
Ja, fy for satan, og nu er hun væk.
Glæd dig over det.
Jeg kniber dem i næsen med tangen.
Jeg slår dem på brystet med hammeren.
Jeg banker dem let i hovedet
med den store mukkert.
Se, nu brøler han igen.
- Måske elsker jeg hende.
- Elsker hende?
Så skal jeg sige dig,
din stakkels flæskeknold, -
- at kærlighed blot er
et andet ord for lyst -
- plus en forbandet masse bedrageri,
løgn, falskhed og lurendrejeri.
- Men det gør ondt alligevel.
- Ja, kærlighed er den sorteste pest.
Hvis man døde af den,
var den da godt for noget.
- Men den går næsten altid over.
- Nej, min går ikke over.
Jo, det er kun nogle få fjolser,
der dør af kærlighed nu og da.
Hvis alt her i verden
er ufuldstændigt, -
- så er kærligheden mest fuldstændig
i sin fuldstændige ufuldstændighed.
Du er heldig at være smurt i kæften
og tilmed tro på dit eget ævl.
Hvem har sagt, at jeg tror?
Jeg elsker at komme med gode råd.
Beder du om et, så får du to.
Jeg er faktisk en veluddannet karl.
Jöns, må jeg ikke
følges med jer gennem skoven?
Jeg er så ensom, og jeg vil ikke hjem,
for der vil alle grine ad mig.
Bare du ikke flæber hele tiden,
for så løber vi fra dig.
Lillebror ...
- Pas på, Jöns. Han vil bare slås.
- Så, nu flæber han alligevel.
Undskyld,
hvis jeg gjorde dig fortræd, -
- men jeg har sådan et
forbandet temperament.
Tryk mig i næven.
- Kom i min favn, lillebror.
- Tak, måske lidt senere.
Vi har faktisk travlt. Tak tak.
- Hvad er det, jeg ser?
- Kan du se noget?
Hvem er det,
der dukker frem i skovbrynet, -
- hvis ikke det er min højt ærede
og medfølgende aktør.
Pas bare på, du.
Så du er altså den beskidte smed,
der har forulempet min højtelskede, -
- den allerskønneste Kunigunda?
- Hvad hedder hun, siger du?
- Kunigunda. Er du blevet døv?
- Kunigunda?
- Hun hedder Lisa.
Tosse eller dagdriver
eller skøge Lisa.
Lisa den troløse. Rumpe Lisa.
Hvor er han hård.
Du er god til at hitte på snavs,
din forgyldte lille rakkertøs.
Hvor er han hård.
Din afskyeligt tætklippede ***
af syv lurvede bykøtere.
Var jeg i dine lusede pjalter,
ville jeg rammes af en sådan skam, -
- at jeg straks ville fri naturen
for min generende tilstedeværelse.
- Pak dig, din parfumerede ...
- Slapsvans,
... slapsvans,
så jeg ikke frembringer en fjært, -
- som lige med det vuns fører dig
til taskenspillernes glohede Helvede.
- Der kan I sidde sammen og ...
- Læse monologer,
... læse monologer for hinanden,
til det støver ud af ørerne på Fanden.
Pas på, jeg ikke puster dig i maven,
så tarmene flyver ud gennem ørerne.
Pas på, du ikke får så mange stryg,
at du end ikke kan lave kunster ...
... for tyrker og kannibaler.
Hvad griner du ad?
Det her er skam alvor.
Nede sydpå findes der en slags
menneskelignende dyr kaldet aber.
- Og hvad så?
- Det var det hele.
Plog. Min lille Plog ...
Hvabehar?
- Søde lille Plog, tilgiv mig.
- Nu begynder hun snart at græde.
Jeg må græde. Det er så skrækkeligt.
Den herre har snydt mig,
så det driver.
Hør nu, Kunigunda,
hvis sandheden skal frem, så ...
Nu kommer smøren om livretterne.
Bare vent.
Når vi kommer hjem, laver jeg
knödel med rodmos og tyttebær, -
- som er det bedste, du ved, ikke?
Ja, men først skal jeg
slå ham der ihjel.
Ja, slå ham bare ihjel.
Slå ham helt og aldeles ihjel.
- Jeg kan slet ikke lide ham mere.
- Herregud, hvorfor gav du os kvinden?
Ved du, hvad han er?
Falsk skæg, falske tænder, -
- falske smil og indlærte tonefald
og tom som en dåse. Slå ham ihjel.
Kære Plog, hvis du troede,
jeg ville holde en forsvarstale, -
- så tog du fejl. Slå mig bare ihjel.
- Jeg vil takke dig. Bagefter.
- Hvad er det, du siger?
Skuespilleren skaber forvirring.
Det er en halv sejr.
- Stå ikke bare der og glo.
- Han er jo nødt til at slås med mig.
Han skal da irritere mig,
så jeg bliver lige så vred som før.
Kære ven, jeg stikker
denne dolk i mit bryst.
Min uvirkelighed vil snart forvandles
til en ny, solid virkelighed.
Ligets absolutte håndgribelighed.
Vent nu lidt.
Sådan var det jo ikke ment.
Jeg tilgiver dig, Kunigunda.
Farvel, min ven. Bed for mig nu og da.
Milde himmel.
Sådan var det jo ikke ment.
Jeg begyndte at synes om ham.
Han er fuldstændig død. Jeg har aldrig
set så død en skuespiller før.
Det er egentlig ret sørgeligt,
selv om staklen jo selv ville.
- Og hende skal man være gift med?
- Nu har du fået din lille Lisa igen.
Er du ikke tilfreds?
Du, Jöns, i al fortrolighed.
- Er livet ikke temmelig ...
- Jo, det er det.
- Men det skal du ikke tænke på nu.
- Det er forrykt, er det.
Der spillede jeg en god scene.
Jeg er skam en god skuespiller.
Nu finder jeg et træ at klatre op i, -
- så ingen bjørne, ulve
eller genfærd kan nå mig.
I morgen opsøger jeg Jof og Mia,
og så drager vi til helgenfest.
Jeg synger en lille sang for mig selv.
"Jeg er en lille pipfugl let,
der synger, som han vil ..."
Håndværkere i skoven. Hvor herligt.
Hvad fanden, er det mit træ,
de vil fælde?
Din forpuppede fryns!
Hvad gør du med mit træ?
Kan du ikke svare?
Høflighed er gratis. Hvem er du?
Jeg fælder dit træ,
eftersom din tid er omme.
Det går ikke. Jeg har ikke tid.
- Har du ikke tid?
- Nej, jeg har min forestilling.
Den er aflyst på grund af et dødsfald.
- Hvad med min kontrakt?
- Den er ophævet.
- Min familie. Mine børn.
- Fy, skam dig. Skat.
Ja, jeg skammer mig.
Findes der ingen påskud?
Ingen særlige regler for skuespillere?
Nej, ikke i det her tilfælde.
Intet smuthul. Ingen undtagelser.
Nu kom månen frem bag skyen.
Det er fint. Så kan vi bedre se vejen.
- Jeg bryder mig ikke om månen i nat.
- Træerne står så stille.
Det er, fordi det ikke blæser.
Han hentyder nok til,
at de står meget stille.
- Det er fuldstændigt stille.
- Kunne man så bare høre en ræv.
- Eller en ugle.
- Eller en anden stemme end sin egen.
- Hvor skal I hen?
- Til bålpladsen.
Nå ja, det er hende heksen.
Hvorfor skal hun brændes
midt om natten?
Vær stille for f... alle helgener da.
Hun har Djævlen med sig overalt.
Så er I otte modige herrer.
Vi bliver da betalt.
Det var en frivillig opgave.
Kan du høre mig?
De siger, du har haft
omgang med Djævelen.
- Hvorfor spørger du?
- Det er af yderst personlige årsager.
- Jeg vil også møde ham.
- Hvorfor det?
Jeg vil spørge ham om Gud.
Han, om nogen, må jo vide besked.
- Du kan se ham, når du vil.
- Hvordan det?
Men så må du gøre, som jeg siger.
Se mig i øjnene.
Nå, hvad ser du? Kan du se ham?
Jeg ser en stiv skræk i dine øjne.
Intet andet.
Ingen? Ingenting?
Nej.
Står han heller ikke bag dig?
Nej, der er ingen.
Men han er med mig overalt.
Jeg skal bare række min hånd frem, -
- så kan jeg mærke hans hånd.
Han er også hos mig nu.
Ilden vil ikke skade mig.
- Har han sagt det?
- Jeg ved det.
Jeg ved det bare.
Du må da kunne se ham et sted.
Præsterne og soldaterne
havde ingen problemer med at se ham.
De er så bange for ham,
at de end ikke tør røre ved mig.
- Hvorfor har I knust hendes hænder?
- Det var ikke os.
Prøv at spørge munken.
Hvad har du gjort mod pigen?
Holder du aldrig op med at spørge?
Nej, jeg holder aldrig op.
Men du får jo intet svar.
Jeg overvejede,
om vi skulle dræbe soldaterne, -
- men hun er allerede halvdød.
Jeg har sagt, at I skal passe på!
Hold jer fra hende.
Spis det her, så ebber smerten ud.
- Hvad ser hun? Kan du sige mig det?
- Hun har ikke ondt længere.
Du svarede ikke på mit spørgsmål.
Hvem tager imod det barn?
Er det englene eller Gud
eller Satan eller bare tomheden?
- Det kan ikke passe.
- Se blot hendes blik.
Hendes stakkels bevidsthed er ved
at opdage noget. Tomheden under månen.
Nej ...
Vi står magtesløse med armene nede,
for vi ser, hvad hun ser, -
- og vores skræk
er den samme som hendes.
Det lille barn ...
Jeg vil ikke se det!
"Han synger så fagert om Jesu Krist.
I Himlen er en stor glæde."
Morgenen gryr snart, men varmen
hænger over os som en fugtig dyne.
Jeg er så bange.
Vi fornemmer, at der vil ske os noget,
men vi ved ikke, hvad det er.
- Måske er det Dommedag.
- Dommedag?
Har I lidt vand?
Kan I ikke give mig lidt vand?
- Jeg har fået pest.
- Hold dig på den side af træstammen.
Jeg er bange for at dø!
Jeg vil ikke dø! Jeg vil ikke!
Kan I ikke forbarme jer over mig?
Hjælp mig.
Tal i det mindste med mig!
Det nytter ikke.
Det nytter ikke noget.
Jeg ved, at det ikke nytter.
Jeg skal dø. Jeg.
Hvad skal der blive af mig?
Kan I ikke trøste mig lidt?
Har I ingen barmhjertighed?
Kan I ikke se, at jeg er ved at ...
Er der ikke nogen, der ...
Må jeg få lidt vand?
Det er meningsløst,
Det er fuldstændigt meningsløst.
- Det er meningsløst, siger jeg jo,
- Hjælp mig!
Kan du ikke høre, at jeg trøster dig?
- Skal vi spille vores spil til ende?
- Det er dit træk.
- Der tog jeg din dronning,
- Det så jeg ikke.
Mia, jeg ser et forfærdeligt syn.
Noget, jeg næsten ikke kan forklare.
- Hvad ser du?
- Ridderen sidder og spiller skak.
Det er vel ikke så forfærdeligt.
- Kan du se, hvem han spiller med?
- Han er alene.
- Du må ikke gøre mig bange.
- Nej, han er ikke alene.
- Hvem er det så?
- Han sidder og spiller mod Døden.
- Det må du ikke sige.
- Vi må forsøge at slippe væk.
- Det kan man ikke.
- De er så opslugte af deres spil.
Hvis vi er helt stille,
ser de os ikke.
Det er dit træk, Antonius Block.
Har du mistet interessen for spillet?
Mistet interessen?
Tværtimod.
Du ser ængstelig ud.
Skjuler du noget?
Intet undgår din opmærksomhed, vel?
Intet undgår mig.
Ingen undgår mig,
Ja, jeg er ængstelig.
Du er bange.
Jeg har glemt, hvordan brikkerne stod.
Men det har jeg ikke.
Så let slipper du ikke.
- Men nu ser jeg noget interessant.
- Hvad ser du?
Du er mat i næste træk.
Det er sandt.
- Fik du glæde af din henstand?
- Ja, det gjorde jeg.
Det glæder mig.
Nu forlader jeg dig.
Når vi mødes næste gang,
er din og dine følgesvendes tid omme.
Og du afslører dine hemmeligheder?
Jeg bærer ikke på nogen hemmeligheder.
Så du ved ingenting?
Jeg er uvidende.
- Kan du se det underlige lys?
- Morgengryet bringer nok torden.
Nej, det er noget forfærdeligt.
Kan du høre, hvor det dundrer?
- Det er nok regnen.
- Nej, det er ikke regnen.
Han følger efter os.
Han har indhentet os, Han kommer.
Ind i vognen, Mia, Skynd dig.
Det er dødsenglen, der går forbi, Mia.
Dødsenglen.
- Og han er meget stor.
- Kan du mærke, hvor koldt det er?
Jeg hørte fra folk fra korstoget,
at du var på vej hjem.
Jeg har ventet på dig.
Alle andre er flygtet fra pesten.
Kan du ikke genkende mig?
Du har også forandret dig.
Nu kan jeg se, at det er dig.
Et sted i dine øjne, -
- et sted i dit ansigt,
men skjult og skræmt, -
- findes den dreng, der begav sig
af sted for så mange år siden.
Nu er det forbi, og jeg er lidt træt.
- Fortryder du din rejse?
- Nej.
Jeg fortryder intet,
men jeg er lidt træt.
Det kan jeg godt se.
Mine venner står derovre.
Bed dem komme ind.
Jeg dækker op til morgenmad.
"Og da lammet brød det syvende segl, -
- blev der stilhed i Himlen -
- hen ved en halv time.
Og de syv engle med de syv basuner -
- gjorde sig rede til at blæse i dem."
"Og den første blæste i sin basun, -
- og der kom hagl og ild
blandet med blod, -
- og det blev hældt ud på jorden, -
- og en tredjedel af jorden
brændte op.
Og en tredjedel af træerne
brændte op.
Og alt det grønne græs brændte op."
"Og den anden engel
blæste i sin basun.
Noget som et stort bjerg i lys lue
blev styrtet i havet, -
- og en tredjedel af havet
blev til blod."
Var der nogen derude?
Nej, herre, jeg så ingen.
"Og den tredje engel
blæste i sin basun.
En stor stjerne, der brændte som
en fakkel, faldt ned fra himlen.
Den stjernes navn er Malurt."
Godmorgen, ædle herre.
Jeg er Karin, ridderens hustru, -
- og jeg hilser dig høvisk
velkommen i mit hjem.
Jeg er smed af profession, -
- og ganske dygtig,
hvis jeg selv skal sige det.
Min hustru Lisa,
nej for den høje herre, Lisa, -
- er lidt svær at omgås af og til,
vi har haft et stormfuldt forhold, -
- men ikke værre end
så mange andre mennesker.
Fra vort mørke
råber vi til dig, Herre.
Gud, forbarm dig over os, -
- for vi er små og bange og uvidende.
I mørket, du mener, du befinder dig i,
og som vi nok alle befinder os i, -
- vil ingen lytte til din klage
eller påvirkes af dine lidelser.
Tør dine tårer bort,
og spejl dig i din ligegyldighed.
Gud, du som findes et sted,
som må findes et sted, -
- vær os barmhjertig.
Jeg kunne have givet dig en urt,
der kunne laksere dine problemer ud.
Men føl i din sidste stund
den enorme glæde, det er -
- at kunne rulle med øjnene
og vippe med tæerne.
Jeg skal nok være stille,
men ikke med min gode vilje.
Det er fuldbyrdet.
Mia, jeg kan se dem.
Jeg kan se dem
ovre mod den mørke uvejrshimmel.
De er der alle sammen.
Smeden og Lisa og ridderen
og Raval og Jöns og Skat.
Og den strenge herre, Døden,
byder dem op til dans.
De skal holde hinanden i hænderne
og træde dansen i en lang række.
Og forrest går den strenge herre
med le og timeglas, -
- men Skat kommer slaskende bagest
med sin strengeleg.
De træder væk fra morgengryet
i en højtidelig dans.
Væk mod de mørke lande,
mens regnen slår mod deres ansigter -
- og vasker tårernes salt
af deres kinder.
Du og dine drømme og syner.