Tip:
Highlight text to annotate it
X
Det siges, at nogle liv er kædet
sammen på tværs af tiden.
Forbundet af et forhistorisk kald,
som giver genlyd gennem tiderne ...
Skæbnen
For længe siden,
i et land langt borte -
- rejste der sig et imperium -
- fra de kinesiske stepper
til Middelhavskysten.
Det imperium var Persien.
Brutale i kamp,
formidable sejrherrer.
Hvor det persiske sværd
gik sin sejrsgang, fulgte orden.
Den persiske konge, Sharaman,
herskede med sin bror, Nizam.
Under principperne
loyalitet og broderskab.
Kongen havde to sønner,
som gav ham stor glæde.
Men i gudernes øjne, var
kongens familie ikke fuldkommen.
Ikke før den dag, han blev
vidne til en heroisk handling -
- fra en forældreløs
gadedreng i Nasaf.
Væk!
Stop!
Løb, Bis, løb!
Bliv her.
Han må ikke slippe væk!
Giv slip!
I kongens navn!
- Hvad er dit navn, knægt?
- Dastan, sir.
Og dine forældre?
Knægt!
Broder, tag ham med.
Bevæget af synet,
adopterede kongen drengen.
En søn uden royalt blod,
og uden udsigt til tronen.
Men måske var der
noget andet på spil den dag.
Noget uforklarligt.
Dagen, hvor en knægt
fra et usandsynligt ophav blev -
- en prins af Persien.
15 ÅR SENERE
GRÆNSEN TIL PERSIEN
DEN HELLIGE BY ALAMUT
Det legendariske Alamut.
Skønheden overstiger min fantasi.
- Byen er som enhver anden.
- Svage byer skaber svage mænd.
- De skal bøde for deres forræderi.
- Min far har fredet Alamut.
Den er helligdom for nogen. Men i
vores fars fravær, er beslutningen min.
Jeg holder et sidste rådsmøde
med min ædle onkel, -
- og mine to brødre,
Garsiv og ...
Hvor er Dastan?
Kom nu! Jeg har satset stort.
Det er jo pinligt.
Hop selv ind i ringen så.
Har du ikke mere i dig?
Prins Dastan!
- Hvor er prins Dastan?
- Prins Dastan er ikke til stede.
Deres Højhed, prins Tus
har indkaldt til krigsmøde.
Jeg er på vej.
Vores dygtigste spion -
- opsnusede en
karavane fra Alamut.
Sværd smedet af de bedste.
Pilespidser af stål.
Og lovning om betaling fra
krigsherre Kosh til Alamut.
De sælger våben
til vores fjender, Dastan.
En sådan pil dræbte min hest
i Koshkhan. Alamut skal bløde.
Alamut er et fort. Vi skulle indtage
Koshkhan, ikke angribe Alamut.
- Ord af visdom, lillebror.
- Ord stopper ikke vores fjender ...
... når først de er bevæbnet
med våben fra Alamut.
Vi angriber ved daggry.
Hvis det er jeres beslutning,
så lad mig ride ind først.
Jeg rider i spidsen
for den persiske hær.
- Dastan leder nogle gadebøller.
- Måske, men de slås godt.
- Æren af første drab tilfalder mig.
- Du har igen hånden på sværdet.
- Hvor den hører hjemme!
- Mine brødre!
Altid så ivrige.
Det siges, at ingen skønhed
overgår prinsessen af Alamut.
Vi marcherer ind i hendes palads,
og får selv syn for sagen.
Ingen betvivler dit mod, Dastan.
Men du er ikke klar til det her.
Garsiv leder an.
Prinsesse Tamina.
Den persiske hær er her stadig.
Deres tro bærer ingen kærlighed til
sandheden ud over deres egen.
De bør ikke stå så nær.
Deres buer er svage.
Ligeså er deres sigte.
Få samlet Rådet.
Jeg beder en bøn i Højtemplet.
Men Alamuts mure
har holdt i over tusinde år.
Alt ændres med tiden.
Det burde vi vide.
- Hvorfor adlyder vi ikke din bror?
- Et frontalt angreb bliver en massakre.
Vi sniger os ind fra siden.
Har du drukket?
Der er to porte.
Den ydre er let nok.
Den indre er den umulige.
- Den er beskyttet af to vagttårne.
- Intet er umuligt, Bis.
Tag dig af den ydre port,
og lad mig om den umulige.
- Du bliver vores død.
- Opildnende tale, Bis.
Blæs alarm!
Hold fast.
Pas på ryggen.
- Østporten er åben.
- Det er Dastans mand.
Dastan har gjort det.
Omgrupper til østporten.
Til østporten!
- De er brudt igennem østporten.
- Blokér vejen til Kammeret.
Gå nu, alle sammen.
Du ved, hvad du skal.
Den skal for alt i verden beskyttes.
Væk!
Messe og røgelse
kan ikke hjælpe dig nu.
Så simpel er hun vist ikke, Garsiv.
Til en forandring
er historierne sande.
Vi ved, at I laver våben
til Persiens fjender.
- Vis os hvor.
- Vi har ingen smede her.
- Vi har kun de våben, I har set.
- Ikke ifølge vores spioner.
I vil aldrig finde noget,
som ikke eksisterer.
Vise ord, som kan føre til
en politisk løsning.
- Gift dig med den kommende konge.
- Jeg vil hellere dø.
Det kan arrangeres.
Stop!
Prins Tus.
Lov mig, at Alamuts indbyggere
vil blive behandlet barmhjertigt.
Løven af Persien!
De kalder dig Løven af Persien.
Du har aldrig være god til
at følge ordrer, Dastan.
- Jeg skylder vist en forklaring ...
- Nej.
Nu skal vi fejre det.
Men vi har dog en tradition.
Da du tog æren af første angreb -
- skylder du mig en gave.
- En smuk dolk.
- Han gav dig byen og prinsessen ...
Det er vist gave nok.
Første besked er ankommet.
Jeres far har afbrudt sine bønner -
- for at komme hertil.
Sikkert for at rose os
for vores store sejr.
Der var tegn på, at Alamut
bevæbnede vores fjender.
Jeg håber ved gud, at du har mere
end det. Du har besat en hellig by!
Dette eventyr vil ikke falde
i god jord hos vores allierede.
Men det har du vel ikke
taget i betragtning?
Se ikke på din onkel, knægt.
Beslutningen og konsekvenserne
er mine alene.
Jeg ved,
du higer efter at bære kronen -
- men du er endnu ikke klar.
Det ved ingen mand bedre
end du, far.
Fordi jeg skatter din tillid dybt -
- vil jeg personligt lede
eftersøgningen af våben.
Jeg sværger ikke at stå foran dig,
før jeg har bevis på Alamuts forræderi.
Det tredje skridt er det sværeste.
Broder!
Vi har fundet spor af tunneller
i den østlige del af byen.
- Jeg er på vej dertil nu.
- Hvad med festmåltidet?
Du og Garsiv kan underholde far.
Du har jo en gave til ham.
- Naturligvis. Bis, gaven.
- Hvad?
- Den er bare blevet forlagt.
- Jeg vidste, du ville glemme det.
Alamuts royale bedekappe.
Den helligste i de østlige lande.
En gave,
som kongen vil blive glad for.
Du kæmpede bravt for mig.
En lille gestus fra mig.
En sjælden juvel. Præsenter
hende for kongen i mit sted.
Ønsker du virkelig
endnu en kone, broder?
Lyt til mig, Dastan.
Et ægteskab vil sikre mig
hendes folks loyalitet.
Uden bånd til os,
udgør hun en fare.
Hvis far ikke accepterer ægteskabet,
så skal du personligt tage hendes liv.
Så jeg skal eskorteres af
prins Dastan, Løven af Persien.
At ødelægge en uskyldig by
må føles skønt.
Også en fornøjelse
at møde dig, prinsesse.
Jeg forbryder mig gerne
mod min konges fjender.
Så er du en ægte prins af Persien.
Brutal og uden ære.
- Tro ikke, du kender mig, prinsesse.
- Hvad mere er der da?
Vent her hos Hendes Højhed.
Hvis du da kan klare det.
Jeg anbefaler, at være ydmyg
overfor kongen. For dit eget bedste.
Du har lindret fars vrede, onkel.
Du bliver selv bror
til kongen en dag.
Husker du den vigtigste pligt,
kan det ikke gå galt.
- Og hvad er det?
- Holde hans vinglas fyldt.
Endnu en af mine sønner har taget
plads blandt Persiens store krigere.
- Vi har savnet dig, far.
- Jeg bad for dig og dine brødre.
Familie.
Båndet mellem brødre er sværdet,
som forsvarer vores imperium.
Og jeg beder til,
at det forbliver stærkt.
Jeg prøvede blot, at undgå
unødvendige tab blandt vores mænd.
Du gjorde som enhver god mand.
Du handlede tappert
for at bringe sejr og skåne liv.
Men en storslået mand
havde standset angrebet.
En storslået mand havde standset,
hvad han vidste var forkert.
Uanset hvem, der stod bag ordren.
Knægten, jeg så på den
markedsplads -
- var i stand til,
at blive en storslået mand.
Nå, men i mellemtiden
har jeg en gave til dig.
Nogle betvivlede min visdom,
da jeg adopterede en gadedreng.
Jeg så en dreng, hvis blod ikke var
ædelt, men hvis karakter var det.
En konge i ånden.
Tak, far.
Må jeg præsentere
Alamuts royale bedekappe.
- Hvad kan jeg give dig i gengæld?
- Roham!
Lad mig præsentere
prinsesse Tamina.
Tus ønsker en union med
hendes folk gennem ægteskab.
Det er mit dybeste ønske,
at det vinder din accept.
Jeg har rejst meget -
- men har aldrig set så smuk
en by, Deres Højhed.
De skulle have set den, før din
hær af analfabeter indtog den.
Hun vil tydeligvis blive
en god dronning.
Men Tus har allerede koner nok.
Du, Dastan,
ville nok tage færre chancer -
- hvis sådan en juvel
ventede i dit kammer.
Prinsessen af Alamut
bliver din første kone.
Hvad siger du, Dastan?
Han springer hovedkulds
ind i kampen mod 100 fjender -
- men ægteskabet
får ham til at stivne af skræk.
Og hvem siger, han ikke er vis?
Jeg har brug for en drink.
Træd til side!
Far.
- Kappen er forgiftet!
- Den, Dastan gav ham.
- Hvorfor?
- Grib morderen!
Så hjælp ham dog!
Pågrib ham!
- Bis!
- Kom med mig!
- Hvad har du gang i?
- Jeg kan få os væk herfra.
Du får brug for min hjælp.
- Luk porten!
- Den vej!
Der er morderen!
Han har stjålet min hest!
Mine loyale undersåtter.
Hele verden græder over tabet
af vores elskede konge.
At mordet skete ved prins Dastans
hånd gør kun smerten værre.
Jeg myrdede ikke min far.
Jeg fik kappen af min bror.
- Det er Tus' værk.
- Og nu arver han kronen.
Jeg dræbte ikke min far.
Jeg tror på dig.
- Du burde ikke være her.
- Men det er jeg.
Jeg lovede min bror at dræbe dig,
hvis han ikke kunne få dig.
Løsningen må være at kysse mig -
- og derefter dræbe mig.
Men jeg har en bedre løsning.
Jeg dræber dig,
og dine problemer er løst!
Vi kan måske
finde en anden løsning.
Løsningen må være at kysse mig,
og derefter dræbe mig.
Men jeg har en bedre løsning.
Jeg dræber dig!
Levér det tilbage,
du har stjålet, perser!
Nej!
- Så du det?
- Så hvad?
Grib sværdet igen,
og jeg brækker din arm.
Igen?
- Du har brugt alt sandet!
- Hvad?
Hvad er det her?
Utroligt.
Når sandet udløses,
så skrues tiden tilbage.
Og kun knivbæreren ved,
hvad der er sket.
Han kan ændre tidens gang,
og kun han ved det.
Hvor meget kan den lave om?
Svar mig, prinsesse.
Du smadrede min by!
Invasionen handlede ikke om
våben, men om denne dolk.
Efter slaget,
bad Tus om dolken som gave.
Han ville kunne ændre alt med den
og vinde ethvert slag.
Han ville blive Persiens
mægtigste konge.
Det hele handlede om dolken!
Min forræderiske bror
skal stilles til ansvar.
Jeg har fordoblet dusøren på ham.
Jeg vil beskytte vores imperium,
som min far ville have forlangt.
Et nyt kongedømme er begyndt.
- Hvad laver du?
- Aksh er imperiets mest berømte hest.
- Det her skjuler hans spor.
- Hvor skal du hen?
- Avrat. Min fars begravelse.
- Du er eftersøgt. Vil du bare dukke op?
Nizam er der.
Jeg kan ikke stole på andre.
Han vil indse sandheden.
- Alle veje til Avrat bliver vogtet.
- Jeg rider gennem Slavernes Dal.
Den er fyldt med banditter og
mordere. Det er selvmord.
Min bror myrdede min far
og gav mig skylden.
Det lader jeg ikke stå til,
om jeg så må dø.
Vil du bare forlade mig her
midt i ingenmandsland?
Ædle Dastan forlader
en hjælpeløs kvinde i vildmarken!
Hvad siger din
dyrebare ære til det?
Giv mig styrken til
ikke at dræbe hende.
Sadl op.
Vi kan ikke være langt bag efter.
Uden det rette sand,
er det bare en almindelig kniv.
Ikke engang særlig skarp.
- Findes der mere af det sand?
- Selvfølgelig ikke.
Hvordan får jeg fat i noget?
Prøv at stå på hovedet
og hold vejret.
Får du øje på noget, prins?
Begynd at gå.
Hvorfor skulle din onkel tro på dig,
hvis dolken ikke virker?
- Ikke din hovedpine, prinsesse.
- Du går virkelig som én.
Rank ryg, brystet frem,
lange, stampende skridt.
Som en selvtilfreds persisk prins.
Uden tvivl fordi du altid har hørt,
at verden tilhører dig.
Jeg er ikke født
i et palads som du.
Jeg er fra Nasafs fattige gader,
hvor jeg kæmpede for at overleve.
- Hvordan blev du så en prins?
- Kongen kom til markedet en dag ...
Og han ...
Han fandt mig.
Han tog mig til sig.
Gav mig en familie, et hjem.
Det, du kigger på, -
- er en mand,
som lige har mistet alt.
Velkommen til Slavernes Dal,
Deres Højhed.
- Jeg længes efter en dråbe vand.
- Du har ellers udtømt vores beholdning.
Jeg er ikke af denne ørken
som du, vissen og vred.
- Jeg er meget mere forfinet.
- Du mener vist forkælet.
Alamuts brønde er berømte for
deres rene og kolde vand.
Havde du beundret jeres brønde mindre,
og bevogtet jeres mure mere -
- så havde du måske ikke været her.
Et mirakel!
Jeg har gjort prinsessen tavs!
Tamina?
Kan du høre mig?
Ja, Dastan, jeg kan høre dig.
Ved du, hvor du er, perser?
Og alligevel bevæger du dig ind.
I hjertet af Sudan lever
stammekrigerne Ngbaka.
De skaber frygt
hvor end de kommer.
De er mestre i kastekniven.
Bladene siges at være velsignet
af selveste Skaberen.
Deres sigte er så dræbende præcist,
at de kan halshugge tre mænd -
- på én gang.
Det ville jeg ikke gøre.
Ved du hvorfor?
Det her er Seso.
Han er en Ngbaka.
Jeg reddede hans liv,
så han står nu i dyb gæld til mig.
Så sig mig, perser,
skal jeg bede Seso om -
- at sigte lidt højere næste gang?
Så, det er hende her?
Ja, du havde ret.
Hun er slet ikke dårlig.
Hun lugter dog ikke så godt.
Men vi har en aftale.
- Smart, prinsesse.
- Aftale? Hvilken aftale?
- Sådan en ædel prins.
- Sådan en venlig prinsesse.
Betaget var du, da du kom en
besvimet skønhed til undsætning.
- Hvem siger, du er en skønhed?
- Du kan da ikke få øjnene af mig.
Jeg stoler ikke på dig.
Og du er ikke min type.
Jeg er ikke en desperat slavetøs.
Jeg kan godt tale min sag.
Hun skal nok passe godt ind.
- Hvad vil du gøre med hende?
- Ja, sig frem.
Kan du ikke se,
hvor bekymret han er?
Giv mig lige et øjeblik.
Det er svært for mig at indrømme,
men du havde ret.
- Jeg fik øje på noget.
- Dastan, hør på mig.
Når min onkel ser dolkens kræfter,
så vil han tro på mig.
Jeg ved godt,
jeg ikke har været helt ærlig.
Men du lyver så overbevisende.
Jeg er dens vogter.
Dolken er hellig.
Hvis den ender
i de forkerte hænder ...
- Jeg tager mig af din kniv.
- Det her skal I se.
Du forstår ikke konsekvenserne.
Det er en sag for guderne!
Dine guder, ikke mine.
Kom nu!
- Strudseløb?
- Hver tirsdag og torsdag.
Hvad de mangler i skønhed,
udligner de i kampånd.
Og så er det let at snyde.
Jeg har hørt frygtelige historier.
De blodtørstige slaver,
som myrder deres herrer?
En rigtig god historie.
Men ganske usand.
- Men skeletterne ...
- Købt af en fyr i Bukhara.
Vores grufulde omdømme
skal holde ondskaben, -
- som lurer derude, på afstand.
Ved du, hvad jeg taler om?
Skatte.
Alle de persere med deres hære,
fæstninger og veje.
Hvem betaler for alt det?
Den lille forretningsmand.
Så derfor begyndte jeg
at sprede falske rygter.
Jeg spreder det som en
djævelsk sygdom i et tyrkisk harem.
Den pragtfulde struds!
Kom så, min skønhed!
Jeg elsker det her!
Og skatteopkræverne holder sig
væk fra mig og mine kunder.
Alle er glade.
Send pigerne ind.
Få styr på masserne.
Hvad venter du på?
Løb, ikke gå!
Hvis du taber noget,
bliver det trukket!
Du ved, hvad jeg mener.
Udfør dit arbejde.
Få styr på masserne.
Jeg tror, vores lille ordning
har en fremtid, unge ven.
- Fingrene væk!
- Sprælsk. Hvor fandt du hende?
Et slavemarked i Lur.
Jeg var på vej til Irak -
- for at bytte hende til en kamel,
da hun overfaldt mig.
- Kameler er mere trygge.
- Jeg er glad for gæstfriheden ...
- ... men vi må videre ...
- Ved du hvad, perser?
Du ligner ret meget den vanærede
prins som myrdede kongen.
- Har jeg fortalt dig om ngbaka'erne?
- Ja.
God historie, men skulle du
bytte hende for en kamel?
Helt ærligt.
Hun er mindst to værd.
Og du, unge mand, din bror har
udlovet en kæmpe dusør for dig.
Jeg ville melde min egen mor
for så meget guld.
Hvad? Du kendte hende ikke.
Aflever ham ved
den persiske forpost.
Vent, vent, vent.
- Flot kniv.
- Den er ikke noget værd.
- Den er værdiløs.
- Virkelig?
Omsmelt den.
Hvad laver den knægt?
Nej, du kunne ramme en fugl!
Herovre!
- Det der ville jeg ikke gøre.
- Hen til tunnelen.
Se lige der!
Det er *** med gæret gedemælk!
Efter ham!
Porten!
- Luk porten op.
- Giv mig dolken.
- Hold nu op ...
- Giv mig dolken!
Tro ikke,
at tanken ikke strejfede mig.
Leder I efter denne her?
Næste gang ...!
De er alle kommet
til min fars begravelse.
- 100 soldater vogter den port.
- Måske flere.
Hvis du vil være nær dolken,
så må du hjælpe mig ind i Avrat.
Du må kende nogle af alle de
udenlandske gejstlige.
Kender du ingen lettere?
Mughalerne fra Hindu Kush er et
ædelt folk. Du bør være beæret.
Det er jeg skam.
- Dastan, hvor er dolken?
- Du er velkommen til at visitere mig.
Du skal være yderst omhyggelig.
Tus er her ikke.
Han må stadig være i Alamut.
Sandet til dolken, der ligger
mere af det skjult i Alamut, ikke?
Det er det, Tus leder efter.
- Jeg må tale med min onkel.
- Det er umuligt.
- Vanskeligt, ikke umuligt.
- Eller bevis på din galskab.
Hvorfor ser du så så imponeret ud?
Vend dig om.
Du købte dem altid til mig,
da jeg var knægt.
Og du spyttede altid
kernerne efter Garsiv.
- Du skulle ikke have kontaktet mig.
- Jeg havde intet valg, onkel. Kom.
Jeg dræbte ikke far.
Det ved du, jeg aldrig ville gøre.
- Dine handlinger siger noget andet.
- Jeg var tvunget til at flygte.
Tus gav mig den kappe.
Han forgiftede den.
I stedet for at begrave far,
så er han i Alamut.
For at skaffe bevis for
at invasionen var berettiget.
Men der er intet bevis.
Invasionen fra en løgn.
Tus myrdede far for magt.
Og nu er han på jagt efter sandet -
- som driver en magisk genstand.
Skal jeg se magiske genstande?
Husker du dolken,
som Tus ville have efter slaget?
Den er grunden til,
at han invaderede Alamut.
Har du denne dolk på dig?
Ja.
Den har ufattelige kræfter.
Prøver du at være morsom, Dastan?
- Jeg havde den før.
- Hvor er så dit såkaldte bevis?
Tamina. Jeg ...
- Dine hænder er forbrændte.
- Ja ...
Fra da jeg prøvede, at få den
forgiftede kappe af din far.
Er der noget galt, Dastan?
Du ved, du kan stole på mig.
Det er bare ... Tus er min bror.
Hvordan kunne han forråde mig sådan?
Hvem ved? Han agtede dig
måske aldrig som fortjent.
- Og så dig kun som en tjener.
- Til at fylde hans vinglas?
Jeg tjente din far anderledes.
Vi var brødre af blod, Dastan.
Hvor *** fortalte han om dengang,
du reddede ham fra løven?
- Det var hans yndlingshistorie.
- En af mange.
- Nej, det var hans yndling.
- Du taler vist i gåder, Dastan.
Vent!
Din morder!
Jeg dræbte ikke far.
Væk!
Hvad vil du nu gøre?
Hvor er han?
Garsiv.
- Jeg dræbte ikke far.
- Så vil Gud benåde dig.
Efter du har mistet hovedet.
Vi slås ikke
med pinde mere, lillebror.
Kan du ikke mere end det?
Deres Majestæt.
Fortæl mig om Dastan, onkel.
Dastan kom til Avrat for at dræbe
mig. Jeg slap med nød væk.
Tus, min død ville svække
dit unge kongedømme.
- Dastan ønsker et oprør.
- Ønsker han tronen?
Det frygter jeg, min herre.
At stille ham for retten,
vil kun være gøde for hans oprør.
Mit råd er, at undgå en retssag.
Bring ham ikke tilbage
til Nasaf i live.
En offentlig rettergang vil bedst
tjene den konge, jeg håber at blive.
Stærk, respekt for loven.
- Vi er ikke vilddyr.
- Du bliver en sand konge.
Dastan skal findes
og bringes for retten.
TILFLUGTSSTED FOR
HASSANSINERNE
- Jeg skal tale med vores gæster.
- Deres metoder er usædvanlige.
Tjenerne har set ting,
hørt underlige lyde.
- I sidste uge forsvandt en hest.
- Så få dem til at holde mund.
Ellers lover jeg dig -
- at de også forsvinder.
Jeg har en ny opgave
til dig, Hassasin.
Har du det med, jeg anmodede om?
- Er disse metoder en hindring?
- I trancen kan vi se fremtiden.
Vi kan se døden.
En skæbne ...
... og en forbandelse.
I trancen kan vi finde alt.
Også din nevø, pris Dastan.
Så håber jeg, I ser mere død.
Snart.
Ned!
Det er en persisk patrulje.
Garsiv.
Hvad er det, du tier for mig?
Stammefolket er taget af sted. De er
nok trætte af dine løgne og bedrag.
Jeg var tvunget til at forlade dig.
Så din onkel ville ikke lytte?
Tus dræbte ikke min far.
Det var Nizam.
- Din onkel?
- Hans hænder var forbrændte.
Han siger det skete, da han
ville have kappen af min far.
Men han rørte aldrig kappen.
Det må være sket tidligere.
Det var Nizam, der forgiftede den.
Hvad tjener det min onkel, at skrue
tiden en smule tilbage? Intet.
Han myrdede ikke min far for kun
at få dolken. Hvad fortier du?
Du har hurtige hænder.
Men det har jeg også.
Vil du have den, så fortæl alt.
Ikke flere julelege, ikke flere løgne.
Kan vi smutte nu?
Kun en prinsesse tror,
hun kan løbe fra en sandstorm.
Nizam kommer for at dræbe os.
Jeg skal dø.
Jeg skal vide hvorfor.
I Alamut hviler hjertet,
som banker for alt liv på Jorden.
Gudernes Sandglas.
Guderne kiggede engang ned på os,
og så kun grådighed og forræderi.
Så de sendte en sandstorm
for at udslette alt.
Men en ung pige bønfaldt guderne om
at give mennesket en ny chance.
Og tilbød sit liv i bytte.
Denne rene godhed -
- fik guderne til at se
potentialet i os.
Så de fejede sandet
ind i Sandglasset.
Dolken blev givet til pigen,
som reddede mennesket.
Hun var dolkens første vogter.
Kun den kan gennembore Sandglasset -
- og fjerne Tidens Sand. Men
håndtaget kan kun holde et minut.
Og hvis nogen placerede dolken
i glasset og holdt på knappen?
Så ville sandet flyde uendeligt.
Men det er forbudt.
Da min far var dreng -
- reddede Nizam hans liv,
da de var på jagt.
De jagtede en smuk hjort,
da en løve angreb dem.
Nizam reddede Sharaman.
Min far fortalte altid historien.
Jeg forstår ikke.
Nizam ønsker at rejse tilbage
og lade min far dø.
Så ville han blive konge.
Og mine brødre
ville aldrig blive født.
Stormen er overstået.
Sandet i glasset
holder utrolige kræfter.
At åbne dolken mens den
sidder i glasset vil bryde seglet.
Det ville ødelægge Sandglasset.
Tidens Sand ville ikke
længere være inddæmmet.
Og det ville igen bære gudernes
vrede og ødelægge alt på dets vej.
Og hele menneskeheden
ville bøde for Nizams forræderi.
Kun dette ville være tilbage.
Det hemmelige Vogtertempel
udenfor Alamut er helligt.
Kun der er dolken i sikkerhed.
Kun sådan, kan armageddon standses.
Det er sandheden, Dastan.
Giv mig dolken -
- så jeg kan bringe den dertil.
Det kan jeg ikke.
- Jeg tager med dig.
- Vil du hjælpe mig?
Vi kan blive og snakke om det,
eller du kan stige op.
Vores rejse er velsignet.
Vi forsyner os med vand,
og rider ind i bjergpasset i aften.
- Du nyder, at hundse med mig.
- Du er jo god til at følge ordrer.
Stram den nu ikke.
Perser!
Vi skiltes i sådan en fart,
at jeg ikke fik sagt farvel.
Vi har sporet dig i en uge.
Dit lille oprør varede i to dage!
Mit elskede væddeløb -
- vasket bort
som fodspor i sandet.
Kan du se Anita? Hun er
resterne af mit imperium.
Uanset hvor dygtig man er,
kan man ikke arrangere strudseløb -
- med kun én struds!
Har jeg ret?
Kom her.
Vidste du, at strudse
har selvmordstendenser?
Se den stakkel.
Hun var engang en stormester.
Nu skal jeg vogte over hende dag
og nat, så hun ikke gør noget dumt.
Så det faldt mig ind,
at mine tab kun kunne lindres -
- ved at fange de to
skyldige turtelduer.
Jeg indkasserer prisen på dit hoved.
Din bror bliver glad for ...
- Det er sandfolket.
- Sheik Amar, du må høre på mig!
Det vil jeg helst ikke.
Vi er på en
hellig rejse til templet ...
Intet er mere helligt
end persisk guld!
Giv mig dolken.
De er for mange.
Du kan ikke dræbe dem alle.
Vil du leve? Kom med den!
Giv mig dolken!
Hvordan gjorde du det?
Instinkt.
Hvad?
Vi skal væk herfra.
- Hvad skete der i aftes?
- Det var hassasinere.
De var snigmordere for de persiske
konger, indtil min far forbød dem.
Nizam må have trodset
min fars ordrer og beholdt dem.
En hemmelig dødspatrulje.
Derfor betaler jeg ikke skat.
- Vi må ikke stoppe op.
- Tal for dig selv.
- Vi kan bruge jeres hjælp.
- Ved at krydse Hindu Kush nu?
I tiltrækker problemer,
som fluer på et råddent æble.
Der er guld i templet.
Mere end hvad ti heste kan bære.
- Skattefrit.
- Sir!
- Ved du, hvor du er?
- Jeg lærte ruten udenad som barn.
Det skal enhver prinsesse.
Det er helligt.
Det er her.
Helligdommen.
Her er dolken i sikkerhed.
Jeg ventede gyldne statuer
og vandfald.
Giv mig dolken,
så jeg kan bringe den i sikkerhed.
Skær dig nu ikke, prinsesse.
Herovre!
Ikke død længe.
Tortureret først.
- Hassansin.
- Nizam kender til stedet.
De er alle døde.
- Hele landsbyen.
- Hvor skal du hen?
Alt det her kan kun stoppes
på én måde.
I templet findes stenen,
som dolker kommer fra.
Det første, vi lærer,
hvis alt andet slår fejl, -
- er at sætte dolken tilbage. Så vil
den blive returneret til guderne.
Det oprindelige løfte skal betales.
Hvilket løfte?
Guderne må tage tilbage,
det liv de skånede.
Det betyder, at du dør.
Bliv der!
- Hør på mig!
- Giv mig dit sværd.
Hassasinerne myrdede dem alle.
På Nizams ordrer.
- Han er forræderen.
- Hassasinerne findes ikke mere.
Alle er døde derinde.
Flere i landsbyen.
Bliv der!
Nizam ønsker mig død.
En rettergang
ville være for offentligt.
Ved du det?
Jeg ved, vi har haft
vores problemer, Garsiv.
- Men vi er dog brødre.
- Siger du, i dødens stund.
Du forstod ikke, far altid bad.
Han sagde, at båndet mellem
brødre beskytter vores imperium.
Had bad til,
at det forblev stærkt.
Hvorfor skulle jeg tage til fars
begravelse, når jeg kendte risikoen?
Nizam anbefalede din død.
Tus var uenig. Han vil have dig i live.
Nizam ønsker mig død,
og har hyret Hassasinerne.
Han frygter,
hvad jeg siger og til hvem.
Fortæl mig det, broder.
Hassasinere!
Ti stille!
Beskyt dolken!
Perser! Bag dig!
Tamina!
Smid disse!
Find hende!
Her! Ved du, hvad man siger,
om mænd med store sværd?
Tamina! Lad mig gøre det.
Kun en Vogter kan returnere dolken.
Det er ikke noget, du kan gøre.
Jeg er klar.
Det er jeg ikke.
Træk jer ud!
Garsiv!
Undskyld, Dastan.
Red imperiet.
Broder. Broder.
- Hvor er dolken?
- Den er væk.
"Beskyt dolken for enhver pris."
Det var mit hellige kald.
Det var min skæbne.
Vi skaber selv
vores skæbne, prinsesse.
Vi får den tilbage.
Vi får brug for en hest til.
- Hvor vil du tage hen?
- Til Alamut.
Nizam vil bruge dolken til
at trænge ind i Sandglasset.
- Han skal stoppes.
- "Han skal stoppes."
Hvad?
En knivkaster med en samvittighed.
Perserne er brudt igennem
de første tunneller.
De er ikke langt fra Sandglasset.
Dolken er i Højtemplet,
vogtet af en sort dæmon med pigge.
- Hassasineren, der dræbte min bror.
- Kun han står mellem os og dolken.
Ingen kan stå indenfor
20 meter af ham og overleve.
Ikke alle behøver være så tæt på.
Kan De undvære lidt vand, sir?
- Er du sikker på det her?
- Det skylder jeg knægten.
Du er en ngbaka.
En frygtet kriger.
Mig? Jeg er en anelse
uhæderlig entreprenør.
- Vi er ikke skabt til storhed.
- Skynd jer!
Min ven, har nogen fortalt dig,
at du snakker for meget?
Har jeg fortalt jer om ngbaka'erne?
- Ja, det har du.
- Jeg håber, din bror lytter til dig.
Han er her.
Luk alle porte! Find ham!
- Fri bane.
- Dastan, jeg tror ikke ...
- Du bør ikke gøre det her.
- Er det bekymring, jeg hører?
- Varsomhed.
- Og en smule bekymring.
Du smigrer dig selv, prins.
Og du var engang
en bedre løgner, prinsesse.
Jeg er nok ude af træning.
Det er ikke sidste gang,
vi er sammen.
- Hvor er dolken?
- Persiske bureaukrater.
I har så bløde hænder.
- Det er fundet, min herre.
- Sandglasset?
Jeg har ikke dolken.
- Bliv der.
- Hej, Tus.
Dastan!
- Vi skal tale sammen. Alene.
- Vent udenfor kammeret.
Nu!
Vi er brødre, ikke sandt?
Nizam forgiftede kappen.
Hvem gav dig den, Tus?
Hvem gav dig kappen?
Du stoler på ham, som jeg gjorde.
Men Alamut solgte ikke våben.
- Nizam løj for os.
- Hvad skulle han få ud af det?
Lyt nøje efter.
Under byen ligger en for-
historisk kraft. Tidens Sand.
Nizam vil bruge det til at rejse
tilbage i tiden og blive konge.
"Tidens Sand"?
Kætteri. Det er vanvid.
Jeg har selv set dets kræfter.
Og Nizam har fundet det.
Hvis vi ikke stopper ham,
kan alt få en ende.
Hvis du vil dræbe mig,
så må du hellere gøre det nu.
Dette er ikke en almindelig dolk.
Pres juvelen på skaftet ned,
så kan du selv se.
Jeg skulle have haft styrken til at
gøre det, før vi invaderede byen.
Til at følge mit hjerte.
Uanset konsekvenserne.
- Soldaterne er udenfor ...
- Bliv hvor du er!
Han tog sit eget liv.
Må Gud vise forræderen nåde,
for han valgte kujonens udvej.
Dastan var mange ting -
- men ikke en kujon.
"Det er ikke en almindelig kniv.
Pres juvelen ned og du vil se."
- ... uanset konsekvenserne.
- Stop!
For et øjeblik siden,
døde du for øjnene af mig.
- Du trykkede på den.
- Hvordan vidste du, jeg ville?
Fordi vi er brødre.
Da vi drog i krig -
- fortalte vores far mig,
at en sand konge rådfører sig -
- men altid lytter til sit hjerte.
Jeg skulle have troet på dig
noget før.
Deres Majestæt,
soldaterne fortæller mig at ...
Jeg ser, Dastan er vendt tilbage.
Tus, husk, hvad jeg fortalte dig!
Nej! Vent lidt.
Stakkels Tus.
Så ivrig efter at få tronen.
Og du, Dastan,
du kommer altid brasende.
Så desperat efter at bevise, at du er
mere end noget, kongen skrabede op.
Sikke en redelighed, vi er.
Båndet mellem brødre -
- er vist ikke længere sværdet,
som beskytter imperiet.
Han var en af os.
Han var en Tempelpræst.
Sådan fik Nizam nys om Sandglasset.
De har korrumperet Vogterne.
Vi er ikke længere rene.
Vi må skynde os.
Trissen. Kom med trissen!
Vogterne byggede hemmelige
veje under byen til Sandglasset.
Skynder vi os,
kan vi nå frem før Nizam.
Det er vejen til Sandglasset.
Der er kun én sikker vej.
Hurtigere!
Gå i mine fodspor.
Intet må røre ved gulvet
ud over mine fodspor.
Løb, Dastan! Løb!
Dastan!
Nizam!
Du myrdede din egen familie.
Sharaman var din bror!
Og min forbandelse.
Jeg så op til dig.
Jeg forstod aldrig,
hvorfor min bror tog affald ind.
Hyg dig i rendestenen, Dastan.
Der skal du være
under mit kongedømme.
Tamina!
Nizam, du må ikke bruge dolken,
det vil udløse ...
Udløse hvad? Guds vrede?
Selveste Helvede?
Du må ikke gøre det her.
Stop ham. Hvis han knuser glasset,
så dør verden sammen med det.
Det er ikke min skæbne.
Det er din. Det har det altid været.
- Giv slip på mig.
- Nej.
- Giv slip på mig.
- Nej!
Jeg ville ønske,
vi kunne have været sammen.
Nej!
Tamina!
Familie.
Prins Dastan!
- Bis? Er du her?
- Selvfølgelig.
Vi har omringet Alamuts palads.
Slaget er overstået.
Ikke endnu.
Vent!
Vent!
Tapre soldater af Persien,
vi er blevet bedraget.
Alamut har ingen våbensmede!
Dastan!
Har du mistet forstanden?
Jeg kan ikke fortie forræderi.
Krigen blev iscenesat af en,
vi alle sammen stolede på.
- Vores onkel Nizam.
- Dastan har vist fået solstik!
Han skal finde skygge
og samle tankerne.
Våbnene er falske!
Her er ingen våben!
Og spionen som "fandt" dem,
blev hyret af dig -
- for at få os til
at invadere Alamut!
Hvad er det her, Dastan?
Fortryder du?
Du førte os selv til sejr.
Jeg skulle aldrig have
ladet angrebet finde sted.
Jeg vidste i mit hjerte,
at det var forkert.
Det bliver aldrig dig.
Du bliver aldrig konge.
Du har ikke hjertet.
Du vil dø i skyggen
af en storslået mand.
Fjern ham før han
gør sig selv mere til grin!
Før du forlod Nasaf, fortalte far dig,
at en sand konge rådfører sig -
- men han lytter altid
til sit hjerte.
Far og jeg var alene.
Hvordan ved du det?
Han havde ret.
Bare lyt til dit hjerte.
Han trodser dig under angrebet,
og vil nu vende om.
Grib til handling, Tus.
Spionen kender sandheden.
Find ham. Vi tvinger det ud af ham.
Du havde det hele.
Kærlighed, respekt og familie.
Men det var bare ikke nok.
Prinsesse af Alamut.
Jeg blev vildledt
til at angribe Deres by.
Tilgiv mig, Deres Højhed.
Lad mig prøve at gøre bod.
Vi ville begge yde godt af
at vores nationer blev forenet -
- af et bånd stærkere end venskab.
Ægteskab.
Mellem Dem og én, som er
Deres bys erobrer og frelser.
Dastan.
Royalt blod eller ej,
så er han søn af vores far.
Og bror til mig og Garsiv.
En sand prins af Persien.
Gå så derop
inden jeg tager din plads.
Goddag, prinsesse.
Det er en skik,
at ledsage et frieri med en gave -
- med det kom bag på mig,
så jeg er uforberedt.
Jeg har intet til Dem -
- bortset fra det,
som allerede er Deres.
Kom med, prins Dastan.
Hvordan kan jeg stole
på vores erobrer?
Jeg begynder at tro,
jeg ikke længere er den person.
Det er kort tid for en mand
at ændre sig så meget.
Det lyder som om,
du har fundet noget her.
- Hvad skulle det være?
- En ny åndelig bevidsthed.
- En skæbne.
- Præcis.
Jeg tror på,
vi skaber vores egen skæbne.
- Du mangler nysgerrighed.
- En af mine mange fejl.
Du må ikke håne mig, prins.
Så godt kender vi ikke
hinanden, prinsesse.
Men jeg ser frem til den dag,
at vi gør det.
Det siges, at nogle liv er kædet
sammen på tværs af tiden.
Forbundet af et forhistorisk kald,
som giver genlyd gennem tiderne.
Oversættelse: A. Boersen