Tip:
Highlight text to annotate it
X
Hvad fanden...?
Ved du, hvilken side af grænsen du
befinder dig på? Hvad hedder du?
Det lader til...
at du helt har tabt mælet.
Enten det...
...eller også har du noget at skjule.
Mere ved jeg ikke.
Du kan udmærket høre mig.
"Walter R. Henderson."
Så har jeg bare et sidste spørgsmål
til dig.
Kan du se det her kort?
Er det dig?
Eller en af dine slægtninge?
Nu ringer jeg til det her nummer
og hører, om de ved, hvem du er.
Jeg har ikke senge nok
til at have stumme personer liggende.
Centralen?
Jeg skal ringe udenbys.
Los Angeles i Californien.
Hvad?
Hvor ligger Deres hospital
helt nøjagtigt?
Hvor fanden er det?
Udmærket.
Jeg kommer hurtigst muligt.
Bare sig til ham, at jeg kommer.
Godt.
Steven, du må nok ændre det der.
Det er med i kopien.
Anne, min skat?
Jeg har fået en sær opringning.
- Fra hvem?
- Et hospital i det sydlige Texas.
Et sted, der hedder Terlingua.
De siger, de har fundet Travis.
- Åh nej. Hvad vil du gøre?
- Tage ned og hente ham.
Jeg kan da ikke bare
lade ham blive dernede.
Hvad med Hunter?
Hvad skal jeg sige til ham?
- At jeg er taget på forretningsrejse.
- Om Travis, mener jeg.
Du må nok hellere
fortælle ham sandheden.
Hovedvej 10 til Van Horn, 90 til
Alpine og 118 i sydgående retning.
Terlingua.
Du må være den stummes bror.
- Den stumme?
- Ja.
Han er ikke til at slå et ord af.
Han må være
i en eller anden form for knibe.
Jeg har ikke set ham i over fire år.
Det siger du ikke? Man kan
komme ud for meget på fire år.
Alle mulige fortrædeligheder.
Dyre fortrædeligheder.
- Hvad mener du?
- Man kan komme i knibe hernede.
Det koster lidt at komme ud af den,
hvis du forstår.
Det gør jeg ikke. Kom til sagen,
for jeg vil gerne se min bror.
Nuvel. Men først
vil jeg stille dig et spørgsmål.
Har din bror nogensinde været
involveret i en bilulykke?
En bilulykke?
Nej, ikke mig bekendt.
Så må han færdes i nogle rå kredse.
Nu vil jeg gerne have lov
til at se min bror.
- Han er forsvundet.
- Vil det sige, at han ikke er her?
Han forsvandt tidligt i morges.
Men vi har dog hans ejendele.
Dem har vi reddet.
Og vi overdrager dem gerne til dig -
- mod en mindre findeløn.
Travis?
Hey, Travis?
Kan du ikke kende mig?
Det er Walt.
Din bror, Walt.
Hvad fanden er der sket med dig?
Du ser noget medtaget ud.
Lad os sætte os ind i bilen, Trav.
Kom nu.
Her.
Kom nu.
Her er dine ting, Travis.
Jeg fik dem på lægeklinikken.
Sikke et sted at havne.
Jeg kan godt forstå, du rendte din vej.
Trav... Vi har en lang tur for os.
Har du i sinde at være tavs hele vejen?
Det bliver lidt kedeligt.
Trav?
Kan man få at vide,
hvor du har været i fire år?
Har du set Jane eller talt med hende?
Anne og jeg
havde nærmest opgivet dig.
Vi troede faktisk...
Vi troede, du var død.
Det er da meget...
Godt.
Nå, men... Ja.
Men, Trav,
du vil måske lige have et bad?
Så køber jeg dig noget nyt tøj.
Kunne du ikke godt trænge til det?
Hvilken størrelse bruger du i sko?
Lad os se.
De er nok et nummer større.
Hvor har du støvet det skæg op?
Det er ret flot.
Jeg stikker lige ind til byen.
Jeg er hurtigt tilbage.
Det er da i orden, ikke, Trav?
Jeg skynder mig tilbage.
Fanden stå i det.
Kan du fortælle mig,
hvor du skal hen, Trav?
Hvad er der derude?
Der er ikke noget derude.
Stoler du ikke på mig?
Jeg vil bare hjælpe dig, Trav.
Kom nu bare hen i bilen med mig.
Rart at få skiftet tøj, ikke?
Hej, Hunter. Det er far.
- Jeg troede, du lå i din seng.
- Jeg ser tv.
Ved du,
hvem jeg besøger her i Texas?
- Din far? Kan du huske din far?
- nej.
- Slet ikke?
- Jeg kan huske, at han var tynd.
Var han det?
Ved du hvad?
Han kommer med hjem på besøg.
Travis?
Kan du huske din søn? Hunter?
Han har boet hos Anne og mig,
siden du forsvandt.
Vi vidste ikke, hvad vi skulle
stille op, så vi beholdt ham.
Han stod pludselig bare
i døren en dag.
Han sagde bare,
at han var blevet kørt derhen.
Han vidste ikke,
hvad der var blevet af dig og Jane.
Vi gjorde alt
for at finde dig eller Jane.
Hun var også forsvundet.
Vi vidste ikke,
hvad vi ellers skulle gøre.
Travis, jeg ved ikke, hvad du havde
rodet dig ud i, eller hvad der skete.
Men jeg er din bror.
Du kan roligt betro dig til mig.
Jeg er træt af at være den eneste,
der siger noget.
Bare fyld op med blyfri, tak.
Jeg er snart godt træt af din tavshed.
Du kan jo godt tale.
Jeg kan også godt tie stille.
Så kan vi bare begge to klappe i
resten af turen... Hvad?
Paris.
- Paris.
- Paris?
- Har du nogensinde været i Paris?
- Nej.
- Kan vi ikke tage dertil nu?
- Det er lidt af en omvej.
Næh, jeg har aldrig været i Europa.
Anne vil gerne. Hun er jo fra Frankrig.
Men vi har aldrig tid.
Der er for travlt i mit firma.
Kom, Trav.
- Hvad er der?
- Hvor skal vi hen?
Vi flyver til LA.
Du er da vel ikke bange for at flyve?
- Skal vi lette fra jorden?
- Ja.
- Hvorfor?
- Der er for langt at køre.
- Det har jeg ikke tid til.
- Hvorfor?
Det er bare nemmere at flyve.
Hurtigere. Kom nu.
Når først du er kommet hjem,
kan du gøre, hvad der passer dig.
Vi kan ikke stoppe flyet,
hver gang nogen er ræd.
Man går ikke om bord på et fly,
hvis man ikke vil lette.
Vi er ikke ude i vildmarken.
Du er blandt mennesker nu.
De skulle have chartret et privatfly.
Tænk på, hvor mange De forsinker.
- Jeg beklager virkelig meget.
- Farvel.
- Det er for vanvittigt, Travis.
- Rejser du fra mig?
- Nej, det gør jeg ikke.
- Det er i orden, hvis du gør det.
Jeg ved det ikke, skat.
Der gik panik i ham.
Det nytter ikke at tage et andet fly.
Han står bare af det igen.
Vi må bare køre.
Ja, det tager et par dage.
Hvorfor skal det absolut
være den samme bil?
De er ens. Vi har kun Thunderbird,
Oldsmobile og Chevrolet.
- Jeg ved ikke, om jeg kan finde den.
- Nej, nej.
Men min bror glemte noget i den,
vi gerne vil finde.
- Jeg kontakter "Glemte sager".
- Nej. Det skal være den samme bil.
- Den kan jeg ikke finde til Dem.
- Nummeret står da på papiret.
- Giv os nummeret, så finder vi den.
- De må ikke opholde Dem her.
- Hvorfor? Vi er her jo i forvejen.
- De må gå med tilbage til kontoret.
Travis?
- Vi får nok ikke lige dén bil.
- Men De kan få en lige magen til.
Vi kan da ikke køre
i en anden bil, Walt.
Lad os nu få det nummer.
Kom nu, smukke.
- Godt. Det er 667 DJP.
- Kan du huske det? 667 DJP?
- Der er en bule i kølerhjelmen.
- Ja.
Hvad er det, du har i hånden?
- Et billede.
- Af hvad?
Et billede af... Af Paris.
- Af Paris, siger du?
- En bid af Paris.
Hvor har du et billede af Paris fra?
Må jeg se?
Er det Paris?
Det ligner fuldstændig Texas.
- Det er det også.
- Paris i Texas?
- Den er lige her på kortet.
- Findes der et sted, der hedder det?
Hvorfor har du et billede af en grund
i Paris, Texas?
- Jeg ejer den.
- Ja, men hvor har du det fra?
Jeg købte den pr. postordre
for længe siden.
- Købte du et billede af en grund?
- Nej, jeg købte jorden.
Købte du grunden?
Lad mig lige se igen.
- Der er jo ikke noget på den.
- Tom.
Hvad fanden ville du
med en grund i Paris, Texas?
- Det har jeg glemt.
- Her, Trav.
- Kan du huske, hvad mor hed?
- Mary.
Nej, jeg mener, før hun fandt far.
- Kan du ikke huske hendes pigenavn?
- Nej.
- Sequine.
- Sequine?
- Spansk?
- Det var hendes far.
Det var da utroligt. Du har endelig
besluttet dig for at spise.
Nu både spiser og taler du. Snart er du
tilbage blandt de levende, Trav.
- Skal jeg køre?
- Ja. Kan du huske, hvordan man gør?
Min krop kan huske det.
- Du kan sove, mens jeg kører.
- Okay.
Nå, Trav. Nu kan du vist godt fortælle,
hvad der er sket de sidste fire år.
Nej, ikke endnu.
- Travis?
- Hvad er der?
Hvor er vi, Travis?
Hvad er der sket?
Hvorfor er vi kørt væk fra hovedvejen?
Gud fri mig vel.
Man lukker øjnene i fem minutter...
Hvorfor drejede du fra?
Jeg ved ikke, hvor jeg drejede fra.
Det hed ikke noget.
Jamen, det er jo nydeligt.
Vi står ude midt i Mojave-ørkenen
et sted, der ikke hedder noget.
Jeg kan godt finde tilbage
til hovedvejen.
- Trav, vi må tale om Hunter.
- Hvor gammel er han nu?
Han bliver otte til januar.
- Så er han altså syv?
- Ja.
Det, jeg vil tale med dig om, er -
- at han jo ligesom er blevet
en del af familien.
- Anne og jeg er forældre for ham nu.
- Er Anne din kone?
- Ja. Du kan godt huske hende, ikke?
- Nej. Tror han, at du er hans far?
Tja... Anne har sagt, at du kommer.
- Hvem tror han så, at jeg er?
- Jeg har fortalt ham, du er hans far.
Men du har jo været væk
meget længe, Trav.
- Ved du hvor længe?
- Fire år.
Er fire år lang tid?
Det er det for en lille dreng.
Det er halvdelen af hans liv.
Halvdelen af en drengs liv.
- Nu kan jeg huske det.
- Hvad?
- Hvorfor jeg købte den jord.
- Hvorfor?
Mor fortalte mig, at det var der,
hun og far elskede første gang.
- I Paris, Texas. Sagde hun det?
- Ja.
Så det var jo ligesom der,
det startede for mig.
For mig, Travis Clay Henderson.
Det kaldte de mig.
Der startede det for mig.
- I Paris, Texas?
- Ja.
Tror du, du blev undfanget der?
- Ja.
- Det har du muligvis ret i.
- Far lavede altid sjov med det.
- Hvordan?
Han præsenterede mor
som en pige, han havde truffet i Paris.
Han ventede med at sige "Texas" -
- indtil alle troede, at han mente...
Han ventede med at sige "Texas",
til alle troede, han mente i Frankrig.
Og så skraldgrinede han.
Du bor altså i Los Angeles.
Vi bor i udkanten,
men har firma inde i byen.
- Hvad er det for et firma?
- Jeg laver reklametavler.
Nå, er det dig, der laver dem?
Dem elsker jeg.
- Nogle af dem er smukke.
- Der er også andre, der laver dem.
Trav? Det er denne vej. Rart, ikke?
Vi har kun boet her i tre måneder.
Jeg er rigtig glad for det,
men der er pebret her i LA.
Hej, skat. Går det godt her?
- Ja. Vi har bare savnet dig meget.
- Jeg har også savnet jer.
- Træd nærmere.
- Travis.
Vi var begyndt at tvivle på,
at vi nogensinde så dig igen.
Det er så længe siden.
- Havde I en god tur?
- Ja, udmærket.
Hunter?
Hunter, det er Travis.
- Hej.
- Hej.
Det må have været en varm tur
gennem Mojave-ørkenen.
- Ja.
- Ærgerligt, I var nødt til at køre.
- Hvad skete der?
- Travis havde ikke lyst til at flyve.
Jeg kan heller ikke fordrage fly mere.
Især ikke efter, at vi er flyttet ind her.
Vi hører fly dag ind og dag ud.
Jeg kan godt lide dem.
- Du fløj da før i tiden, ikke?
- Nej.
Jeg synes, jeg kan huske, at Jane
fortalte, at I fløj til Dallas sammen.
Eller et eller andet sted.
Men jeg husker måske forkert.
Skat, han har altså ikke sovet
i en seng på hele turen.
- Jeg tror godt, du kan spare dig.
- Hvor har han så sovet?
- Han sover ikke.
- Et eller andet sted skal han jo sove.
Godt.
Men jeg tror ikke, han bruger den.
Han bliver vel træt på et tidspunkt.
Der ligger et håndklæde til dig.
Og undertøj og strømper.
- Godnat.
- Tak.
Okay.
Se at få dig en lille en på øjet.
Sov godt.
Du har jo pudset dem.
Pænt af dig, Travis.
Vil du med ind og have
noget morgenmad?
Er du ikke sulten?
Vi skal have vafler med jordbær.
Kan du lide det?
Vil du have nogle?
Nå, men der er varm kaffe,
hvis du har lyst.
Se den lastbil.
Hej.
- Nå, du tager den på feltmaner?
- Ja.
Har de fået en gang spytpolering?
Du kan få job i lufthavnen.
Vil du have de her nye støvler
i stedet for de gamle?
Ja, tag du bare dem.
Tak.
Travis? Jeg er nødt til at løbe,
hvis Hunter skal nå i skole til tiden.
Vi kommer hjem i eftermiddag.
Walts nummer ligger på spisebordet.
Vi ses senere. Hej.
Anne? Jeg tænkte på,
at jeg kunne hente Hunter fra skole.
- Så kunne vi gå hjem sammen.
- Det var da en god idé, Travis.
- Jeg gider ikke gå hjem, mor.
- Hvorfor?
- Alle andre kører.
- Det tager du ikke skade af, Hunter.
- Nej, glem det.
- Jo, Travis. Han møder dig ude foran.
Walt kan forklare dig vejen.
Sæt dig ind, Hunter. Vi er sent på den.
Hvor er du streng.
- Kan jeg køre med dig?
- Ja.
- Det er jeg rigtig ked af, Travis.
- Det er ikke nemt for ham, Anne.
Han er her, Anne.
- Hvad laver du?
- Kører.
- Hvorhen?
- Jeg kører bare.
- Det er ikke for at gemme dig, vel?
- Nej.
Hunter, Travis er din rigtige far.
Det ved du godt, ikke?
Far, hvornår begynder man at lave
rumskibe, ligesom man laver biler?
- Jeg spurgte dig om noget, Hunter.
- Hvad?
Travis kom for at hente dig fra skole
og gå hjem sammen med dig.
- Der er ingen, der går.
- Det er sagen uvedkommende.
Travis er din rigtige far
og vil gerne tale med dig.
Hvorfor? Om hvad?
Okay. Lad os gå ind og spise.
Kom.
Trav, kan du huske, da Anne
og jeg besøgte jer for fem år siden?
- Nej.
- Det var i Texas ude ved kysten.
Hunter var vel tre år.
Kan du ikke huske det?
- Nej.
- Det kan jeg. Vi var ude at fiske.
Ja. Jeg optog noget smalfilm.
Måske har du lyst til at se det.
- Hvad er det?
- Film. Smalfilm, du ved.
- Walt... Måske har Travis ikke lyst?
- Hvad?
Måske vil han gerne vente lidt
med at se det.
Det må han selv om. Jeg tænkte bare,
at du måske havde lyst til at se det.
- Film? Ja.
- Alle tiders.
- Der er gode optagelser af Hunter.
- Jeg har set den.
Du skal se den igen. Hjælp mig
med at sætte fremviseren op.
- Det er mig, der kører.
- Ja. Du bliver god.
- Det er sengetid, Hunter.
- Mor, altså...
Hold nu op. Den er over ti.
- Godnat, far.
- Godnat, min skat.
Godnat, far.
- Mon han stadig elsker hende?
- Hvor skulle jeg vide det fra?
Det tror jeg, han gør.
- Hvorfor?
- Den måde, han kiggede på hende.
- Da han så hende i filmen?
- Ja. Det er jo ikke hende.
Hvad mener du?
Det er bare hende i en film
for længe siden...
...i en fjern galakse.
- Hvad leder De efter?
- Jeg leder efter faderen.
- Deres far?
- Nej, bare en eller anden far.
- Hvordan ser en far ud?
- Der er mange slags, señor Travis.
- Jeg skal bare bruge én.
- Tror De, De finder ham der?
- Hvor skal jeg ellers lede?
- Nå, sådan? De vil ligne en far.
- Vil De være en rig far?
- Nej.
- En fattig?
- Nej. Sådan midt imellem.
Der er ikke noget midt imellem.
- Enten er De rig eller også fattig.
- Rig.
Her skal vi se.
- Hvordan passer den?
- Fint.
Men som en rig far skal De altid skue
mod himlen, aldrig mod jorden.
Lidt højere. Sådan, ja.
Prøv at gå.
Nej.
De skal være rank, señor Travis.
Selvsikkert, ikke?
Respektindgydende.
- Værdigt?
- Ja. Med værdighed.
Helt rigtigt.
- Kender du ham der?
- Ja, det er min fars bror.
Nej, de er begge to brødre.
Nej, de er begge to fædre.
- Nej... Bare glem det.
- Begge to hvis far?
- Min far.
- Hvordan kan du have to fædre?
- Jeg er vel bare heldig. Nå, hej.
- Hej.
Det er min fars jakkesæt.
Walts, mener jeg.
Du må gerne kalde ham far.
Jeg har fået lov at låne det af ham.
- Hvad er det for nogle billeder?
- Der er min far.
Din bedstefar.
- Hvad hed han?
- Travis.
Ligesom dig.
Hvor er han nu?
Han slog sig ihjel et par år efter,
billedet blev taget, i den bil.
Nå, han er død?
Kan du mærke, at han er død?
- Hvad mener du?
- Før gik han jo rundt og snakkede.
Kan du mærke, at han er væk nu?
Ja, nogle gange.
Men jeg ved, at han er død.
Jeg har altid kunnet mærke, at du gik
rundt og snakkede et eller andet sted.
- Jeg kan også mærke mor.
- Kan du?
- Kan du ikke det?
- Jo.
- Det er mig, da jeg var i flåden.
- Var du general?
Nej, det er fra dengang,
jeg var med i skoleorkestret.
Her er du. Jeg kan godt lide
det billede. Se lige engang.
- Det er vildt.
- Underligt.
Der er vand imellem,
og så bliver det til ingenting.
Godt billede.
Det er min mor.
Din bedstemor.
Jeg forstår det ikke.
Det er, som om alt er anderledes
mellem os, efter Travis er kommet.
- Hvad er det, der er anderledes?
- Jeg er bare bange.
- Er du bange for Travis?
- Nej.
Hvad så?
For hvad der skal blive af os,
hvis vi mister Hunter.
- Vi mister ikke Hunter.
- Hvorfor presser du dem sammen?
- Man skulle tro, du ville af med ham.
- Hvem?
Hunter. Du bliver ved med at
fremelske det der far/søn-halløj.
"Halløj"? Travis er hans far,
og Hunter er hans søn.
Det har vi hele tiden vidst.
Og Travis er nu engang min bror.
- Det ved jeg.
- Hvad mener du så med "fremelske"?
Skal vi blive ved med at foregive,
at vi er forældre til min brors søn?
- Mon Hunter bliver ved at købe den?
- Jeg har aldrig foregivet noget.
Jeg elsker ham,
som var han mit eget kød og blod.
Det gør jeg også.
- Hej, Anne.
- Hej, Travis.
Du sover ikke meget.
Travis, der er noget,
jeg må fortælle dig.
Det havde jeg ellers ikke tænkt mig,
for det er nemmere, at ingen ved det.
Jeg har ikke engang fortalt
Walt og Hunter det.
Hvad er det?
Da Hunter var flyttet ind hos os -
- ringede Jane
og spurgte til ham.
Jeg lovede hende, at jeg ikke
fortalte nogen, at hun ringede.
Spurgte hun til mig?
Ja, i starten.
- Hvor ringede hun fra?
- Forskellige steder i Texas.
Hvilke steder?
Lad mig nu tale ud, Travis.
Efter det, der var sket
mellem dig og Jane -
- besluttede hun,
at Hunter skulle være hos os.
Hun sagde, at hun ikke kunne
være mor for ham mere.
Hun holdt op med
at være mor for ham længe før da.
Travis, jeg vil ikke gå rundt og føle,
at jeg skjuler noget for dig.
Hun var ung.
Hun længtes efter noget, og jeg kunne
ikke regne ud, hvad det var.
Jeg vidste ikke, hvor vred jeg var.
For godt et år siden holdt hun op med
at ringe. Jeg har intet hørt siden.
- Slet ikke?
- Ikke en lyd.
Men sidste gang hun ringede, bad hun
mig oprette en konto til Hunter.
En bankkonto?
Det eneste, jeg ved om Jane nu, er -
- at hun går i banken den femte hver
måned og sætter penge ind til Hunter.
Jane sender stadig penge til ham.
Nogle gange $100,
nogle gange $50 eller $5 -
- til Hunters fremtid.
Jeg fik banken til at spore dem.
De kommer fra en bank i Houston.
- Hvilken bank?
- Jeg har navnet, hvis du vil have det.
- Hvilken dato er det?
- Den første november.
Det skal vi nok ikke gøre.
Nej.
Det var det andet, jeg mente.
I bliver alle sammen taget
med bukserne nede.
Det forsikrer jeg jer
ved min mors hoved.
For jeg står netop her i dag
på min mors hoved -
- det vil sige på Guds grønne jord -
- og det burde alle, der ikke er født
i en rendesten kunne mærke -
- langt ind i marven.
De vil overfalde jer i jeres senge,
fiske jer op af jeres boblebade.
Pille jer ud
af jeres smarte sportsvogne.
Der er ikke noget sted...
...overhovedet ikke noget sted
i denne gudsforladte dal.
Derfor siger jeg til alle,
som min stemmer når herfra:
Skynd jer ud i den forpulede
Mojave-ørken og endnu længere væk.
Se at komme væk fra Barstow og andre
steder i dalen hele vejen til Arizona.
Intet sted i det område bliver
sikkerhedszone.
Der bliver slet ingen sikkerhedszone.
Sikkerhedszonen bliver fjernet.
Udryddet.
I bliver alle sammen udleveret
til landet, ingen kommer tilbage fra.
Det er en rejse mod ingenting.
Og hvis I tror, det bliver morsomt,
så kan I godt tro om igen.
Det kan godt være, jeg er et udskud,
men jeg ved sgu, hvad jeg taler om.
Jeg er ikke sindssyg. Og kom ikke
og sig, at jeg ikke advarede jer.
Jeg har advaret jer alle.
- Jeg troede, du havde højdeskræk.
- Jeg er kun bange for at falde ned.
Så lad være med at kigge ned.
Sådan skulle det bare se ud
nede fra jorden.
Hvad mener du?
Det hele er mere tydeligt herfra.
Det kunne være, man så klarere.
Jeg snakkede med Anne i aftes.
Hun er ret fortvivlet.
Det ved jeg godt.
Jeg rejser nu.
- Hvad?
- Jeg rejser.
Jeg sagde det altså ikke
for at slippe af med dig.
- Hvad skulle det nytte?
- Jeg vil finde Jane.
Hvordan?
Det er fire år siden, hun forsvandt.
- Jeg har ikke kunnet finde hende.
- Jeg skal nok finde hende.
- Hvorfor tror du det?
- Det ved jeg bare.
- Skal vi så gå ned?
- Nej.
Nu fortæller du mig fandeme,
hvad der skete, Travis.
Jeg har behandlet dig som et forkælet
barn, siden jeg fandt dig i ørkenen.
Nu fortæller du mig, hvad der skete
mellem dig og Jane. Pis!
Jeg ved godt, det ikke rager mig.
Jeg skal bruge penge og kreditkort.
- Det får du.
- Jeg betaler dig tilbage.
- Det er lige meget.
- Jeg vil finde hende, Walt.
Hunter?
Er det din bil?
Ja. Kom.
Super.
Det smager meget godt.
Anne giver mig det med hver dag.
"La vache qui rit". Det er klistret.
La vache hvad-for-noget?
Rit.
Jeg kan godt lide den.
Far?
Hvor har du været i al den tid?
- Mexico.
- Hvorfor?
Jeg vidste ikke,
hvor jeg ellers skulle tage hen.
- Hvor tog mor hen?
- Det ved jeg ikke.
- Men nu er hun i Houston.
- Der ligger rumforskningscentret.
Ja.
Det var det, jeg ville tale med dig om.
Jeg er nødt til at rejse.
- Hvorfor?
- Fordi jeg vil finde hende.
Nu har du jo lige fundet mig.
Må jeg komme med?
- Hvad med Walt og Anne?
- Kommer vi da aldrig tilbage?
Jo, men... Jeg ved ikke hvornår.
Jeg vil med.
Jeg vil også gerne finde hende.
Hvornår tager vi af sted?
- Lige nu.
- Så lad os komme af sted.
Vi skal lige have købt proviant
til turen.
Vi skal bruge jakker, T-shirts,
tandbørster og måske walkie-talkier.
- Til hvad?
- Bare for en sikkerheds skyld.
- Ved du hvad?
- Nej, hvad?
Hele galaksen, hele universet var
engang ikke mere end en lille plet.
Og ved du, hvad der så skete?
Så sprængte den i stumper og stykker.
Gnister og alt muligt fløj rundt
og blev til rummet.
Det var bare gas, der flød rundt.
Jorden var faktisk bare gas.
Så blev Solen skabt,
og den var så varm -
- at Jorden blev
til en stor, hård kugle -
- der kun bestod af hav.
Der var havdyr, og under vandet
var der vulkaner, der...
Den varme lava ramte vandet
og blev til klippegrund.
- Du ringer centralen op og...
- Det ved jeg godt.
- Godt. Så ringer du til Walt og Anne.
- Hvorfor?
- Så de ved, hvor du er.
- Hvad skal jeg sige?
At du er sammen med mig,
og at vi er på vej til Texas.
- De flipper ud.
- Det kan du godt klare. Ikke?
- Kan du ikke bare gøre det?
- Nej.
- Hvorfor?
- Det er nødt til at være dig.
Ih, altså...
Hvorfor kan han ikke gøre det?
Hallo? Hunter? Hvor er du?
Jeg har ringet rundt for at finde dig.
Travis har fået en bil.
Ja, ja. Hør nu her, Hunter.
Hvor er du helt nøjagtig?
- I San Bernardino.
- San Bernardino?
Hvad mener du med det, Hunter?
Vent lidt.
Lad mig nu tale med ham.
- Hunter? Har du det godt?
- Ja.
- Hvad laver du?
- Jeg skal finde mor.
Sammen med Travis?
Hvor skal I hen?
Bare fortæl mig, hvor du er, Hunter.
- På en tankstation.
- Hvad hedder den?
Åh gud...
Hunter, sig til Travis, at han skal
vende om og komme tilbage lige nu.
Er du med?
Lad mig tale med ham.
- Hvad skal jeg gøre?
- Bare læg på.
Farvel, mor. Jeg må løbe.
Hunter? Hunter?
- Flippede de ud?
- Ja, hun gjorde.
- Har du fortrudt, du tog med?
- Nej.
- Du kan godt komme tilbage til dem.
- Det vil jeg ikke.
Nej, men hvis nu du skulle fortryde.
Jeg er så vant til at kalde hende mor.
- Anne?
- Ja.
Hun lød så ked af det.
Ja.
Hvordan tror du, mor ser ud nu?
Det ved jeg ikke.
- Kan du huske hende?
- Kun fra den lille film, vi så.
- I ser lykkelige ud der.
- Ja.
Behold du det bare.
- Godnat.
- Godnat.
Far, hvis en mand
lagde et lille barn fra sig -
- og rejste ved lysets hastighed -
- i en time,
så ville han være en time ældre -
- mens den lille
ville være en meget gammel mand.
Javel? Hvor længe ville han være om
at komme til Houston?
Hvis de rejste...
Tre sekunder, vil jeg tro.
Jeg fik ikke fat i det sidste.
Det ville tage tre sekunder
fra Californien til Houston -
- ved lysets hastighed.
- Er det Houston?
- Ja.
- Hvordan skal vi finde hende her?
- Det ved jeg.
- Hvor?
- En bank, hvor hun sætter penge ind.
Er det en bank?
- Hvad er det for en bank?
- En drive-in, ser det ud til.
- Sådan en bank har jeg ikke set før.
- Heller ikke jeg.
Vi finder hende aldrig
mellem alle de biler.
Jo, vi gør.
Vi deler os bare op.
- Så kan vi bruge walkie-talkierne.
- Selvfølgelig. Jeg sætter dig af her.
- Kan du høre mig, far? Skifter.
- Højt og tydeligt.
Godt.
- Hunter i position 1. Skifter.
- Travis i position 2, så det kører.
- Jeg sagde jo, det ikke var legetøj.
- 10-4. Skifter. ***.
Far. Hun kører fra banken nu.
Kom herhen. Kan du høre mig?
Hun kører væk nu.
Kom herhen!
Far? Kom nu! Far?
Vågn op! Hun kører nu.
Hun kører væk fra banken.
Vågn op, far.
Hvor er...?
Jeg er på vej.
Åh nej.
Hun kørte den vej.
Er du sikker på, det var hende?
Sæt dig nu ind. Lad os komme af sted.
Fik du set hende rigtigt?
- Jeg ved, at det var hende.
- Bare hun ikke er smuttet fra os.
Kan den her møgspand
ikke køre stærkere?
- Her er jo 10.000 biler, Hunter.
- Hurtigere, far. Hurtigere.
- Det var en rød bil, ikke?
- Jo. En lille, rød Chevrolet.
Jeg ved jo ikke, hvordan den ser ud.
Du må hjælpe mig. Kan du se den?
Ikke endnu.
- Nu kan jeg se hende.
- Hvor?
- Henne i den der bane.
- Hvilken bane?
- Den højre.
- Rolig, rolig. Jeg kan godt se den.
Er det hende? Kan du se det?
- Nej, det kan jeg ikke.
- Nu er der jo to røde biler.
- Hvilken af dem er det?
- Den i højre side... Nej, venstre.
- Sikker?
- Ja, den venstre.
- Er du sikker på, det er den?
- Ja.
Hvis det er den forkerte bil,
skal vi vente i en hel måned.
Så bliver jeg otte.
- Kør tættere på, så vi kan vinke.
- Nej. Hun skulle nødig køre galt.
- Vel?
- Det har du nok ret i.
- Hvor mon hun skal hen?
- På arbejde, måske. Hvad tror du?
Det kan godt tænkes.
Det ligner en damebil.
Det må være hendes.
Sæt dig over i bilen,
så skal du høre, hvad planen er.
Lås dørene,
og kommer der nogen, så sig -
- at din far er derinde
og kommer lige om lidt.
- Er det i orden?
- Ja.
Sergent Jojo til boks 22.
Sergent Jojo til boks 22.
Det gik for hurtigt.
Mange af pigerne her bor alene,
og det er en voldelig by.
Der begås voldtægter og mord,
især af politiet.
Sygeplejerske Bibs til boks syv.
- Igen?
- Der er mange syge folk.
Lad os spille noget rock'n'roll.
Hej med dig.
Sir... De er gået galt i byen.
Det er for tidligt.
Alle pigerne er nedenunder.
Nu tager I jer sammen,
ellers bliver jeg sindssyg.
Pasadena til boks 19.
- Hvem vil du have?
- En korthåret blondine på ca. 25 år.
Okay. Hun kommer.
Bliv i røret.
Hej.
Herre du milde.
Jeg har været i 23
af de 24 bokse her.
Med poolen bliver det 24.
Hvad skal vi finde på i dag?
Jeg har en idé.
Hvad med vandpolo?
Det bliver sjovt.
Fortæl sygeplejerske Bibs,
hvor det gør ondt, så jeg kan hjælpe.
- Kig på mig.
- Det gør jeg da også.
- Jeg er her. Kan du ikke se mig?
- Så arbejdede jeg ikke her.
- Hvad ser du da?
- Sygeplejerske Bibs.
Sygeplejerske Bibs
på en gummihest.
- Javel. Tak, sygeplejerske Bibs.
- I lige måde.
Er du der?
Lyset er stadig tændt,
så det må du jo være.
Det er helt i orden. Jeg har heller ikke
altid lyst til at snakke.
Så har jeg bare lyst
til at være stille.
Gør det noget,
jeg sætter mig ned?
Gør det noget,
jeg sætter mig ned?
Nej.
Tak. Man bliver træt i benene
af at stå op hele tiden.
- Er det første gang, du er her?
- Ja.
Så må det virke noget underligt.
Jeg kan jo ikke se dig,
selv om du kan se mig.
Det skal man lige vænne sig til.
Kigger jeg på dit ansigt nu?
For pokker da...
Det kan jo være lige meget.
Hvis der er noget, du vil tale om,
kan jeg godt bare lytte.
Jeg er rigtig god til at lytte.
Er der noget, jeg kan gøre for dig?
Har du noget imod,
at jeg tager blusen af?
- Så tager jeg blusen af.
- Nej. Lad være med det.
Vær sød at beholde den på.
Undskyld.
Jeg ved bare ikke helt,
hvad det er, du vil have.
- Jeg vil ikke have noget.
- Hvorfor er du så kommet?
Jeg vil gerne tale med dig.
Er der noget, du vil fortælle mig?
Nej.
Bare sig det. Jeg kan godt holde
på en hemmelighed.
Er det det eneste, du gør?
Sidder du bare og snakker?
Ja. For det meste.
Og lytter.
Hvad gør du ellers?
- Hvorfor griner du?
- Undskyld.
- Undskyld.
- Hvad gør du ellers?
Ikke rigtig noget.
Vi må ikke se kunderne andre steder.
når I ser dem,
tager I så med dem hjem?
Nej, det gør vi ikke.
Vi må ikke have noget med kunderne
at gøre uden for stedet.
I kan jo bare gøre det alligevel.
Hvor meget ekstra giver det?
Hvor meget tjener du ved siden af?
Du må hellere tale med en anden.
Jeg prøver at finde en.
nej, nej, nej.
Lad være med det.
Du må ikke gå.
Jeg tror bare ikke,
det er mig, du skal snakke med.
Du må ikke gå. Undskyld.
Så siger vi det.
Det må du virkelig undskylde.
Det gør ikke noget.
Jeg ved godt, hvor svært det kan være
at tale med fremmede.
Bare slap af,
og fortæl mig, hvad der er galt.
Jeg lytter... til dig.
Jeg har ikke noget imod at lytte.
Det er jeg så vant til.
Hun var derinde, ikke?
Hvad er det?
En grund. Jeg købte den,
da vi var sammen med din mor.
Jeg regnede med,
at vi skulle bo der en dag.
- Hvor?
- Paris... i Texas.
- Hvor er det?
- Tæt på Red River.
Kan du lide det?
Skulle vi så bo på den bare jord?
Hvorfor drikker du det der?
Det stinker.
- Hvor skal du hen?
- Ud i bilen.
Får jeg en til?
Her, far.
Sådan et sted tager man ikke
en dulle med hen.
Hvis du havde en dulle,
ville du så tage hende med herhen?
Hvad er en dulle?
Min mor... Ikke din mor -
- men min mor,
var ikke nogen dulle.
Hun var...
Hun forsøgte ikke på at være en dulle
eller lod, som om hun var det.
- Hvad var hun så?
- Hun var bare helt almindelig.
Helt almindelig god.
Hun var utrolig god.
Men min far...
Min far...
Min far havde fået en fiks idé -
- som nærmest var blevet sygelig.
- Hvad var det for en fiks idé?
- Det var en fiks idé om hende.
Og...
...han kiggede på hende,
men han så hende ikke.
Han fik den her idé.
Han sagde til folk,
at hun var fra Paris.
Det var for sjov -
- men han sagde det til alle,
så til sidst var det ikke sjov mere.
Han begyndte at tro på det.
Han troede faktisk, at hun...
Åh gud...
Hun blev frygtelig forlegen.
Hun... Hun var så...
Hun var så genert.
Så er det af sted, min dreng.
Til venstre, far.
Hunter, det er mig.
Jeg var bange for, at jeg ikke kunne få
det sagt rigtigt til dig, ansigt til ansigt.
Så nu prøver jeg at gøre det
på den her måde.
Da jeg så dig for første gang igen
hos Walt -
- begyndte jeg
at håbe på alt muligt.
Jeg håbede, at jeg kunne vise dig,
at jeg var din far.
Det viste du mig, at jeg var.
Men det, jeg først og fremmest
håbede på -
- kan ikke gå i opfyldelse.
Det er jeg blevet klar over.
Du hører til hos din mor.
Du hører til hos din mor.
Det var min skyld,
I blev flået fra hinanden -
- så jeg skylder jer
at føre jer sammen igen.
Men jeg bliver ikke sammen med jer.
Jeg kan ikke gøre det godt igen.
Sådan er det bare.
Jeg kan dårligt huske, hvad der skete.
Der er et hul.
Men det gav mig en ensomhedsfølelse,
jeg ikke er kommet over.
Og lige nu er jeg bange.
Jeg er bange for at gå min vej igen.
Bange for, hvad jeg vil finde.
Men jeg er endnu mere bange for
ikke at se frygten i øjnene.
Jeg elsker dig, Hunter.
Højere end mit eget liv.
- Hej.
- Hej.
Må jeg fortælle dig noget?
Det må du da.
Lige, hvad der passer dig.
- Det er en lang historie.
- Jeg har masser af tid.
- Jeg kendte nogle mennesker...
- Hvad for nogle mennesker?
To mennesker.
De var forelsket i hinanden.
Pigen var meget ung.
Hun var vel 17-18 år.
Og fyren var en hel del ældre.
Han var noget af en rod. Vild.
- Og hun var meget smuk, ikke?
- Jo.
Sammen gjorde de alting til et eventyr.
Det kunne hun godt lide.
En almindelig tur til købmanden
var fuld af eventyr.
De grinede af alle mulige skøre ting.
Han kunne godt lide
at få hende til at grine. Og...
Det eneste, der rigtig betød noget
for dem, var, at de var sammen.
- De var altid sammen.
- Det lyder, som om de var lykkelige.
Ja, det var de. Rigtig lykkelige.
Han elskede hende højere end...
...han nogensinde havde troet muligt.
Han kunne ikke undvære hende
om dagen, når han var på arbejde -
- så han sagde op for at kunne være
derhjemme sammen med hende.
Så tog han et andet job,
da pengene slap op.
Og så sagde han op igen.
Efterhånden blev hun bekymret.
- Over hvad?
- At pengene ikke rakte, velsagtens.
At de ikke vidste,
hvor de næste skulle komme fra.
Ja. Den følelse kender jeg godt.
Han begyndte at føle sig splittet.
- Hvad mener du?
- Han skulle jo forsørge hende.
- Men han kunne ikke undvære hende.
- nå, sådan.
Jo mere han var væk fra hende,
desto mere tosset blev han.
Han blev rigtig tosset.
- Han forestillede sig alt muligt.
- Hvad, for eksempel?
At hun så andre mænd i smug.
Han kom hjem og beskyldte hende for
at have tilbragt dagen med en anden.
Han råbte op og smadrede ting
i beboelsesvognen.
Beboelsesvognen?
Ja.
De boede i en beboelsesvogn.
Undskyld, men var du her forleden?
Ikke for at snage.
Nej.
Jeg syntes,
jeg kunne kende din stemme.
Nej. Det var ikke mig.
Fortæl videre.
Han begyndte at drikke tæt -
- og blev ude sent
for at *** hende.
- Hvordan *** hende?
- For at se, om hun blev jaloux.
Men hun blev ikke jaloux.
Hun var bare bekymret for ham,
og det gjorde ham endnu mere gal.
Hvorfor?
Han troede, at når hun ikke blev
jaloux, var det, fordi hun var ligeglad.
Jalousi var et udtryk for kærlighed
for ham.
Så en aften fortalte hun ham,
at hun var gravid.
Hun var tre-fire måneder henne,
og han vidste det ikke engang.
Det ændrede alting. Han holdt op
med at drikke og fik fast arbejde.
Han var overbevist om, hun elskede
ham nu, hvor hun ventede hans barn.
Han ville gøre alt, hvad han kunne,
for at skabe et hjem for hende.
- Men så skete der noget underligt.
- Hvad?
I starten bemærkede han det ikke.
Hun forandrede sig.
Da barnet kom, begyndte hun
at blive irriteret over alt ved ham.
Hun blev vred over alting. Selv barnet
var en uretfærdighed mod hende.
Han gjorde alt for hende. Købte gaver
og inviterede hende ud at spise.
Men det var ikke nok.
I to år kæmpede han for,
at de skulle have det som i starten.
Til sidst vidste han,
at det aldrig kom til at fungere.
Så han slog sig på flasken igen,
men denne gang blev det slemt.
når han kom sent hjem, var hun
hverken bekymret eller jaloux.
Hun var bare vred.
Hun sagde, at hun var blevet
hans fange ved at have fået barnet.
Hun sagde,
at hun kun drømte om at slippe væk.
I drømme løb hun
ud ad en hovedvej nøgen -
- hen over marker
og gennem flodlejer.
Altid løbende, og lige når hun var
ved at slippe væk, stod han der.
Han stoppede hende
på en eller anden måde.
Han dukkede op og stoppede hende.
når hun fortalte ham om drømmene,
troede han på dem.
Vidste, at hun kunne finde på
at forlade ham.
Han bandt en bjælde om hendes fod,
så han kunne høre, hvis hun stod op.
Men hun proppede en strømpe op
i bjælden -
- og sneg sig ud af sengen
og ud i mørket.
En aften hørte han hende,
da hun ville løbe ud til hovedvejen.
Han slæbte hende hjem og bandt
hende til komfuret med sit bælte.
Der efterlod han hende
og gik i seng igen -
- hvor han lå og hørte
på hendes skrig.
Og på sin søns skrig.
Til sin egen forbløffelse
følte han ikke noget mere.
Han ville bare sove.
Og for første gang
ønskede han sig langt væk.
Alene i et kæmpestort land,
hvor ingen kendte ham.
Et sted uden sprog og gader.
Han drømte om dette sted
uden at kende dets navn.
Og da han vågnede, var der ild i ham.
Der var blå flammer i hans sengetøj.
Han løb gennem flammerne -
- hen mod de eneste to mennesker,
han elskede, men de var væk.
Der var ild i hans arme,
og han kastede sig ud -
- og rullede rundt på den våde jord.
Og så løb han.
Han kiggede ikke tilbage
mod ilden.
Han løb bare.
Han løb, indtil solen stod op -
- og han ikke kunne løbe mere.
Da solen gik ned,
løb han videre.
Sådan løb han i fem dage.
Indtil ethvert tegn på menneskeliv...
... var forsvundet.
Travis?
Hvis du slukker lyset derinde,
kan du så se mig?
Det ved jeg ikke.
Jeg har aldrig prøvet.
- Kan du se mig?
- Ja.
Kan du kende mig?
Åh, Travis...
Jeg har Hunter med.
Vil du ikke gerne se ham?
Jo.
Jeg ville så gerne se ham, at jeg ikke
engang turde forestille mig ham mere.
Anne blev ved med
at sende mig billeder af ham.
Indtil jeg bad hende holde op.
Det var for smertefuldt at se ham
vokse og gå glip af hans opvækst.
Hvorfor beholdt du ham ikke, Jane?
Det kunne jeg ikke, Travis.
Jeg havde ikke det,
jeg vidste, han havde behov for.
Jeg ville ikke bruge ham
til at udfylde tomrummet.
Han har brug for dig nu, Jane,
og han vil gerne se dig.
Vil han?
Ja.
- Han venter på dig.
- Hvor?
Inde i byen på et hotel.
The Meridian. Værelse 1520.
1520.
Du går da ikke, vel?
Jeg kan ikke se dig, Jane.
Du må ikke gå endnu.
Du må ikke gå endnu.
Hej.
Jeg lavede lange taler til dig,
efter du var forsvundet.
Jeg talte hele tiden til dig,
selv om jeg var alene.
Jeg gik rundt og talte til dig
i flere måneder.
Nu ved jeg ikke,
hvad jeg skal sige.
Det var nemmere,
da jeg bare forestillede mig dig.
Jeg forestillede mig sågar,
at du svarede mig.
Vi havde lange samtaler... vi to.
Det var næsten, som om du var der.
Jeg kunne høre dig.
Se dig, lugte dig.
Jeg kunne høre din stemme.
Nogle gange
vækkede din stemme mig.
Den vækkede mig midt om natten,
som om du var i soveværelset.
Så...
...aftog det efterhånden.
Jeg kunne ikke se dig for mig mere.
Jeg prøvede at tale til dig som før,
men der skete ikke noget.
Jeg kunne ikke høre dig.
Så...
...gav jeg simpelthen op.
Alting stoppede.
Du...
...forsvandt simpelthen.
Nu arbejder jeg her.
Jeg hører hele tiden din stemme.
Alle mænd har din stemme.
Jeg siger til Hunter, at du kommer.
- Travis?
- Hvad er der?
Jeg tager derhen.
Godt.
- The Meridian Hotel?
- Ja.
Værelse 1520.
Dit hår. Det er vådt.
Tekster: Lisbeth Beierholm
Prima Vista