Tip:
Highlight text to annotate it
X
Undskyld.
- Rolig. Jeg gør dig ikke noget.
- Hvad vil du?
Jeg troede, du var...
Det ved jeg ikke.
Hjælp!
Hjælp!
Stop!
- Hvad?
- Det er okay. Kom her.
Det er okay. Slap af.
Det hele skal nok gå.
- Hvad var der derinde?
- Jeg skal lige finde ud af det.
- Hvorfor er du bange for rummet?
- Et øjeblik.
Hvor mange mennesker
er der i den her?
Hør her.
Vi kan ikke klatre rundt her.
- Hvorfor ikke?
- Der er fælder.
- Hvad mener du?
- Skjulte fælder.
Jeg kiggede ind i et rum
og fik nær hovedet kappet af.
Du milde himmel!
Alt vel?
Worth!
Bare rolig.
- Jeg slog hovedet.
- Lad mig se på det. Det er okay.
Jeg er læge.
Det ser ikke slemt ud.
Hvad fanden laver du?
Hallo, gamle mand.
Hørte du, hvad jeg sagde?
Bevægelsessensorer integreret
i væggene. Svære at finde.
Åh, Gud!
Vent lidt.
Nu slapper vi lige lidt af.
Kan nogen huske,
hvordan de kom herind?
"Perogies".
Jeg spiste middag.
"Perogies" med ost og kartoffel.
Jeg ville hente creme fraiche i
køleskabet og så... jeg ved det ikke.
Og dig? Leaven.
Jeg gik i seng og...
- Hvad med dig?
- Jeg vågnede bare op her.
Midt om natten. Det er ligesom i
Chile. De kommer altid om natten.
Kun myndighederne kan
bygge noget, der er så grimt.
- Det er ikke myndighederne.
- Hvad er det så?
- Det ved jeg ikke.
- Fremmede.
Vi er skræmte nok i forvejen.
Lad os udelukke rumvæsner
og koncentrere os om det, vi ved.
- Min mor går amok.
- Rennes.
- Det vil jeg ikke se.
- Hvad mener du, Rennes?
Vi løser intet ved at sidde stille.
Jeg fortsætter til det sidste.
- Jeg er faktisk enig.
- Skal vi ikke vente her?
- For at se om nogen kommer.
- Det kommer ikke nogen.
Der er en vej herind,
så der må være en vej ud.
Vi kan undgå fælderne ved at bruge
støvlen. Holloway... Hvad siger du?
- Skal vi finde en udgang?
- Okay.
- Hvad med dig?
- Det kan ikke være så enkelt.
Det er ikke så enkelt. Se dig
omkring. Se rigtig godt efter.
Jeg føler, den kigger på os.
Jeg vil bare gerne vågne.
Leaven, vi kan godt. Vi skal bare
bevare roen og arbejde sammen.
Mange leder efter os udenfor.
Jeg er politimand, er du med?
Er du politimand?
Jeg skal nok få dig ud. Det lover
jeg, men du må hjælpe mig.
Okay.
Smid støvlen.
Ingenting.
- Det lød tættere på.
- Mekanisk. Faste intervaller.
- Måske er det udluftningen.
- Der er ingen.
Netop. Jeg koger.
Hvad er det?
- Serienumre?
- Værelsesnumre. De er forskellige.
Der er kun 566 millioner
og 400.000 rum her.
Det håber jeg ikke. Tre dage uden
mad og vand, og vi er færdige.
- De skal da give os mad, ikke?
- Holloway.
Vi døjer med varme, stress,
fysisk udmattelse osv. -
- dehydrering, svimmelhed,
desorientering, forvirring.
Kroppen begynder
at nedbryde sit eget væv.
Sut på den.
Det holder spyttet i gang.
- Luften er tør derinde.
- En fælde?
- Molekylær kemisk sensor.
- Hvorfor blev den ikke udløst?
Den er ikke levende. Den
reagerer på brintsulfid fra huden.
Hvordan ved du alt det
om sensorer, Renz?
Rennes... ikke Renz.
Det er fransk.
Jeg spurgte bare...
Rennes... sensorekspert,
men den rette alder. Det er løgn.
- Fyren er the Wren.
- Hvad?
The Wren. Fuglen fra Attica. Han
er stukket af fra 6 store fængsler.
- Syv.
- Det er løgn.
- Du kan få os ud?
- Måske.
- En flugtekspert.
- Ja, jeg er Harry Houdini.
Jeg tog jer kun med,
fordi jeg behøver jeres støvler.
Hvis I ikke tager jeg sammen,
er jeg smuttet.
Ikke mere snak,
ikke flere gætterier.
Tænk ikke på noget,
som I ikke kan se lige for jer.
Det er udfordringen.
I skal redde jer selv fra jer selv.
Merde.
Få ham ud!
Så den var elektrokemisk,
og han overså den.
The Wren. For meget.
Det er sgu for meget.
- Lad os revurdere stedet.
- Jeg har tænkt og tænkt.
Hvorfor sætter de uskyldige herind?
Bliver vi straffet?
- Jeg har ikke fortjent det her.
- Glem nu det der.
Du kan ikke se helheden
herinde fra, så lad være.
Kig nedad. Se på det,
der er lige foran dig.
- Det sagde han.
- Begynd med os.
Vi har en flugtekspert og en politi-
mand. Der må være en grund.
Du er læge, Holloway. Det giver
dig en funktion, en årsag.
Men hvorfor mig og ikke en af
10 millioner andre læger derude?
- Leaven, hvad er du?
- Ikke noget.
Jeg går bare i skole
og er sammen med mine venner.
- Hvad mere?
- Der er ikke mere.
Jeg bor hos mine forældre.
Jeg er kedelig.
Vi må spørge os selv, hvad
den vil have. Hvad tænker den?
En død, fire tilbage.
- Fortæl os, hvad dit formål er.
- Det spekulerer jeg selv over.
Jeg er bare en mand. Jeg arbejder
på et kontor i en kontorbygning.
Jeg udstrålede ikke livsglæde, før
jeg kom hertil. Mit liv er elendigt.
- Jeg kan ikke klare den holdning.
- Han har jo ret.
Hvad er dit formål, Quinn?
Børn, tre af slagsen. Jeg har
ikke udsonet det endnu
Jeg vil ud herfra uanset hvad.
Det giver mig min styrke.
I må selv finde jeres. For fanden,
Worth, hvad lever du for?
- Har du ikke kone eller kæreste?
- Jeg har en flot pornosamling.
Yndigt.
Jeg har heller ikke nogen, men jeg
giver ikke op. Jeg er så vred!
De trængte ind i vores hjem
og ribbede os.
De tog mine ringe.
De tog min ametyst.
- Jeg vil vide, hvem der står bag.
- Leaven, dine briller.
- Du bruger dem ikke?
- Kun til at læse med.
De tog hendes smykker af, men
de må have givet dig dem her på.
Hvis intet er vilkårligt,
hvorfor er de så her?
Leaven, hvad læser du i skolen?
Matematik.
Hvad kan de betyde?
149.
Primtal. Tænk at jeg
ikke har opdaget det før.
Hvis tallet er et primtal,
er der en fælde i rummet.
645... det er ikke et primtal.
372... nej.
649... 11 gange 59.
Heller ikke et primtal.
Det rum er sikkert.
Vent, hvordan kan du slutte det
ud fra én primtals fælde.
Det gør jeg ikke. Rummet med
brænderen havde et primtal, 083.
Det molekyle-kemiske havde 137,
rummet med syre 149.
- Kan du huske alt det udenad?
- Jeg har den evne.
Leaven... din dejlige hjerne.
Ind med støvlen.
- Flyt jer lidt.
- Hjerne før skønhed.
Det er sikkert.
Primtal!
Primtal!
- Hvor længe har vi været herinde?
- Ni eller ti timer.
- Hvordan ved du det?
- Mine skægstubbe.
Det sidste jeg husker er,
at jeg barberede mig.
Jeg sprang vist morgenmaden
eller frokosten over.
Bare rolig. Jeg kommer
hjem til aftensmad.
Hvis vi kommer ud,
laver jeg mad til dig.
Det er en aftale.
Det går fint.
Jeg er rygetrængende. Jeg kunne
ryge et skod fra rendestenen.
Holloway, tag dig nu sammen.
Det skrider fremad. Det ser godt ud.
Du har ret. Jeg kvittede
smøgerne for flere år siden.
- Jeg skal bare beskæftiges.
- Så lad os snakke.
- Hvilken slags læge er du?
- Selvstændig praksis.
Okay, vi skal snakke. Hjælp mig.
Fortæl om dine møgunger.
Okay... vi har tre drenge
på ni, syv og fem år.
Gode Gud. Stakkels kone.
Det ville jeg ikke overleve.
Det gjorde hun heller ikke.
Hun er ikke død.
Vi er bare separeret.
Undskyld.
Jeg kan bare ikke snakke.
- De her tal er ikke primtal.
- Okay, vi går ind.
Undskyld.
- Du kunne jo hjælpe mig.
- Nej, jeg kan ikke.
Det er også en fælde.
Skal vi så gå tilbage?
- Ikke endnu.
- Åh, nej.
Læs dem højt.
Er du hans tøjstativ?
Vorherre bevares.
Den sidder fast.
Det rum her er grønt.
Holloway.
Hejsa.
- Rummet her er grønt.
- Ja, det er.
- Jeg vil tilbage til det blå rum.
- Er det chok eller hvad?
- Han er mentalt handicappet.
- Jeg kan lide det blå rum.
- I guder.
- Han brækkede nær halsen på mig.
Er du helt alene? Vil du
holde mig i hånden, skat?
Smør først og så honning. Kazan.
Smør først og så honning.
- Hvordan har han overlevet?
- Jeg vil tilbage til det blå rum.
Der er mange blå rum. Vi finder
et andet til dig meget snart.
- Det her er for bizart.
- Hold du dig bare til dine numre.
Jeg skal nok tage mig af ham.
Det må være sikkert, da han
drattede ned i hovedet på mig.
Skal vi gå en tur?
Kazan, vil du gå en tur?
Quentin.
Vi kan ikke tvinge ham
til at klatre nu.
Holloway.
- Mon de har kørt os til New Mexico?
- Hvad mener du?
Hvor gemmer man noget,
der er så stort?
Den må da fylde noget.
Ja. Quentin, du aner ikke,
hvad dine skattekroner går til.
Læger med privat praksis?
Kun det militær-industrielle kompleks
har råd til noget på den størrelse.
Hvad er det militær-industrielle
kompleks? Har du været der?
- Så komplekst er det ikke.
- Og hvordan ved du det?
Hvad tror du, at systemet er?
Det er mænd ligesom mig.
Deres skriveborde er større. De
konspirerer ikke. De køber skibe.
Det her sted...
Husker du Scaramanga?
Skurken i
"Manden med Den Gyldne Pistol".
Det er en rig psykopats påfund.
- Tror du virkelig det?
- Fri bane!
Okay, du er strømer.
Teorien om den ene kugle. Sådan!
- Gas!
- Holloway, kom tilbage.
Det er okay.
Jeg slugte bare min knap.
Jeg kan ikke klare det her.
Din ven har fået
et hysterisk anfald.
- Hun trænger til en pause.
- Hun kan godt.
- De ligner ikke primtal.
- Er det dit bud, Worth?
Tag for hvad det er.
Nå?
Han har ret.
Det er ikke et primtal.
Stop! Foran dig.
Hvad er det?
Ti stille!
Jeg ved ikke, hvad der skete.
Det var ikke et primtal.
Quentin, lig stille.
Få ham til at holde op!
Worth.
Læg støvlerne.
Og luk den skide dør.
Jeg vidste, der var noget ved
den fyr. Han kendte til fælden.
- De tal er ikke primtal.
- Systemet duer ikke. Han vidste det.
- Hvordan kunne han vide det?
- Det er dig, der er den paranoide.
Indtil videre har han kun
sparket til os, når vi lå ned.
- Og det gør ham til spion.
- Tro mig. Jeg kan gennemskue folk.
Han kan ikke lide røde rum.
- Hvad skete der?
- Du så, hvad der skete.
- Måske er numrene mere indviklede.
- Måske betyder de slet ikke noget.
De hænger mere sammen.
Jeg behøver bare mere tid.
- Vi skal alligevel hvile.
- Som om vi kan gøre andet.
- Fortæller de dig noget?
- Det er ikke tarot-kort.
Ved du hvor mange variabler jeg
skal indregne for at afkode dem?
- De giver ikke bare svaret.
- De er som mennesker.
Ulækkert!
Ikke her, skat.
Gå hen i hjørnet.
- Han tisser bare.
- I guder.
Yndigt.
Nu stinker der herinde.
Og du synes, det er morsomt.
Hvad er dit problem, Worth? Selv
Holloway klarer det bedre end dig.
Gå hen og hjælp hende.
Det er dit job, barnepige!
- Nogen skal tage ansvaret her.
- Og det skal være dig.
- Vi kan ikke alle være nihilister.
- Eller spille indbildsk helt.
Det er viljen til at leve. Alle har den,
selv dig bag din kyniske facade.
Viljen til at leve. Den varme, rare
følelse. Jeg er et nyt menneske.
Stakkels Worth. "Ingen holder af mig".
Hvorfor slæber du rundt på det?
Læg dig dog til at dø.
Gør det. Vis du har lidt rygrad
og hop ind i sushi-maskinen.
Vis dig som en mand.
Det anede mig.
Rend mig, Quentin. Jeg vil ikke dø.
Jeg er bare realistisk.
Tror du, de ville bygge den tingest,
hvis vi bare kunne gå ud?
Tror du, de ville lægge spor ud,
hvis der ikke var en vej ud?
- Vi betyder ingenting.
- Hold os udenfor og hjælp os.
- I slipper ikke ud herfra.
- Jo, vi gør!
Der er ingen vej ud!
Der fik jeg dig.
Hvordan ved du det?
Besvar spørgsmålet, Worth.
Åh, Gud...
Hvem er du?
Jeg er giften.
Jeg byggede den ydre skal.
- Skallen... sarkofagen.
- Har du bygget det her?
Kun det ydre. Jeg kender intet
til numrene eller andet herinde.
Jeg fik til opgave at tegne en
hul skal. En terning.
Hvorfor sagde du ikke det?
For himlens skyld, Worth.
Du vidste, hvad det var.
- Nej.
- Worth, du lyver.
- Ikke i starten.
- Hvem står bag det?
- Det ved jeg ikke.
- Hvem hyrede dig?
Jeg spurgte ikke.
Jeg forlod aldrig kontoret.
Jeg talte i telefon med andre folk.
Specialister, som stod for detaljer.
Ingen vidste, hvad det var.
Pis! Du vidste det fra starten.
Han er dybt involveret i det.
Nej, Quentin,
sådan gemmer de sig.
Man holder alle adskilt, så venstre
hånd ikke ved, hvad den højre gør.
- Hjernen viser sig aldrig.
- Hvis hjerne?
Det er samme system. Pentagon,
multinationale firmaer, politiet.
Gør man et lille job som at
bygge en tingest i Saskatoon...
Pludselig er den en vigtig del
af en dødsmaskine.
Jeg havde ret.
Hele mit liv har jeg vidst det.
Jeg sagde det, Quentin. Ingen
skal kalde mig paranoid igen!
Vi skal ud herfra og
afsløre den tingest!
- Holloway, du har ikke fattet det.
- Så hjælp mig. Jeg vil vide det.
Måske er det svært at fatte, men
der er ingen sammensværgelse.
Ingen har ansvaret. Det er en fejl.
Der er ingen overordnet plan.
Kan du fatte det?
Myndighederne overvåger dig ikke.
- Hvad er det for en forklaring?
- Den bedste.
- Jeg tror ikke der er nogen deroppe.
- Nogen skulle sige ja til tingesten.
- Hvad? Kun vi ved, hvad det er.
- Vi aner ikke, hvad det er.
Vi ved mere end andre. Nogen
vidste nok noget, før de blev fyret -
- eller solgte det. Men hvis
dette sted havde et formål -
- blev det glemt i maskineriet.
Det her er et uheld.
Et glemt og evigt
offentligt byggeprojekt.
Tror I, nogen stiller spørgsmål?
Folk vil bare have en ren
samvittighed og en fed løncheck.
Jeg knoklede løs i månedsvis.
Det var et fedt job.
Men hvorfor anbringe
mennesker i den?
Man er nødt til at bruge den
eller indrømme, den er formålsløs.
- Den er jo formålsløs.
- Quentin. Det er det, jeg mener.
Er det kommet så vidt?
Det er værre, end jeg troede.
Faktisk ikke, bare mere ynkeligt.
- Du giver mig kvalme.
- Jeg giver også mig selv kvalme.
Vi er begge en del af systemet.
Jeg tegnede, du patruljerede.
Det er som du sagde. Gør det
nemt, kig på det foran dig.
Ingen ønsker at se helheden.
Livet er for kompliceret.
Grunden til, at vi er her er,
at det er ude af kontrol.
Er det sådan, vi ødelægger verden?
Har I sniffet lim hele jeres liv?
Jeg har følt mig skyldig i at
ødelægge verden, siden jeg var syv.
Vil I skyde skylden på nogen,
så kast en sten.
Jeg har det bedre nu.
Derfor blev du hos os.
For at tilstå.
Mangler du stadig
en at anholde?
Stop!
- Vi har brug for ham.
- Til hvad?
Er du sindssyg? Han er den
eneste, der ved noget om stedet.
Worth...
Så der er en ydre skal.
Og det er en terning, ikke?
- Det går jeg ud fra.
- Er der døre?
- Der er en dør.
- Hvor?
Hvor konstruktøren anbragte den.
Seks forsøg, og den lukkes ude fra.
Hvad er den ydre skals
dimensioner?
434 kvadratfod.
- Må jeg?
- Ryk dig lidt.
14 gange 14 gange 14.
Den indre terning må ikke røre
skallen. Der er et hulrum.
- En terning?
- Det lyder sandsynligt.
Okay.
Terningen kan så kun være
26 rum i højden -
- og 26 rum på tværs...
dvs. 17.576 rum.
17.576 rum...
Jeg bliver dårlig.
Descartes.
- Leaven, du er et geni.
- Hvad?
Kartesiske koordinater, selvfølgelig.
Kodede kartesiske koordinater.
De bruges i geometri til at udregne
punkter på en tredimensionel graf.
Langsommere.
Disse numre er markører,
referencer.
Ligesom bredde-
og længdegrader på et kort.
- Numrene fortæller, hvor vi er.
- Hvor er vi så?
Det virker. Okay, jeg skal
bare lægge numrene sammen.
X-koordinatet er 19.
Y er 26 rum...
Så dermed er vi...
7 rum fra yderkanten.
Lad os gå.
Af ren nysgerrighed...
hvad vil I gøre, når I når frem?
- Måske kan vi åbne døren.
- Forkert.
Vi skal regne ud, hvordan
vi undgår fælderne.
Det klarer jeg, Holloway.
Jeg søger praktiske løsninger.
Du har ikke fundet nogen endnu.
Vi nedsætter risikoen
med numrene og støvlen.
- Worth går ind først.
- Nej, han gør ej. Vi skiftes.
Slap af.
Er der plads til to?
- Hvad er der?
- Disse koordinater: 14, 27, 14.
- Hvad med dem?
- De giver ingen mening.
Har terningen 26 rum på tværs,
er det største koordinat 26.
Hvis det var rigtigt,
ville vi være ude af terningen.
Nej, ikke ude af den.
Så vi skal altså ikke spise middag.
Fælde, fælde, fælde...
Fælde!
Lydaktiveret.
Yndigt.
Hvorfor blev den ikke
udløst af lyden fra døren?
- Den er sat til at ignorere den.
- Så kanten er spækket med fælder.
Vi må gå tilbage
og forsøge et andet sted.
Det kan betyde mange omveje.
Vi skal igennem den satan.
Hvor mange støvler
har vi tilbage, Holloway?
Tag den af ham. Vi ved, hvordan
den virker. Vi skal bare være stille.
- Allerhelvedes stille.
- Godt, du er med. Det er din tur.
- Og han skal ikke med.
- Jo, han skal.
- Ham efterlader du ikke.
- Han er utilregnelig.
Vi kan komme tilbage efter ham.
Han vil koste nogen livet her.
Har jeg ret?
Skam dig. Kig på dig selv.
Hvad er du blevet til?
Nok har de taget livet fra os,
men vi er stadig mennesker.
Andet har vi ikke tilbage.
- Vi kommer tilbage efter ham.
- Det er løgn, og det ved du.
Han skal nok være stille.
- Din forpulede lort!
- Så er det nok.
- Han er en fælde.
- Giv så slip på ham!
- Han bringer flokken i fare.
- Slip ham, nazi-svin!
- Hvad var det, du kaldte mig?
- Lad den uskyldige dreng slippe.
Hør her, kvinde. Hver dag tørrer
jeg op efter dit blødende hjerte.
Du eksisterer kun,
fordi jeg holder dig.
Jeg kender din type. Ingen børn,
ingen mand til at kneppe dig.
Så du bliver forarget, og stikker
din næse op i andres røvhuller -
- og snager i deres ting.
Toget er kørt, Holloway.
Du er helt tør, der du ved nok.
Det er dit skide problem.
Hvor vover du sige det til hende?
Du kender hende ikke, Quentin?
- Ingen af os kender hinanden.
- Jeg gør.
- Nej, du gør ej!
- Jeg forstår godt, din kone skred.
Al den indestængte vrede.
Og smag for unge piger.
Må Gud hjælpe dig, Quentin.
Slog du også dine børn?
Vil nogen ud over mig gerne vide,
hvad der er bag døren?
Luk den op.
Dør nummer 6, ikke nummer 1.
Dør nummer 2.
Luk den skide dør op.
Solskin...
Nat...
Min gamle ven skallen.
Den er der.
Godmorgen!
Hold fast i mig.
Jeg kan ikke se en skid.
Intet at holde fast i.
Vi prøve noget.
Vi må se, om døren er der.
Nogen må svinge sig hen
og kigge.
Vi laver et reb af vores tøj.
Tag det af,
så binder jeg det sammen.
Og det skal være dig?
Du er for tung. Det vil knække.
- Jeg er den letteste.
- Glem det.
- Jeg gør det.
- Jeg går derud, Holloway.
Hun har ret, Quentin. Du er for tung.
Jeg er den letteste efter Leaven.
Og det er min tur.
Hvor længe har du vidst,
at folk blev anbragt her?
- Et par måneder.
- Det er ikke lang tid af et liv.
Du fik mig til at indse noget.
Det er altid noget.
- David.
- Helen.
Og hvilken en.
Det er ikke længere.
Der er intet hernede.
Hold fast.
Jeg prøver at svinge mig derhen.
Hold fast. Jeg prøver igen.
Okay.
En gang til.
Skynd dig. Du bliver tung.
- Hvad fanden sker der?
- Kom herop nu!
- Quentin...
- Har du hende?
- Hvad sker der?
- Er hun okay?
Hun... smuttede.
Hold nu op, Kazan.
Hold så op med det!
Leaven...
Du må prøve at være stærk.
Du skal ikke tale til mig.
Vi må ned på bunden. Det er
lettere at nå skallen derfra.
Det er lang vej med kun én støvle.
Vi må gøre det, før vi svækkes.
- Du må knække de tal.
- Jeg kan ikke tænke længere.
- Jo, du kan. Det er din gave.
- Det er ingen gave, kun en hjerne.
Lad hende sove lidt. Vi har
ikke sovet i umindelige tider.
Godt, en time.
Hvordan fanden
vil du måle en time?
En time er så lang, som jeg siger.
Hvad laver du?
Vi må ned på bunden. Der er fred
og ro, så du kan koncentrere dig.
- Vil du bare forlade dem?
- De er fælder. Vi er nøglen.
Jeg får os derned. Du udtænker
en løsning. Tro på mig.
Prøv at se, hvad jeg ser.
Hvordan jeg tænker.
Jeg kan læse folks hjerner,
som en røntgenstråle.
Jeg så gennem væggene. Jeg
drømte, han sad ved skrivebordet -
- og tegnede det hele.
Han kan ikke lade dig løse
puslespillet. Der er et formål.
Vi er formålet.
Terningen er os.
Vi passer sammen som numre.
En mand og en kvinde.
Ligningens to halvdele. Jeg fører
dig ned. Den perfekte nøgle.
Jeg stikker dig i låsen.
Leaven, vi skal ned nu.
Gå væk fra hende.
Leaven. De er spioner.
Ham, den retarderede.
Holloway vidste noget om min
familie, men hun skred i svinget.
- Hun gik over grænsen.
- Du slap hende.
- Gå, Quentin.
- Giv os støvlen, dit svin.
Du vil ikke have støvlen.
Vil du med os, Worth?
Ned i dybet.
Hvad fanden er der med ham?
Hvordan?
Det er The Wren...
vores gamle ven.
- Hvordan?
- Vi har gået i rundkreds.
Det kan ikke passe.
- Hvor er vi?
- Det ved jeg ikke.
Hvor er vi?
Find selv ud af det.
Du har ikke gjort noget.
Du går bare amok, din morder!
Du havde ret, Worth.
Der er ingen vej ud herfra.
Gå væk fra mig.
Blev Rennes ikke
dræbt i det rum?
Hvorfor er der
ikke noget derude?
Vi var ikke ved kanten før. Hvor
er det rum, der dræbte Rennes?
Skrid!
Bravo!
Hvilken forskel gør det?
Vi dør jo alligevel.
Så hør dog på mig.
Der var et rum der før.
Vi har ikke bevæget os i
rundkreds, men rummene har.
- Selvfølgelig.
- Rummene.
Det forklarer rystelserne.
Vi bliver flyttet hele tiden.
Det er den eneste
logiske forklaring.
- Jeg er en stor idiot.
- Hvad har du gang i, Leaven?
Giv mig et øjeblik.
- Tallene er punkter på et kort.
- Ja.
Hvordan kortlægger man
punkter, der flytter sig?
Permutationer.
Hvad?
Permutationer. En liste over de
koordinater, rummene passerer.
Et kort, der siger, hvor rummet
begynder og bevæger sig hen.
- Fortæller tallene alt det?
- Det ved jeg ikke.
Jeg har kun holdt mig til at punkt,
som nok er udgangspositionen.
Jeg så, hvordan terningen var
før den begyndte at bevæge sig.
Okay, den bevæger sig.
- Hvordan kommer vi ud?
- 27.
- Jeg ved, hvor udgangen er.
- Hvor?
- Hold dig fra mig.
- Gå væk, Quentin.
Jeg vil bare gerne vide det.
Vil du ikke?
Husker du rummet før, hvor
koordinatet var højere end 26?
Hvad med det?
Ifølge det koordinat lå
rummet uden for terningen.
- En bro?
- Kun i den oprindelige position.
Hvad mener du?
Rummet starter som en bro og
bevæger sig gennem labyrinten.
Vi stødte ind i den, men den må
vende tilbage til udgangspunktet.
- Så broen er kun en bro...
- I en kort periode.
Den er som en kodelås. I udgangs-
positionen er er låsen åben.
Men når de rykker sig,
lukkes låsen.
Det må tage dage, før rummet
har været hele turen rundt.
Hvornår åbner den sig?
Lad være. Permutationerne får
vi ved at subtrahere tallene.
Sådan.
Rummet her flytter sig til 0,
1 og -1 på X-aksen -
- 2, 5 og -7 på Y-aksen.
Og 1, -1 og 0 på Z-aksen.
- Og hvad betyder det?
- Kan du ikke matematik?
Jeg skal bruge de omkringliggende
rum som reference.
666... 897... 466.
567... 898, okay.
Og 545... fik du det?
656... 778... 462.
Det er nok. X er 17,
Y er 25, og Z er 14.
Rummet rykker sig to gange mere,
før det når udgangspunktet.
- Har vi tid?
- Så lad os gå.
- Kan du indregne fælderne?
- Skid på dem. Lad os finde broen.
- Du smed støvlen væk, din idiot.
- I teorien kan jeg finde fælderne.
Først troede jeg, de var markeret
med primtal. Det er de ikke.
De er markeret med tal,
som er en potens af et primtal.
- Kan du regne det ud?
- Tallene er enorme.
Men du kan.
Jeg skal indregne antallet af
faktorer. Måske med en computer...
Du behøver ingen computer.
Regn det ud!
Jeg vil sgu ikke dø i en labyrint!
Hør her. Ingen i hele verden
kan regne det ud i hovedet.
Kig på tallet!
567898545.
Det kan jeg ikke opløse i faktorer.
Ikke engang 567.
Tallet er astronomisk!
To...
- Astronomisk.
- Hvabehar?
- Astronomisk.
- Før det.
- Faktorer.
- Hvor mange faktorer, Kazan?
- Af 567.
- To.
Det var satans.
- Hvor mange faktorer har 30?
- Tre.
- Og syv?
- En... vingummi.
- Jeg har ingen vingummier.
- Vingummi.
Kazan... jeg vil give dig en hel
æske vingummi for hvert svar.
- Vingummier får man i poser.
- Så får du dem i poser.
Jeg kan ikke lide de røde.
- 898?
- To.
- 545...
- To.
Han giver os faktorerne.
Astronomisk.
Så knægten er altså et geni.
- Så rummet skulle være sikkert.
- Det må vi finde ud af.
Lad være!
- Sikkert.
- Kazan, han kan!
Hvad er nummeret?
Lige her. Kig her.
Tving ham til det.
Kazan, vi skal regne nogle tal ud.
Du kan godt lide tal, ikke?
- Primtal.
- Ja, antallet faktorer af 656?
- To.
- 779.
- To.
- 462.
- Tre.
- Af sted.
Kom nu. Af sted.
Også dig, Worth.
Let så røven, Worth.
Jeg er ikke færdig med dig endnu.
Leaven, luk døren op, og få
Einstein i gang med tallene.
- Åh, nej!
- Væk!
Leaven.
563... kom nu, Kazan. 563.
- I røvhuller, I dør.
- To.
- En...
- Fælde.
- Undersøg gulvet!
- Er han død?
Ikke helt.
Slet ikke. Worth, jeg smider
dig i en fælde på vej ud herfra.
Hvor er han? Kom her.
Kom så her, sagde jeg!
Der fik jeg dig... den vej.
To...
Fire...
Hallo.
Det beviser vores teori.
Tallene.
- 4... 2... 3.
- Fri bane.
Kazan!
Lyt.
- Han er ikke langt væk.
- Jeg må finde ham.
- Hvad mener du?
- Vi har ikke mange liv tilbage.
- Kazan.
- Jeg har ikke rørt mig.
- Du må klatre herop.
- Det kan jeg ikke lide.
14... 26... 14.
- Worth, kom herop nu!
- Fem poser vingummi.
- 27 poser i alt.
- Det er en aftale.
Hør her, Worth. Næste gang rummet
flytter sig, er vi ved broen.
Vi er på vej.
Herhen. Kom nu.
Vi har ikke meget tid.
Worth...
- Jeg håber, det er her.
- Det skulle det være.
Hvor?
Vent et øjeblik. Hav tålmodighed.
Ved I hvad?
Det var dette rum, vi startede i.
Jeg havde ret.
Vi skulle være blevet,
hvor vi var.
Broen.
- Røde.
- Kazan.
- 424.
- Fri bane.
Worth...
- Fortsæt.
- Hvad gør du?
Du kan ikke give op nu.
Det er ikke din skyld!
Jeg har intet at leve for derude.
Hvad er der derude?
Grænseløs menneskelig dumhed.
Det kan jeg godt leve med.
Kazan, gå ud til døren!
Røde, Kazan.