Tip:
Highlight text to annotate it
X
Gentag efter mig, okay?
Åh, Paul, lad mig være.
-Velbekomme.
-Velbekomme.
Smør.
Åh, du godeste.
Du er nødt til at smage det her.
Her.
Jeg mener. . . Det er. . .
-Jeg ved det.
-Men jeg er. . .
Jeg ved det... Jeg ved det... Jeg ved det.
Se der!
Åh, Paul, det er så smukt!
Tag det roligt.
Undskyld.
Der er det.
Se, til højre. . . Bare stop.
Det er ikke til at tro,
at vi kommer til at bo her.
Paul!
Begår vi en fejl ?
Skulle vi være blevet i Brooklyn?
Vi kommer til at elske Queens.
Queens er smuk.
Flyttebilen er her.
Er du okay?
-Alt falder ned.
-Hej.
Hvad laver vi her?
Gentag efter mig.
-Ni hundrede kvadratmeter.
-Ni hundrede kvadratmeter.
Plus..., at det er tæt på dit kontor.
Plus..,at det er tæt på mit kontor,
men vi behøver ikke at flytte.
Vi kunne opsige lejekontrakten,
pakke alt ned igen og bo i Jeepen.
Du har ret. Du har ret.
-Eric, hvad er det for en larm?
-Hvilken larm ?
Vil det blive sådan her hver nat?
Måske.
Jule?
Det er Versailles.
Jeg er så glad for du kan lide det, skat.
Godmorgen !,
Lower Manhattan Development Corporation,
LMDC.
Lower Manhattan Development Corporation, Julie Powell.
-Min søn døde i det 2. tårn.
-Det gør mig ondt.
Det gør mig meget ondt.
Er du den person jeg skal tale med, hvis jeg
ikke kan lide planen for mindesmærket
-der var i Times her til morgen ?
-Du kan tale med mig.
-Har du magt ?
-Nej.
Jeg vil gerne tale med nogen som har magt.
Jeg bryder mig ikke om planen.
Jeg bryder mig heller ikke om planen.
I mennesker er en flok
hjerteløse bureaukratiske fjolser.
Jeg er ikke et hjerteløst bureaukratisk fjols.
Jeg er bare en person i en kontorbås,
og jeg gør det bedste jeg kan, frue.
Dette er mit sjette telefonopkald
og det eneste, jeg får at vide, er
at jeg er nødt til at udfylde en formular for at
komme i betragtning til en forsikringsudbetaling.
og det skal De. Men.., jeg mener... Hvis De ikke ønsker at
udfylde en formular selv,så vil jeg udfylde en for Dem,
men De bliver stadig nødt til at komme ind
og underskrive den.
-Til din kontorbås?
-Ja.
Jeg har det dårligt med alt det De går
igennem, Mr. Diamond, men. . .
Du har ingen idé om, hvad jeg går
igennem, Ms Powell. Du har ingen idé.
-Lad være...lad være med at råbe af mig.
-Den her sagsbehandling er komplet ineffektiv.
-Vær venlig ikke at råbe af mig.
-Det er latterligt.
-Mit 3-årige barn er bedre til at hjælpe.
-Jeg er din ven.
Og nu siger lægen at der er
fiberglas i hans lunger.
Han hoster. Han holder aldrig op med at hoste.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Hans kone siger, at der er så meget skidt
i hans lunger, at han ikke kan trække vejret,
og nu nægter hans forsikringsselskab at betale
for den medicin, der måske kunne hjælpe.
-Bed hende ringe til Sundhedsafdelingen.
-Det er en telefonsvarer.
Andrea Gomez...
på borgmesterkontoret.
Tak... Tak.
Chokoladecremetærte.
-Ved du, hvad jeg elsker ved madlavning?
-Hvad er det?
Jeg elsker, at efter en dag
hvor intet er sikkert,
og når jeg siger "intet",så mener jeg intet,
kan man komme hjem og vide med sikkerhed
at hvis man tilføjer æggeblommer til chokolade
og sukker og mælk,
vil det blive tykt.
Det er sådan en trøst.
Dårlig dag?
Hvornår vil den tærte være klar?
Snart, men jeg er nødt til at lave
flødeskummet først og lade det sætte sig.
Jeg holder mig til.
Det er et mesterværk.
Rituel Cobb-salat frokost i morgen.
Truende, truende, truende.
Subway.
-Hej.
-Hej.
Hvordan har du det?
Hvad kan jeg gøre for De damer?
Jeg vil have en Cobb salat, ingen Bleu-ost.
-Cobb salat, ingen beder.
-Cobb salat, ingen bacon.
-Cobb salat, ingen æg.
-Okay, fortæl dem. . .
Hører du godt efter, Tracy?
Bed dem om at øge buddet til 1-85.
-Nu sker det.
-Gentag efter mig, Tracy.
1-8-5.
Hvad sker der?
Og ring til mig i samme
øjeblik du hører noget.
Min assistent.
Det er dårligt nok værd at have en.
Jeg ved det.
I går sagde jeg til Allison,
"Gå på apoteket og skaf mig
et par sorte strømpebukser. "
Hun kom tilbage og sagde,
"De havde ikke ingen."
Jeg sagde: "Prøvede du et andet apotek?"
Jeg mener... altså....
Eller Bloomingdale's.
Hvad er der galt med at prøve Bloomingdale's?
Ja, jeg forstår det ikke.
Hvis bare jeg kunne være min egen assistent.
Jamen det kan du.
Fyr din assistent
og lad være at ansætte en erstatning.
Nej, det er ikke det jeg mener, Julie.
Undskyld mig. Åh. . .
-Åh, de er søde.
-Åh, tak. Tak.
Okay, byd 1-90, 1-9-0. Fint.
"1-9-0." Hvad ?.
Hvad har du gang i ?
190 mio. dollar
Vi samler en parcel på Midtown.
Oh, wow. Åh, åh, der er så stort, Cassie.
En parcel af hvad?
Bygninger.
Vi river dem alle ned
og bygger et højhus.
-På din parcel.
-Tak.
Og nok om dig, nu til mig.
Fra i går, er jeg Senior Vice Præsident
med ansvar for Corporate Publicity .
-Nej.
-Hvilket betyder, at jeg får en lønforhøjelse
og jeg kan låne en halv million dollars
til 2 procent, hvis jeg vil.
-Fint.
-Hvis du vil ?
-Nå, hvordan med dit job, Julie?
-Oh, det er. . .
-Jeg kan nemt forestile mig det. Hjerteskærende.
-Så trist.
-Smertefuldt.
-Ikke på en dårlig måde.
-Undskyld mig. Åh, Gud, jeg glemte.
-Undskyld mig.
-Hallo?
-Hallo?
-Hej.
-Hej.
Hej, Jules? Jeg har brug for at interviewe dig
til det stykke, jeg er ved at skrive.
Sikkert, Annabelle, alle tiders.
Jeg vil være beæret.
Ring til Julie om et interview.
Arranger rensning.
Arranger det før middagen på torsdag.
Lørdag... party.
Nej
Jeg kan ikke computer-træne dig hver dag
mens jeg er sammen med mine veninder.
Hvad handler den om? Artiklen?
Det handler om, at vores generation
er ved at blive 30.
Folk som bliver 30.
Åh, mit liv, jeg har så travlt.
Jeg ved ikke lige,
hvornår jeg kan passe dig ind.
Må jeg minde dig om, at jeg ikke ønsker at se dig,
du ønsker at se mig?
Ja.
Ville en morgenmadsaftale passe?
Jeg troede på hende.
Hvilken slags idiot er jeg ?
Hun sagde:
"Det handler om at vores generation bliver 30."
Hvad havde du forventet?
Annabelle har altid været en løgner.
"Julie Powell, engang redaktør af
The Amherst Litterary Magasine,"
"det, vi alle vidste ville blive 'The One'"
"8 års trækken i langdrag, før hun opgav sin roman,"
"og arbejder nu i en kontorbås
som mellemniveau bureaukrat,"
"forsøger at håndtere
eftervirkninger af 9-11. "
Åh, Gud, du lærte det udenad ? Hvor patetisk.
Hun udelod så meget.
Anyway, billedet var godt.
-Jeg så fed ud.
-Kun dit ansigt.
Jeg glemte at fortælle dig.
Ved du, hvad Annabelle laver nu?
-Sarah fortalte mig det. En blog.
-Af hvad?
Hvad mener du med " af hvad"?
En blog af Annabelle.
Af hver tanke,
der passerer gennem hendes hjerne.
Hendes dumme, intetsigende, vage. . .
Jeg kunne skrive en blog.
Jeg har ideer.
Og du er forfatter,
hvilket er mere end man kan sige om Annabelle.
-Hvis bare det var sandt.
-Du skrev en roman.
En halv roman.
Og ingen ønskede at udgive den.
Man er ikke en forfatter, medmindre nogen
udgiver en
Se, det er det, der er så fantastisk ved blogs.
Du behøver ikke at blive udgivet.
Du kan bare gå online,
trykke Enter og så er det der, derude.
Hvad skulle jeg skrive en blog om?
Du er forfatter, fortæl mig det.
Hvorfor skriver du ikke om
hvor meget du elsker Queens?
En kort blog.
Du kunne skrive om dit job.
Hvis jeg skrev en blog om mit job
og nogen på arbejde nogensinde læste det. . .
-Jeg mener, hallo...
-Det her er godt.
Det her er virkelig godt.
Overordnet, er hele idéen med at skrive en blog,
at slippe væk fra det jeg laver hver dag.
På samme måde som madlavning er en måde,
at slippe væk, fra det jeg ellers gør hele dagen.
Så skriv en blog om madlavning.
Jeg er ikke en rigtig kok,
lige som Julia Child eller Mario Batali.
Julia Child var ikke altid Julia Child.
Hvis jeg virkelig ønskede at lære at lave mad,
Kunne jeg bare kokkerere mig vej gennem
Julia Child's kogebog.
Jeg kunne blogge om det.
Jeg har en kopi. Jeg stjal den fra min mor
sidste gang jeg var i Texas.
Da jeg var otte, kom min fars chef til middag
og det var en virkelig stor begivenhed,
og min mor lavet Boeuf Bourguignon.
Men det var ikke bare Boeuf Bourguignon.
Det var Julias Boeuf Bourguignon.
Og det var ligesom om at hun var der.
Ligesom om Julia var dér, i rummet,
på vores side, som en stor god mad-fe.
Og alt skulle nok gå fint.
Jeg vil prøve at vende den her ting rundt nu,
hvilket er en temmelig vovet ting at gøre.
Hun ændrede alt.
Før hende var det frossen mad
og dåseåbnere og skumfiduser.
Nedgør ikke skumfiduser.
Når I vender noget,
er I simpelthen nødt til at tro på jer selv.
Især hvis det er en løs masse som ...
Det gik ikke særligt godt.
Men, ser I, da jeg vendte det,
-havde jeg ikke modet jeg havde brug for ...
-Hun er så yndig.
... den måde, jeg skulle have ...
Men I kan altid blande det sammen.
Og I er alene i køkkenet.
Hvem skulle se det ?
Perler. Den kvinde er iført perler
i køkkenet.
Man er bare nødt til at øve sig,
ligesom på klaver.
Jeg er Julia Child.
Velbekomme.
-Velbekomme.
-Velbekomme.
Velbekomme.
Julia Child er medforfatter til bogen
"At mestre kunsten ved Fransk madlavning".
Velbekomme.
"Til den tjenerløse Amerikanske kok."
..Det passer lige på mig.
Okay, her er et problem.
Jeg har aldrig spist et æg.
Og jeg har for meget mavesyre.
Vi finder en løsning.
Så jeg vil kokkerere mig vej gennem
Julia Childs kogebog
og skrive en blog om det.
-Men jeg får sandsynligvis brug for en deadline.
-Hvorfor?
Fordi det ellers vil blive som med
alt andet jeg foretager mig.
Fordi jeg,..lad os se det i øjnene,
aldrig afslutter noget
-Ahhh.
-Jamen, det er sandt.
Du ved, hvorfor jeg synes, det er det?
-ADD.
-Du har ADD?
Ja. Det er derfor,
jeg er så dårlig til husarbejde.
Åh, er det derfor ?
Jeg siger bare, en deadline ville være godt.
Så en deadline da.
"Jeg elsker deadlines".
"Jeg elsker den lyd de laver
når de suser forbi. "
-Hitchhikers Guide til Galaxen.
-Jeg mener det.
-Okay, så et år, eller sådan.
-Et år?
Denne tingest vejer cirka to pund.
Jeg har et fuldtidsjob. Nogen gange kommer jeg
ikke hjem før ved 8-9 tiden. Og. . .
Det er vanvittigt. Det er vanvittigt.
-Er det vanvittigt ?
-Ja. Ja.
-Okay, du ønsker at lave Blog Z?
-Ja.
Blog Z er det så.
Ingen her
end os tjenerløse Amerikanske kokke.
"Tjenerløse Amerikanske kokke."
-Hvad synes du ?
-Elsker det.
"Start blogging."
"Julie / Julia Projektet."
Bogen, "At mestre kunsten ved Fransk madlavning".
Første udgave, 1961 af Simone Beck,
Louisette Bertholle,
og, selvfølgelig, Julia Child, kvinden
der lærte Amerika at lave mad og at spise.
Der er gået 40 år og ingen kan stadig røre hende.
Udfordringen, 365 dage, 524 opskrifter.
Udfordreren, Julie Powell.
Offentlig ansat om dagen,
løssluppen gourmet om natten.
Sættende hendes ægteskab, hendes arbejde,
og hendes kats velbefindende på spil..
har hun lagt billet ind på
en forvirret opgave.
Hvad det vil føre til, kan ingen sige.
Kære Charlie, vi er endelig kommet på plads,
og Julia elsker det her.
Hun ønsker at blive her for altid.
Du ved hvor berømte Franskmændene er for
at være gnavne, kære bror.
Alle her er så venlige.
Men Julia bringer det bedste frem i en lækat.
Så charmerende.
Så hun synes De er de mest
vidunderlige mennesker i verden.
Jeg føler, at jeg er Fransk.
Det må jeg simpelthen være.
Well, det er du måske også.
Med hensyn til at blive her for altid,må jeg sige,
at det ville jeg heller ikke selv have noget imod.
Og jeg er så glad for at du kom,
-Det er svært at forklare.
-Det var en meget fin forestilling.
-Tak fordi I kom.
-Jeg nød det.
-Paul, tillykke. Excellent udstilling.
-Mange tak, Jack.
Jack Donovan, dette er min kone, Julia.
-Det var sådan en dejlig udstilling, Paul.
-Tak. Tak.
-Jeg er så stolt af dig.
-Oh, godt.
Franskmænd spiser fransk mad!
-Hver eneste dag! Jeg kan ikke komme over det.
-Det gør de.
Du ved, jeg elsker dig så meget,
Jeg lader dig tage den første bid.
-Det er så godt.
-Inden jeg selv havde. . . Er det godt, er det?
Hvad skal jeg gøre, synes du ?
Med hvad?
Jeg har ikke rigtig lyst til at vende tilbage til
offentligt arbejde.
Du ved, men l. . .
Burde jeg ikke finde noget at lave?
Konerne her, laver ikke noget.
-Det er ikke mig. Det er bare ikke mig.
-Jeg ved det.
Jeg så en meddelelse på opslagstavlen
på ambassaden
om timer i hattemageri.
Kan du lide hatte ?.
Det kan jeg, det kan jeg.
Det kan jeg.
Hvad er det, du virkelig gerne vil lave?
Spise.
-Det er, hvad jeg gerne vil lave.
-Jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det.
-Og du er så god til det. Se på dig selv!
-Jeg er god til det.
-Nå. Hvor god er du.
-Jeg vokser lige foran dig.
Jeg tænkte på at tage bridge-lektioner.
Kan du lide bridge ?.
-Det kan jeg. Jeg kan godt lide ideen om bridge.
Fire point for et es,
tre point for en konge,
to point for en dronning, et point for en knægt.
Og hold dine kort tæt til kroppen.
Har De nogen franske kogebøger
på engelsk?
-Desværre ikke.
-Gosh.
Ekspedienten. Hun. . .
Havde ingen anelse om. . . Fordi, ser du,
Der findes ingen franske kogebøger på engelsk.
Og alt som jeg har, er denne
"Joy of Cooking"af Irma Rombauer,
Hvilket er en glimrende, fremragende kogebog,
men den er ikke fransk.
Så jeg har bedt min ven Avis de Voto om,
at se sig omkring i USA
for at se, om hun kunne finde. . .
Rigtigt. Rigtigt.
Gosh, jeg troede at jeg
talte fransk til dig!
Åh, du godeste !
Hvad har vi her ?
-Det er en kopi af. . .
-Det er mine erindringer.
Åh, se.
Åh, det er fantastisk! Men det er på fransk!
-Du klarer det nok. Du klarer det nok.
-Tak, skat.
Jeg ved det. Jeg er ved at lære.
Jeg prøver. Jeg er virkelig. . .
Tillykke med fødselsdagen til mig.
Tillykke med fødselsdagen til mig.
-Hvad betyder det her?
-Hvad?
- "Vask lårene."
-Nej, "bade." Bad lårene.
-Se.., men derefter. . .
-Hvor?
"I smør." Det ved jeg. Men hvad er. . .
"Bad lårene i smør
og derefter fyld. . . "
Hvad er det ord?
-Hønen!
-Rigtigt... høne.
"Indtil hun bare ikke kan klare mere."
-Det står der ikke.
-Det gør der.
Jeg vil vise dig det senere i ordbogen.
Jeg vil gennemgå hele opskriften med dig.
-Hvorfor går jeg ikke på madlavningsskole?
-Hvorfor gør du ikke ?
-Jeg mener det alvorligt.
-Det gør jeg også.
Åh, min Gud.
Hvad hvis du ikke var blevet forelsket i mig?
Men det gjorde jeg.
Åh, Gosh.
I går var tirsdag d. 13. august,2002.
Dag ét. 364 dage tilbage.
Jeg lavede artiskokker med hollandaisesauce
hvilket er smeltet smør med æggeblommer
som piskes helt sindsygt.
indtil det er dødt og er kommet i himlen.
Og lad mig sige dette.
Er der noget bedre end smør?
Tænk over det.
Hver gang du smager noget
der er delikat ud over enhver forestillingsevne,
og du spørger, "Hvad er der i ?"
Svaret vil altid være "smør."
Det er utroligt.
Det er blevet pisket til underkastelse,
det er derfor.
Den dag der er en meteor på vej mod
jorden, og vi har 30 dage tilbage at leve i,
vil jeg bruge tiden til at spise smør.
Her er mit sidste ord om emnet.
Du kan aldrig få for meget smør.
24. august, dag 11.
Er det, hvad du mener når du siger, "klump ikke
champignonerne sammen" ? Er det her en klump ?
353 dage tilbage.
En forfærdelig dag på arbejdet.
En gammel bedstemor, der så ud som om,
hun ikke kunne gøre en flue fortræd
kaldte mig en kuglepens-trykkende
kapitalist duplet.
Men så kom jeg hjem og lavede kylling
med fløde, svampe og portvin,
og så var det glemt.
Her er den store nyhed.
Jeg har lavet champignon på
den forkerte måde hele mit liv.
"Lad være at klumpe champignonerne sammen",
-ellers vil de ikke brune.
Hører du efter, hvem end du er?
Den vil du elske.
Dag 22.
Den her er virkelig god med figenmarmelade.
Jeg lod mig rive med i Dean & DeLuca i går aftes
og brugte halvdelen af min nettoløn på mad.
Og det første der gik op for mig
da jeg nåede til metroen
med mine dagligvarer, en pose kattegrus,
en flaske olivenolie jeg absolut ikke kunne
leve uden, og et stort bundt grene.
var, at grenene nok ikke
var en god idé.
Undskyld ?.
De svirpede folk i ansigtet
frem og tilbage og jeg svedte som et svin.
Ikke overraskende, da jeg har haft alt for travlt
med at lave fedende mad, til at bekymre mig om motion.
Og så kom jeg hjem og fik
en stor "tillidserklæring" fra min mor.
Mind mig lige om igen, hvorfor du gør det her ...
-Blogge ?.
-Uanset hvad det hedder.
Det er et regime, Mor. Som at lave sit-ups.
-Nå, det er bare tilføje pres.
-Hvilket pres ?
Du har et fuldtidsjob,
du har en mand,
og nu vil du blive syg af at blogge.
-Det er lidt ligesom at være i AA.
-Hvad det du siger?
Det giver en noget, man skal gøre
hver dag, en dag ad gangen.
Hvordan kender du denne lingo?
Skat, er du en alkoholiker?
Jeg siger bare, at det er godt for mig,
at havekortsigtede mål.
Ja, det er dumt. Det er bare gement dumt.
Hvem læser dette Blog?
Folk... Folk læser den, er jeg sikker på.
Nå, men det er noget som DU har besluttet at gøre,
og som DU kan vælge, ikke at gøre,
og ikke en eneste ville bekymre sig om det.
Nej, forstår du ikke ? Jeg er lige begyndt.
Jeg kan ikke stoppe. Jeg er nødt til at
gøre dette færdigt. Det er alt jeg har.
Hallo? Hallo?
Dumme døde telefon.
Hej, det er ikke alt du har!.
Jeg ved det. Jeg ved det.
Jeg mente det ikke sådan.
I går, pocherede jeg et æg.
Det virkede som den rigtige ting at gøre
på, den måske næstværste arbejdsdag,
i registreret historieskrivning.
Forklar mig, hvorfor du aldrig har spist
et æg i hele dit liv.
Jeg har fået æg i...
for eksempel kager.
Har aldrig fået et "æg" æg.
Jeg var et meget viljestærkt barn.
Det simrer.
Jeg havde denne fornemmelse, Gud ved hvorfor ?,
at det ville være let at pochere æg.
Men jeg tog grundigt fejl.
"Skub omgående og forsigtigt hviden over
blommen med en træske".
"I to til tre sekunder." omgående.
Ulækkert.
Åh, måske er æggene ikke friske.
Julia siger æggene skal være friske.
De er friske.
Okay. Du behøver ikke at bide mit hoved af.
Jeg citerer bare Julia.
Det krævede tre af os, stuvet sammen i
køkkenet over en gryde med simrende vand,
men til sidst, så fik vi styr på det.
-Hej.
-Velkommen.
Hvor er det kært.
Og jeg spiste mit allerførste æg
i hele mit liv, nogensinde, nogensinde, nogensinde.
Jeg troede æg ville være fedtede
og slimede, men de smager som
ostesauce. Mums.
Julia Child, du er så god.
-Skål !.
-Skål !.
Og, må jeg sige, fantastisk vin?
-Tror du Julia kender dig?
-Det ønsker jeg.
Jeg har denne her fantasi, at hun kommer til middag
og jeg viser hende min nye citronpresser.
Vi bliver meget tætte.
Sandheden er, ingen kender mig.
Jeg føler, at jeg blot sender ting
ud i et stort tomrum.
Hvilket minder mig om Annabelle's blog.
Har du læst den for nylig ?
Ja.
-Det er på en måde sjov.
-Er det ?
Hun dater den her rige fyr, som ejer et fly.
Hans navn er Lester.
Og de gør det.... i luften.
Folk elsker det. Det er et kæmpe hit.
Hvad tror du, det betyder
hvis du ikke kan lide dine venner ?
-Det er helt normalt.
-Mænd kan lide deres venner.
Vi taler ikke om mænd.
Hvem taler om mænd ?
Så er der gået fem uger, 47 tilbage,
og jeg føler mig fantastisk.
Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på.
Er der nogen derude, som læser mig ?
Men det er jeg sikker på der er,
er du ikke ? Nogen ?
Alle ?
Ernestine, jeg har en kommentar.
Min mor tæller ikke med.
I dag vil vi starte med, at lære at koge æg.
For det første skal du sikre dig
at ægget er friskt.
Jeg håbede sådan på, at. . .
Nå, til noget lidt mere avanceret,
Madame Brassart.
Men du er ikke en avanceret kok.
Men jeg ved, hvordan man koger et æg.
Ved du hvordan man udbener en and?
Nej, men det er præcis den slags ting
at jeg er meget interesseret
i at lære, hvordan man gør.
Der er en anden klasse,
men du vil ikke kunne lide den.
Det er for professionelle,
hvilket du aldrig bliver, er jeg sikker på.
Alle sammen mænd.
Alle G.I´s
Og meget dyrt.
Jeg kan ikke forestille mig, at du
ville have lyst til at betale kursusafgiften.
Hvor meget?
Så, løget er klar, men. . .
Først og fremmest skal du
holde kniven sådan her.
Håndled, forsigtig. Sæt tommelfingeren her.
Hånden og kniven er ét.
Og den hånd, den anden hånd,
Du bliver nødt til at beskytte den.
Her, skal du kun skære løget. Ja?
-Ikke mig.
-Ja.
Og så skal du sætte din tommelfinger her
og de andre fingre her.
Jule?
Du er lidt for over-kompetitiv,
synes du ikke?
Nå, du skulle have set den måde,
de mænd kiggede på mig.
Som om jeg var en eller anden frivol husmor,som bare
var på udkig efter en måde, at slå tiden ihjel på .
Godt. . .
-Hvor skal du hen?
-Ikke her.
-Er du sulten?
-Nej.
Godt.
Ta-da!
Godt gjort, Madame Child.
Kære Avis,
Jeg er i min tredje uge i Le Cordon Bleu,
og jeg er i den syvende himmel.
Hver morgen ringer vækkeuret kl. 6:30,
og jeg hopper ud af sengen.
Jeg er oppe !
Ved 7:30-tiden er jeg i klassen, iført mit forklæde,
i gang med at skrælle kartofler.
Så koger vi fond , og vi udbener fisk.
Vi plukker duer.
Vi laver butterdej med så meget smør,
at man næsten får hjertestop,
bare af at se på det.
Min lærer går så hurtigt frem
at jeg sommetider taber tråden.
Men jeg er langt foran de andre i klassen,
allesammen mænd,
og alle meget uvenlige
indtil de opdagede,at jeg var frygtløs.
Noget jeg indså, på cirka
samme tidspunkt som de gjorde
Morgenundervisningen slutter kl. 12:30,
så går jeg hjem og laver middag til Paul.
Så tager Paul en lur.
Og senere på eftermiddagen, tager han tilbage
til ambassaden og jeg tilbage til skolen.
Du må have en morter og støder.
Min far kan ikke gøre for det, men han
er forfærdet. Jeg går på husholdningsskole.
tilbød, at give mig et tilskud,
så jeg kunne ansætte en kok.
Fortsæt. Sjov! Glæde!
Det er det her der betyder noget.
Jeg er sandsynligvis den eneste
amerikaner i Paris,
som synes, at madindkøb er lige
så sjovt som at købe en kjole.
Selvfølgelig, du ville tænke lige sådan,
hvis du boede i et land
hvor det var komplet umuligt,
at finde noget i sin størrelse.
Forresten vidste du, at hvis
man ikke tørrer kød af,
vil det ikke brune ordentligt?
Irma Rombauer nævner ikke et ord om det
i "The Joy of Cooking".
Avis, her er jeg i himlen.
Jeg har ledt efter en karriere hele mit liv...
-Happy Valentine's Day.
...og jeg har fundet den.
Vi mødtes i Ceylon da Han var i OSS.
Men han lagde aldrig mærke til mig i starten.
Well, det er ikke sandt. Jeg lagde mærke til dig.
Jeg lagde mærke til dine ben lige med det samme.
Oh, du var sådan en farlig mand.
-Alle kvinderne var vilde med ham.
-Kan man bebrejde dem ?
Anyway, vi blev sendt til Kina.
Absolut lækkert, hvis jeg selv må sige det.
Julia.
Når du er færdig med dit kursus,
vil du så undervise på Cordon Bleu ?.
Nej, det tror jeg ikke.
Kvinden som driver stedet, hader mig!
Hold nu op.
Der er bestemt ingen som kunne hade dig.
Det er sandt. Men HUN gør.
Var du spion?
Nej... Ja... Nej...
Åh, så beskeden, ikke sandt?
Du var i kontoret for Strategic Services
og så var DU ikke spion ?
Jeg var bare en papirnusser.
Men Paul.. Paul designede alle de hemmelige
krigsrum for General Mountbatten.
Well, kun kort og plancher og sådan noget.
Det var. . .
Han gjorde det !
Han vandt krigen for os, helt alene.
Well, Det var jeg nødt til. Nogen måtte gøre det.
Jeg mener, den blev ved med, at trække ud, ikke sandt ?
Nå, men der var vi så i Kina,
bare venner der spiste sammen,
og det viste sig at være Julia.
Det viste sig at have været Julia hele vejen.
Julia, du er smørret på mit brød,
og mit livs åndedræt.
Jeg elsker dig, min skat.
Happy Valentine's Day.
Kære Charlie,
At se Julia foran hendes komfur
giver mig samme fascination
som at se en spille stortromme
i symfoniorkestret.
Ovndøren åbner og lukker så hurtigt,
Man bemærker dårligt den lydløse bevægelse
med skeen, idet hun dypper den ned i en gryde,
og op til hendes mund for en smagsprøve.
Som et perfekt timet dobbeltslag
på trommerne.
Og så, med de bare fingre,
fisker hun et stykke cannelloni
op af gryden med det kogende vand,
og hun råber,
"De her forbandede tingester
er lige så varme som en stiv pik."
-Hvad sagde hun ?
-Jeg ved det.
-Julia Child sagde, "Varm som en. . ."
-Jeg ved det, jeg er chokeret.
Det er fra et brev som Paul Child
skrev til sin tvillingebror Charlie in 1949 ,
Da Julia netop var påbegyndt undervisning
på Le Cordon Bleu.
Så Julia and Paul...en masse,en masse.
-Jeg ved det. Jeg ville bare vise dig...
-Hvad?
At man aldrig kan sige noget om en persons
sexliv, ved blot at se på vedkommende
De var så forelskede.
Varm sovs fra en læser.
Og i dag havde jeg 12 kommentarer fra læsere,
og jeg kendte ingen af dem.
Tak til alle mine trofaste læsere
for denne ny opdagede skat.
Jeg har nu gennemført 65 opskrifter på 47 dage.
På sporet med 103 opskrifter
på kun lige godt 2 måneder.
Ser ud som en muffin.
Hummer Thermidor er det næste,
og jeg bliver nødsaget til at myrde
og desekrere et skaldyr..
Hvordan bliver jeg nogensinde i stand til det?
Sidste nat talte vores søvnmaskine,
den vi har ved siden af vores seng
for at drukne lyden af lastbiler
der rumler forbi vores lejlighed,
den talte til mig. Og den sagde,
"hummer dræber.
"hummer dræber, hummer dræber, hummer dræber."
En af mine læsere sagde
at hvis man kommer hummere i fryseren,
så lammer det dem, på en måde.
Så fik jeg en anden kommentar som sagde,
"Tag dig sammen, dræb den forbandede hummer.
"Bare tag en kniv og gør det."
Den er levende !
Eric.
Åh, Gud.
"Hvordan man behandler levende hummere".
"Hvis du vil koge en levende hummer," Ja,
"Stik spidsen af kniven ind i hovedet
mellem øjnene."
Oh, Julia, du får det til at lyde så enkelt.
Hummer dræber.
Eric.
Kom ud derfra.
Jeg har overhovedet ikke brug for dig.
Du er komplet ubrugelig.
Jeg vil bare smide dem ned i vandet
og komme låg på, og så er det det.
Fint.
Hej.
Farvel.
Beklager.
Er du okay?
Okay.
Okay. Okay.
Okay, drenge.
Der er kommet en ny sherif til byen.
Hummer dræber.
Alt under kontrol.
Du er en helgen.
Tak.
Tak, tak, tak.
-Tak.
-Velbekomme.
-Jeg kan ikke. Jeg kan ikke.
-Du kan.
-Nej jeg kan ikke. Jeg har en masse at gøre.
-Du kan.
-Eric, jeg kan ikke.
-Jeg klarer det.
-Eric.
-Bare giv mig en til, giv mig en til.
-Bare en til.
-Fint. Gå, Jeg har så meget jeg skal nå. Hente!
Ud!
-Hej, mange tak skal du have.
-Hej, mand. Hvordan har du det?
Tillykke med fødselsdagen.
Yeah, fremragende. Godt at se dig.
-Kage.
-Kage, svoger
-Elsker dig så meget.
-Hey, mand.
Hi, hi, hi, hi.
Velbekomme.
Tillykke med fødselsdagen, Julie.
-Tillykke med fødselsdagen.
-Hej ! Tak søde.
Åh, tak for at komme helt her ud. Hej, du.
Her er en utrolig ting.
Da Julia and Paul mødtes, var hun jomfru.
-Virkelig?
-Wow .
Hun var, cirka... faktisk 40 .
-Mener du det?
-Hvordan kan nogen vide det?
Der var alle disse breve, som Julia
skrev til sin ven Avis De Voto.
Og Paul skrev til sin bror, og ingen udelod
noget som helst,så vidt jeg kan se.
Da de blev gift kunne hun dårligt
nok koge et æg,
Er det ikke fantastisk ?
Virkelig?
-Braiserede squash er som en genopstandelse.
-Det her er godt.
Jeg er besat af hende.
Jeg er fuldstændigt besat.
Hun er fuldstændigt besat.
Jamen det er godt du er det,
fordi det her, er fuldstændigt fantastisk
Seriøst. Så godt.
Well, spar på dem, fordi det er alt der er.
Jeg mener, hummer.... mange penge.
Hvorfor lægger du ikke en PayPal-ting
ind på websiden ?
Folk kunne donere penge hvis
de fik lyst.
Åh, ja. Absolut.
Du har fans, dine læsere elsker dig.
Har jeg ? Har jeg fans?
Ja, du har.
-Well, jeg kan ikke bede dem om penge.
-Hvorfor ikke ?
Jeg synes du skulle lave den der PayPal-ting.
På den måde kunne vi få flere hummere.
-Hårdere. Tag dem. Tag dem. Hey, hey, hey!
-Tredive. Tredive. Tredive. Tredive. Tredive.
Tillykke med fødselsdagen, skat.
Tak.
Lige som Julia's.
Bortset fra, at hendes sandsynligvis
var den ægte vare.
De er smukke.
Skal jeg hjælpe dig med at tage det på ?.
Lad os give det her en chance.
Hvordan er det?
Yeah.
Jeg er 30.
Jeg troede det ville være forfærdeligt,
men takket være jer, og takket være Julia,
føles det som, jeg nok skal overleve det..
Kage.
Mere kage. Kan du lide den kage ?
Hej.
Jeg går i seng.
Ernie, 53 kommentarer på min hummer blog.
Hold kæft.
-Julie Powell.
-Er du den jeg skal tale med,
hvis jeg har et problem ?
Ja, sir. Hvad er dit problem?
For meget mad, for lidt sex.
Eric, det er ikke morsomt.
Jeg syntes det var meget morsomt.
Okay, det var det.
-Hey, gæt hvad?
-Hvad?
Du er den tredie mest
populære blog på "Salon.com".
-Er jeg det ?
-Ja, du er.
Ja !
Så jeg forstiller mig, at for hver som
skriver ind
er der ... jeg ved ikke, hundreder, som ikke gør.
Tror du ikke?
Det er, som om der er, hele denne gruppe
af mennesker, som på en måde er knyttet til mig.
De har på en måde... brug for mig.
Som om, at hvis jeg ikke skrev,
ville de blive ophidsede.
De ville sandsynligvis tage gift,
...forsøge at begå selvmord.
Julia.
Laver du stadig hatte ?
Åh, nej, Det stoppede jeg med.
Men jeg er klar til eksamen
ved Cordon Bleu.
Jeg kan ikke få det pokkers kvindemenneske
som driver skolen, til at fastsætte prøven.
Madame Brassart?
Er det kvinden du taler om ?
Hun er en ***.
Det er hun, det har du ret i.
Jeg tror, at hun er den eneste person
i verden jeg helt ærligt ikke kan udstå.
Hun er ikke den eneste person,
jeg ikke kan udstå.
Kender i to hinanden?
Det burde I. Julia Child, Simone Beck.
-Simca.
-Simca, goddag?
Og det her er min ven Louisette Bertholle.
Jeg kan ikke fatte, at I ikke har mødtes.
Simca and Louisette skriver en kogebog.
-For Amerikanere.
-Virkelig?
Hvorfor har du brug for at tage en dum test ?
Så jeg kan få et diplom.
Så jeg kan undervise.
Du har ikke brug for et diplom
for at kunne undervise.
Du har nok ret.
-Avis siger det samme.
-Hvem er Avis?
Min ven, Avis De Voto,
som bor i Cambridge, Massachusetts.
Hun er meget klog.
Men jeg kan ikke gøre for det.
Jeg vil have et diplom.
Jeg er meget konventionel.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Well, hvorfor skriver du ikke
til den skrækkelige Madame Brassart
og truer hende?
Truer hende ?
Med hvad ?
United States of America.
Ja ?
Sig til hende, at den Amerikanske Ambassadør
personligt, vil have dig til
at tage den eksamen.
Nej, nej, nej, nej, nej, nej.
Det kunne jeg ikke. Du store.., nej!
Den Amerikanske ambassadør.
Kender dårligt nok manden.
Selvfølgelig kan du det.
Kære Madame Brassart,
Alle på den Amerikanske Ambassade,
inklusiv min kære ven, Ambassadøren
vil blive meget skuffede, hvis jeg ikke
får lov til, at tage min eksamen.
Du skal notere opskrifterne
på "Oeufs Mollets".
"Cotelettes de veau en surprise",
og "crême renversée au caramel".
Cotelettes de veau en surprise.
Jeg havde ingen ide om
hvad "veal en surprise" var. Ingen !.
Lavede det i klassen.
Det er en kalvekottelet med svampe, i en pose.
I en papirpose. Det er overraskelsen.
Du åbner posen,.. surprise!
Kalv og svampe, det er bare det. Jeg er aldrig
dumpet til en prøve før, i hele mit liv.
-Jeg er en A-elev.
-Du kan bede om at komme op igen.
-Kan jeg det ?
-Selvfølgelig.
I mellemtiden, kan du undervise sammen med os.
Gosh !
Er det rigtigt I har planer om at undervise?
Ja, vi vil undervise Amerikanere i Paris
i at lave mad.
Madame Child, jeg bliver nødt til at fortælle
Dem, at De ikke har noget ægte talent for madlavning.
Men Amerikanerne vil aldrig
kunne kende forskellen.
Vi skal, jeg er ked af at sige det,
i gang med sky-er.
En sky er en slags gelé med kødsmag.
Lyder det ikke lækkert?
Jeg kan ikke forestille mig hvorfor
der ikke er nogen der laver det mere.
I begynder med kalvefødder,
som jeg er i besiddelse af,
takket være min engel af en mand,
og I koger dem indtil
jeres køkken lugter som et garveri .
og så størkner det i køleskabet
hvorefter I vender det ud på en tallerken.
Hvilket, ifølge Julia child,
skulle være nemt.
Og alt jeg har at sige til det,
ikke for at fornærme dig Julia, er:
bitchen løj.
***.
-***!
-Hvor mange flere slags skyer er der?
Syv.
Ingen vil vide det, hvis du ikke laver dem.
Mig bekendt findes der ikke noget "sky-politi".
Du kunne lyve.
Det kan jeg ikke. Det kan jeg bare ikke.
Julia vil vide det. Det er som om, at hun holder
øje med mig. At jeg er under hendes indflydelse.
Jeg bliver et meget bedre menneske
på grund af hende.
Aadrr! Vasken! Se her!
Jeg hader det her!
Kom du noget i vasken ?
Hader du det her ?
Hvordan skal jeg lave mad
i det her køkken?
Ikke så sært min form faldt sammen.
Jeg antager vi ikke har noget afløbsrens ?.
Ikke med mindre du købte noget ?.
Jeg laver alt det her
og så forventes det også, at jeg køber afløbsrens ?
Lige nu, er du så...
"ikke under indflydelse af Julia Child".
Hvad hvis jeg ikke når min tidsfrist, Eric ?
Så har jeg spildt et helt år af mit liv.
Jeg plejede at være slank
og nu er jeg ved at blive fed.
-Fed?
-Desuden,
skal jeg udbene en hel and.
-Hvornår?
-På et tidspunkt.
-Kan du overhovedet forstille dig at udbene en and ?
-Nej, det kan jeg ikke.
Selvfølgelig kan du ikke det.
Jeg er sikker på I alle husker det,
fordi det kun var nogle få dage siden,
at jeg var ved at få et
nervesammenbrud over min sky
og dristede mig til i tankerne, at forvandle
mig selv til et bedre menneske.
Og så syede jeg den
"poulet rôti à la normande" sammen.
Hvilket er stegt kylling, stoppet ud med
kyllingelever og fløde ost,
og den faldt på gulvet så syningen
gik op og et hele væltede ud.
Så, for at gøre en lang historie kort,
endnu et nervesammenbrud.
Det her er sindsygt.
Værre end sidste gang.
Jeg kan ikke en gang sy.
Og jeg græd, som et lille,
følelsesmæssigt forstyrret, barn.
Jeg er et rod.
Jeg tager den. Jeg tager den.
Hallo?
Ja, hvem er det ?
Kan du hænge på et øjeblik ?
Jeg er ikke sikker på hun er her.
Hun er måske gået uden for. Hæng på.
Hej, det er en journalist fra
"Christian Science Monitor".
Han vil skrive om dig.
Vil han det ?
Jeg skulle have bedt ham om
at ringe igen senere, ikke ?
Nej, nej, jeg tager den.
Hallo?
Ja ?
Du vil tage hvem med til middag ?
Nej, selvfølgelig, jeg ved hvem det er.
Jeg ved præcis, hvem det er.
Hvem ? hvem ?, hvem ?, hvem ?
Det ville være fint.
Det ville være fuldstændig fantastisk
Farvel.
-Hvem?
-Gæt hvem der kommer til middag?
Åh, min Gud.
To "Les Trois Gourmandes".
Én for alle og alle for én.
Ja!
Okay. Jeg havde sådan et besvær med
at konvertere disse opskrifter
om fra det metriske systemsystem.
-Måleenheder betyder ikke noget.
-Åh jo, det gør de!
Det gør de absolut.
Det er en af de største diskussioner
Louisette og jeg havde
da hun arbejdede på vores kogebog,
som endelig er færdig.
Den er sendt af sted til forelæggeren.
Snart vil Simca og jeg være berømte.
Vi vil blive de næste, "Mrs. Joy of Cooking".
Måske. Okay. Nå, lad os prøve.
Lad os give det en. . .
Kan jeg hjælpe ?
Ja. Det er godt .
Så, ja. De er tidligt på færde. Amerikanere.
Kære Dorothy,
Din søster, Julia, er nu madlavningslærer.
Vi har tre elever, som betaler 2 dollar i timen.
Med nød og næppe lige nok til, at dække
madvarenes pris, men pyt med det.
Simca, Louisette og jeg
er "De tre gourmet-er".
Og dog, nogle gange er vi kun
"De to gourmet-er"
fordi Louisette
af og til får hovedpine
og aftaler med lægen, som
hun planlægger i undervisningstiden.
Jeg har en smule hovedpine.
Du vil møde dem begge,
når du kommer næste måned,
bortset fra, selvfølgelig, hvis
ikke Louisette har mavepine.
Perfekt.
Og selv hvis det ikke er, så undskyld aldrig.
Ingen undskyldninger! Ingen bortforklaringer.
Louisette svigtede os.
Endnu en mavepine.
Og dagen før,
Hun forlod undervisningen inden vi overhovedet
var færdige med, at lave Chocolate Bavarian cream.
Jeg kan ikke forestille mig,at det var den
eneste tid hun kunne få hos tandlægen.
Hold øje med hende.
Vi vil ikke savne Dorothy.
Det er umuligt at savne din søster.
Jeg kan ikke se hende!
-Der er hun.
-Dorothy!
Hej, Julia! Jeg har savnet dig !
Det er så godt at se . . .
-Paul !
-Hej. Hej, skat.
Jeg har haft et eventyr på ocean damperen!
-Jeg blev ikke dårlig en eneste gang!
-Good girl ! Hvordan med dine ben?
Folk faldt som fluer, omkring mig!
-Se !.
-Åh, du store !.
Se på det.
Alt jeg tænker på om dagen, er mad,
og så drømmer jeg om det om natten..
Det er sandt, hun er besat.
Hvis jeg ikke sad i køkkenet,
ville jeg aldrig få hende at se.
I sidste uge drømte jeg,
at jeg lavede cassoulet til Far,
og han hadede det, selvfølgelig.
Han forstår ikke noget af det her.
Jeg har næsten ondt af ham.
Han ønskede så meget for os,
at vi var blevet i Pasadena,
havde giftet os med Republikanere,
og ynglet som kaniner.
-Hvorfor gjorde vi ikke det?
-For høj.
Lad os se det i øjnene, det er sandt.
Lige fra starten,
passer man bare ikke ind. Bogstaveligt talt.
-Så det gør man så ikke.
-Jeg ved det er rigtigt.
Lad være med, at lokke Far
med politik, når han kommer.
-Nej.
-Ellers vil han ikke betale regningen.
-Det vil han ikke, vil han?
-Jeg kan ikke love noget.
-Han er vild med Senator McCarthy.
-Åh, det ved jeg.
-Pasadena.
-Pasadena.
Jinx.
Dort, har du. . . Du har Brien.
-Er det her Brien?
-Ja. Ja, det er Brien.
Er det ikke den mest vidunderlige ost,
du nogensinde har smagt ?
-Jo !
-Jo .
Svaret er ja.
Jeg har fået kokken på Chez la Mère Michel
til at give mig opskriften på beurre blanc.
Beurre blanc. Hvad er beurre blanc?
-Smør i en nedkogt hvidvinseddikke.
-Jeg elsker smør.
Man pisker det sammen,
og syren i vineddikken
arbejder sammen med mælkeproteinerne i smørret
så smørret, i stedet for at smelte,
bliver til denne
cremede, lyse, skummende,
med en slags fantastisk glat slags. . .
Syrlig.
Det har en syrlighed.
Syrlighed?
Ja.
Well, det er. . .
Det er sådan en jeg giftede mig med.
Nå, lige meget,
man serverer det på fisk og det er fremragende.
Jeg vil lave det til dig.
-Det vil blive guddommeligt.
-Ja.
Og, Dort, vi vil give dig en fest.
-Virkelig?
-Meget spændende.
For resten, der er en mand
som jeg vil præsentere dig for.
Jeg tror du virkelig vil . . .
Han er. . .
Høj. Han er meget høj.
-Pardon?
-Høj. Det er han meget.
-Ekstremt høj.
-Jeg er ekstremt høj.
-Men han er endnu højere, så det er godt.
-Han er endnu højere.
Well, det er godt.
Okay.
Meget godt.
Men ikke storartet.
Goddag, de damer. Nogen som ønsker noget ?
Ja.
Værsgo. Tapenaden er fantastisk.
Julia, der er du.
John!
Der er du.
Nå, hvor er denne din søster?
Hun er lige der ovre. Hej, John.
-Hej, Paul.
-Der !.
Så vi har fortalt hende en masse om dig.
Well, Jeg ønsker ikke,
at afbryde hendes konversation.
Med Ivan Cousins? De mødtes lige nu.
Jeg kan ikke forestille mig Dorothy
stikke af med Ivan Cousins.
Dyrebare elskede. . .
John, det her er så sødt.
Jeg har aldrig været til et bryllup
som det her, før.
Her, Julia.
-Sikke et smukt bryllup.
-Tak, Pops.
Jeg er ikke entusiastisk over det her bryllup.
Nå, du var heller ikke særlig
entusiastisk over vores.
Sandt.
Hvordan går det på Ambassaden, Paul?
Fint. Tak, Phila. Tak.
Nå, ikke fint alligevel, fordi de har
reduceret vores biblioteks budget med 90%.
Det synes mig, at Senator McCarthy
har meget lange arme.
Senator McCarthy er en mand,
som ved hvad han vil.
Jeg beundrer en mand, som ved hvad han vil.
Nå, vi kender masser af mennesker i Washington
som har mistet deres jobs,
efter år i statens tjeneste,
uden nogen grund overhovedet.
Og Paul skulle lave en fortegnelse over
hver eneste bog, på Ambassadens Bibliotek.
Du mener vel ikke, at den Franske
regering er meget bedre.
-Og . . .
-Skal vi danse ?
Kom, dans med mig.
Undskyld os.
Du sagde du ikke ville tale om det
og så gjorde du det alligevel.
Jeg ved det, jeg lærer det aldrig.
Hvor er mit store piskeris ?
Her oppe, pisker det rundt.
Og til middag, mayonnaise ?
-Det er godt.
-Det er godt, er det ikke ?
-Meget . Fra din søster.
-Jeg vil sende denne opskrift til Avis.
Jeg er meget spændt på den.
-Jeg tror det er et gennembrud.
-Well, det smager sådan.
Dorothy er gravid.
Paul.
Er det ikke vidunderligt ?
Jo.
Okay.
-Jeg er så glad.
-Jeg ved det.
Jeg ved det.
Hvis du varmer skålen en smule op
før æggeblommerne kommer i,
så ændrer det alt.
Idiotsikker mayonnaise. Absolut idiotsikker.
Jeg skrev det ned.
-Er du uenig ?
-Omkring mayonnaisen ? Slet ikke.
Jeg er sikker på, du har fuldstændig ret.
Videnskabelig udførelse.
Det er mit motto.
Julia.
Vi har et lille problem.
-Vores redaktør. . .
-Af vores kogebog.
. . .synes ikke vores bog er på Engelsk.
Men jeres bog er på Engelsk !.
De giver den et afslag.
Men de foreslår, at hvis
vi vil fortsætte med den,
burde vi finde en samarbejdspartner,
som kunne tage det vi har lavet
og få det til at fungere for Amerikanske kokke.
Ville du gøre det, Julia?
Ville jeg gøre det ?
Ja.
Vi vil nu vise et afsnit af
"Gæt hvem der kommer til middag."
Denne onsdag, vil jeg være vært
for en udsøgt gæst.
Hint nummer et.
Graden af forskel,
mellem Julia Child og mig
er ved at svinde ind
med en faktor på cirka tusind.
På tusind ?.
Som svar på jeres spørgsmål, nej, det er
ikke Amanda Hesser fra New York Times
eller Nigella Lawson, eller Ina Garten.
Men her er hint nummer to,
Jeg vil komme til at lave boeuf bourguignon,
hvilket var den første ret
vores udsøgte gæst lavede,
efter at have læst "Mastering the Art
of French Cooking" for første gang.
Boeuf bourguignon.
Julia Child's boeuf bourguignon.
Nå, siden ingen gættede, hvem min mystiske gæst er,
bliver jeg nødt til, at fortælle jer det.
Det er Judith Jones,
redaktøren som var ansvarlig for,
at få Julia's kogebog udgivet
den gang for længe siden.
kvinden som kunne se historien, ud
af et manuskript, nedfældet på pergamentpapir
Hun er en ældre dame og nok ikke
vandt til, at spise klokken 10 om aftenen
hvilket jeg har taget hensyn til
og laver gryderetten aftenen før.
Og mens jeg laver den,
føler jeg det næsten som om Julia og jeg
kommunikerer sammen over rum og tid
på et dybsindigt, spirituelt, mystisk plan.
Og dog, for det meste taler jeg
bare med mig selv.
-Hvor lang tid tager det at tilberede ?
-To en halv time.
Velkommen.
Jeg er Julia child.
Og i dag skal vi lave en helligdagsmenu
eller "les fètes d'holiday".
Og vi vil begynde med halvt-udbenet kylling,
eller "poularde demi-désossée".
Allerførst, tag leveren ud og steg den sammen
med nogle løg, til en lille snack.
eller måske til en leverpølse,
som man kan smøre på en "cracker",
En "Ritz cracker", en saltkiks.
Saltkiks.
Eller hvis I har et kæledyr, en kat eller
en hund, så elsker de lever.
Gem leveren.
-Gem leveren.
-Gem leveren.
Så, lægger I kyllingen på maven
og skærer den op langs rygbenet
til "Tantes næse", sådan her.
Knæk!
Nu har jeg gjort det.
Jeg har fandeme skåret hul på min finger.
Nå, på en måde er jeg glad for, jeg gjorde det.
De ved, der sker fra tid til anden
ulykker i køkkenet.
Vi har egentlig aldrig diskuteret,
hvad man skal gøre.
Først, må man stoppe blødningen.
Den bedste måde er, at trykke
direkte på såret, sådan her.
Man bør løfte hånden over hovedhøjde.
Jeg anbefaler naturlig jævning,
sådan som kyllingelever.
Endnu en grund til ikke,
at smide leveren væk.
Åh, Gud , den banker!
En stram bandage, derfor.
Hvorfor drejer I allesammen rundt ?
Nå, jeg tror jeg vil gå i seng nu.
Velbekomme.
Nej, nej, nej!
Well, det er bare en stor samling
kedelige opskrifter.
Det fungerer overhovedet ikke.
Jeg bliver nødt til, at smide det meste ud,
og starte forfra igen !
Dette bliver nødt til, at være en kogebog
som gør Fransk madlavning tilgængelig
for Amerikanere, som ikke har kokke.
Som er "tjenerløse"..
Er det et ord ?
"Tjenerløs".
Jeg synes det er et ord.
Julia ?
-Hvad hvis vi blev nødt til at forlade Paris?
-Hvorfor skulle vi forlade Paris?
Fordi min opgave var fastsat til fire år.
Så vi har stadig tid.
Otte måneder.
Og denne kogebog er ikke noget, som
du kan gøre færdigt på otte måneder.
Nej. Men to år synes muligt.
Julia.
Hvad hvis de forflytter mig til et andet sted?
Kunne de finde på det ?
Ja.
De bekymrer sig ikke om mig.
Paul, selvfølgelig gør de det.
Det gør de ikke, virkelig.
Well, hvis vi ikke kan blive i Paris,
så kan jeg bare poste siderne
til Louisette og Simca
og de kan poste dem tilbage til mig.
Det er derfor man opfandt postsystemet
og karbonpapir og pergamentpapir kopier,
eller jeg kan bare springe på toget til Paris
når os tre, absolut er nødsaget til,
at skulle være sammen, ikke.
Eller os to, faktisk, fordi at som bekendt,
så laver Louisette stort set ikke noget .
Men vi ville stadig væk være
et eller andet sted i Europa ?.
Tror du ikke?
Det er meget svært at sige,
grundet det aktuelle politiske klima.
Senator McCarthy
bryder sig ikke om mennesker som os.
Os ?. Hvorfor ?. Hvad har vi gjort ?
Vi har ikke gjort noget.
Det er ikke det, der er pointen.
Pointen er, at vi var i Kina.
Og det er faktisk tilstrækkeligt.
Well, bortset fra det, så er vi stadig her.
-Ja, vi er. Du har ret.
-Ja.
Skål for bogen !.
"Fransk madlavning for alle".!
Eller "Fransk madlavning i hjemmet".
Kan du lide den ? Hvad for en kan du lide ?
Jeg kan lide dem begge.
Kære Avis, nærværende er et uddrag af din
kogebog, fra kapitlet om saucer.
Naturligvis, må det ikke blive vist til nogen
med mindre du er sikker på de ikke er,
aldrig har været,
og ikke vil have noget at gøre
med udgiverbranchen.
Der er mennesker, som ikke kunne
komme i tanke om noget bedre
end at stjæle denne opskrift på hollandaise.
Vi er sent på den !.
Tror du hun vil være der ?
Louisette? Selvfølgelig vil hun være der.
Det er hos hende.
Det var ment som en lille spøg.
-Bortset fra det, hvad drejede det her sig om ?
-Det ville Louisette ikke fortælle mig.
Hun sagde det var en overraskelse.
Måske dropper hun ud af projektet.
Det ville være himmelsk.
-Julia.
-Jamen, det ville det.
Kære venner, dette er Irma Rombauer.
Mrs. Joy?
Den første udgave af "the Joy of Cooking"
tog mig et år at skrive.
Kun et år ? Inklusiv testning af opskrifterne?
Well, jeg testede egentlig ikke
alle opskrifterne. Der var så mange.
Og så fandt jeg en udgiver,
en lille trykker i St. Louis.
Hvor mange penge betalte han dig?
Jeg betalte ham. 3000 dollars .
-3000 dollars ?
-En lille formue.
Men jeg havde en smule penge fra livsforsikringen
fordi min mand . . .
-Nej !
-Begik han selvmord ?
Ja.
Og jeg tænkte, "hvad skal jeg ellers
bruge forsikringspengene til ?".
Og så begyndte bogen at sælge.
og Bobbs-Merrill tog den ind,
så nu havde jeg en rigtig udgiver.
Og de gav dig nogle penge ?
Absolut ikke.
De svindlede mig. De stjal min copyright,
og nu er der kommet en ny udgave,
og gæt hvad?
-Hvad?
-Der er fulkomment rod i indekset.
Hvis man leder efter "City Chicken",
vil man ikke kunne finde den under "C",
Virkelig?
Den er under "Drumsticks, Mock."
Nej
Alt hun ville tale om var,
hvordan hendes forlægger havde snydt hende
for tusindvis af dollars i royalties.
Det fik mig bare til, at indse dette . . .
Det bliver ikke let,
denne " at blive udgivet affære".
Det her er fra Avis, til dig.
Åh, min.... Nå.
Hvad har hun at sige ?
Avis elsker mit kapitel om saucer.
Det er vidunderligt, skat.
Åh, nej.
Hun viste det til nogen, hvilket jeg
udtrykkeligt bad hende om, ikke at gøre.
Hun viste det til en redaktør
ved Houghton Mifflin i Boston,
og Boston redaktøren viste det
til sine overordnede og . . .
Paul ! Paul !
Ja ? hvad ?, hvad ?, hvad ? Hvad ?, hvad ?
De vil . . .
De vil udgive vores bog.
Det var gode nyheder !.
Og de vil give os et forskud.
Hvor meget?
-250 dollars!
-Nej !.
Og 500 dollars mere, når bogen er færdig.
Jeg er meget stolt af dig.
Redaktøren elsker bogen !.
Hun elsker den simpelthen.
"Så med lugten af brændt gryderet,
som stadig hang i luften",
"Vågnede jeg op, døende af mavesmerter".
"Jeg sygemeldte mig."
"Og gik i seng igen, hvor jeg blev
liggende i flere timer".
Tag det med. Tag det med i bloggen i tilfælde af,
at nogen på dit arbejde læser den..
Og gik i seng igen, hvor jeg blev
liggende i flere timer.
Hen mod aftenstid, var jeg nogenlunde i stand til,
at rette mig op til stående stilling.
Hvad er det du laver?
Købte ingredienserne til
boeuf bourguignon forfra igen.
Boeuf bourguignon.
Slæbte mig selv hjem.
Og lavede endnu en boeuf bourguignon.
Og til dessert, en raspberry Bavarian cream.
Da dagen var omme, havde jeg det godt.
Jeg lavede mad til en legende,
selv om jeg egentlig aldrig havde hørt om
hende, indtil for få måneder siden.
Måske vil hun tilbyde dig en bogkontrakt.
Hvad hvis hun gør det ?
Jeg mener, hvad ville det betyde ?
Det ville betyde, at jeg måske er forfatter.
Hvor meget tjener man på bøger?
Som et forskud ? Jeg aner det ikke.
-100.000 dollars ?
-Du skal ikke en gang sige det.
Hallo?
Hej.
Jeg ved det. Jeg ved det, jeg ved det.
Det er her, også. Katte og hunde.
Jeg ved det.
Jamen, tak.
Farvel.
Kommer i den grad ikke.
Det var fyren fra
"The Christian Science Monitor".
Det regner.
Og vi bor i Long Island City
og hun er... sådan... ældre.
Det er så begrænsende.
Men for at se lyst på det,
så er der mere gryderet til os.
Kunne du ikke, for en gang skyld,
se det fra den lyse side ?
Jo. Nå, det er jo ikke jordens undergang.
Jeg tænkte, jeg tænkte virkelig, lige nu.
Jeg tænkte "bogkontrakt".."
Jeg, Judith Jones, for al tid lykkelig.
Og så ville vi have lidt penge
og vi ville ikke skulle bo oven på et
pizzeria resten af vores liv.
Hvordan skal jeg forklare dette ?
Mine læsere vil blive rigtigt oprørte.
De gik så meget op i det.
-Dine læsere vil blive virkeligt ophidsede.
-Jeg skulle aldrig have fortalt det til alle.
De vil overleve.
På en eller anden måde,
vil dine læsere overleve.
-Er det mørt?
-Ikke mere.
Tak fordi du fortalte mig det.
Du lader mig nærmest fodre Judith Jones
med mørt boeuf bourguignon.
Dette er et mareridt.
Jeg fortalte gud og hver mand, at hun kom.
De vil overleve.
Og når det her år er ovre,
og jeg kan dårligt vente til det er,
vil dine læsere på en eller anden måde
komme videre med deres liv.
-Og det vil jeg ikke ?, er det det, du siger ?
-Det ved jeg ikke. Det har jeg ingen idé om.
Jeg mener, hvad vil der ske når du
ikke længere er universets centrum ?
Det er bare helt i orden.
Jeg er endelig fuldstændigt engageret i noget.
Okay, måske er jeg ved at blive
en lille smule narsissistisk.
En lille smule ?
På en skala fra 1 til 10 ?
Okay, 9,3. Men hvad tror du en blog er ?
Det er mig, mig, mig dag ud og dag ind.
Jeg troede det ville være sjovt.
Hvor dumt er det ?
Det viser sig bare at være en lang række,
af det du kalder "nedsmeltninger",
men de føles ikke som "nedsmeltninger".
De føles som at jeg bor sammen med
en totalt selv-absorberet person
som skriver det her stads
til en flok fuldstændigt fremmede mennesker.
Og meningen er, at det være et stort eventyr,
men det er det ikke.
Det er vores liv. Det er vores ægteskab.
Og her, i dette rum, føles det ikke som
et eventyr, det føles som lort.
-Det var din ide !
-Jeg ved det, Det er jeg ked af.
Hvad fanden tænkte jeg på ?
Og jeg skal fortælle dig noget andet.
Jeg er ikke en helgen.
-Jo, du er.
-Nej, jeg er ikke !
-Jo, du er !
-Nej, jeg er ikke !
Og det får mig til at føle mig som et røvhul
hver gang du siger det !
Og lad være med, at skrive om det her
i din blog.
-Om hvad ?
-Om dette skænderi !
Jeg er smuttet.
-Har du det godt, Julia?
-Ja, fint.
Jeg har det helt fint.
Kære Avis, vi blev færdige med at pakke i dag,
og i morgen forlader vi elskede Paris
til fordel for Marseilles.
Paul er blevet udnævnt til "Kommisær for
Kulturelle Anliggender" i sydfrankrig.
Jeg gør vold på mig selv for at være
alt andet end knust.
Jeg går ud og køber brød.
Fordelen ved Marseilles er, at den
ikke vil have Paris's distraktioner.
Så vi vil være i stand til at afslutte bogen.
Dog ikke til deadlinen.
I det mindste er vi stadig i Frankrig.
Kære Avis, jeg ved ikke hvad vi har gjort,
for at gøre os fortjent til det her
men her er vi, i Tyskland.
Faktisk i en forstad til Bonn,
kaldet Plittersdorf am Rhein,
hvilket lyder meget mere malerisk
end det er.
Forresten, der er ingen chance for,
at vi når vores nye deadline.
Vi bliver to år forsinket, mindst.
I mellemtiden er Paul
blevet kaldt til Washington.
Vi aner ikke hvorfor.
Well, de vil forfremme dig, langt om længe.
Det skal de.
Well, jeg ved ikke hvorfor de skulle kalde
mig til Washington, for at fortælle mig det.
De kunne bare sende en telex.
Det ville være langt billigere.
Nå, så vil de give dig en ny opgave.
De vil spørge dig om du
foretrækker Paris eller Paris.
Det er en mulighed.
Det er ikke sandsynligt, men det er en mulighed.
Og hvis de flytter os tilbage til Paris,
kan jeg se mig om efter en lejlighed
når jeg er der næste uge.
God ide, ja ?
Jeg lover, at jeg vil ringe til dig i samme
minut, som de fortæller mig,
at vi bliver forflyttet tilbage til Paris,
er det i orden ?
Okay.
-Jeg ved det, skat. Jeg ved det.
-Jeg tror det kunne ske.
Det kunne ske, jeg ved det.
Bliv stående lige der. Der er perfekt.
-Say cheese, lille and.
-Flyt din hånd.
-Godt. Storartet.
-Sammel benene, skat.
Det er meget enkelt.
Vi fortæller hende simpelthen, at hun får
en mindre andel af vores royalties
fordi det er åbenlyst, at hun ikke kan lægge
de 40 timer om ugen som du og jeg bruger på det.
-Det er nærmere 60. 80.
-lige nøjagtigt.
-Du og jeg er vaches enragees.
-Det er nøjagtigt det vi er. Gale køer.
Men jeg kan næsten ikke få mig
til at sige det her til Louisette.
-Du bliver nødt til at gøre det.
-Jeg gør det. Jeg må være hård.
Jeg vil holde meget mere af hende,
når det her er afgjort.
Det er ikke fordi, at du ikke hjælper til
i en vis udstrækning....
Men jeg hjælper til !.
Det var min ide, at tilsætte ærter
til coq au vin opskriften.
Det ved vi, og det var en vidunderlig ide,
men bogen er blevet et digert værk.
Men vi er et team.
Vi er "Les Trois Gourmandes".
Én for alle....
Ja, det er helt rigtigt, Louisette.
Ja, det er rigtigt.
Og du har været meget værdifuld
for projektet.
Tak.
Men. . .
Jeg er ved at blive skildt.
-Hvad?
-Jean-Luc forlader mig.
Det er jeg ked af. Louisette.
Bare glem, at jeg overhovedet nævnte det.
Men det er ikke fair, at Louisette skal have
det samme beløb, som vi får.
Simca, det er ikke det rette tidspunkt,
at diskuteredet her. -Hun skal skilles.
Men hun laver ikke noget.
Du laver ikke noget,
så din andel burde være ti procent.
Ti procent ?
Du laver ikke noget.
Femogtyve.
-Femten.
-Tyve.
Atten og ikke en penny mere.
Og der, hvor vores navne står,
vil jeg mene der burde stå,
"Af Julia Child og Simone Beck,
MED Louisette Bertholle."
-"Med"?
-Og med mindre bogstaver.
Nej, nej, nej, nej, Simca.
Vores navne skal være nøjagtig..Nøjagtig.
Og alfabetisk...Alfabetisk.
Men det var ikke en gang hendes idé
at komme ærter i den coq au vin.
-Nej.
-Men det bekymrer mig.
For mig ?
Kære Avis, nogen har tiltænkt
os, vores egen version af Kafka.
Paul tog af sted til Washington,
og i min enfoldighed,
troede jeg, at det måtte være fordi
den Amerikanske stat
endelig havde indset, hvor værdifuld han var.
Langt fra. Han blev undersøgt.
Han tilbragte tre dage, og blev "grillet"
i et værelse uden vinduer
med en fod høj stak papirer
liggende truende på bordet foran sig.
De spurgte ham ud om vores venner,
vores bøger,
vores år i Kina, vores patriotisme.
De spurgte ham endda
om han var homoseksuel
-Er De en homoseksuel, Mr. Child?
-Nej.
Jeg er ikke homoseksuel
Det her er ikke en joke.
Det er jeg helt klar over.
Han kom hjem renset
men grundigt mørbanket.
Julia, det var et mareridt.
Hvad skal jeg gøre ?
Jeg føler, at hele mit liv er spildt.
-Paul.
-Jeg har en udstationering mere,
og så vil jeg trække mig tilbage
og hvad så?
Vi finder ud af det.
Jeg ved bare ikke, om det hele var noget værd.
Det ved du ?
Du har i det mindste bogen.
Well, det er også din bog.
Det er det .
Uden dig, ville der ikke være nogen bog.
Ikke fordi Simca og jeg nogensinde
vil blive færdige med den.
-En skønne dag, vil I blive færdige med den.
-Jeg begynder at tvivle.
For at tale lige ud af posen,
Gæt hvem der ikke kom til middag
klokken 6:22 i aftes ?
Ganske rigtigt.
Det begyndte at regne kraftigt
og Judith Jones aflyste.
Jeg var fuldstændig knust.
Og så, oven i alt det andet
havde jeg et forfærdeligt skænderi med
min mand, og han forlod mig.
Boeuf bourguignonen var lækker,
ikke fordi jeg spiste af den.
Med hensyn til den der Raspberry Bavarian cream,
så tager jeg den med på kontoret.
God morgen.
Julie, vil du lige komme her ind ?
Jeg fortalte ham det ikke, det sværger jeg.
Julie?
-Har du det bedre ?
-Meget.
Så du brændte gryderetten på ?
Men det er ikke derfor, jeg ikke kom på arbejde.
Jeg kom ikke på arbejde fordi jeg havde . . .
Maveinfluenza.
Hør her, vi lever i et frit land.
Men denne, din lille "ting", på Internettet,
Jeg har ikke lyst til at dukke op i den. Okay ?
Og hvis du ikke føler for, at komme på arbejde,
så lad mig det vide.
Nogen vil GERNE have dit job.
Vi prøver på at udrette noget her.
Jeg beklager.
Enhver anden, ville fyre dig.
En Republikaner ville fyre dig.
Jeg er ikke en idiot.
Jeg er i chok. Jeg kan ikke tro det.
I er ligesom "parret". Hvis du og Eric ikke
kan få tingene til at fungere, hvem kan så ?
Det kan alle mulige mennesker.
Bare ikke jeg, fordi jeg er en ***.
Det er jeg, Sarah. Jeg er en ***.
Jeg ved det.Det ved jeg, du er.
For øvrigt, Garth og jeg har slået op.
Åh, Gud, Jeg spurgte ikke en gang til det.
Jeg er "en ensrettet gade", præcis som Eric siger.
Det er okay. Jeg var ikke forelsket i ham.
Synes du virkelig jeg er en *** ?
-Øøh, ja.
-Jeg ved det.
Men hvem er ikke det ?
Julia.
Jeg har tænkt på mig og Julia.
Hun var sekretær på et offentlig kontor
og det er jeg også.
En virkelig rar fyr giftede sig med hende.
En virkelig rar fyr giftede sig med mig.
Vi var begge faret vild
og vi blev begge reddet af mad,
på den ene eller anden måde.
Så der er meget til fælles.
Men lad os se det i øjnene, jeg er ikke Julia child.
Julia child blev aldrig hidsig
bare fordi noget kogte over,
eller faldt sammen i ovnen,
eller bare gement mislykkedes.
Og hun var aldrig urimelig over for hendes mand,
er jeg sikker på.
Og hun havde aldrig den her attitude,
"hvem har tid til at blive gift ?"
Hvilket er måden jeg opfører mig på sommetider,
er jeg ked af,at måtte sige.
Jeg ville ønske jeg var mere som hende.
Hun fortjente sin mand og det gør jeg ikke.
Det er sandheden.
Nå, bortset fra det,
det er sandheden nu.
Yoghurt til middag.
Hej, du hører Eric Powell hos
Archaeology magazine. Læg en besked.
Jeg hadede, at sove uden dig ved siden af, i nat.
Hvor er du ?
Jeg savner dig.
-Hallo?
-Skat, er der noget galt ?
Nej
Hvorfor tror du det ?
Har du og Eric nogle problemer ?
Selvfølgelig ikke.
-Kan du ikke tale fordi han er der?
-Han er her ikke.
Jeg læste lige din blog, og den var sær-egen
og ukarakteristisk tankevækkende.
-Hvor er han ?
-Ude.
Han gik ud for, at få fat i en pizza.
Er du holdt op med at lave mad ?
Kun midlertidigt.
Jeg tager bare en lille pause fra madlavning.
Well, se at komme i gang igen.
Det vil være godt for dig, for en gang skyld
i dit liv, at gøre noget færdigt.
-Julia gav ikke op.
-Hvem siger jeg giver op ?
Well, jeg siger bare, lad være med det.
Hej.
Er du tilbage?
Please, vær tilbage.
Hvad er der til middag ?
Well, Avis sagde hun ville være her.
Også selv om vi ville blive forsinkede.
Well, hvis hun ikke er her,
kan vi tage en taxi.
De har sandsynligvis taxi' er i Boston.
Hun skal nok være her.
Iført en plaidjakke.
Det er sådan jeg skal kunne genkende hende.
Hvad mener du med,"genkende hende"?
Har hun forandret sig ?
Altså . . .
"Se efter en midaldrende kvinde
iført en plaidjakke."
-Så . . .
-Du og Avis har aldrig mødt hinanden ?
Vi er bare pennevenner.
I kender ikke hinanden ?
Joh vi gør. Vi skriver sammen.
Men hvordan begyndte I med at skrive sammen ?
Det er en lang historie.
Avis' mand, Bernard De Voto, nu afdød,
var en vidunderlig, vidunderlig forfatter.
Han skrev en artikel i Harper's Magazine
som handlede om rustfri stål knive
-og hvorfor han absolut afskyede dem.
-Ja ?.
Og så skrev jeg et fanbrev til ham
fordi han havde 100 procent ret
og Avis skrev tilbage til mig.
Og så skrev jeg tilbage til hende.
Og hun skrev tilbage til mig.
Well, det er otte år siden , tror jeg.
-Avis.
-Julia.
-Min kære ven.
-Lad mig se dig.
Brilliant ven. Gud velsigne dig.
Dette er et meget imponerende foretagende,
Mrs. Child og Mrs. Beck.
Well, mange mange tak.
Og jeres redaktør elsker den.
Det gør jeg. Jeg synes den er brilliant.
Der er virkelig intet som den
på markedet.
-Problemet er ikke kun længden.
-Den er på 700 sider.
-Ja, vi ved det. Den er lang.
-Ja, vi ved den er lang.
I har 700 sider kun med sauce
og opskrifter med fjerkræ.
Vi havde den tanke, at I kunne udgive den
som en række af bind.
Bind et, Sauceer.
-Bind to . . .
-Fjerkræ.
Ja.
Bind tre, fisk.
Kød, grøntsager og desserter.
Det er et, to, tre. . . Det er seks bind.
Æg.
-Æg.
-Æg. Syv. Syv bind.
Men vi ønsker ikke at udgive
en encyklopædi
Jeg troede den var henvendt til husmødre.
Ja, husmødre ønsker noget hurtigt,
som er varieret.
Som denne.
Men, hvis jeg må tale på alles vegne,
hvis I var parat til at revidere den,
er jeg sikker på vi alle ville være interesseret.
Simca, jeg er ked af det.
Du valgte bare den forkerte samarbejdspartner.
Ja, jeg skulle have valgt den her kvinde
"Bagte Alaska i en blomsterkrukke."
Kald bogen tilbage fra
Houghton Mifflin og find en anden udgiver.
Vi er først begyndt at kæmpe.
Julia, din bog er et mesterværk.
Hvad er Marshmallow Fluff ?
Og behold fortjenesten, forresten.
Behold alle 250 dollar .
Lad være med, at give dem så meget
som en øre tilbage.
Hvorfor besluttede vi overhovedet at gøre det her?
Hvad tænkte vi dog på ?
Hvem kan huske det ?
Jeg kan.
Vi ville skrive en Fransk kogebog for
Amerikanske kvinder som ikke har kokke.
Så er det det vi vil gøre.
Vi begynder bare forfra igen.
Og det er det. Det vil blive let.
Det vil det. Dessertsektionen er færdig.
Takket være Simca, er den brilliant.
Tak.
Jeg har bare ikke renskrevet den endnu.
Men det vil give mig noget at tage mig til
i Oslo.
Eric, kom her og se verdens
smukkeste kylling.
Uartigt.
Wow .
Åh, min Gud.
Det føles så godt. Nej, jeg mener det.
Jeg elsker det!
Jeg vil bare gerne bevare dette øjeblik.
Dette øjeblik, hvor alting er muligt.
Dette øjeblik, hvor du kan se for dig, at
de vil elske alt hvad du har lavet
og det vil sælge en million eksemplarer
og forandre verden.
Ja. Men jeg tror, at det kræver
en stor flaske vin.
-Tror du ikke ?
-Jo.
Hvad er der til middag ?
Hvad hvis hun ikke spiser svinekød ?
Hun er en madskribent. Selvfølgelig spiser hun
svinekød. Du klarer den. Du klarer den.
Du har ret. Jeg ved du har ret.
Jeg er sikker på, du har ret.
-Er hun tidligt på den ?
-Hun kommer lige til tiden.
-Jeg gør det færdigt, jeg gør det færdigt.
-Tak, tak.
Du er et forfærdeligt menneske.
Og meget vanskelig, at bo sammen med.
Hvem er det?
Amanda Hesser fra New York Times.
Kom ind
Du har en god fornemmelse af Julia,
når du laver noget som det her
som en lærer, som en stemme.
Jeg har samtaler med hende,
mens jeg laver mad.
Og jeg føler, at hun er sammen med mig
i køkkenet.
Hun er som din fantasi-ven.
Ja.
Og, selvfølgelig,
er hun den person jeg skriver for hver dag.
Dog tror jeg ikke hun nogensinde læser det.
Jeg ved det ikke.
Jeg glæder mig til at møde hende.
Jeg ville elske, at være brudepige ved
hendes bryllup i 1946.
Jeg indser det ville kræve en tidsrejse,
som er svær at forestille sig
men det er den slags ting
jeg tænker på.
Vi planlægger en pilgrimsrejse
til Julia's Cambridge køkken
på det Smithsonianske Museum
når det her er overstået.
Men først må jeg være færdig.
Jeg har 15 dage og 24 opskrifter tilbage,
og jeg mangler stadig at udbene en and.
Jeg læste et sted, at det var dårlig stil,
at sige "yum" mens man spiser, men "yum."
Lower Manhattan Development Corporation,
dette er Julie Powell. Et øjeblik !.
Lower Manhattan Development Corporation,
this is Julie Powell. Kan De hænge på ?
-Ja.
-Fint.
-Lower Manhattan Development. . .
-Julie, det er Sarah.
New York Times. Det er ikke til at tro!
Jeg ved det. Jeg ved det,.........
Kan jeg ringe tilbage til dig ?
Jeg er nødt til, at ringe tilbage. Vent.
Hallo, det er Julie Powell.
Hvordan kan jeg hjælpe dig?
-Hej.
-Hey.
Gæt hvad ? Beskeder på telefonsvarren?
65.
-65 ?
-65.
Hvis jeg taler med den Julie Powell, som er i New York Times
her til morgen, så er det Judy Clain her.
Jeg er redaktør på Little Brown
og jeg ville tale med dig om
om du måske var interesseret i,
at skrive en bog.
Du kan ringe til mig på (212) 049-0067 .
Hej, det er Sarah Chalfant.
Jeg er en litteratur agent.
Jeg ved ikke om du har en agent,
men jeg ville meget gerne tale med dig
om at repræsentere dig.
-Jeg er producer på CBS Morgen Nyhederne.
-Eric, jeg skal være forfatter!
Du er forfatter.
Dette er Ruth Spungen,
Jeg er redaktør på Food & Wine Magazine.
Ring venligst til mig på (212) 157-3245.
-Jeg skal lave en pæretærte.
-Senere.
Hej. Det er Mor. Du er i New York Times!
Jeg siger dig, alle ringer.
Og tante Jessie's kusine Dorrie i Abilene,
hende med manden
som vandt tærtespisningskonkurrencen
og som er kryds og tværs nørd,
de har abonnement på New York Times.
De så det i Abilene.
Alle er så spændte.
Dette er Ken Dryer.
Jeg er redaktør på Random House,
og jeg læste lige din blog og den er storartet.
Og vi ville elske, at udgive noget.
Jeg er redaktør på Bon Appetit.
Hej, jeg er producer på Food Network.
Vi ville gerne have et møde med dig.
-Tale med dig.
-Vi har nogle ideer.
Jeg ved ikke om du tænker på, at
lave det her til...
-En bog.
-En film.
-En TV-serie.
-Et one-woman show.
-Ring til mig.
-Ring til mig.
Ring til mig.
Tak, Gud.
Gimlets.
-Værsgo.
-Tak.
-Hej, det er Julie.
-Og Eric.
-Og vi har travlt med at lave mad.
-Og blogge.
Og alt muligt andet, så jeg lægger en besked.
-Du laver dem bedre.
-Jeg laver dem bare stærkere.
Hej, det er Barry Ryan
fra Santa Barbara News-Press,
og jeg er i gang med en artikel om
Julia child's 90-års fødselsdag
og jeg spurgte hende om din blog,
og egentlig var hun lidt negativ om den,
så jeg tænkte du måske havde en kommentar.
Hallo?
Ja, det er.
Sagde hun det ?
Julia Child sagde det ?
Har hun læst min blog ?
Nej, jeg har egentlig ikke kommentere det.
Men tak fordi du ringede.
Julia hader mig.
Jule ?
De hader os.
Hvem ?
Houghton Mifflin.
-De hader jer ikke.
-Det gør de. Det gør de absolut.
Nej, de siger bogen er god.
Men de vil ikke udgive den.
Well, de mener den er for dyr.
De synes det er "økonomisk urentabel."
Otte år af vores liv
viste sig bare at være tidsfordriv
så jeg ikke skulle gå i lediggang.
Nå, ja.
Boo-hoo.
Hvad så nu ?
-Du er lærer.
-Ja.
Du kan undervise.
Javel ? Vi tager hjem og. . .
Hvor er hjemme ?
Hvor bor vi ?
-Hjemme er hvor end vi er.
-Ja.
All right ?
Og vi arbejder på det. Vi finder ud af det.
-Du kan undervise i vores køkken.
-Sandt.
Du kan undervise på TV.
TV ?
-Mig ?
-Ja.
-Paul.
-Nej, Julia.
Jeg tror du ville være fremragende på TV.
Det gør jeg.
-Paul !
-Det gør jeg. Det gør jeg.
Lad være. . .
Jeg gør ikke nar. Det gør jeg ikke.
Nogen kommer til at udgive din bog.
Nogen kommer til at læse din bog
og indse hvad du har bedrevet.
Fordi din bog er fantastisk.
Din bog er et geni´s arbejde.
Din bog vil forandre verden.
Hører du mig ?
Du er så sød.
Du er
den sødeste mand.
*** dem.
Judith, prøv at se her
Din frygtløse litterære spejder, Avis De Voto,
er venner med en dame
som har skrevet en stor Fransk kogebog.
Houghton Mifflin har lige underkendt den.
"Franske opskrifter for Amerikanske kokke."
Frygtelig overskrift.
Mor dig godt, Judith.
MUMS.
Uha-da-da.
-Her er den. Selvfølgelig.
-Hvad. . .
-Hvem er det ?
-Det ved jeg ikke.
Special-levering til Mrs. Julia Child.
Chilly!
Der er du.
Kære Mrs. child,
vi har læst Deres superbe Franske kogebog,
studeret den, lavet mad ud fra den,
estimeret den, og så videre.
Og vi er kommet til den konklution,
at det er en unik bog
som vi ville være meget stolte af, at udgive.
Paul ! Paul !
Hvad ?,Hvad ?,Hvad ?,Hvad ?
Knopf. . .
Knopf vil udgive vores bog.
Det er "K-nopf" eller "Nopf"?
-Ligemeget.
-Ligemeget.
De vil tilbyde os et forskud på 1500 dollar.
Åh, min Gud.
"Vi tror på, at jeres bog vil gøre
for Fransk madlavning i Amerika
"hvad Rombauer's the Joy of Cooking gjorde
for almindelig madlavning.
"Og vi vil sælge den på den måde."
Julia!
Når vi mødes,
hvilket jeg håber bliver meget snart,
vil jeg særligt tale med jer
om bogens titel
Fordi det er af yderste vigtighed,
at titlen udmærker denne bog
fra alle de andre kogebøger på markedet.
-Er dette måden I plejer at gøre det på ?
-Absolut ikke.
"Mastering the Art of French Cooking."
Hvad synes du ?
Well, på nuværende tidspunkt,
har jeg ingen mening om det.
-Julia, det er ikke godt nok.
-All right, så.
Jeg elsker det.
Sagde hun "hader" ?
Julia Child brugte ordet "hader" ?
Nej
Men hun sagde jeg ikke var respektfuld,
eller seriøs, eller sådan noget.
Hvor meget mere seriøs kan et menneske være?
Tror du, at hun ligesom synes
at jeg udnytter hende?
Hun kan ikke have læst din blog.
Læste hun den ?
Han vidste ikke om hun havde læst den.
Men hun havde helt afgjort en mening om den.
Tror du det er fordi jeg bruger
"F-ordet" alt for *** ?
Måske. Hvem ved ?
Se, der er noget i vejen med hende,
hvis hun ikke forstår hvad du gør.
Der er ikke noget i vejen med hende. Ingenting.
Jeg har tilbragt et år sammen med hende.
Hun er perfekt.
Den Julia Child inde i dit hoved er perfekt,
den Julia Child, som ikke forstår
hvad du gør, er ikke perfekt.
Den i dit hoved, er den der betyder noget.
Jeg vil aldrig møde hende.
Men du kender hende allerede.
-Tak.
-Du er velkommen. Altid.
-Hun reddede mig.
-Du reddede dig selv.
Jeg var ved at drukne
og hun trak mig op af havet.
Lad dig ikke rive med.
Julia child lærte at lave mad
fordi hun elskede sin mand,
og hun elskede mad,
og hun vidste ikke
hvad hun ellers skulle.
Og, i processen fandt hun glæden.
Der gik lang tid før jeg forstod det,
men det gør jeg nu.
Julia lærte mig det.
Men her er, hvad Julia i
virkeligheden lærte mig..
Så er vi så langt.
En dag tilbage og en opskrift.
I tænker måske, at udbene en and
er en umulig udfordring.
-Og hele proceduren...
-Intet er umuligt.
...kan tage så længe som 45 minutter
den første gang på grund af frygt..
Vær ikke bange.
Ingen frygt, Julia. Ingen frygt.
Tag din kniv, konfronter anden.
Konfronter anden.
Du er min and.
Du laver et dybt snit
ned af ryggen på fuglen
hele vejen ned fra nakken til halen
for at blotlægge rygsøjlen.
Og med en lille skarp kniv,
lader man æggen følge benene...
Jeg gjorde det. Se der Julia.
Det ser ud lige som din.
...ned på den ene side af fuglen...
...trækker kødet.
Sy den udbenede and på et brædt,
med skindsiden nedad.
...klap det på plads. Rul dejen ud.
...to timer og tag den ud af ovnen
og lad den afkøle i flere timer.
Det ser nøjagtig ud
som det var meningen det skulle.
Sådan. Kan du også tage tallerkenerne ?
-Er du sikker ?
-Jeg har den.
Er på vej.
Her kommer hun. Wow!
Tak. La pièce de résistance.
365 dage. 524 opskrifter.
-Tillykke !
-Tak folkens.
Skat. Det er fantastisk.
Så stort.
Jeg elsker det. Jeg elsker det.
Eric, jeg kunne aldrig have klaret
det her uden dig.
Som nogen engang sagde,
du er smørret på mit brød,
mit livs åndedræt.
Skål for min mand.
Jeg elsker dig skat.
Tak.
Så, det er overstået.
Projektet har nået sin afslutning.
Vi er tilbage nøjagtigt hvor vi startede,
Eric, mig, den nedslidte forpjuskede kat,
bosiddende i en af de ydre forstæder,
i gang med at spise.
Så tak, allesammen.
Og gæt hvad?
Velbekomme.
Se hvordan køkkenbordene er hævet.
Hun fik dem lavet specielt.
Der er hendes berømte morter og støder.
Hvis du siger det.
-Perfekt.
-Tag mit billede.
Okay.
Det er rart. Giv mig noget andet.
Så sker det. Taler med hende.
Det er godt.
En mere.
Meget sød.
Det er den. Det er den der.
Det er den der.
Lige et øjeblik.
Jeg elsker dig, Julia.
Der er du!
Det dufter godt. Hvad skal vi have ?
Navarin d'agneau.
Noget for dig.