Tip:
Highlight text to annotate it
X
Der var engang
en stor historiefortæller i Danmark -
- ved navn Hans Christian Andersen.
Dette er ikke hans livshistorie,
men et eventyr om eventyrspinderen.
Godmorgen, hr. lærer.
Har du set dragen?
Fortæl en historie.
- Vent på mig, Hans.
- Så skynd dig lidt. Løb hurtigere.
Tak.
Kom til tiden næste gang.
I går var Matilda den onde havfrue,
prinsesse af det frosne hav.
- Kan I huske det?
- Ja.
I dag har jeg lovet... Man skal
jo holde, hvad man lover, ikke?
Jo!
- Og i dag skulle hun være...
- Dronning af Kina!
Er der nogen, der har husket
en kjole til Dronningen af Kina?
Det sagde du, du ville.
Godt, godt.
Mine damer og herrer!
Kan vi ikke få en dronning,
så tager vi en konge.
Vi tager bare kronen
og sætter den på sned.
Han var en kæk, lille konge
med kronen sådan. Nu skal vi bare...
Ikke kigge.
Sådan.
Længe leve kongen!
Længe leve kongen!
Det er ikke nogen konge.
Det er en dronning med overskæg.
Mange konger er dronninger
med overskæg.
- Men vi tror, det er en konge, ikke?
- Jo.
Vi har ingen klæder til kongen, -
- så det må blive en historie om
en konge, som ingen klæder havde.
Og om en lille dreng,
som kun troede på det, han så.
Det er dig.
En dag opsøgte to svindlere kongen -
- for at sælge ham det,
de påstod, var et magisk sæt tøj.
Kongen holdt meget af nye klæder,
så han sagde: "Lad mig se det."
Men der var ikke noget tøj.
Svindlerne holdt hænderne op -
- og sagde: "Her ser
Deres Majestæt det magiske tøj."
"Så vis og intelligent,
som De er, ser De dets skønhed, -
- mens det for den enfoldige
er ganske usynligt."
"Ja," sagde han.
Og da han ikke ville virke dum,
tilføjede han:
"Ja, jeg ser det klart og tydeligt."
"Det er smukt."
"Er det ikke fint? Er det ikke godt?
Se lige et snit, en stil så flot."
"Disse klæder er helt igennem,
ja, helt igennem, så helt igennem
de mest fantastiske klæder
jeg nogensind' har set
med mine øjne
der ser jeg tyd'ligt
et sæt hoser blå og knickers
i den nydeligste grøn."
Den nydeligste grøn!
"Send bud efter dronningen!"
Dronningen kom og fik at vide,
at alle de vise kunne se...
- De magiske klæder.
- Nemlig.
Og da hun nødig ville
virke dum, sagde hun:
"Se dog, hvor elegant!"
"Sikke et sving.
Så ypperligt er hvert et sting."
"Disse klæder er helt igennem,
ja, helt igennem, så helt igennem
de mest fantastiske klæder
jeg nogensind' har set
med mine øjne
der ser jeg tyd'ligt
et sæt hoser blå og knickers
i den nydeligste grøn."
- Den nydeligste grøn!
- "Kald hoffet sammen!"
Hele hoffet kom,
ministre og ambassadører kom.
Da de ikke ville virke dumme,
sagde de som...
- Kongen og dronningen.
- Og kongen kundgjorde:
"Disse klæder er helt igennem,
ja, helt igennem, så helt igennem
de mest fantastiske klæder
en skrædder haver gjort
sæt nu det hele ind i rammen med
fjer i kammen og fryd og gammen
det er helt igennem det rigtige
til lørdagens parade."
- Lørdagens parade.
- Med den kongelige brigade!
Alle havde hørt
om kongens nye klæder, -
- og at han ville have dem på
til paraden.
Folk var stimlet sammen i gaderne,
da artilleri kom forbi og infanteri -
- og kavaleri, pibe- og trommekorps,
den kongelige garde -
- og omsider kongen.
Alle råbte "hurra"...
...for ingen ville virke dumme.
Alle bortset fra en lille dreng, -
- som ikke havde hørt
om kongens nye magiske klæder -
- og ikke vidste, hvad det var
meningen, han skulle se.
Han kastede ét blik på kongen, -
- blev lidt bleg og sagde:
"Se kongen! Se kongen!"
"Kongen, han er jo helt igennem,
ja, helt igennem, så helt igennem
han er helt igennem så nøgen
som den dag, da han blev født
kongen, han er jo helt igennem
ja, helt igennem, så helt igennem
det er helt igennem det bareste
man har en konge mødt."
"Tilkald hoflivlægen
vi må gøre holdt
hans majestæt kan blive
så frygteligt til grin
for kongen, han er jo helt igennem
ja, helt igennem, så helt igennem
han er helt igennem så nøgen
som den dag, da han blev født
så bare han nu ikke
bliver forkøl't!"
- Hans!
- Skynd dig, Peter.
Vi skal høre en historie til.
Skolelæreren er gået hen
til borgmesteren og...
Peter, nu skal du ikke bekymre dig
på sådan en dejlig dag.
De kommer herhen, skolelæreren,
borgmesteren og byrådet. Se!
Godmorgen, hr. borgmester.
Se, hr. borgmester.
Bøgerne ligger og flyder på jorden.
Se. "Danmarkshistorien" bruger
han til at holde sin beskidte drage.
Ethvert lands historie kan trænge
til lidt frisk luft, hr. lærer.
Har De hørt om historiebogen,
som tog på ferie -
- og kom tilbage
som en meget bedre historie?
Der kan De høre. Det er den slags,
han fylder børnene med.
Se her.
"Aritmetik:
Et total mødte et firtal en dag."
"De kom til at holde
af hinanden og blev gift, -
- og alle de andre tal
var med til brylluppet."
- Det er håbløst!
- Der er flere måder at lære på.
En skomager hører til i sit værksted
og børnene i skolen.
- Pas dine sko, så passer jeg skolen.
- Javist.
Men består livet kun af sko
og klasseværelser og?
Der er en historie, hr. borgmester,
om et stykke kridt og en tavle.
I årenes løb havde kridtet skrevet
så meget på tavlen, -
- at det troede, det vidste alt.
Det gjorde tavlen vred.
Uden hende at skrive på
ville ingen vide noget.
Det var hende,
der vidste alting.
En dag skete der det, -
- at læreren knækkede kridtet
og smed det ud ad vinduet.
Det landede ved siden af en blyant,
som det altid havde beundret.
For et stykke kridt er en blyant
noget ganske særligt.
- Og hvad tror I så, der skete?
- Hvad skete der?
Er vi alle sammen gået
fra forstanden?
Står I her og lytter til hans ævl
sammen med børnene?
Ikke et ord mere, Hans.
Børn, tag jeres bøger
og gå tilbage til skolen. Skynd jer.
Følg efter læreren,
og ingen siger en lyd mere.
Og, Hans, du må hellere holde dig
på dit værksted fremover.
Hold op med at ryste på hovedet,
som en gammel kone, Peter.
- Jeg kan mærke det i nakken.
- Vend dig om. Vi må tale sammen.
Har du hørt om den gamle kone, -
- som rystede så meget på hovedet,
at det en dag faldt af?
Hans, hvorfor skal du altid
skabe bøvl for os?
Bøvl? Der er ikke noget, der ikke
kan klares med en god historie.
Som nu den om kridtet og tavlen.
Jeg vidste ikke, hvad jeg ville sige,
før jeg havde sagt det.
Jeg ville faktisk gerne selv vide,
hvordan historien ender.
Hold dig nu på værkstedet
og hold op med at fortælle historier.
Som du dog altid bekymrer dig, Peter.
Skal jeg give dig noget
at bekymre dig om?
For to år siden hentede jeg dig
på børnehjemmet -
- og lovede at få en god skomager
ud af dig. For to år siden.
Se den sko. Limen er tværet ud,
og sømmene er slået skævt i.
Efter to år i lære
slår du stadig sømmene skævt i.
Er det så galt? Du sender mig da
ikke tilbage til børnehjemmet?
En ny bekymring dukker op
på himlen.
Lad os nu bare gå hjem, Peter.
To og to er fire
fire og fire er otte
otte og otte er seksten
seksten og seksten er toogtredive
to og to er fire
fire og fire er otte
otte og otte er seksten
seksten og seksten
er toogtredive...
En målerlarve. Årets første.
Målerlarve
målerlarve
måler morgenfruerne
du og din aritmetik
I kan slet ikk' lade vær'
målerlarve
målerlarve
måler morgenfruerne
skulle du ikke
stoppe op og se
hvor yndige de er.
Godmorgen, hr. lærer.
Åh, Hans...
- Jeg kan forklare...
- Flyt dig!
Nu må der orden på tingene.
Enten forlader H.C. Andersen byen,
eller også gør jeg.
Men en lille historie i ny og næ...
Naturligvis ikke i skoletiden.
Det er jo hele tiden
og hver eneste dag.
Når de kommer for sent,
sørger han for undskyldninger.
"Snedronningen tog mig med
på besøg hos bjergkongen."
Det er sandt. Jeg spurgte min Gerda,
hvad klokken var.
Hun sagde, at minut- og timeviseren
ikke var på talefod.
De var begge to forelsket
i sekundviseren.
De ville først mødes kl. 12, og før
da vidste ingen, hvad klokken var.
Det kan jeg lide.
Vi betaler ikke skolepenge, for at
Hans skal fylde dem med sludder.
Hans' historier er gode.
Børnene lærer noget af dem.
- Det er ikke sludder.
- Jeg vil gerne have besked.
Nu pakker jeg i aften.
I morgen kan I så finde jer
en ny skomager eller en ny lærer.
Mine herrer...
Det er afgjort.
Skomageren må rejse.
- Men...
- Stille!
Jeg giver selv Hans besked,
selvom det ikke huer mig.
Men måske er det det bedste.
Bed Hans vente i værkstedet.
Jeg taler med ham før aftensmaden.
Kom, mine herrer.
- Dav, Hans.
- Dav, Peter.
- Var der dejligt ved floden?
- Perfekt.
Har vi haft nogen kunder i dag?
Ikke én.
Det går mere og mere trægt.
Hvad om vi tog til en større by,
hvor de slider mere på skoene?
Og sidde i værkstedet dagen lang?
Niksen. Det må gerne gå lidt trægt.
Der er tid til det hele her.
Ja. Skoene bliver ikke slidt op.
Ingen tager nogen steder.
Ingen her i landsbyen har nogensinde
været i København.
Hvad skulle de også der? Jeg tænker
aldrig på København. Gør du?
Om jeg gør?
Hvordan tror, der er i København?
Sjovt, du nævner det. Før i tiden
tænkte jeg meget på København.
Jeg digtede pragtfulde historier
om at tage dertil.
Jeg tænkte meget på København,
da jeg var på din alder.
Min mand siger, at skoene gør ondt.
- De knirker, og den venstre gnaver.
- Er det det hele, mrs. Burda?
Nogle gange tror jeg,
at sko har deres eget liv.
Dem, der knirker,
savner skomageren, -
- og dem, der gnaver,
kan ikke lide ham, der har dem på.
Reparer nu bare skoene, Hans.
Jeg har nok at tænke på.
Når mr. Burda har ømme fødder,
står hele huset på den anden ende.
Hvad for nogle historier digtede du
om København?
Jeg drømte om at have den fineste
skomagerbutik i København.
Ikke en helt almindelig skomager.
Jeg så kun folk efter aftale.
Jeg så dem an,
før jeg kiggede på skoene.
Og brød jeg mig ikke om dem...
ingen sko.
Er du klar over, at folk?
Hvor skal du hen?
Vil du ikke høre resten?
- Hvad er det?
- Din taske. Den er pakket, Hans.
- Min taske?
- Tag til København nu.
Du må være tosset, Peter.
Det var en historie.
Forstod du ikke det?
Jo, men noget af det må være,
som du forestiller dig.
Måske er der fornemme hestevogne
med flotte heste.
Smukke huse i tre etager.
Vil du ikke se det? Det er ikke
så langt væk, og din taske er pakket.
Det er bare at gå ud ad døren.
Skynd dig, før du fortryder.
Fortryder? Tror du, jeg tager af sted
uden videre her i eftermiddag?
Hvad går der af dig?
Du havde glemt alt
om København, ikke?
Måske glemmer du det igen,
og så bliver du for gammel.
Nej, en skønne dag tager jeg
til København.
- Det er sikkert og vist.
- Hvorfor tror du det?
Har nogen herfra måske nogensinde
været i København? Nej!
De bliver ved med at udsætte det.
Tænk, du kunne blive den første.
Sikke et postyr, det vil vække.
De vil tale om det i dagevis.
"Hans er taget til København."
"Hans er taget til København."
Ja.
Sikke et skilt på døren, Peter.
"H.C. Andersen taget til København."
Med små sko,
der peger ud af byen.
Jeg laver skiltet i aften.
Med små sko og det hele.
Farvel, Hans.
Er du ikke spændt?
Spændt? Mener du virkelig,
at jeg skal tage af sted?
Hvorfor ikke?
Det er kun nogle få dage væk.
Bliv der lidt og kom tilbage,
så har du været i København.
Det er et stort skridt, Peter.
Men hvad forhindrer mig i det?
Nu bliver jeg helt spændt.
Hans!
Havde nogen fortalt mig i morges,
at jeg ville tage til København...
- Begynd at gå.
- Tænk engang, Peter.
Jeg tager til København,
som om det var en af mine historier.
- Farvel, Hans.
- Farvel, Peter.
Farvel, Peter, og pas på dig selv.
Jeg er kun væk nogle dage.
- Hils børnene fra mig.
- Det skal jeg nok.
Tænk engang, Peter... København!
Farvel, Peter.
ODENSE
KØBENHAVN
Halløj.
Kors, hvor har jeg ømme fødder.
Jeg begriber ikke,
hvorfor de sko gnaver.
Jeg har selv lavet dem.
Du er heldig, du ikke går med sko.
Jeg forstår faktisk ikke,
hvorfor man siger "et hundeliv".
Alle de hunde, jeg har mødt,
har haft et behageligt liv.
Du aner ikke, hvor godt du har det,
og det er nok også bedst.
Hvis dem derhjemme så mig
i behagelig samtale med dig, -
- ved du så, hvad der ville ske?
De ville ryste på hovedet i en uge.
Og det er endda så hyggeligt.
Jeg kan sige, hvad jeg vil.
Det eneste svar er din logrende hale.
Og folk gør de særeste ting.
Ja, min ven,
det gælder skam også mig.
Hvis du nu spurgte mig, -
- hvorfor jeg dog var på vej
til København, -
- så ville jeg ikke kunne svare dig.
Jeg har lige tænkt over det.
Hvad Peter sagde, hvad jeg sagde.
Pludselig er jeg på vej
til København.
Og ved du hvad, min ven?
Jeg er lidt bange.
København er en meget stor by.
Men hvad kan der ske?
Folk er flinke.
Det er det gode ved denne verden.
Menneskene.
Så... hvad kan der ske?
Jeg går ind ad byporten og hen
til den første, jeg ser, og siger:
"Goddag.
Jeg er Hans Christian Andersen."
Jeg går ind ad byporten og siger:
"Jeg er Hans Christian Andersen."
Jeg er Hans Christian Andersen
historier ka' jeg fortælle
og skønt jeg er skomager
gør jeg det ganske godt
sko og støvler reparerer jeg
når jeg har en ledig stund
og ellers ikke har andet for
med en lilla and, en bjergside
eller et kvarter over tre
jeg er Hans Christian Andersen
det er mig
jeg er Hans Christian Andersen
på denne dag i april
den har den fortryllelse
som gi'r mig raske fjed
min tegnebog ser slunken ud
og min sko den gnaver mig
så jeg bli'r til en flyvefisk
en millionær med en gyngestol,
og en bolle i min suppe
jeg er Hans Christian Andersen
Andersen, er jeg!
Hans!
Peter!
Peter, hvad laver du her?
Du har jo taget hele
værkstedet med.
København lød så vidunderlig, Hans.
Jeg tænkte, at du måske ikke
kom tilbage foreløbig.
Og så tænkte jeg,
at du kunne få brug for værkstedet.
Nogle gange tror jeg,
du sætter mig griller i hovedet.
Mig? Nej da, Hans.
Jeg ved ikke,
om jeg ikke burde sende dig tilbage.
- Hans!
- Men...
Når du nu er kommet så langt.
Jeg sejler op ad Skagerak
og sejler ned ad Kattegat
gennem havnen
og lægger til kaj
og der hun står
og venter på mig
med en velkomst så varm
modtager hun mig
pragtfulde, pragtfulde København
tag mig igen i din favn
ved krostuens fad
på en aften glad
lad os skåle og få en dram
på pragtfulde, pragtfulde København
du havets salte dronning
søen den var slem
nu jeg vender hjem
og synger København
pragtfulde, pragtfulde København
er min.
Der er hun!
Pragtfulde, pragtfulde København
tag mig igen i din favn
ved krostuens fad
på en aften glad
lad os skåle og få en dram
på pragtfulde, pragtfulde København
du havets salte dronning
søen den var slem
nu jeg vender hjem
og synger København
pragtfulde, pragtfulde
København er min!
Københavns Tidende!
Køb Københavns Tidende!
Svovlstikker!
Svovlstikker! Svovlstikker!
køb mine svovlstikker
svovlstikker, svovlstikker!
Snurrepiberier! Snurrepiberier!
Smukke, røde roser
smukke, røde roser
Potter og pander, potter og pander!
Skorstensfejeren!
Få fejet jeres skorsten!
Aborre! Aborre! Køb aborre!
Dejlige, friske muslinger!
Fisk!
Friske fisk!
- Køb rabarber! Køb rabarber!
- Pølser! Pølser!
Pølser! Pølser!
Smukke blomster!
Ost, smør og æg her.
- Ost, smør og æg her!
- Køb dit brød hos Bertha!
Må jeg bede om et halvt, tak?
- Fem skilling.
- Tak.
Hans, hvorfor åbner vi ikke
værksted her?
Her? Hvad venter vi på?
Jeg er Hans Christian Andersen
skomager af bedste slags
tillad mig at vise Dem
hvad jeg nyligen har lært
en sko den jamrer og gi'r sig
den knager løs dagen lang
og skønt I tror, den ej tale kan
hvis I lytter godt
kan I tyd'ligt høre den si':
"Lad Hans Christian Andersen
reparere mig."
i Hans Christian Andersen
får jeres fødder en mægtig ven
en læge af den slags
tæerne kan anbefal'
jeg arbejder den halve nat
til jeg ved, hvor den er gal
jeg løfter hammeren, kniber øjet i
rammer af og til ondets rod
andre gange min tommeltot.
- Hvad hedder du?
- Jeg er Hans Christian Andersen!
- Du er arresteret.
- Arresteret?
Du skænder kongens statue.
Grib drengen.
Løb, Peter!
DEN KONGELIGE DANSKE BALLET
Skal den nye ballet på turné, Otto?
Så gør, som jeg siger.
- Du hørte, hvad der blev sagt.
- Lad nu være, Niels.
Så lad være.
Stå bare her og diskuter.
Så kan jeg finde en skomager,
og du kan lære dem trinnene.
Hvorfor er det så livsnødvendigt
at få fat i en skomager?
Fordi du har en ballerina,
der er så stædig, -
- at jeg er nødt til at statuere
et eksempel foran hele kompagniet.
Din rædsomme parfume!
- Jeg ved, hvor der er...
- Forsvind.
Det skal hun ikke slippe af sted med.
Jeg kender hende bedre end du.
- Ja, du kender hende...
- Otto, balletten er kun halvfærdig.
Ingen skomager, ingen ballet.
Det forsikrer jeg dig, Otto.
- Jeg ved, hvor der er en skomager.
- Hvabehar?
Jeg ved, hvor der er en skomager.
Hvor?
De skal bare bruge
Deres indflydelse lidt.
Hos politiet. Vi må skynde os.
Jeg ved, hvor der sidder en lige nu.
- Goddag.
- Goddag.
- Goddag.
- Goddag.
Sidder du helt alene derinde?
Det kan man godt sige.
Er du bange?
- Er du bange?
- Bange? Nej.
Man er jo aldrig helt alene.
Vidste du det?
Jeg venter faktisk besøg lige nu.
Skal jeg præsentere dig?
Er du sikker?
Fuldstændig sikker?
Så bliv der.
Sådan.
Er hun ikke køn?
Hun hedder Tommelise.
Sig goddag til hende.
Goddag.
Hun er så trist.
Hvad er der, Tommelise?
Er du trist, fordi du er så lille?
Det er ikke noget
at hænge med mulen over.
Kom her.
Du er på størrelse
med min tommel
med min tommel, med min tommel
men søde Tommelise,
vær dog ej så trist
så, så, så, næ, næ, næ,
kom, kom, kom
Tommelise, Tommelise
lille fine ting
Tommelise dans, Tommelise syng
Tommelise, hvad gør det
at du ej er så stor
når du har et hjerte varmt
er du ni fod høj.
Hun er stadig trist. Hvad er der?
Vil du gerne have en legekammerat?
Det ville du gerne?
Kan du sige goddag?
Vil du have et kys?
Har du lyst til at danse?
Det har du?
Tommelise, Tommelise
lille fine ting
Tommelise dans, Tommelise syng
Tommelise, hvad gør det
at du ej er så stor
når du har et hjerte varmt
er du ni fod høj.
Lås op.
- Hans!
- Peter!
- Hvad laver du her?
- Er du skomager?
Ja.
Du er i Den Kongelige Danske Ballets
varetægt. Følg med.
- Hvis varetægt?
- Du er ude. Det er det vigtigste.
- Har de været stygge ved dig?
- Nej, Peter.
- Hvor er din jakke?
- Her.
- Hvem er ham manden?
- Hvad står I der for? Kom nu.
Kom, Hans.
Vi har fået vores første opgave.
Lige! Lige!
Lige!
Hold jer på en lige linje.
Op! Op!
Godt.
- Det er da det mest...
- Kostumeprøve.
Godt, godt!
Vi starter forfra igen.
Piruetterne var håbløse, damer.
Og herrerne skal løfte højere.
Og ballerinaens præstation
vil jeg slet ikke kommentere.
Så var jeg først færdig i morgen.
Vi starter helt forfra.
Ikke i de her sko, skat.
Det har jeg sagt til dig.
Stop! Stop det hele.
Er skomageren kommet?
- Jeg er her.
- Kom herop, skomager.
Skynd dig nu.
Skomager, damen vil forklare dig,
hvad hun vil have dig til.
Det er indviklet, men hun er heller
ikke nogen helt almindelig danser.
Hun er den eneste danser i Danmark,
der ikke kan følge mine trin -
- uden nogle specielle sko,
som kun findes i hendes fantasi.
Måske kan hun forklare dig det, -
- for vi forstår ikke
så stor en ballerina.
Vi må bare bøje os
i støvet for hende.
Det er ikke lavt nok, min ven.
Kom. Vi kan tale sammen
i fred og ro herhenne.
Frokost.
Har du set, når jeg laver en jeté?
Når jeg hopper.
Jeg vil hæve mig
og hænge stille i luften, -
- som om jeg stod på luft.
Det er umuligt i de her sko.
Men hvis du kan komme noget
i spidsen, tror jeg, jeg kan, -
- på trods af,
hvad den onde mand siger.
Jeg vil så gerne vise ham,
at det ikke er umuligt.
Det er da muligt, ikke?
Kan du det?
Ja.
Ja, det kan jeg.
Jeg finder på noget.
Noget blødt og stille.
Det er jeg vis på, jeg kan.
- De vil ligesom stå på luft.
- Du har forstået det.
Du er fuldstændig med.
Jeg vil være dig så taknemmelig.
Kan du gøre det nu? I en fart?
Det er forfærdelig pænt af dig.
Jeg vil være dig evigt taknemmelig.
Louise, mine sko.
Du skal ud denne vej.
Hans!
Kors, hvor tog det lang tid.
Fik vi arbejde?
- Hvad er det?
- Sko.
Jeg har aldrig set sådan nogle sko.
Hvem går med sådan nogle?
- Den yndigste dame, jeg har set.
- Hvorfor går hun i dem?
Hun danser. Nej, hun svæver.
Og når hun smiler,
smelter ens hjerte.
Hun smilede og stod helt tæt på mig.
Hun rørte sågar ved mig.
Hvor er børen?
- Jeg lovede at skynde mig.
- Herhenne, Hans.
Jeg gemte den her
i deres pulterkammer.
Hun vil have sko, der kan gå på luft.
I eftermiddag.
Det skal hun få.
Havde hun bare bedt mig
om noget helt umuligt.
Doro...
Er du sulten?
Elsker du mig?
Ja, selvom jeg er hundesulten.
Kom.
Sæt dig ned og lad mig made dig.
Her. En slurk af det
vil gøre dig i bedre humør.
Og se her...
Jeg bad Helga lave de her til dig.
Elskede, var jeg ond i dag?
Ja, det var du bestemt.
Jeg var ved at bryde i gråd.
- Det er jeg ked af, Doro.
- Det skal du ikke være, Niels.
Det er, som det skal være.
Kan du ikke se det, min engel?
Professionelt er vi som hund og kat,
men bagefter...
Det er det,
der gør det så godt bagefter.
Er det ikke godt nu?
Pragtfuldt. Hvorfor glemmer jeg det,
så snart du begynder at danse?
Så ser jeg kun min dødsfjende,
ballerinaen.
Det er, fordi balletten er dit liv,
ligesom det er mit.
Tror du ikke nogle gange,
jeg glemmer, at du er min mand, -
- og får lyst til at dræbe dig
for det, du siger?
Har du lyst til at dræbe mig?
Ja. Er det ikke sådan, det skal være?
Ellers var der jo ikke noget
ved det, vel?
Hvor er vi heldige, Niels,
og jeg elsker dig så højt.
Undskyld det med skoene.
Jeg skal nok være sød i eftermiddag.
- Undskylder du det med skoene?
- Der var ikke noget galt med dem.
Jeg gjorde det kun for at plage dig.
Så det gjorde du?
Jeg ved,
hvordan jeg får ram på dig.
Og du ser så kunstnerisk ud,
når du er rasende, skat.
Det vil jeg blæse på. Det med skoene
var altså noget, du fandt på?
Du var så styg.
Du havde fortjent det.
Lod du alle trille tommelfingre
for at tage hævn?
Har du glemt, hvad du sagde om mig
foran hele kompagniet?
Nej, jeg husker hvert et ord.
- Og jeg havde ret.
- Så det havde du?
Hvis du er færdig med at fylde dig,
kan jeg godt gentage det, -
- for vi fortsætter lige nu.
Du dansede vals
som en elefant i en snedrive.
Hvabehar?
Du dansede vals
som en elefant i en snedrive.
Nej, som en elefant, der faldt
og prøvede at komme op igen.
Er det højt nok?
Hvor vover du? Jeg slider i det, for
at hvert et trin skal være rigtigt.
Jeg gør dine tåbelige små trin
tålelige for publikum.
Du slider ikke nok. Det er meningen,
du skal flytte fødderne til musikken.
Du er ikke bare ond.
Du er fuldstændig hjerteløs.
Du elsker at håne mig. Du vil have,
at jeg skal krybe for dine fødder.
- Så kunne du måske se trinnene.
- Hvorfor finder jeg mig i det?
Hvordan holder jeg det ud?
Græd lidt højere.
Jeg har hørt dig græde meget højere.
Det var for at digte det med skoene.
På scenen, alle sammen.
Lad os se, hvad du kan digte
her i eftermiddag.
Har du ordnet skoene? Udmærket.
- Så De, hvad han gjorde?
- Javist.
Man skal aldrig blande sig i
ægteskabelige uoverensstemmelser.
Er hun gift med ham?
- Med det menneske?
- I allerhøjeste grad. Vær rar at gå.
Der må ikke være nogen i teatret
under prøverne. Endnu en regel.
Hvad skylder vi for skoene?
Hvordan kunne du gøre det?
Hvordan kunne en pige som du
gifte sig med sådan en mand?
Hvordan kan jeg hjælpe dig?
Dans! Dans!
Dans! Dans!
Hjælp!
Hjælp!
Skomager?
Skomager? Tak for skoene.
Du gik, før jeg fik takket dig.
De var pragtfulde.
Jeg svævede faktisk i luften.
Tak.
Det skal jeg nok bestemme.
De møder op i morgen.
De må øve, indtil de kan det.
Danse, til de segner.
Og sørg for at have min frakke klar,
når jeg skal af sted.
Hjem!
Hvor er folk dog sære derovre.
Først ler de og kysser hinanden,
så hyler de op og slår hinanden.
Hvad laver du, Hans?
- Skriver.
- Et brev? Til børnene?
- Skriv noget fra mig til dem.
- Det er ikke til børnene.
Hvem skriver du til, Hans?
Ballerinaen.
Hold nu op med at forstyrre mig.
Hvorfor skriver du
til ballerinaen, Hans?
Jeg hørte ham tale til hende.
Så ham slå hende i ansigtet.
De er jo gift, Hans.
Det ved jeg godt.
Jeg hørte dem tale sammen,
før du kom.
Det var anderledes.
Peter, du er et barn
og forstår dig ikke på den slags.
Jeg så ham få hende til at græde.
- Men de...
- Forstyr mig nu ikke.
Jeg skal have det færdigt i aften.
"Den lille havfrue -
en historie til mademoiselle Doro."
"Og efterhånden forstod
den lille havfrue, -
- at hun havde søgt kærligheden
hos den forkerte mand."
Kom ind.
Om forladelse, men han insisterede
på at komme til at tale med Dem.
Hun sover. Hvad er der los?
Hvem er drengen?
Den er adresseret til Mlle Doro.
Drengen ville hugge den i teatret.
Det er en historie,
og den er til hende.
Hvorfor ville du tage den?
- Fordi det er min.
- Den er jo adresseret til min kone.
- Hvad foregår der, Niels?
- Det er min. Giv mig den.
Hvem har skrevet den?
Det har jeg.
Har du?
Kan du fortælle mig, hvorfor du har
skrevet den historie til min hustru?
Det har intet med Dem at gøre.
Det er bare en historie.
Han har bare digtet en historie.
Han digter altid historier.
Og kan man så få at vide,
hvem "han" er?
Vi ved udmærket godt, at du ikke
har skrevet den. Hvem er "han"?
En af mine venner.
Hvad hedder han?
Hans... Christian Andersen.
Skomageren.
Elskede, det er skomageren.
Skomageren, som reparerede
mine sko så smukt i går.
Han har skrevet en historie
til en ballet.
- Det var utroligt.
- Hils ham og sig mange tak.
Hvad var det, han hed? Hans?
Jeg skal nærlæse den.
- Den lille havfrue...
- Hold op, Niels.
Den er meget uskyldig
og ganske rørende.
Jeg har ikke fået sagt godmorgen.
Godmorgen, min elskede.
Hvor har du været?
Jeg kan ikke finde den.
Hjælp mig med at lede, Peter.
Når jeg har allermest brug for dig,
forsvinder du.
Jeg er nødt til at skrive den om.
- Du behøver ikke skrive den om.
- Så led dog, Peter.
- Du behøver ikke skrive den om.
- Hvad?
Hun har fået den.
Hvad sagde du?
Hun har den, Hans. Lige nu.
Har hun det?
Hvordan har hun fået den?
Den blæste ud af mine hænder.
Havde du taget den?
Hvorfor? Bare fortsæt, Peter.
Den blæste ind ad vinduet
på teatret og...
Sådan fik hun den.
Vinden førte den til hende.
Det er et godt tegn, Peter.
Hun sidder og læser den nu.
Lad være med at gå derhen.
Jeg må tale med hende, Peter.
Jeg kan hjælpe hende.
Den stol og den sofa.
Ud på vognen med det.
Hvad laver I?
Balletten flytter.
Flytter?
Undskyld...
- Er det sandt, at balletten flytter?
- Ja. Den årlige turné.
Hvorhen? Hvor længe er de væk?
Nu ringer klokken.
I skole med jer.
Af sted med jer. I morgen er der
atter en dag og en ny historie.
Jeg vil nødig have vrøvl
med skolelæreren. Skynd jer, børnlil.
Hvad er der galt? Er du ked af det?
Skal jeg fortælle dig en historie?
Kom herop.
Kom nu.
Jeg gør dig ikke noget.
Sæt bare farten lidt op.
Lad mig se...
Der var engang
en lille, grim ælling
med fjer
stubbede og brune
og de andre fugle sagde simpelthen:
"Pst! Forsvind med dig!"
"Pst! Forsvind!"
"Pst! Pst! Forsvind!
Pst! Pst! Forsvind med dig!"
og han gik med et kvæk
vraltede af sted med et kvæk
i en sky af edderdun.
Skal jeg fortælle dig resten?
Godt.
Den stakkels lille, grimme ælling
gik omkring på må og få
men overalt
fik han samme besked:
"Pst! Forsvind med dig!"
Pst! Forsvind! Pst! Pst! Forsvind!"
"Pst! Pst! Forsvind med dig!"
og han gik med et kvæk
vraltede af sted med et kvæk
med en tåre på sin kind
gennem hele vinteren
gik han og gemte sig
flov over at vise sig
bange for de andres hån
hele vinteren igennem
sad han ensom i en tue
indtil en flok svaner så ham der
og samstemmende sa':
"En mægtig flot svane
må man si'."
"En svane?"
"Er jeg en svane? Åh, hold op."
"Men de sagde: Du er en svane.
Prøv selv at spejle dig i søen."
Og han kiggede og så og sagde:
"Jeg er en svane!"
"Jubii!"
Jeg er ikke
nogen grim, lille ælling
med fjer
stubbede og brune
og overalt fik han faktisk
samme besked: "Pst!"
"Den bedste i byen."
"Pst! Den bedste!
Pst! Pst! Den bedste!"
"Pst! Pst! Den bedste i byen!"
ikke et kvæk, ikke et kvæk
ingen vralten eller kvæk
men en smuk glideflugt
og en ryg snehvid og fin
og hagen hævet højt mod sky
så hvem er en lille, grim ælling?
Ikke jeg!
Ikke jeg!
Det kan være lige meget,
at de ikke vil lege med dig, Lars.
Nej. Jeg vil gerne lege med dem, -
- men de gør nar af mig,
fordi lægen har barberet mit hår af.
Tænk på, hvordan det gik
den grimme ælling.
En dag inden længe
vil du kigge dig i spejlet, -
- og det bliver før, end du tror, -
- og så er dit hår vokset ud,
og du er som den grimme ælling.
Du bliver bedre end alle de andre.
- Er du sikker, Hans?
- Helt sikker.
Løb nu hellere i skole.
Du kommer for sent.
- Farvel, Hans.
- Farvel.
Skomager, er mine sko færdige?
Ja, frue. De er her.
En mark, tak.
- Så meget?
- Ja, frue. De er som nye.
Hvor er de smukke?
Hvad er det for nogle sko?
Balletsko. Jeg har selv lavet dem.
Hvor er de yndige.
Pas nu på, frue.
De kan blive snavsede.
Hvem går med så yndige sager?
En danserinde. Hendes fødder funkler
som små stjerner.
Ingen lægger mærke til skoene,
fordi hun er selv så smuk.
Tak.
Tak. Kom endelig igen.
Hendes arme var varme
da de favned' mig
hendes øjne glødende klare
da vidste jeg
at min skæbne var
mangen en søvnløs nat
for hvor jeg end mig vender
hvor jeg end går hen
før jeg ligger i min elskedes favn
igen
finder mit hjerte ingen ro
hvor jeg end mig vender
hvor jeg end går hen
hvor jeg end mig vender
hvor jeg end går hen.
- Er du Skomager Hans?
- Ja.
- Mig en fornøjelse.
- Goddag.
Du ved slet ikke,
hvad det drejer sig om, vel?
- Nej.
- Jeg er far til den grimme ælling.
- Siger det dig noget?
- Jaså, De er Lars' far.
Den lille historie hjalp ham,
og jeg er dig dybt taknemmelig.
Jeg forhørte mig og kunne forstå,
at du kan mange historier.
Børnene er fulde af dem for tiden.
Skriver du dem ned?
- Nej.
- Jeg har en overraskelse til dig.
Giv mig et lille stykke papir.
Mange tak.
- Den flotteste gave, jeg har fået.
- Det vil glæde Lars.
Må jeg have lov at sige noget?
Bare sig frem.
I stedet for "Skomager Hans", -
- kan der så stå "Hans Christian
Andersen", som en rigtig forfatter?
Bestemt.
Hvis du skriver dine historier ned,
som du fortæller børnene dem, -
- så vil jeg trykke dem
og betale dig for dem.
Det var pokkers!
- Hvornår kommer det i avisen?
- I morgen.
Der vil stå "Hans Christian Andersen"
hele dagen i morgen.
Hele dagen?
- Farvel.
- Farvel.
Hele dagen?
- Tak for det.
- I lige måde.
"Den grimme ælling"
af Hans Christian Andersen.
Jeg er Hans Christian Andersen
som lykken har tilsmilet
nok er jeg en ælling i dag
men i morgen er jeg en svane
min historie blev forvandlet helt
til en historie af guld
jeg ler ha, ha og rødmer lidt
for jeg ser jo nu, da jeg læser den
at den også læser mig
"af Hans Christian Andersen"!
Jeg er en svane.
Jeg skriver en seddel til mig selv
og sætter den i min hat
vinden blæste hatten af
og fik i sedlen fat
den blev blæst hele verden rundt
før den tilbage til mig kom
jeg samler op og læser den
for at minde mig selv om
jeg er Hans Christian Andersen
Andersen...
Peter!
Jeg er Hans Christian Andersen
og nu skal du bare høre
der var engang et bord som sa':
"Gid, jeg havde en stol."
Men se så om der ikke kom
en sød, ung stol
i brudekjole klædt
han sagde til hende
med oprigtighed:
"Jeg sa' ikke, jeg ville ægte dig.
Jeg vil bare sidde ned."
Jeg er Hans Christian Andersen
Andersen er i byen!
"Den grimme ælling
af Skomager Hans."
Jeg er forfatter nu, Peter.
En rigtig forfatter.
I morgen står der "Hans Christian
Andersen" i avisen hele dagen.
- Var det det, avisen ville?
- Ja.
De har trykt en af dine historier.
Og årsagen er en historie
i sig selv.
Spørger nogen dig fra nu af,
hvem du arbejder for, -
- så kan du sige en forfatter.
Du arbejder for en rigtig forfatter.
"Den grimme ælling"
af Skomager Hans.
Det er utroligt.
Peter...
Kan du forestille dig...
Kan du se skolelæreren for dig?
En skønne dag kommer der
en avis fra København.
Han åbner den og kigger
og pludselig...
Han kan ikke tro sine egne øjne.
"Hans Christian Andersen," siger han.
"Skomager Hans?"
"En historie
af Hans Christian Andersen"?
"Udmærket historie". Snup en bid.
- Der er noget på din hånd.
- Det må være fra trykkemaskinen.
Peter...
Se.
"Den kongelig danske ballet
vender tilbage fra turné".
Hun er tilbage!
Hun er tilbage!
Sikke en dag!
Det hele sker på én gang.
Hans...
Vi har lovet nogle sko færdige.
Senere. Jeg kan ikke sidde stille.
Hun er tilbage, Peter.
Jeg må ud at gå.
Aldrig før og aldrig siden
aldrig før og aldrig siden
ingen har nogensinde
været så forelsket
været så forelsket
været så forelsket
ingen har nogensinde været
så forelsket
det er unikt og helt specifikt
vi er verdens mærkeligste par
ingen har nogensinde månet sådan
en måne, juniet sådan en juni
skeet sådan en ske
han mener at ingen nogensinde
har været så forbundet
som ham jeg har fundet og jeg
og når vi kysser
- og når vi kysser
- er det kategorisk og historisk
- Lad nu mig.
- Ja, elskede.
Ingen har nogensinde
været så forelsket
været så forelsket
nej, ingen har nogensinde
været så forelsket
som min lille due og jeg
det her er cremen,
ja, ekstremen
noget man aldrig
ville have drømt om
ingen har nogensinde været så
forelsket, som min lille due og jeg
nej, ingen har nogensinde
været så forelsket
været så forelsket,
været så forelsket
nej, ingen har nogensinde
været så forelsket
som du
og mrs. Hans Christian Andersen
mrs. Andersen
mr. Andersen
mrs. Andersen
mr. Andersen.
Hvor sødt af dig at komme,
så snart vi er vendt hjem.
Hvordan kunne du vide,
at vi ville lave din ballet?
Du får belønningen i morgen aften,
når jeg danser den for dig.
Du kommer da, ikke?
Måske har du fundet mælet igen
i morgen aften.
Kom, Louise.
Hvad ville de ikke sige
hjemme i landsbyen?
Vi gør os klar til at gå i operaen
i København.
For at se min ballet.
De ville ikke tro deres egne ører.
"En af skomagerens historier?
Hvordan kan børn tro på den slags?"
Selv ikke jeg ville vove at digte
sådan noget, og så er det sandt.
Er det i orden, jeg bliver hjemme?
Hvad?
- Er det i orden, jeg bliver hjemme?
- Nej.
Det er ikke i orden.
Hvad er der med dig?
Der er noget galt.
Kom herind.
Hvad er der los, Peter?
Ud med sproget.
Der er noget, jeg har forsøgt
at sige til dig hele dagen.
Så fortæl det nu, Peter.
Det er svært, Hans. Jeg ved ikke,
hvordan jeg skal få det sagt.
Bare sig det.
Jeg har prøvet at sige det en gang,
men du ville ikke høre.
Da de så tog væk,
troede jeg, du ville glemme det.
- "De"?
- De skal ikke grine af dig.
Det sårer mig.
Når de gjorde det derhjemme,
havde jeg lyst til at slå dem ihjel.
Griner af mig?
Hvad taler du om, Peter?
Hende og ham. Du forstår dem ikke.
Hvad forstår jeg ikke?
Du har digtet en historie om dem,
som du gør med alt andet.
Denne gang handler den bare ikke
om ure og blomster og stjerner.
- Hun vil grine af dig, Hans.
- Nå, sådan?
Jeg tænkte det nok.
Griner hun af mig,
når hun danser min ballet i aften?
Grinede hun af mig i går,
da hun kyssede mig?
- Kyssede hun dig?
- Ja.
Det vidste du nok ikke.
- Men det er rigtigt, hvad jeg siger.
- Det er jeg ked af at høre.
Du har aldrig løjet for mig før.
Du behøver ikke gå med i aften.
Måske skulle du prøve
at finde arbejde hos en anden.
Du er gammel nok
til at klare dig selv og...
Det er nok bedst,
at vore veje skilles, -
- for jeg tror ikke,
vi bryder os om hinanden mere.
Må jeg have lov?
Vi lukker ikke nogen ind
før forestillingen.
Jeg er Hans Christian Andersen.
- Forfatteren til aftenens ballet.
- Åh, godaften.
Læser du ikke plakaterne
uden for dit eget teater?
Det skal være lavere.
Op, ned igen og rundt. Sådan, ja.
Sådan, ja.
Hold jer sammen.
Og rundt...
Det var meget bedre.
Hold dem oppe.
Sådan. Og så rundt denne vej.
Hvem er du? Forsvind herfra.
Du skal ikke levere sko
op til en forestilling, dit fæ.
- Prøv arabesquen igen.
- Navnet er Andersen.
- Hans Christian Andersen.
- Andersen? Balletskriveren?
Jeg vil gerne aflevere
de her sko til Mlle Dora.
Vær rar at gå ud herfra.
- Ryk den store musling frem.
- Javel.
Sæt dig dog ned og se din ballet.
- Jeg kan give hende skoene.
- Nej! De rører dem ikke.
Du kan ikke give hende dem her
lige op til en premiere.
Vis os lige,
hvor du vil have muslingen.
Jeg kan ikke være alle vegne.
Bare ryk den frem.
Vis mr. Andersen ud.
Venligt, men bestemt.
Jeg har jo de her...
Med forlov. Jeg vil gerne gå selv.
Dig igen, Andersen.
Du må ikke forstyrre nogen nu.
Jeg tror, Mlle Doro ville være uenig.
Hvorfor skal jeg plages af forfattere
på premiereaftenen?
- Ouverture om tre minutter.
- Vi starter om tre minutter.
På pladserne, damer.
Åbn den dør! Lad mig komme ud.
Jeg kan godt se det.
Jeg behøver ikke se det
med mine øjne.
Jeg kan se det hele.
DETTE ER HISTORIEN
OM EN LILLE HAVFRUE, -
- SOM FORELSKEDE SIG
I EN PRINS -
- OG SØGTE HJÆLP HOS
HAVETS HEKSE, -
- FORDI KUN DE HAVDE
DEN MAGISKE GENSTAND -
- ET SLØR, SOM KAN GØRE
EN HAVFRUE TIL MENNESKE.
Kom ind.
- Godmorgen, madame.
- Godmorgen Céline.
- Vejret er desværre dårligt.
- Det ser pragtfuldt ud, Céline.
Og hvor er det dejligt
omsider at være hjemme igen.
Ja, og sikke en succes i aftes.
Jeg tror aldrig, jeg har oplevet
publikum så henrykt.
Det var den nye ballet,
de var fortryllet af.
Den er også fortryllende.
Jeg elsker at danse den.
Han er en løjerlig en.
- Han dukkede aldrig op.
- Hvem, madame?
Hans. Skomageren, du ved.
Gad vide,
om han overhovedet var der.
- Gudfader!
- Jeg troede, du sov som en sten.
- Skomageren er i rekvisitrummet.
- Hvad taler du om?
Jeg var nødt til at låse ham inde
lige før forestillingen i går.
Han ville absolut give dig nogle sko,
fem minutter før tæppet gik.
Så han så slet ikke balletten?
- Jeg glemte ham.
- Dit store fjols!
Jeg havde andet at tænke på.
Skynd dig, Céline.
Løb hen på teatret og hent ham.
Det stakkels, søde menneske.
Og dig, dit uhyre...
Du må hellere blive dernede.
Hvis du stikker hovedet frem,
kan du bare vente dig.
Du får en lampe i hovedet, gør du.
Åh, Hans...
Fra nu af vil jeg kalde dig Hans.
Hvor var det dog forfærdeligt.
Hvor det dog ligner ham
at gøre sådan noget. Kom.
Tag plads.
- Vil du have en kop chokolade?
- Nej tak.
Og du fik ikke set balletten.
Vi opfører den igen i overmorgen, -
- så kan du se den.
- Jeg har set balletten.
- Har du det?
- Ja.
- Hvordan?
- Jeg troede, du...
- Jeg kunne høre musikken.
Og jeg kendte den historie,
musikken fortalte.
Jeg behøvede ikke se dig danse
med mine øjne.
Hvor er du dog kær, Hans.
Og hvor jeg dog elsker at danse den.
Jeg ved ikke helt hvorfor.
Det er meget løjerligt.
Selv under prøverne følte jeg
noget trist og inderligt.
- Jeg ved ikke hvorfor.
- Det gør jeg.
Gør du? Lad mig høre.
- Jeg tror, det var dit svar.
- Mit svar?
Jeg lod mit hjerte tale til dig
via historien og...
...i aftes svarede du mig med dit.
Sig mig en ting, Hans. Hvorfor
skrev du den historie til mig?
Hvordan skulle jeg ellers sige det?
At jeg vidste, hvor elendigt
du havde det med ham.
Elendigt? Med min mand?
Du vidste ikke, jeg var der, men
jeg så, hvordan han behandlede dig.
Jeg så ham slå dig.
Jeg hørte dig græde.
Åh, Hans...
- Hvad skulle en skomager ellers?
- Den er kommet, min elskede.
Godmorgen, Andersen. Din gave.
Undskyld det i går.
Det var din ballet,
jeg forsøgte at beskytte.
Har du fortalt ham om succesen?
Til en stor balletdanserinde.
Åbn den. Vi er fattige det næste år,
men du skulle bare have den.
Det bedste er det,
der står på den anden side.
Læs højt. Jeg er ikke digter
som dig, Andersen, -
- men selv et fjols som jeg
kan tale om kærlighed.
Er du glad, min elskede?
Læs højt for mig.
Ikke nu, Niels. Senere.
Er du pludselig genert? Nå, men du
kan gøre, som du vil her til morgen.
Hun dansede som en engel. Jeg har
lyst til at dække dig med kys.
Lad nu være, Niels.
Har du ikke tilgivet mig?
Det har Andersen garanteret.
Hun var rasende over,
at jeg havde låst dig inde.
Det er da nærmest lidt lystigt.
Se dog ikke så skrap ud, min ven.
Du grinede selv af det.
Jeg hørte dig da grine.
Nede under dynerne.
- Ti dog stille.
- Hvad er der med dig, Dora?
Hans, det spiller ingen rolle,
hvorfor du skrev historien til mig.
Det er under alle omstændigheder
en smuk historie.
Det er en smuk, varm historie
i sig selv.
Jeg vil tænke på det, du har fortalt,
hver gang jeg danser den.
- Andersen, din betaling...
- Så ti dog stille, Niels.
Han skal da have penge for det.
Du må gerne skrive noget mere.
- Har du noget, vi kan bruge?
- Nej. Den her var et tilfælde.
Jeg tror ikke, jeg skriver mere.
Nu kan jeg vist godt aflevere de her.
Nogle sko fra skomageren.
Tak, Hans.
- Men, Andersen...
- Lad ham nu gå. Farvel, Hans.
Doro...
Hvad er der, min elskede?
Peter...
Halløj, Peter.
Har du noget imod,
at jeg slår følge med dig?
Jeg kan dårligt undgå det.
Vi skal åbenbart i samme retning,
og der er kun den samme vej.
Skal du hjem til landsbyen?
Det skal jeg også.
Salt over skulderen!
Og ved du hvad, Peter?
Jeg fortæller ikke flere historier.
Ikke engang til mig selv.
Jeg har fortalt min sidste historie.
Især om mig selv.
Skomager bliv ved din læst.
Hvis der er nogen, der er blevet
klog af skade, så er det mig.
- Du vil stadig fortælle historier.
- Nej.
- Jo, du vil.
- Nej, jeg vil ej.
Hvorfor bliver du ved at sige det?
Hvorfor?
Fordi du er Hans Christian Andersen.
Derfor.
Peter.
Du vil fortælle historier
og skrive historier.
Du vil sågar synge historier.
Igen og igen og igen.
Jeg er ikke nogen
grim, lille ælling
med fjer
stubbede og brune
og overalt fik han faktisk
samme besked:
"Pst! Den bedste i byen!"
"Pst! Den bedste!
Pst! Pst! Den bedste!"
Fortæl om dengang,
du var i København.
Pragtfulde, pragtfulde København
tag mig igen i din favn
ved krostuens fad
på en aften glad
lad os skåle og få en dram
på pragtfulde,
pragtfulde København...
- Fortæl om kongen! Kongen!
- Kongen, ja!
Kongen, han er jo helt igennem,
ja, helt igennem, så helt igennem
han er helt igennem så nøgen
som den dag, da han blev født
kongen, han er jo helt igennem,
ja, helt igennem, så helt igennem
det er helt igennem det bareste
man har en konge mødt
tilkald hoflivlægen
vi må gøre holdt...
Hans... Min yndlingshistorie.
Tommelise!
Du er på størrelse
med min tommel
- med min tommel
- med min tommel
men søde Tommelise,
vær dog ej så trist
- så, så, så
- næ, næ, næ, kom, kom, kom.
Kom, alle sammen! Tommelise,
Tommelise lille fine ting
Tommelise, dans
Tommelise, syng
Tommelise, hvad gør det
at du ej er så stor
når du har et hjerte varmt
er du ni fod høj.
Hans Christian Andersen!
Oversættelse: SDI Media Group
DA