The Bride of Frankenstein - Dansk Transcript

Hvor dejlig dramatisk. Den mest primitive og grusomme opvisning af naturen ude, og vi elegante tre indenfor. Jeg håber, at en vred Jehova rettede de lynpile direkte mod mit hoved. George Gordons ukuelige hoved, Lord Byron, Englands største synder. Men jeg kan ikke smigre mig selv i den grad. Måske er den torden til ære for kære Shelley. Himlens bifald for Englands største digter. - Hvad med min Mary? - Hun er en engel. Synes du? Kan I høre det? Kom, Mary. Kom og se på stormen. Du ved, jeg er bange for lynet. Shelley, kære, er du sød at tænde stearinlysene for mig? Mary, kære. Forbavsende væsen. - Jeg, Lord Byron? - Bange for torden og mørket. Og dog har du skrevet en fortælling, der får blodet til at fryse til is. Se, Shelley. Kan du tro, denne dejlige pande udtænkte Frankenstein? Et monster fremstillet af lig fra røvede grave. - Er det ikke forbavsende? - Jeg ved ikke, hvorfor du synes det. Hvad forventer du? Publikum trænger til noget kraftigere end en sød kærlighedshistorie. Hvorfor ikke skrive om monstre? Intet under, Murray nægtede at udgive bogen. Publikum bliver chokeret. Den bliver udgivet, tror jeg. Så, elskede, får du meget at stå inde for. Forlæggeren indså ikke, at min hensigt var at skrive en moralsk lærestreg om den straf, der ramte en jordisk mand, som vovede at efterligne Gud. Hvad end din hensigt var, nyder jeg at goutere hver enkelt grufuldhed. Jeg smager på dem. Lad være, Lord Byron. Mind mig ikke på det i aften. Sikken baggrund på den kirkegård til at begynde med! Den hulkende kvinde, den første klump jord på kisten. Det var et godt kuldegys. Frankenstein og dværgen, der stjæler liget fra den friske grav. Den hængte mand, der bliver skåret ned fra galgen, hvor han svang i vinden. Frankensteins skabelse i hans laboratorium, pille døde mænd fra hinanden og skabe et menneskeligt monster, så frygteligt og grufuldt, kun en halvtosse kunne have udtænkt det. Så er der morderne, det lille barn, som druknede. Frankenstein selv, som blev kastet ud fra den brændende mølle af monstret, han selv havde skabt. Og det var disse skrøbelige, hvide fingre, der skrev mareridtet. Du fik mig til at stikke mig, Byron. Det bløder. Sådan. Jeg synes, det er en skam, Mary, at afslutte din historie så pludseligt. Det var ikke afslutningen. Vil I gerne høre, hvad der så skete? Jeg har lyst til at fortælle den. Aftenen er perfekt til mystik og rædsel. Selve luften er fyldt med monstre. Jeg lytter. Mens himlen tordner gennem natten, åbn helvedes porte. Forestil jer, at I står ved møllens ruiner. Ilden er ved at gå ud. Snart vælter bygningens nøgne skelet, de tomme tagspær imod himlen. Det er den bedste ildebrand, jeg nogensinde har set. - Hvorfor græder du? - Det er forfærdeligt. Det ved jeg. Men efter morderne og Mr Henry, som blev bragt hjem for at dø, er jeg glad for at se monstret brændt ihjel for øjnene af mig. Det er for godt til ham. Det er djævlens værk, og du må hellere gøre korsets tegn, før han tager dig. Kom. Det er forbi. Tag hjem og læg jer til at sove. Så starter det igen. Det er ikke udbrændt. - Der er mere. - Er monstret ikke død endnu? Det er på høje tid, at anstændige mænd og koner var i seng. Endelig brænder hans indre. Det indre er altid det sidste, som fortæres. Gå. I har fået nok spænding for en aften. Den underlige mand, I kalder et monster, er død. Monster, absolut! I kan takke en heldig stjerne for, at de sendte mig til at beskytte liv og ejendom. Hvorfor beskyttede du ikke de druknede og myrdede? Kom nu. Vi vil ikke have nogen konflikt, ingen optøjer. - Hvem laver optøjer? - Gå videre. Godaften, alle sammen, og sov sødt! Du kan selv sove sødt. Han tror, han er noget, bare fordi han er borgmester. Stakkels Mr Henry. Han skulle have været gift med den vidunderlige Elizabeth i dag. Dæk ham til. Nogen må fortælle den stakkels pige det. Rid så hurtigt, du kan, til slottet og fortæl gamle Baron Frankenstein, at vi bringer hans søn hjem. - Åh, du godeste. - Hold mund. Kom hjem, Hans. Monstret er død nu. Intet kunne overleve i den smelteovn. Hvorfor bliver du her? Jeg vil se ham med mine egne øjne. Hans, han må være død. Død eller levende, intet kan bringe vores lille Maria tilbage. Hvis jeg ser hans tilsodede knogler, kan jeg sove om natten. Kom tilbage, Hans! Du brænder selv ihjel! Maria druknede, og du brænder ihjel! Hvad skal jeg så gøre? Nej! Hvor er du? Hans! Er du okay? Jeg kan høre dig. Her, ræk mig din hånd, Hans. Her. Åh, du godeste, hvad sker der? Henry? Fortæl mig det. Frue, hvordan kan vi fortælle dig det? Bring ham indenfor. - Albert. - Hvad vil du? Det er i live. Monstret, det er i live! - Hold mund, dit gamle fjols. - Jeg så ham. Han er ikke blevet til noget skelet. Han overlevede ildebranden. Var din mund. Vi tror ikke på spøgelser. Ingen tror mig. Okay, jeg fralægger mig alt ansvar. Lad dem alle blive myrdet i deres senge. - Tal til mig, Henry. - Frue, han vil aldrig tale igen. Dette var blevet mig varslet. Jeg skulle vogte mig for min bryllupsnat. Se, frue! Han er i live! Henry, elskede. Elizabeth. Sikken forfærdelig bryllupsnat. Du kan gå i seng nu, Mary. - Du får det bedre. - Jeg er mig næsten mig selv igen. Når du er stærk nok, rejser vi og glemmer den forfærdelige oplevelse. Glemmer? Hvis bare jeg kunne glemme. Men det forlader aldrig mine tanker. Jeg er blevet forbandet for at forske i livets mysterier. Måske er døden hellig, og jeg har vanhelliget den. Det var en vidunderlig vision. Jeg ville være den første, der gav verden hemmeligheden, som Gud vogter over. En formel for liv. Forestil dig evnen til at skabe en mand. Og jeg gjorde det. Jeg skabte en mand. Hvem ved? Med tiden kunne jeg have trænet ham til at tjene mig. Have skabt en race. Endda opdaget hemmeligheden til evigt liv. Henry, sig ikke det. Tænk det ikke. Det er blasfemisk og ondt. Vi skal ikke vide den slags. Måske er det meningen, jeg skal kende livets hemmelighed. Det er måske en del af den guddommelige plan. Nej. Det er djævlen, som tilskynder dig. Det er død, ikke liv, der ligger bag, og som det ender med til sidst. Mens du lå og vred dig i vildelse, kunne jeg ikke sove. Når du taler om din sindssyge lyst til at skabe levende mænd fra de dødes støv, synes et underligt syn at vise sig i værelset. En skikkelse, som ligner døden. Hver gang er det tydeligere, nærmere. Det synes at række ud efter dig, som ville det tage dig fra mig! Der er det. Se. - Der. - Jeg kan ikke se noget. Hvor? Der er ikke noget. Der! Det kommer efter dig! Nærmere! Henry! Albert! Gid pokker have den mand. Han er der aldrig, når man behøver ham. Til hvad nytte er en lakaj? Okay. Vælt ikke slottet. Vi er ikke døde endnu. - Der er ingen hjemme. - Luk mig ind, min gode kvinde. Jeg ved, den unge baron Frankenstein er hjemme. Han er syg. Han ligger i sengen, hvor anstændige folk bør være. Fortæl ham, at dr Pretorius er her angående et anliggende af stor vigtighed og må se ham alene, i aften. Dr Pretorius? Pretorius? - Hvad var navnet? - Dr Pretorius. Der findes ikke sådan et navn. Du bliver der. - Hvem der? - Det er Minnie, frue. Kom ind. Det er dr Pretorius. Han siger, han vil se herren. Yderst vedholdende. Pretorius? Han er en mærkelig, gammel herre, sir. Og må se dig angående et alvorligt anliggende, sagde han. I aften. Alene. - Vis ham ind. - Henry, hvem er den mand? Dr Pretorius. Baron Frankenstein, går jeg ud fra? Kom indenfor, doktor. Jeg håber, du tilgiver denne forstyrrelse så sent. Jeg var ikke kommet, havde jeg ikke haft en meddelelse, som jeg formoder, du finder yderst vigtig. Det er professor Pretorius. Han var dr. phil ved universitet. - Men... - Men blev smidt ud. Smidt ud, min kære baron. For at vide for meget. Henry har været syg, professor. Han burde ikke forstyrres. Jeg er også læge, baronesse. Hvorfor er du kommet i aften? Mit ærinde, baron, er privat. Elizabeth, jeg beder dig. Bare han ikke gør Henry oprevet. - Hvad vil du? - Vi må samarbejde. Aldrig. Dette er skandaløst. Jeg er færdig med det. Ikke mere af dette helvedesyngel. Så snart jeg er rask, skal jeg giftes, og så rejser jeg væk. Jeg må bede dig om at overveje det igen. Du ved, at det i virkeligheden er dig, som er ansvarlig for alle mordene? Man må bøde for at dræbe. Og med dit væsen stadig på fri fod på egnen... Truer du mig? Fremstil det ikke så groft. Jeg havde håbet, at vi sammen, ikke længere som lærer og elev, men som kollegaer kunne forske i livets og dødens mysterier... Aldrig. Ikke mere. ...og nå et mål, som videnskab ikke har drømt om. Jeg kan ikke lave flere eksperimenter. Jeg har fået en lærestreg. Det er meget trist. Men vi er gået for langt til at stoppe. Ej heller kan det stoppes så let. Jeg har også fortsat mine eksperimenter. Det er derfor, jeg er her i aften. Du må se min skabelse. Er det også lykkedes for dig at give liv til de døde? Hvis du vil gøre mig den ære at besøge min ydmyge bolig, tror jeg, du vil være interesseret i, hvad jeg har at vise. Efter 20 års hemmelig videnskabelig forskning og utallige nederlag har jeg også skabt liv, som vi siger, i Guds eget billede. Jeg må vide det. Hvornår kan jeg se det? Jeg tænkte nok, at du ville ændre mening. Hvorfor ikke i aften? Det er ikke sent. - Er det langt borte? - Nej, men du får brug for en frakke. Jeg tror, din kusk hellere må vente her. Sid ned, Herr baron? Før jeg viser dig resultaterne af mine eksperimenter, vil jeg gerne skåle for vores partnerskab. Kan du lide gin? Det er min eneste svaghed. Til en ny verden af guder og monstre. Skabelsen af liv er fængslende, så afgjort fængslende, ikke sandt? Jeg kan ikke redegøre nøjagtigt for alt, som jeg viser dig. Men måske nu, hvor du er min kollega, kan du. Mine eksperimenter var ikke magen til dine. Men videnskab, ligesom kærlighed, har små overraskelser, som du får at se. lh du milde, doktor. Hvad er det? Der er en tiltalende forskel ved min udstilling. Mit første eksperiment var så yndig, at vi gjorde hende til dronning. Charmerende, synes du ikke? Så måtte vi selvfølgelig have en konge. Nu er han så forelsket i hende, at vi måtte adskille dem. Jeg må være meget forsigtig med kongen. Opfør dig nu ordentligt. Mit næste værk iagttog de andre så misbilligende, at de gjorde ham til ærkebiskop. Han ser ud til at sove. Jeg må vække ham. Den næste er selve djævlen. Meget bizar, den her lille fyr. Der er en vis lighed med mig, ikke? Eller smigrer jeg mig selv? Jeg gjorde mig meget umage med ham. Jeg har spekuleret på, om livet ville være mere underholdende, hvis vi alle sammen var djævle, og intet vrøvl om engle og om at være god. Så er kongen ude igen. Selv kongelige affærer er en pestilens. Stakkels ærkebiskop. Han har hænderne fulde. Sådan. Så tier du stille. Min lille ballerina er charmerende, men kedelig. Hun vil kun danse til Mendelssohns "Forårssang", og det bliver så monotont. Den næste er almindelig, er jeg bange for. Man kan aldrig forudse, hvordan disse ting bliver. Det var et eksperiment med tang. Normal størrelse har været mit problem. Du opnåede størrelse. Vi må arbejde på det. Men dette er ikke videnskab. Det er mere som sort magi. Du tror, jeg er gal. Det er jeg måske. Men hør, Henry Frankenstein, mens du gravede i grave og satte dødt væv sammen, hentede jeg, min kære elev, mine materialer fra livets kilde. Jeg dyrkede mine væsner. Dyrkede dem, som naturen gør, fra sæd. Men du opnåede resultater, som jeg ikke har nået. Tænk, hvilket forbløffende samarbejde, vi kunne have, du og jeg, sammen. Nej, nej. Forlad lighuset, og følg naturens eksempel, eller Guds, hvis du kan lide bibelhistorier. "Som mand og kvinde skabte han dem." "Bliv frugtbare og talrige." Skab en race, en menneskeskabt race på jorden. Hvorfor ikke? Jeg tør ikke engang tænke på det. Vor gale drøm er kun halv ført ud i livet. Alene har du skabt en mand. Nu skaber vi hans mage sammen. Mener du...? Ja, en kvinde. Det burde blive interessant. Lad være med at røre mig! Der er han! Hurtigt! Der er hun. Skyd. Løb hurtigt til landsbyen. Det er monstret. Fortæl borgmesteren det. - Hvad er der nu? - Monstret! Han er i skoven. Hent blodhundene. Saml de mænd, du kan, lås kvinderne inde, og vent på mig. Monster! Jeg skal vise ham. Følg med mig. Hvor er han? Bind ham godt fast. Der må ikke sjuskes. Bind hans fødder først. Det er intet samarbejde. Intet overhovedet. Har I ham? Det vil jeg vide. Har I ham? Selvfølgelig har vi ham. Det er sørme heldigt. Pas på, han ikke slipper løs igen. Han gør måske skade og gør nogen fortræd. - Bær ham ned, når I har bundet ham. - Vil I have hjælp? Jeg binder ham! Tag ham ned til det gamle fangehul, og læg ham i lænker. Sådan. Find noget reb og bind ham. Kom nu. Tilbage til jeres arbejde. Lig stille. Det er nok. Kom og lås dørene. Vi kan ikke bruge hele dagen. Tænk at finde ham under sengen. Han er et mareridt i dagslys. Forsvind! Ryd vinduet! Pas dig selv og sørg for, at han ikke slipper ud. Han er farlig. Nu kan jeg vende tilbage til vigtigere pligter. Langt over vores arbejdstid. - Aftenen, sir. - Monster! Sludder og vrøvl! Han er sluppet løs! Skyd ham! Hjælp! Han er sluppet løs! Tag hjem. Bare en undsluppet sindssyg. Ønskede blot, at nogen tog sig af det, det er alt. Ganske harmløs. Skyd ham! Hvorfor skyder du ham ikke? Hvor er Frieda? Frieda! - Hvor er Frieda? - Hun er lige gået. Se! Frieda! Hvad har de gjort ved dig? Mrs Newman. Kom! - Stakkels gamle Newman. - Hvor er hans kone, Frau Newman? Frau Newman. Frau Newman! Der er én til derinde. Frau Newman. Aurora, hold dig tæt på mig. Vi må hellere forlade disse kanter. - Her er ikke sikkert. - Hvorfor? Jeg er bange. Monstret. Der er ingen fare. Han er i fængsel, og de beholder ham der. Hvor er salt og peber? Vi har ingen salt og peber. Okay, mor. Jeg henter det. Bare rolig. Du får dit kød. Forsvind derfra. Hvem der? Hvem er det? Du er velkommen, min ven, hvem du end er. Hvem er du? Jeg tror ikke, at jeg kender dig. Jeg kan ikke se dig. Jeg kan intet se. Du må have mig undskyldt, men jeg er blind. Kom ind, min stakkels ven. Ingen vil gøre dig fortræd her. Hvis du er i vanskeligheder, kan jeg måske hjælpe dig. Men du behøver ikke fortælle mig det, hvis du ikke har lyst. Hvad er der i vejen? Du er såret, min stakkels ven. Kom. Sid ned. Fortæl mig nu, hvem er du? Jeg forstår det ikke. Kan du ikke tale? Det er underligt. Måske er du også ramt. Jeg kan ikke se, og du kan ikke tale. Passer det? Hvis du forstår, hvad jeg siger, så læg din hånd på min skulder. Det er godt. Nej, bliv her. Jeg henter noget mad til dig. Vi skal være venner. Jeg har ofte bedt til Gud om at sende mig en ven. Her er meget ensomt, og det er længe siden noget menneske kom indenfor i denne hytte. Jeg skal passe på dig, og du skal trøste mig. Nu skal du lægge dig ned og falde i søvn. Ja, nu skal du sove. Vor fader, jeg takker dig, for i din barmhjertighed har du følt medlidenhed med min store ensomhed. Og nu ud af nattens stilhed er to af dine ensomme børn blevet ført sammen, og du har sendt mig en ven til at være mine øjnes lys, en trøst i vanskelige tider. Amen. Nu til vores lektion. Husk, dette er brød. Brød. Brød. Og dette er vin... til at drikke. Drikke. Godt. Vi er venner, du og jeg. Venner. Godt! Og nu en cigar. Nej. Det er godt. Cigar. Prøv. Cigar. Godt. Før du kom, var jeg helt alene. Det er slemt at være alene. Alene. Slemt. Ven. Godt. Kom nu her. Og hvad er det? Det er træ til pejsen. Træ. Og det er ild. Nej, ild er godt. Ild er ikke godt. Der er godt, og der er dårligt. Godt. Dårligt. Godt. Musik? Kan du fortælle os, hvordan vi kommer ud af skoven? Kom ind, venner, og hvil jer en smule. - Se. - Det er monstret. Hvad laver du? Det er min ven. Ven? Det er en fjende, som har myrdet halvdelen af egnen. Du gode Gud, kan du ikke se det? Han er blind. Han er ikke et menneske. Frankenstein satte ham sammen af lig. Min ven. Hvorfor gør du det? Ven. Se. Hvilken vej gik han? Den vej! Han er gået den vej! Ven. - Jeg kan lugte spøgelset. - Jeg har aldrig kunne udstå grav. Hold mund, og følg efter mig. Læs inskriptionen. Hvad står der? "Død 1899. Maddalena Ernestine, elsket datter af..." Det er lige meget. Hvor gammel var hun? "19 år gammel og tre måneder." Det er hende. Kom i gang. - Hvad venter I på? - Gud forbarme sig. - Skal jeg sende jer i galgen? - Det kunne ikke være værre end dette. - Er I klar? - Ja. Så begynder vi. En køn lille sag på sin måde, ikke? Stærke knogler, håber jeg. - Den virker lettere nu. - Ja. Doktor, jeg tror, det er alt for i aften. - Må vi gå hjem nu? - Ja. Jeg bliver her lidt endnu. Jeg synes ret godt om stedet. - Sørg for, ingen ser jer gå. - Det ved vi godt. - Og efterlad lygten dernede. - Okay. Hvis der er mere af dette, hvad siger du så? Melder vi os og lader dem hænge os? - Det gælder også for mig. - Dette er ikke noget liv for mordere. Lad os skåle for monstret. Jeg troede, jeg var alene. Godaften. Cigar. - Ven. - Ja, det håber jeg. Tag en cigar. De er min eneste svaghed. Godt. Drik. Godt. Godt. Laver du en mand som mig? Nej. Kvinde. - En ven til dig. - Kvinde? Ven. Ja. Jeg vil have en ven. Som mig. Jeg tror, du kan være til nytte. Og du vil lægge lidt vægt bag diskussionen om nødvendigt. Ved du, hvem Henry Frankenstein er? Og hvem du er? Ja. Det gør jeg. Skabte mig fra døde. Jeg elsker døde. Jeg hader levende. Din generation er klog. Vi må have en lang snak, og derefter skal jeg foretage en vigtig visit. Kvinde. Ven. Hustru. Dr Pretorius er her igen, sir. Jeg vidste det. - Send ham bort. Jeg vil ikke se ham. - Det skal jeg så sandelig. Godaften, Henry. Baronesse, jeg har ikke haft mulighed for at ønske Dem tillykke med brylluppet. - Vær så venlig at acceptere det nu. - Dr Pretorius. Jeg ved ikke, hvad dit ærinde er, men hvad det end er, er jeg rent ud sagt ikke bange for det eller dig. Henry har været meget syg. Han må ikke foruroliges eller irriteres. Dit besøg er yderst uvelkomment. Henry, jeg hørte vognen komme. Jeg sørger for, at bagagen er anbragt. Så kører vi. Jeg tror, du ved, hvorfor jeg er her. Alle forberedelser er foretaget. Min del af eksperimentet er fuldendt. Med min metode har jeg skabt en perfekt hjerne, levende, men passiv. Alt er nu klar til, at vi kan begynde vores samarbejde. Nej. Fortæl mig ikke om det. Jeg vil ikke høre det. Jeg har ændret mening. Jeg gør det ikke. Det var, hvad jeg forventede. Jeg tænkte, vi havde brug for en assistent. Måske kan han overtale dig. - Intet kan overtale mig. - Vi får se. - Nej! Ikke det! - Harmløs, undtagen når han er vred. Frankenstein. Ja, der er sket en udvikling, siden han opsøgte mig. Sid ned. - Hvad vil du? - Det ved du godt. - Dette er dit værk. - Ja. Jeg vil ikke være med til noget sådan. - Ja. Du skal. - Få ham ud. Jeg diskuterer det ikke, før han er væk. Gå nu. Gå. - Skal gøre det. - Intet kan få mig til at gøre det. Nu. Anbring taskerne i vognen, jeg kommer ud om et øjeblik. Fortæl herren, at han skal skynde sig, ellers kommer vi for sent til toget. Undskyld, at jeg er så nervøs, frue, men jeg kan ikke lide at lade dig være alene. - Vrøvl, Minnie, jeg er okay. - Det håber jeg, frue. Er det dig, Henry? Henry! Hjælp! Frue! Elizabeth. Hvad er der i vejen? Sir, hun er væk! Monstret tog hende! Jeg så det. Baronessen er væk! Det er Pretorius' værk. Hurtigt, der er ikke et øjeblik at spilde. Jeg advarer dig, hvis du værdsætter din elskedes liv, gør intet, og sig intet om denne hændelse. Jeg lover, baronessen vender tilbage i god behold, hvis du overlader alt til mig. Intet, bortset fra hvad han kræver. Der er intet spor af Elizabeth. Jeg må indrømme, at jeg er slået. Men hvis du bringer hende tilbage, vil jeg gøre alt, hvad du ønsker. Er du klar til at fuldende det endelige eksperiment med mig? - Hvad med Elizabeth? - Hun har det fint og vil blive afleveret i god behold, hvis du fortsætter. Jeg er klar. Pas på trinene. De er glatte, tror jeg. Jeg synes, det er et charmerende hus. Det er interessant at tænke, at engang ville vi blive brændt på bålet for dette eksperiment. Doktor, jeg tror, hjertet slår. Se. Det slår. - Men rytmen er ujævn. - Øg saltopløsningen. - Er der liv endnu? - Nej, intet liv endnu. Det er kun en efterligning af liv. Den mekanisme reagerer kun, når strømmen er tændt. Vi må være tålmodige. Hjertet er den mest komplekse del af kroppen. Se. Hjerteslagene tiltager. Ja. - Det er standset. - Skal jeg forstærke strømmen? Hjertet er ubrugeligt. Jeg må have et andet. Og det må være stærkt og ungt. Karl. Du må tage til din ven på skadestuen. Vi har brug for en kvinde, som døde pludseligt. Kan du skaffe det? Hvis du lover mig tusind kroner. Det er det værd, og baronen betaler. - Ja, ja. Hent det. - Jeg skal prøve. Død ved ulykkestilfælde finder altid sted. Altid. Jeg finder dig et hjerte. Jeg går ind i det værelse, og tager min kniv frem. Jeg finder hende. Jeg holder hende, og der er hun. Hvor, spørger jeg dig? Hvor er hun? Tusind kroner. Det slår perfekt. Som var det levende. - Hvis bare, jeg kunne holde det gående... - Det var friskt. Hvor fandt du det? Jeg gav gendarmen 50 kroner. - Hvilken gendarm? - Det var et... ...polititilfælde. - Ja, meget sørgeligt. Det kan vi ikke tænke på nu. Kan jeg gøre noget? Nej! Jeg arbejder bedre alene. - Arbejd. - Hvor er Elizabeth? - Har du taget hende med? - Hun venter. Jeg venter. Jeg er udmattet. Jeg må sove. Arbejd. Afslut. Så sove. Men jeg kan ikke arbejde sådan. Han må forsvinde. Send ham bort. Jeg beroliger ham i et stykke tid. Drik. Drik. Godt. Det holder dig i ro. Elizabeth - hun er død. Elizabeth er i live, og hun har det godt. - Jeg tror ikke på dig. - Jeg kan bevise det. - Bevise? - Om et øjeblik vil hun tale til dig via denne elektriske maskine. - Hvor er hun? - Ikke langt herfra. Tal, og hun vil høre dig og svare. Ja, det er Henry. Henry, jeg er i sikkerhed. Men hvor længe? Hent mig. Jeg er i... Elizabeth? Elizabeth! - Hun er væk. - Det er nok. Men du hørte hende. Ja, hun er i live. Så snart vores værk er fuldendt, bliver hun returneret til dig. Hjertet slå regelmæssigt nu. Ja, det har slået i ni timer nu. Ikke endnu, men snart... - Og hjernen? - Perfekt og allerede i position. - Så er vi næsten klar. - Næsten. Skal vi sætte hjertet i nu? - Ja. - Ludwig. Det slår helt normalt nu. Kom med det. - Stormen forværres. - Okay. Luften er elektrisk. Det bliver en gevaldig storm. Vi skal være klar. Er det ikke utroligt, at i denne hætte ligger en kunstigt udviklet menneskehjerne? Hver celle og vinding venter på at blive bragt til live. Se. Stormen er på vej over bjergene. - Den er her snart. - Dragerne. Er dragerne klar? - Ja. - Sæt dem op, så snart det blæser op. - Skynd jer! - Dragerne, gør dem klar. Ludwig! Han vil have dragerne! Tilbage. Forsigtig oppe på taget! En stor diffusor! Ledninger! Løs ledningerne! Okay. Stop håndsvingene. Jeg kommer op! - Sæt dragerne op! - Tag nummer to, Ludwig. - Har du lavet dine forbindelser? - Ja. Vær parat! Giv slip på nummer et! Giv slip! Den kommer op! Ned igen! Tilbage! Nej! Forsvind! Frankenstein! Forsvind! Kom ikke nær mig! Forsvind! Lad være! Nej! Lad være! Hæv den kosmiske diffusor. Fjern diffusorbåndene. Hun er levende! Levende! Frankensteins brud. Ven? Ven? Tilbage. Hun hader mig. Som de andre. - Pas på! Håndtaget! - Gå væk fra håndtaget! Du sprænger os alle i atomer. Henry! Åbn døren! Henry! - Tilbage! - Ikke medmindre du kommer! Men jeg kan ikke efterlade dem! Ja, gå! Du lever! Gå! Du bliver. Vi hører hjemme hos de døde. Elskede. EN GOD ROLLELISTE ER VÆRD AT GENTAGE