Standard Operating Procedure - Dansk Transcript

Det var helt klart en Charlie Foxtrot. Helt klart. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg troede ikke, jeg skulle se amerikanske soldater være så deprimerede og have så lav moral, men det var ikke til at fatte. Intet af det. Du må betragte dig selv som død. Hvis du kommer hjem, er du bare heldig. Men hvis du er der og betragter dig selv som død, så kan du klare alt det, du skal kunne. Jeg kan ikke anbefale en ferie i Irak lige foreløbig. Da Saddams sønner Uday og Qusay blev dræbt, fik man fat i en del informationer. Det var en vigtig aktion. Nu skal vi ikke længere bekymre os om Uday og Qusay, men vi skal bruge disse oplysninger til at finde Saddam. Efter den store begivenhed kom forsvarsministeren på besøg. Han ville se fængslet. Han ville se fremskridtene. Han ville... Ethvert besøg derude, uanset hvem det var, inkluderede en rundvisning i torturkamrene og galgen. Så vi planlagde en række events: Første stop var Saddams henrettelseskamre. Vi skulle til at fortsætte rundvisningen, men han sagde. "Nej, jeg vil ikke se mere. "Få nogle soldater herover, så vi kan tage nogle billeder. "Jeg behøver ikke se mere i fænglset." Og så tog han af sted. Ind kom general Miller, en guru, hvad angik forhør og fremskaffelse af brugbare efterretninger. Og han ankommer dagen efter Rumsfelds besøg. Han ville Guantanomoisere operationen. Skaffe forhørsledere, militærfolk, der havde erfaring fra Afghanistan eller Guantanamo Bay, og de ankom efter Millers besøg. Han briefede os. Han sagde helt åbent: "I skal behandle fangerne som køtere. "De skal vide, at det er jer, der bestemmer." Overførsel af fanger fra blok 1A til JANIS KARPINSKI Brigadegeneral - Militærpoliti efterretningstjenestens varetægt under brigadekommandør Pappas. Blok 1 B, adskillige dage senere, i oberst Pappas varetægt og på vej væk fra mig. De vil udelukkende bruge de celler til tilbageholdte med høj prioritet. Abu Ghraib var ved at blive nøjagtigt, som general Miller havde sagt, at han ville have det, nemlig Iraks forhørscentrum. OKT. 2003 GRATIS POST "Den 1. oktober 2003. Første dag i fængslet. "Klokken er 21, og vi kan høre skud. "Der må ikke være tændt hvidt lys om aftenen. "Man må ikke forlade bygningen efter mørkets frembrud. "Jeg håber ikke, vi skal være her ret længe. "Da vi ankom, landede to helikoptere "for at sætte fanger af. "Jeg er bange for helikoptere på grund af min drøm. "Halen svajede frem og tilbage. "Så skød en enorm flamme op, og den eksploderede. "Det her sted huer mig ikke. "Fænglset hedder Abu Ghraib. 30.000 mennesker er blevet myrdet her. "Der er et kammer, hvor de blev hængt. "Jeg ved ikke, om jeg tror på spøgelser, men det er væmmeligt. "Jeg håber, jeg er hjemme til jul eller ikke så længe efter. Jeg elsker jer. Sabrina." Vi kommer kørende op ad vejen og ser en enorm bygning. Som seks fodboldbaner. Så ser vi et skilt, hvor der står "Fallujah", og det er den næste by. Vi tænker: "Nu er vi lige midt i det hele." Vi kommer ind, og så er det ikke andet end murbrokker og bombede bygninger, hunde, der løber overalt, og afbrændte ejendele. Stanken var ulidelig. Urin, afføring, kroppe i forrådning. Det var så ulækkert. Man ville ikke røre ved noget. Og så skulle vi selv flytte ind i fængselsceller. Man går bare omkring i sit aflukke. Og i næste nu, bum. Granat. Alle råber: "Granat." Bum. "Granat, granat!" Man er nødt til at løbe. Bum, bum, bum, bum, bum. Man er ved at blive sindssyg, for det sker igen og igen og igen og igen og igen. Efterhånden forsvinder frygten, og så bliver man bare vred. "Kan vi ikke skyde igen?" En gik gennem taget og landede på gulvet. Men den eksploderede ikke. Den landede på gulvet. Soldaterne udbrød: "Kors i røven." Altså, de sagde ikke. "Kors i røven." Du ved, hvad de sagde. Når man gik fra hoveddelen af fængslet og kom ned til 1A, 1B, var der tilbageholdte dernede. Da så jeg dem være nøgne. JAVAL DAVIS Sergent i militærpolitiet Jeg sagde: "Hvorfor er de alle sammen nøgne?" "Nå, det er bare sådan, efterretningstjensten gør. Jeg ved det ikke." "Hvorfor har de dameundertøj på?" "Det er for at knække dem." Der er nøgne mænd, mænd i dametrusser, mænd lænket i belastende stillinger i isolationsceller uden lys eller vinduer. Man åbner, tænder lyset og hører: "I guder. Allah." Klik, slukker lyset, lukker døren. Man tænker bare: "Hvad sker der?" De sagde: "Det er efterretningstjenesten. Bare lad være med at forstyrre dem." Og fra den dag tænkte jeg: "Der er noget galt her." Jeg arbejdede med de tilbageholdte. Nogle gange arbejdede jeg til 10, andre gange hele natten. LYNNDIE ENGLAND Menig - Militærpolitiet Det kom an på, hvor mange fanger vi fik ind. Nogle gange fik vi op til 200 på en aften, og så sad jeg der til seks om morgenen, og så havde jeg vagt klokken seks, og når min vagt var ***, sov jeg et par timer og arbejdede videre. Jeg gik som regel over til fængslet, når min arbejdsdag var forbi. Det var bare Megan, Graner og Freddy, og så sad vi måske på kontoret og så en film på hans bærbare. Nogle aftener kom jeg derop, og så lå der folk i belastende stillinger her og der, og de blev stillet op på kasser og skulle sidde på hug eller løbe op og ned ad rækkerne. Vi syntes, det var usædvanligt og underligt og forkert, men da vi kom dertil, var der allerede statueret et eksempel. Det var det, vi så. At det var i orden. Det første, jeg bemærkede, var... Det var en fyr. Han havde undertøj på hovedet og var lænket bagfra med håndjern til et vindue. Og så udspurgte de ham ellers. Det var første gang, jeg tog billeder. Jeg skrev et brev til Kelly, som er min kone. "Den 20. oktober 2003. "Jeg kan ikke få det ud af hovedet. "Jeg kom ned ad trappen og så taxachaufføren lænket bagfra og nøgen med sine underbukser over hovedet og ansigtet. "Han lignede Jesus. Jeg kunne ikke lade være at grine, "så jeg hentede mit kamera og tog et billede. "En af de andre tog min knippel og pirkede til hans pik. "Det var sjovt. Så slog det mig. "Det er jo ren forulempelse. "Jeg tog flere billeder for at dokumentere det, der foregik. "Der er ikke mange, der ved, at det her foregår. "Jeg vil kun være der for at tage billeder, "så jeg kan bevise, at militæret ikke er, som folk tror. "Men jeg ved ikke, om jeg kan klare det. Tænk, hvis jeg var i deres sted. "Jeg troede, jeg kunne klare alt. "Jeg tog fejl." Hvis jeg fortalte dig, at der foregik det her, ville du nok ikke tro mig, medmindre jeg havde beviser. Så hvis jeg siger: "Der foregår det her. Jeg har beviser," så kan du ikke benægte det. Fange 151128 faldt om i sin celle 24. okt. 2003 Gus var fangen i snor. Vi troede, han var en del af den irakiske hær, fordi han altid sagde: "Saddam vender tilbage og dræber jer. Jeg hader jer." Alt sådan noget. Han var fuld af vrede. Så vi tænkte, at han var vigtig. Så fandt vi ud af, hvorfor han var blevet arresteret, og hvorfor han var der. Han havde drukket sig fuld og banket en eller anden. Han var en helt almindelig fange, som man kan finde i ethvert fængsel. Da han kom ind bag murene, holdt han op med at spise. Vi var nødt til at pumpe ham med intravenøs næring fem til otte gange dagligt bare for at holde ham i live. Gus var truende i sin sprogbrug og fulgte ikke vores anvisninger. Graner satte ham i snor. Han kravlede selv ud bagefter. Så gav han snoren til Lynndie. Og så tog han billederne. Og bagefter rejste han sig selv op. Man påstod, at hun trak rundt med ham, men det skete ikke. Jeg var der selv. MEGAN AMBUHL GRANER Specialist - Militærpolitiet Det var måske nok uortodokst, men han kom ud af sin celle, og han gjorde ingen fortræd, og han kom ikke selv til skade. Graner havde kameraet i sin lomme. Og han bad mig og Ambuhl om at følge med ham nedenunder. Da han åbnede døren, lå Gus nøgen derinde. Han ville ikke rejse sig, så det var derfor, han havde fikseringsstroppen med Han lagde den om hans hals. Og så ville han få ham til at kravle ud. Han kom vel halvvejs ud af døren. Graner bad mig holde fast i stroppen, og det gjorde jeg så. Jeg holdt bare fast. Man kan se, at den er slap. Folk påstår, at jeg trak ham, men det gjorde jeg ikke. Graner tog tre billeder lige efter hinanden. Man kan se Megan stå ved siden af. Han ville aldrig have bedt mig stå ved siden af Gus, hvis han ikke skulle tage billeder. Jeg er en lille kvinde på 45 kilo, der holder i en strop, der sidder om hans hals. Jeg dominerer ham. Måske var det det, Graner gik efter. Måske var det som dokumentation eller hans egen fornøjelse. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad han tænkte på. Men han tog billedet. I alle mine år som betjent er over halvdelen af mine sager blevet opklaret, fordi forbryderen gjorde noget dumt. At tage billeder af de her ting er noget af det, man kan kalde dumt. De gav mig 12 cd'er og sagde. "Her er flere tusind billeder fra Abu Ghraib. "Find alle de billeder, hvor der bliver begået overgreb "eller billeder af folk, der var der, da overgrebene fandt sted. "Vi skal vide nøjagtigt, hvornår billederne er taget." Billederne fortæller alt, men hvis man ikke ved, hvornår de er taget, kan man ikke udlede historien. Jeg sorterede billeder efter emne. Jeg satte dem ind i en tidslinje, så juryen kunne se, hvornår hændelsen begyndte, og hvornår den sluttede. Hvor meget tid der gik mellem billederne. Hvor mange kræfter de folk, der gjorde det, lagde i det, de gjorde mod fangerne. Hvem var ellers til stede, da hændelsen fandt sted? Hvordan kunne det her foregå, uden at nogen opdagede det? Når man betragter hele denne sag som én stor mediebegivenhed, mister man overblikket. Disse fotografier afbilder adskillige separate hændelser, som måske er overgreb og måske er standardprocedure. Man kan ikke gøre andet end at præsentere fakta. Man kan ikke slæbe følelser eller politik med ind i retssalen. Da jeg var i arresten, sad alle de andre kvinder også derinde på grund af en mand. Af forskellige årsager, ja, men det var på grund af en mand. Og uanset hvad folk siger, når man kommer i hæren, så er det en mandeverden. Man skal enten være lige så god som en mand eller lade sig styre af en mand. Hvis man vil være deres ligemand, skal man være stærk. De forsøger at styre en. Man er nødt til at se dem i øjnene og vise, at man er chefen. "Det finder jeg mig ikke i, du skal ikke styre mig. Du skal ikke kontrollere mig, fordi jeg er en kvinde. "Sådan leger vi ikke." Selv om det er militæret. Hvis man er i militæret, har man et skydevåben. Så brug det dog. Havde jeg tænkt over det dengang, så havde jeg gjort det. Men jeg var blændet af min kærlighed til en mand. Graner er virkelig charmerende. Hvis man ikke kendte ham og lige havde mødt ham, ville man blive tiltrukket af ham. I et fyldt lokale er han den, man vil få øje på. Han tiltrak sig opmærksomhed. Hvis han ikke får opmærksomhed, skal han nok gøre noget ved det. Det er det, han lever for. Hvis man ikke giver ham opmærksomhed, kommer han med bemærkninger til en om dit og dat. Han siger lige, hvad man ønsker at høre. Han ved lige, hvad der skal til. Han vidste det, Jeg var 20 år, da jeg mødte ham. Han var 34. Han havde 14 års erfaring mere end mig. Så han vidste, hvad han skulle sige og gøre. Jeg var så dum at falde for det. Jeg skulle have hørt efter. Alle forsøgte at sige det til mig. "Han er for gammel. Han er en skidt fyr." Men jeg troede ikke på dem, for af en eller anden grund troede jeg på ham. Jeg fatter det ikke nu. Antallet af fanger voksede bare, men ingen havde en plan for, hvordan man løslod en tidligere "mistænkt terrorist" eller en "medskyldig i terrorisme". General Wojdakowski fortalte mig, efter de første fanger ankom, at det ville blive ved de efterfølgende uger, og at vi ville ende med at have 1.500 eller flere tilbageholdte, som vi ville have ansvaret for. Og jeg sagde: "Tror du ikke, du skulle have informeret mig om det?" "Vi har ikke ressourcer til at sørge for "de 200 fanger, der sidder i cellerne i Abu Ghraib. "Og nu vil du give os 1.500 mere. "Hvordan er løsladelsesproceduren?" Han sagde: "Du løslader ikke nogen. Er det forstået?" "Hvis en eneste af de fanger bliver løsladt eller kommer ud herfra, "så vanker der." De tog ud midt om natten og samlede alle mænd i den kampduelige alder og smed dem i fængsel. Det er derfor, man hører historier om, at sønner, fædre og nevøer blev fængslet sammen. Sådan gjorde de. Overvej hvis nogen kom til din by og tog alle mændene med. De kom ind med kvægvogne og førte dem væk som kvæg. Man hører nogen banke på døren, bank, bank, bank, her kommer lastbilerne fulde af rædselsslagne mennesker, der skal i fængsel. "De hentede mig midt om natten. "Har jeg gjort noget galt? Jeg er ikke terrorist." De var taxachauffører, smede og bagere, og nu er de i Abu Ghraib. Vi fik børn ind. Hvis vi ikke kunne fange oprørslederen, tog vi hans barn. "Akbar, jeg har din søn. Han er i fængsel. Meld dig selv, så lader vi ham gå." Det kalder jeg bortførelse. Det blev fyldt så hurtigt, at vi ikke kunne lade børnene komme ud mere, så de måtte blive i deres celler. Det føles ubehageligt, når de tilbageholder et barn uden anden grund, end at din far er den, han er. Man kan kun gøre deres ophold tilnærmelsesvis acceptabelt. Man giver dem alt slikket fra forsyningerne SABRINA HARMAN Specialist - Militærpolitiet for at de kan få det lidt bedre. Men der er grænser for, hvad man kan gøre og føle. "Lyset i fængslet gik ud, "og der stod vi så i mørket. "Jeg hørte. 'Frøken! Frøken! ' Så jeg gik nedenunder og lyste på "en 16-årig dreng, der sad ned og slog myrer ihjel. "Det her var irakiske myrer. Store. "Så store, at de kan bære en hund væk, mens de giver dig fingeren. "Alle myrerne i fængslet kom ind i drengens celle "for at overtage den. "Jeg kunne kun spraye Lysol på dem. De grinede ad mig og fortsatte. "Der sad vi så i mørket med en lille lommelygte "og slog myrer ihjel med vores sko. Historien om myrerne... Hvem der vandt. "Sådan begyndte min turnus. "De har taget tøjet af de besværlige fanger "og lænket dem til tremmerne. "Så kan jeg grine ad dem og smide majs efter dem. "Jeg har lidt ondt af dem, "selv om de er anklaget for at dræbe amerikanske soldater. "Vi fornedrer dem, men vi slår dem ikke, og det er et plus. "De sover i en time, er oppe i en time, og så sover de i en time. "Sådan går det i 72 timer, mens vi piner dem. "De fleste bliver så bange, at de *** ud over sig selv. Det er trist. "Der er billeder, dem skal du se. "De fik en sandsæk over hovedet, som var gennemvædet af tabasco. "Det var ledt, men de har informationer. "Vi forsøgte at få deres tunge på gled. Ikke andet." Det ord, der altid falder mig ind, er "surrealistisk". Alt det, man så, alt det, der foregik. En flok amatøragtige fjolser, der ikke kunne passe deres arbejde. De blev bare blandet og rørt sammen med en stor pind, og det resulterer så i det lort, man ser fra Abu Ghraib. TIM DUGAN Civil forhørsleder - CACI Det er ækelt. Det gør mig rasende. For mens vi *** rundt og ikke gør vores arbejde, er der amerikanere, der dør. Abu G. Var blevet ramt af mortergranater, der dræbte to amerikanere og sårede omkring 16. Vi gik ind for at forhøre Ulven, som var leder for en af de terrorceller, der bombede fængslet. Der var to kvindelige specialister, den ene forhørsleder, den anden analytiker. De tog alt hans tøj af, så han var helt nøgen, hvilket vi ikke måtte. Da vi havde forhørt ham, spurgte jeg: "Hvorfor skulle han være nøgen?" "Hvad gik det ud på?" Jeg prøvede at forstå dem. I den arabiske verden er kvinderne underdanige. For at bryde det mønster, så de vil samarbejde med en kvinde, afhører de ham nøgen. Jeg spurgte min sergent om det. Og han sagde: "Vi må egentlig ikke, "men vi lader kvinderne gøre det "for at få bugt med de arabiske kulturting." Og jeg sagde: "Men du sagde, vi ikke måtte." Og han sagde: "De må gerne gøre det, men du må ikke." Så jeg sagde: "Hvad skal jeg så gøre?" Og han sagde: "Hvis jeg var dig ville jeg undgå at opleve det." 25. okt. 2003 17.00 anmod om, at alt leveres skriftligt De forsøgte ikke at skjule noget. Det, der slog mig, er, KEN DAVIS Sergent - Militærpolitiet at hvis man ved, man gør noget, der er skrupforkert, så skjuler man det. Man vil gøre sit bedste for at skjule det, så ingen opdager det. Jeg kommer ind, og der sidder en fyr i sorte shorts, en T-shirt og badetøfler, og der står en anden fyr i bukser og bluse. De stod med hver deres nøgne fange. En siger: "Vi er efterretningstjenesten. Vi ved, hvad vi laver." Og jeg sagde: "Okay". Jeg anede intet. Jeg anede ikke, hvad deres rang var. Så gav de dem håndjern på over hovedet, så de blev strakt, og de blev virkelig strakt. Så lænkede de dem sammen, og jeg tænkte bare... Og de råbte hele tiden: "Indrøm det." "Du ved, du gjorde det. Fortæl os det. Indrøm." Så lænkede de dem i noget, der så ud som simulerede sexstillinger. Og jeg troede, jeg havde misforstået et eller andet. Det viser sig, at det, der var sket, var, at de var anklaget for at have voldtaget en teenager i fængslet. Det havde ingen militær værdi. Cruz råber ad ham: "Af med tøjet!" Og fyren siger: "Nej." Så da de er afklædte, hælder de vand på gulvet og tvinger ham til at kravle i et forsøg på at få hans kønsdele til at skrabe hen over betonen. Jeg tænkte. "Hvad foregår her?" "Er det sådan, I afhører folk?" Han sagde: "Vi afhører folk på mange måder." Jeg havde fået nok og gik derfra. Næste morgen stod løjtnanten udenfor. Jeg sagde: "Efterretningstjenesten ovre i fængslet. "De laver sære ting med nøgne fanger." Han sagde, at jeg ikke havde noget at gøre derovre. Han sagde også: "Lad dem passe deres arbejde." Okay. Ham til højre i sorte boksershorts, det er Cruz. SPC Cruz Efterretningstjenesten Ved siden af ham står jeg. SPC Krol Efterretningstjenesten Til venstre mod væggen står Graner, CPL Graner Militærpolitiet og vi kigger på de to fanger, der ligger i håndjern på gulvet. Man kan ikke se andet. Det var ikke tænkt som en afhøring. Det var ingen afhøring. Jeg tror bare, de råbte for effektens skyld. For at vise dem, der så på, at det kunne ske for enhver, der overtræder reglerne. Abu Ghraib blev ramt af morterangreb stort set hver dag. Folk døde som fluer. ROMAN KROL Forhørsleder Så jeg var virkelig frustreret. Så da jeg hørte om nogle fanger, der havde voldtaget en lille dreng, gik jeg fuldstændig amok. Lige inden jeg gik, tog jeg en flaske vand og sprøjtede på nogle af dem for at udtrykke mit had. På et tidspunkt kom nogen med en skumgummibold. Vi kastede den til hinanden. Her går jeg over for at hente den. På et tidspunkt kastede jeg bolden og ramte en af dem på benet. Den er af skumgummi, så det gør ikke ondt. Graner bad mig tage nogle billeder. Han sagde ikke, hvad jeg skulle og ikke skulle tage billeder af. Så jeg gik bare omkring og... "Bare tag et," du ved. Så blev efterretningstjenesten indblandet. De ville også være med. De brød sig ikke om, at de havde voldtaget en 15-årig dreng. De var hårde ved dem, tvang dem til at løbe op og ned ad gangen, kravle, løbe ind i vægge og den slags. Og så lænkede de dem sammen. CPL Graner Militærpoliti Det er Graner, der står med hænderne i siden og handsker på. De to fyre i baggrunden SPC Krol Efterretningstjenesten er fra efterretningstjenesten. De ville ikke være med på billederne. De var sure. Men jeg sagde: "Lad være med at sige det til mig." "Jeg tager bare billeder." Jeg vil ikke engang kommentere på at der blev taget billeder. Jeg så ikke, at der blev taget billeder i al den tid, jeg var der. Selv om jeg var på nogle af dem, så jeg ikke nogen blitz eller noget. Hvis jeg havde set det, ville jeg have sagt noget til dem. For det første er der et stort skilt, hvor der står: "Fotografering forbudt". Desuden er det åndssvagt at fotografere den slags. Jeg fik en dom på ti måneder, jeg blev degraderet til menig og hjemsendt for dårlig opførsel. Den dom var mere en ydmygelse end en egentlig straf. Otte måneders fængsel for at sprøjte vand på nogen og kaste en skumgummibold på dem. Det er ydmygende. Folk griner ad det. Så jeg vendte hjem til min fængselscelle, og så sad der en tolk uden for og ventede på mig. Og han sagde: "Hr. Dugan, jeg er rasende. Jeg er simpelthen så rasende." "Den general, I lige har forhørt, ville fortælle os, hvor lzzat er." Herligt. Og han sagde. "Nej, for tolken ville ikke spørge, hvor Izzat var." Han er Iraks vicepræsident, Saddams højrehånd. Ti gange sagde generalen: "Jeg skal nok sige, hvor lzzat er." Men han spurgte ham aldrig. Han stod bare ret uden for sin celle. Han var ikke i håndjern eller noget. Han var som en bedstefar. Meget respektfuld. De havde barberet hans øjenbryn af, og det var han virkelig oprevet over. Jeg sagde, han ikke skulle være ked af det, for det fik ham til at se yngre ud. Jeg havde så ondt af ham. Fire dage senere skal vi forhøre ham, så vagten fjerner sandsækken fra ham, og så ligner han Yoda. Han havde hverken øjenbryn eller hår. "Hvem fanden er det?" Han sagde: "Det er generalen." Jeg troede, han tog pis på mig. "Jeg gider ikke det pjat." "Jeg vil forhøre ham og finde lzzat." Han sagde: "Det er sgu generalen. Jeg tager ikke pis på dig." Vi fandt ham aldrig. Generalen ville ikke sige mere om det. Han var meget beslutsom, og nu ville han ikke samarbejde mere. Vi blev forfremmet fra at være babysittere til at stå for omgivelserne. Vi blev implementeret i planen. Fyrene fra efterretningstjenesten kom og sagde: "Spil musik, og spil det højt." "Stil om nødvendigt megafonen helt op ad døren. "Og skru helt op, så han ikke kan bede "og ikke kan sove. Disorienter ham fuldstændig." Så jeg spillede en sang, der hed Hip-Hop Hooray igen og igen og igen. Hip-hop hooray Ho Sådan lød den. Efter et stykke tid sagde irakerne... Hey, ho Det virkede ikke. Så jeg skiftede det ud med heavy metal. Jeg satte Metallica på. For eksempel Enter Sandman. De skreg: "Jeg kan ikke lide den." Men efter et stykke tid blev de immune. Guitaren havde nok gjort dem så døve, at de rent faktisk kunne sove. Hvem skulle have troet det? Så prøvede jeg country. Det virkede. Det kunne de ikke døje. De sagde: "Åh Gud, Allah, Allah." Du ved: "Sluk for det." Når forhørslederne så kom for at føre dem ud af cellerne var de mere end villige til at følge med. Af og til kom efterretningsfyrene og sagde: "Vi skal forhøre ham der i dag." "Tag ham ud, og begynd at... Blødgør ham lidt." Råb ad ham, og lad ham lave fysiske øvelser. Lænk ham i anstrengende stillinger. Få en kvinde til at klæde ham helt af, for så vil det være endnu mere pinligt og ydmygende. Vi slog dem ikke ihjel. Vi skar ikke hovedet af dem. Vi skød dem ikke. Vi skar ikke i dem og lod dem forbløde. Vi blødgjorde dem bare til forhøret. Og vi måtte gøre alt andet end at dræbe dem. Vi tvang dem til at stå i anstrengende stillinger i flere timer i træk for at stresse dem og køre dem trætte. Vi tvang dem til at kravle op og ned ad gangen. Vi hældte koldt vand over dem. Pege og grine, mens de stod nøgne i badet. Giv dem bad med alt tøjet på. Skære tøjet af dem med en kniv. Brænde dem med cigaretter. Vi gjorde bare, hvad de bad os om. Hvis de bad os udsætte ham for fysiske øvelser, så gjorde vi det. Hvis de bad os holde ham vågen, så gjorde vi det. De sagde: "Han skal holdes vågen." De sagde: "Han er beskidt. Han skal bade rigtig meget." Virkede det underligt? Lkke når man tænker på, at vi fik at vide, at det var med til at redde liv, og man ser folk komme ind fra den anden side af hegnet og mangler forskellige kropsdele, så de er nødt til at finde ud af, hvem der står bag, så de kan stoppe det. Og det er dine krigskammerater. Gilligan var ham, der stod på kassen med ledningerne. Han var anklaget for at have dræbt to auditørfolk. Det var hans kasse. Han skulle holde den og stå på den. Det var koldt, så han havde et tæppe på. Der var ingen, der så meget som rørte ham, så vidt jeg kunne se. Han var bare meget, meget træt. Han gav os hele tiden forskellige navne, så Graner kaldte ham "Gilligan." Da jeg kom, var han i brusebad. Han havde ledninger på fingrene, og han fik at vide, at han fik stød, hvis han faldt. Der var ingen strøm i ledningerne, og det at sige. "Hvis du falder ned af kassen, får du stød" ville jo holde enhver vågen. Så det var en del af søvnplanen. Vi skulle holde ham vågen. Det ville være værre, hvis der var strøm i, og han faktisk kunne få stød. Det var kun ord. Ledningerne blev fjernet, efter billederne var blevet taget. Man kan se sergent Frederick på billedet. Det var det, jeg tog. Og det, hvor jeg står uden for badet og kigger ind, har jeg også taget. Han blev en af vores arbejdere, så han blev lukket ud hver dag. Han var ret sjov. Men han blev vist frifundet. Vi gav ham et ekstra måltid og cigaretter for at hjælpe til. Han var omkring 24 eller 25. En ung fyr. Ganske fornuftig. Alle billedfilerne angiver et tidspunkt, men de var alle sammen mellem et år og nogle timer ved siden af. BRENT PACK - Specialagent Auditørkorpset Hver gang de blev kopieret over på en cd fra en computer til en anden, ændrede tiden sig i forhold til pc"ens indstilling. Men det, der forblev konstant, var det, vi kalder metadata. Metadata er et fint ord for information om information. Billedfiler indeholder informationer, der siger noget om, hvornår filen blev oprettet, hvilken software, der blev brugt, eksponeringsindstillingerne og på hvilket tidspunkt kameraet tog billedet. Jeg var lettet over at opdage, at metadataene var intakte. De tre primære kameraer tilhørte Graner, Harman og Frederick. Det var Graners kamera, et Sony FD Mavica, de fleste billeder var taget med. Der var et Sony Cybershot, som vist tilhørte Harman. Og et Deluxe Classic Cam, som tilhørte Frederick. Jeg opdagede, at de tog billeder af samme hændelse på stort set samme tidspunkt. Jeg fandt i alt otte separate tilfælde med sammenfald, hvor jeg kunne sige. "Det her kamera mente, klokken var dit." "Det her mente, klokken var dat." Da jeg havde fået justeret tiden, faldt alle billederne på plads. Civil interneret 152735 arbejder for Al Jezera Der var en vagtlog, hvor man nedfældede de hændelser, der fandt sted i fængslet. Den bekræftede, at min tidslinje var korrekt. Sabrina Harmans kamera troede, det var år 2002. Jeg måtte justere hendes kamera med 1 år, 9 måneder, 11 timer og 29 minutter. Fredericks og Graners var kun syv-otte timer ved siden af. Ingen fik nogen efterretninger. Meget få af os. De fleste af vores forhørsledere var 18-årige unger fra reserven. Og så skal man lige tænke på at vi stod over for en 45- til 65-årig et-, to-, tre- eller firestjernet general, som vi skulle snakke med. Man er 18 år, er lige blevet student, kommet i hæren og har været på forhørskursus. Hvad fanden stiller man op med en general, der har set hele verden og har gjort alting og været overalt? De unger er pisseintimiderede. Og det ved generalerne og obersterne udmærket. De griner bare ad dem. Jeg arbejder på en fyr uden at få en skid ud af ham. Hans bror blev fanget samtidig. Så jeg gik ud på gangen og besluttede mig for at se, hvordan det gik med hans bror. Der er seks forhørsbåse, og der er spejlglas i dem alle, så man kan følge med i forhøret. Der var en mand og en kvinde fra hæren, der flirtede med hinanden og undlod at stille den tilbageholdte spørgsmål. Der var en fyr, der lagde an på en pige, og hun var med på den, selv om de skulle forhøre en eller anden idiot. Og jeg sagde. "Skal vi ikke tage at bytte?" Jeg fik den nye over i min bås, og jeg sagde: "Hør her. Jeg har siddet her i to timer, "jeg har været i gang i to dage, "og jeg stod og så på dig "sammen med de andre derinde. "Jeg ved, du ved alt muligt. "Og jeg ved, du fylder "de fjolser med lort." Jeg sagde: "Jeg finder mig ikke i dit pis. "Det tager mig tre minutter og 47 sekunder at ryge den her smøg. "Nu går jeg udenfor og ryger den her smøg, "og når jeg kommer tilbage, "så fortæller du mig, alt, hvad du ved. Er det forstået?" Jeg sagde: "Ligner jeg en, der er i hæren?" Så bankede jeg hånden gennem plasticbordet og gik ud og røg min smøg. Halvandet minut efter hørte jeg råben inde fra min bås. Min oversætter stod tæt på døren, og han sagde: "Du skræmte livet af ham. "Han er bange for dig. "Han vil fortælle dig alt, hvad du vil vide." Så jeg gik derind igen helt roligt og satte mig i hjørnet og sagde: "Hvad vælger du så?" Observationshus (200) Badush-fængslet (1.900) Midlertidigt fængsel (300) Abu Ghraib (6.000) Mine fængsler var spredt over det hele, Sahkya (200) - Tasferat (300) - Russafa (600) Så jeg var meget på farten. En dag da jeg kom til Abu Ghraib, sagde løjtnant Wood til mig: "Vi er i gang med et forhør, frue. "Vil du med over og se det?" Vi stod ude på gangen og observerede, og det så helt normalt ud. Jeg har *** spekuleret på, om de mon ikke viste mig det for at jeg skulle kunne sige: "Ja, jeg har set et forhør, og ja, det så helt normalt ud." Det er spøjst, at når general Karpinki eller en anden stor kanon kom til fængslet, så arrangerede vi det helt store cirkusnummer. Alle fik deres madrasser tilbage. Alle fik deres tøj tilbage. Og så snart folk tog af sted igen, fik alle, der havde fået deres ting tilbage, frataget de samme ting igen. Det virkede normalt at tage ting fra folk, hvis de ikke samarbejdede. CIA CIA, overvågningsgruppen, Overvågningsgruppen DIA, FBI, Efterretningstjenesten Specialstyrke 121, FBI andre regeringsinstanser, såkaldte OGA'er... Specialstyrke 121 De havde ingen regler. Foreign Government Services Vi kaldte dem spøgelser, vi anede ikke, hvor vi havde dem. Uanset hvem deres fanger var, blev de ikke indført i loggen. "Hvordan går det, soldat?" "Ham her skal ikke opføres i loggen. "Han er her ikke, har aldrig været her. "Bare sæt ham i en celle uden at notere det. "Når Røde Kors kommer, flytter du ham til et andet sted. "Når Røde Kors går til det andet sted, "flytter du dem tilbage igen. For de eksisterer ikke. Jeg er vant til at være på farten. "Soldater, gør det her." "Javel, hr. Sergent. Vi ses, det er klaret." Men nu er vi en del af en vigtig operation. Vi modtager kortspilsfolkene, dem, der var på kortene. Dem fik vi. Nu laver vi noget vigtigt. Nøj, skal vi nu bevogte de fyre? Da ændrede tingede sig. De førte dem ind i bruserummet og hængte et lagen over døren, og så lagde de dem under hanen. Eller smed dem i skraldespande med is. Og så fik de ellers en omgang. De fik en sæk over hovedet, og når den blev våd, klæbede den til næsen og munden. Så føler de, at de drukner. Man åbnede et vindue, når det var fem grader udenfor og så dem trække sig ind i sig selv. I time efter time hørte man ikke andet end skrig og brag. Når de var færdige otte-ti timer senere, førte de ham ud. De talte usammenhængende eller var bevidstløse. De satte dem i cellen og sagde: "Vi kommer igen i morgen." Jeg ved, hvordan det lyder, når hud bliver ramt af slag. Jeg kan høre forskel på en, der skriger, fordi han er vred, og hvordan det lyder, når nogen skriger i smerte. Jeg kan høre forskel. Iogo i 1 B"s bruserum må ikke benyttes, før OGA er ude Det var tidligt om morgenen, omkring halv fem, så alt var stille. OGA"erne sagde: "Her er endnu en særlig fange." Han havde kun en T-shirt på. Han kom ind med benlænke og håndjern på og havde en hætte over hovedet. ANTHONY DIAZ Sergent - Militærpolitiet Da han kom ind, spurgte vi ikke, hvem han var, eller hvad han havde gjort. Det ragede ikke os. To soldater førte ham direkte til bruserummet, hvor han blev forhørt af en OGA. Han var derinde længe. Han var nok derinde i halvanden time. Pludselig åbnede OGA-fyren døren og sagde. "Giver I lige en hånd?" "Bind ham lidt højere, for nu vil han ikke samarbejde. "Han er nok..." Han var sunket helt sammen. Der var nogle CIA-folk derinde. Jeg tror, det var CIA. Ja, det var det. Men dengang vidste vi ikke, hvilken instans de kom fra. De bad os lænke hans hænder til vinduet, så han holdt sig selv oppe, fordi han sov rævesøvn. Jeg holdt ham bare op i kedeldragten. Jeg holdt ham ikke i armene eller noget. Så hans kedeldragt røg op i skridtet, JEFFREY FROST Specialist - Militærpolitiet så jeg sagde: "Han er sgu god til at sove rævesøvn." For jeg ville da have hylet op, hvis jeg havde fået den kedeldragt op i skridtet, som han gjorde. De grinede bare, men de tænkte ikke nærmere over det. Jeg kan huske, hvor langt hans arme kom tilbage, og det var en ubehagelig stilling. Og igen tænkte jeg: "Han er godt nok god til det der, "for hans arme er ved at brække. "Tænk, at de ikke er brækket. Hvornår mon jeg hører smældet?" Og lige pludselig begyndte der at løbe blod ud af hans næse og mund. Så det gik op for os, at der var noget galt. Så løftede jeg hans hætte. Og det var første gang jeg så hans ansigt. Jeg var overrasket, for hans ansigt var helt smadret. Han havde kæmpe blå øjne og blå mærker overalt. Og jeg sagde: "Hvad er der sket med ham?" Hans ene øje var åbent. Så jeg gjorde ligesom ham Pierce i M.A.S.H., så han kunne bevæge øjnene. Der skete intet. Han kiggede bare ned. Og jeg sagde: "Han er jo slet ikke levende." Mens vi håndterede ham, bar ham og løftede ham, var han i virkeligheden død. Jeg fik endda blod på uniformen, fordi han dryppede. Jeg havde det skidt med det, selv om jeg ikke var med til det. Men det føler man, at man er, fordi man var derinde sammen med ham. Oberst Jordan havde kommandoen over efterretningstjenesten, og han kom, militærlægerne kom, kaptajn Reese kom, kaptajn Brinson, førstesergenten, sergent Snider... alle kom. Hele kommandovejen var til stede for at udrede, hvad der skete. Vi undersøgte ham, og han var selvfølgelig død. Og vi... Jeg gik ud derfra, som om... Som om intet var sket. Og så spurgte jeg en af CIA-agenterne: "Hvad plejer I at gøre?" "I sådan en situation?" De var ikke paniske, men de havde travlt med at ringe for at finde ud af, hvad de skulle gøre. Hvad gør vi med ham? Vi kunne ikke bære ham ud i en ligpose, for så går de andre amok. Vi var nødt til at beholde ham natten over. Så vi hentede en ligpose. Vi hentede is, som vi dækkede ham til med. Vi lod ham ligge i det rum, han var i. Og så lukkede og låste vi døren. Jeg kan huske, at jeg sagde: "Tag reservenøglen og gem den væk, for ellers er der nogen, der vader derind." Vi skulle have taget begge nøgler og gemt dem af vejen i stedet for at lade en hænge. Men vi var vel nødt til at efterlade en, hvis de nu ville komme og hente liget midt om natten eller sådan noget. Det skulle være helt tys-tys. Ingen måtte finde ud af det. "Det var en helt skør dag i går. De kom ind med en fyr, der døde. "Han fik temmelig mange tæsk. Jeg ved ikke, hvad der skete. "Det skete på vagten før vores. "De placerede ham i et rum ved siden af det, hvor jeg arbejdede i går "og lagde ham på is i en ligpose. Hold kæft, hvor er det klamt. "Han har ligget og tøet op i 24 timer." Kaptajn Brinson holdt et møde med os alle sammen på hovedkontoret. Han fortalte, at der var en fange, der var død i bruserummet af et hjerteanfald. Sergent Frederick hentede nøglen, og vi undersøgte ham. Han begyndte at tø op og lugte. Han havde ligget der i mindst 24 timer, inden vi dukkede op. Så han var der temmelig længe. Han havde blå mærker på knæene, hans lår var forslåede omkring kønsdelene. Han havde mærker efter håndjern på håndleddene. Det var temmelig åbenlyst, at han bestemt ikke døde af et hjerteanfald. Du fik problemer på grund af din tommelfinger. Forståeligt nok. Det ser skidt ud. Når jeg bliver fotograferet, ved jeg aldrig, hvad jeg skal gøre af mine hænder. Jeg laver nok thumbs-up på alle billeder, for det er bare noget, jeg gør automatisk. Ligesom man smiler på billeder. Det var bare noget, jeg gjorde. Han var en spøgelsesfange, han var der ikke. Han måtte ikke være der, når Røde Kors kom, så vi måtte gøre noget. En eller anden fandt på, at vi skulle tage ham ud af ligposen, iklæde ham en orange kedeldragt, lægge liget på en båre, stikke et drop i hans døde arm og køre ham ud derfra. Derefter hørte vi ikke et ord mere om det. Det var bare... Han døde, de lagde ham i en ligpose, smed ham på en båre, og så var han væk. Pas jer selv, fortsæt arbejdet. Han forsvandt op i den blå luft. De forsøgte at anklage mig for ødelæggelse af statslig ejendom, hvilket jeg ikke fatter, og usømmelig omgang med lig, fordi jeg tog billeder af ham. Han var død. Er det så usømmeligt? Og for at ændre beviser, fordi jeg fjernede bandagen fra hans øje for at tage et billede af det, og så lagde jeg den tilbage. Da han døde, gjorde de ham ren og lagde bandager. Jeg ændrede ikke bevismaterialet. Det havde de gjort. For at kunne dømme mig måtte de vise billederne frem, og det havde OGA ikke lyst til, for de havde hemmeligholdt et drab, og det ville ikke klæde dem. Så de frafaldt anklagerne angående hændelsen i bruserummet. Oprør rapporteret pga. @ Ganci Der var et voldsomt oprør i Camp Ganci. Det var en kvindelig MP"er. Hun blev slået i ansigtet med en mursten eller noget i den stil. De ville bryde ud af teltlejrene, og holde MP"erne som gidsler. Vi førte dem ned ad gangen og lagde dem på gulvet. Så kom jeg ind. Jeg kunne ikke sove, fordi jeg var bange for, at fangerne ville slå mig ihjel, og folk uden for murene ville også dræbe mig. Det måtte høre op. De var nødt til... De skulle have ren besked. Så jeg gik amok. Jeg kastede mig oven på dem ligesom i wrestling. Jeg hoppede bare lidt oven på dem. Jeg ville gøre mere, jeg var vred. "I har såret en af vores soldater, nu er det nok." Så jeg trådte en af dem over fingrene, trådte ham over tæerne. Jeg ville skade ham, der havde slået en pige i hovedet med en sten. Jeg ville gøre ham virkelig ondt. Jeg afslutttede dagen blandt køretøjerne og havde generatorvagt om natten. Det er virkelig kedeligt at sidde der hele natten. Computersystemet var langsomt. Jeg ventede på en e-mail. JEREMY SIVITS Specialist - Militærpolitiet Sergent Frederick kom ind. Han skulle printe nogle sider ud. Vi begyndte at snakke. Han fik besked over radioen om, at der var nogle nye, der skulle registreres. Han sagde: "Kom med ned til detentionen." Så jeg gik med derned. Der var syv personer. Jeg sagde: "Du, Freddy, "skal jeg tage en af dem med ned for dig?" Han sagde: "Værsgo." Da jeg nærmede mig række 1 Alpha, kunne jeg høre Graner råbe. Jeg spurgte: "Hvor vil I have ham?" De sagde: "Bare på gulvet." Så jeg skubbede ham ned på gulvet til de andre. Og så begyndte de at tage billeder og alt det der andet. Det var der, Javal trampede dem over fingrene og tæerne, og det gjorde Lynndie også. De begyndte at tage billeder, og Graner bad mig tage et fingeret billede, hvor han stod med en fange og holdt ham om hovedet og lod, som om han ville slå ham. Han slog ham ikke. Så snart, jeg havde taget billedet, lagde han fangen ned. Så begyndte de at tage tøjet af fangerne og tage flere billeder. Graner gik over til en af fangerne og slog ham i tindingen. Jeg ved ikke hvorfor. Han slog ham rigtig hårdt. Bagefter går Sabrina fangerne igennem og siger: "Han er anklaget for voldtægt." Så Graner flår hans bukseben op. Sabrina skrev "Voldtagsmand" på ham. VOLDTAGSMAND Han har ikke bevæget sig i to-tre minutter. Jeg kigger på ham og siger: "Grane, der er noget galt med ham." Jeg gik over og løftede sandsækken, så jeg kunne se hans øjne. Fyren var bevidstløs. Jeg sagde: "Graner, du har slået ham ud." Og han rystede på... Bagefter rystede han sin hånd og sagde: "Av, det gjorde ondt." Det så ikke ud til at bekymre ham. Så gik jeg over til Freddy igen. Der stod vi så. Freddy kiggede på mig og sagde: "Tjek lige det her." Han gik over til den fyr, jeg havde eskorteret ned, løfter ham op, markerer et "X" på hans bryst og slår ham lige i brystkassen. Jeg tænkte: "Hvad?" "Hvem er du, og hvad har du gjort af Freddy?" Så begyndte de at sætte den ene op ad væggen på knæ og placere en anden oven på ham. De brugte flex-håndjern, som stort set bare er poselukkere. Og jeg sagde til Graner. "Han mister hænderne, "hvis vi ikke tager dem af. De var helt lilla." Jeg sagde. "Jeg har min kniv, så jeg kan nok godt få dem af, "men vi må have ham op at stå." Det tog lidt tid, men omsider fik jeg dem af, og blodet strømmede ud i hænderne. Så vidt jeg ved, har han sine hænder endnu. Så begyndte Graner og Freddy på det med den menneskelige pyramide. Graner sagde, han bare gjorde, som han fik besked på, og det var derfor, han gjorde det. Da jeg gik derfra den aften, fik jeg at vide, at jeg ikke havde set en skid. Og jeg er typen, der forsøger at holde mig på god fod med alle. Jeg sagde: "Set hvad? Jeg har ikke set noget." En auditør spurgte mig: "Hvorfor rapporterede du det ikke? Syntes du ikke, det var moralsk forkert?" Jeg sagde: "Jo, men når man er i krig, ændrer tingene sig." De sagde: "Ingen billeder af fangerne." Jeg blev bedt om at tage et. Jeg er en flink fyr, så det gjorde jeg. Jeg forsøger at undgå at gøre folk sure. Sådan har jeg altid været. Men det kan åbenbart ikke altid betale sig at være en flink fyr. Nogle spørger mig, hvorfor jeg ikke er så flink, som jeg var før. Jeg siger: "Sæt jer i mit sted. "Gernnemgå det, jeg har været igennem de sidste to-tre år. "Se, hvor flinke I ville være." Sivits blev tilfældigvis hængende i fem minutter mere. Han gjorde ingen fortræd. Han fik et år i spjældet bare for at være til stede. Han burde ikke være straffet. Han var næppe blevet anklaget, hvis han ikke havde været med i videoen. - Hvem optog den? - Mig. Det sidste, jeg husker, var en fyr, der stod op, og en, der knælede. Den ene havde sin hånd på den andens hoved. Det var det sidste billede, jeg tog. Så gik vi over for at ringe. Det var Kellys fødselsdag, så jeg gik over for at ringe. Megan og jeg var stadig oppe på kontoret. Da vi kom ud, var de i gang med at smide dem oven på hinanden og tage billeder oppefra. På det tidspunkt begyndte Graner, Davis og Frederick at hoppe oven på bunken. Da gik jeg ned med kameraet. Graner sagde, Jeg skulle tage nogle dernedefra. Freddy, Sabrina og jeg tog billederne med tre forskellige kameraer den aften. De var linet op mod væggen, og Graner førte dem væk en efter en. Vi anede ikke, hvad han lavede. Ingen vidste det. Han sagde intet. Så fortalte han os, at han lavede en menneskelig pyramide. Vi spurgte. "Hvorfor?" Han sagde. "For at sikre, at de ikke farer rundt over det hele." Og vi sagde. "Okay." Det var Freddy, der fik dem til at begynde at masturbere. Jeg ved ikke hvorfor. Han fik en til det, og så ville han vel se, om han kunne få de andre til det. Jeg ved det ikke. Men han fik alle til det. På et tidspunkt holdt seks af dem op, men en af dem blev ved i 45 minutter. Seriøst. Jeg var med på det billede med ham, der blev ved med at masturbere. Jeg ville ikke med på billedet. "Jeg går ikke derhen." - Hvem ville have dig til det? - Freddy. Og så sagde Graner: "Jo, kom nu." Jeg sagde: "Nej, jeg vil ikke." Og han sagde: "Gør det for min skyld." Så jeg sagde: "Godt så." Var det på din fødselsdag? De kom ind med dem efter midnat, så ja. - Hvor gammel blev du? - 21. Jeg hørte Graner sige: "Det her er din fødselsdagsgave" eller noget i den stil, og jeg tænkte... Jeg ved ikke, hvorfor han sagde det, for det var ikke noget, jeg havde ønsket mig. Han misbrugte mig. Jeg var dum nok til at hoppe på den. Nu vil jeg være mere på vagt. Nu er jeg i det mindste fri for ham. Her er den berygtede pyramide bestående af syv nøgne irakere. Ansigtsudtrykkene siger ligesom alt om, hvad de tænkte og følte på det tidspunkt. Man kigger dem i øjnene, og det ser ud, som om de morede sig. Den scene forseglede deres skæbne. Stort set alle dem, der deltog, er med på et eller andet billede. Her ser man Graner, der er ved at slå. To kameraer fangede ham samtidig fra to forskellige vinkler. Her kan man igen se de syv mænd, som de havde stablet op med hætter over hovedet. Man kan faktisk se begge kameraer på billederne. Problemet er ikke så meget, at man er der og begår disse overgreb. Hvis man er med på billederne, - så er man på den. - Virkelig på den. Det må man sige, når det får præsidenten til at undskylde over for hele verden. "Jeg har ikke sovet hele natten. Der var seks fanger, der undslap i går nat. "Nu har vi mistet otte på tre nætter. Der kommer til at ske noget slemt her. Jeg håber, jeg tager fejl, men hvis ikke, skal du vide, jeg elsker dig. "Vi er måske under udredning. Det er der nogen, der mener. "Ja, de tæver fangerne. Jeg mener ikke, det er i orden. "Jeg tager billederne for at kunne bevise min historie for folk. "Ingen ville tro på det lort, der foregår. Ingen." "Hvis jeg vil blive ved med at tage de billeder, "er jeg nødt til at smile hver gang. "Jeg håber ikke, jeg får ballade for noget, Jeg ikke har gjort. "Jeg elsker dig, Sabrina." På det tidspunkt indså jeg, at det, der foregik, ikke var i orden, hvilket man hele tiden havde vidst, men når det er ens arbejde, kan man ikke stille så meget op. Man kan ikke bare sige: "Nu skrider jeg", eller: "Jeg gør det ikke." Uanset hvad er man på røven. Der var en irakisk fangevogter, der smuglede en 9 mm pistol og en splinterny bajonet ind. Vagten viklede dem ind i et lagen og smuglede dem op til en celle. Fangen trak pistolen frem under sin pude og ramte sergent Cathcart i vesten. Sergent Elliot skød derind med jagtgeværet for at få ham til at holde op med at skyde. Vi ramte ham kun i benet, for han sad i hjørnet og bad. "Allah, Allah." Han var parat til at dø. Alle de irakiske vagter, der var indblandet, blev kaldt sammen, og nogle blev fyret, men irakerne ansatte dem igen. Man satte ikke bare livet på spil i forhold til bombeangreb udefra, men også i forhold til de irakiske fangevogtere, hvis baggrund ikke blev tjekket. Og så var der fangerne. Der var tre muligheder. En af dem skulle nok få ram på dig. De var ikke alle sammen brådne kar, men størstedelen var. Ham, der smuglede pistolen ind, syntes jeg, var en fin fyr, han var en god vagt. Han viste sig at være Fadayeen. Han smiler til dig, og stikker dig i ryggen. De stormede ind og ordnede ham, der havde forsøgt at dræbe os. Men når man kigger på et billede, ser man ikke, at det var det, der skete. Ens fantasi kan spille en et pus, når man ser blod. Billederne viser kun en brøkdel af et sekund. Man ser hverken før eller efter. Man ser ikke det uden for billedet. "Det er første gang, Jeg har set MP'ernes hunde her. "To hunde og deres førere trænger manden op mod væggen. "Han er rædselsslagen. Hundene kommer tættere på. "Irakeren skriger og løber over mod Graner. "En af fyrene slipper sin hund løs, så den kan bide ham i benet. "Han er fuldstændig hysterisk. Hunden bider ham igen. "Der var blod overalt. "Der var bidsår, der så omtrent sådan her ud. "En af militærlægerne kom og lærte mig, hvordan man syede. "Det var meget sjovt, men jeg havde så ondt af den fyr. "De hunde skulle aldrig have været der." Som forhørsleder skal man altid i rapportens sidste linje vurdere sandfærdigheden og pålideligheden af de oplysninger, man har fået. Det er den sidste sætning i hver eneste rapport, man skriver. Hvis jeg får oplysningerne med tortur, kan jeg ikke verificere noget som helst, for jeg er nødt til at antage, at du vil fortælle hvad som helst for at få smerten til at høre op. Men hvis jeg giver dig gulerødder og nogle grunde til at samarbejde med mig, vil man ofte få mere sande oplysninger. General Sanchez udsatte regelmæssigt oberst Pappas for at få en finger dunket ind i brystet, hvorpå han sagde: "Jeg vil have Saddam. Find Saddam! Er det forstået?" "Find Saddam! Koste hvad det vil." Hvis du prikker nogen i brystet med din finger længe nok, vil de gøre hvad som helst for at undgå at blive udsat for det igen. Det er skruen uden ende. "Det fungerer ikke, Prøv det her. Det fungerede i Guantanamo. "Det fungerede i Bagram. Prøv det. Gør det bare." Det stopper ikke morterangrebene, det skaffer dem ikke de rette oplysninger, og det fører dem ikke til Saddam. Det var ikke informationer, de fremskaffede under forhør eller afhøringer i Abu Ghraib, men soldater på landjorden, der førte dem til Saddam. Er du klar til at høre det? Den gård, Saddam gemte sig på, var en lillebitte gård ved floden Tigris. Saddam bankede på døren og sagde: "Jeg er Saddam Hussein. Jeg er Iraks præsident. Jeg er Iraks leder, og Iraks befolkning er min befolkning. "Ethvert hjem i Irak er mit hjem." Så gik han ud i køkkenet og stegte et æg, spiste ægget og gik sin vej. Så kom han tilbage fire timer senere og sagde. "Jeg bliver her." Og bondens kone gik ud af sit gode skind. Saddam blev fanget om morgenen søndag den 13. Om mandagen skulle jeg stille på oberst Pappas kontor. Han spurgte, om vi ville melde os frivilligt til et særligt projektteam. Han havde lige talt med forsvarsminister Rumsfeld. Han og Sanchez havde tilladt brugen af alle midler på højt prioriterede fanger. De sagde, vi havde mulighed for at slå oprøret tilbage på grund af det, de fandt sammen med Saddam. Dengang troede jeg på det. Man er nødt til at se på, hvad billederne helt nøjagtigt viser. Det var vigtigt at adskille det, der var kriminelle handlinger, fra det, der ikke var kriminelt. Det var det, anklagemyndigheden skulle fokusere på. Hvis nogen blev fysisk skadet, ville det være en kriminel handling. KRIMINEL HANDLING Anbringer man nogen i seksuelt ydmygende stillinger, er det en kriminel handling. At tvinge dem til at masturbere er en kriminel handling. At se på mens en anden banker hovedet ind i væggen og tage billeder af det er pligtforsømmelse og dermed en kriminel handling. Personen med ledninger på hænderne, som står på en kasse betragter jeg som en person, der er anbragt i en stressende situation. Jeg tænker. "Det ligner ikke ledninger." Standardprocedure. Det er, hvad det er. Udgør det her en forbrydelse, eller er det standardprocedure? Det der er sikkert standardprocedure. Underbukserne på hovedet er en tilføjelse, men det er næppe andet end søvnberøvelse. De blev ikke udsat for tortur som sådan. De blev udsat for gener i et forsøg på at fremskaffe informationer. Jeg har været i hæren i 20 år. Jeg var med under Desert Storm. Jeg tilbragte fire måneder i Guantanamo Bay. Folk, der ikke har været, hvor jeg har været, vil ikke kunne se billederne, som jeg ser dem. Jeg kom tilbage fra et møde sent om aftenen. Jeg åbnede min fortrolige e-mail. "Jeg vil blot informere dig om, at jeg skal briefe "den øverstkommanderende om udredningen i Abu Ghraib. "Det omfatter alle påstande om overgreb og fotografierne." Jeg svarede på hans e-mail: "Det er første gang, jeg hører om det." I mit stille sind forberedte jeg mig på at afholde en minipressekonference og fortælle sandheden på et tidligt tidspunkt. Og sige: "Vi ved følgende. "Vi undersøger sagen, fordi vi ønsker at irettesætte os selv. "Vi er amerikanere, og vi kan skelne mellem rigtigt og forkert." General Sanchez sagde: "Nej, ikke på vilkår. Du diskuterer ikke det her med nogen." Frygten for sandheden gjorde folk tavse. Alle vidste det. Alle, der var i det fængsel, som boede der, levede der, arbejdede der havde de billeder. De kom over til Graner for at få kopier. Han havde masser af discs til at lave kopier på. "Værsgo, værsgo, hvilke vil I have?" Alle havde en kopi af et af de billeder. Alle vidste det. Dagen efter de billeder slap ud, de berygtede billeder, dagen efter udstedte oberst Pappas et amnesti gældende for hele bataljonen. Alle beviser blev destrueret. Brænd det, smid det ud, slet det fra harddisken og få det af vejen. Han gjorde kål på hvert eneste vidne, hver eneste person, der ville have kunnet fortælle, hvad de vidste, på en enkelt dag. Hvem ville måske træde frem efter amnestiperioden? Hvem ville sige: "Jeg ved noget"? "Jeg ved, hvad der skete." Ingen. Få det til at forsvinde, og det gjorde de så. De mørklægger sagen ved at ofre de nederste på rangstigen. Jeg er en 28-årig amerikaner. Jeg har meldt mig frivilligt. Og nu bliver jeg syndebuk. "Beklager, skat, du har giftet dig med en forbryder. Billederne er sluppet ud, "og jeg har været under udredning siden klokken ti dags dato. "Så kan jeg godt glemme at vise dem frem, når jeg kommer hjem. "Jeg vidste, det var skidt bare at være til stede. "Men hvordan skulle jeg ellers kunne vise, hvad hæren har gang i? "Man skulle tro, jeg ville være bange, men det er jeg ikke. "Jeg vidste, det ville komme til at stå mig dyrt. "Det, der er mest surt, er, at næsten hele kompagniet ved, hvad der skete, "de har set billederne, og de har intet gjort." Min mand sidder i fængsel nu. Jeg kan ikke komme videre, før han kommer hjem. Så det er en svær situation. Det store politiske monster kostede Lynndie England tre års fængsel, lvan Frederick otte års fængsel og min mand ti års fængsel. Da jeg deltog i Desert Storm, blev vi betragtet som redningsmænd, helte. Vores mission var at generobre Kuwait. Det var et hæderligt forehavende. Denne krig i Irak, ligesom i Vietnam, vil sikkert blive husket som en af de sjældne gange, hvor vi ikke var helte, ikke var redningsmænd. Og det vil de billeder være stærkt medvirkende til. Krig er en stor belastning for folk. De blev bombet regelmæssigt i det fængsel. Et ungt menneske uden de store erfaringer, som bliver kastet ud i den slags, kan let blive forvirret. Bagklogskabens lys er ulideligt klart. Og jeg er sikker på, at de alle ser tilbage og er klar over, at de handlede forkert, og at de tog del i noget, der var meget pinligt for vores land. Men de befandt sig i en krigszone, hvor reglerne af og til bliver slørede. Lynndie England har jeg virkelig ondt af. Hun var tydeligvis et ungt menneske uden de store erfaringer. Intet tydede på, at hun ville tage del i noget som det her. Men hun var forelsket. Ambuhl. Hun... Hun vidste, hvor der blev sagt stop, og hvornår hun skulle fordufte. Hun var der nogle gange, og andre gange glimtede hun ved sit fravær. Så hun var nok en af de klogere. På de billeder, der slap ud i medierne, ser man kun mig. Menig Lynndie England Militærpolitiet Man så ikke Megan, Specialist Megan Ambuhl Militærpolitiet for det var det beskårede billede. Graner sagde, at han ville have hende ud af billedet, fordi hun kom i vejen for hans motiv eller sådan noget. Måske var det for at beskytte hende, for nu ved jeg, at de havde et mere nært forhold, end jeg troede dengang, så måske var det for at beskytte hende. Hvornår fandt han ud af, at du var gravid? Da jeg fandt ud af det den 20. februar, gav jeg førstesergenten besked. De ville selvfølgelig vide, hvem faderen var. Så de vidste det, og så sagde jeg det til ham. Først virkede han begejstret, og så virkede han, som om han ikke ville have noget med mig at gøre. Han ville ikke se barnet. Da historien slap ud, og folk hørte, jeg var gravid, benægtede han, at barnet var hans. Han anklagede mig for at være ham utro, hvilket jeg ikke var. Men hvis det er sådan, han vil lege, er det helt i orden med mig. Han får ham aldrig at se. Det er hans eget valg. Jeg var i messen. Jeg kiggede op og så mig selv og Dan Rather, og så tænkte jeg: "Hvad fanden?" De sagde: "Sergent Javal Davis." "Hov, det er jo mig." "Hvor fanden har de det billede fra?" De tog ud til min highschool. De fik fat i et billede af mig fra avisen, da jeg løb hækkeløb og sprang over en hæk. De skar mit ansigt væk og viste mig sådan her. Men jeg sprang faktisk over en forhindring. Så de fik mig til at se ud som en rigtig led satan. De viser nøgne mennesker i en pyramide, og så viser de et billede af mig. Jeg tænkte: "Når du kigger på billederne, "kan du så se en sort fyr på nogen af dem?" Der ville ikke have været nogen historie om mig eller nogen andre, ingen chokerende nyhed, ingen skandale uden de billeder. Så ville den sag være endt under en sten, og det havde så været det. Fotografier er, hvad de er. Man kan tolke dem forskelligt, men fotografiet afbilder nu engang, hvad det afbilder. Du kan læse hvad som helst ind i det, men man ser det, der skete, i netop det splitsekund. Man kan læse følelser i deres ansigtsudtryk og i deres blikke, men det har intet med fakta at gøre. Man kan kun fortælle, hvad der er på billedet. Nogen tog regeringen med bukserne nede. Længere er den ikke. Det er de sure over. Man kan dræbe folk uden for billedet. Man kan skyde folk. Blæse hovedet af dem. Hvis det ikke bliver filmet, sker der intet. Hvis det gør, er du færdig. Ingen blev tortureret på de billeder. De blev ydmyget. De blev blødgjort. Der blev udøvet tortur under forhørene. Folk blev forhørt, og de er døde, og de blev dræbt, og de døde. De blev tortureret. Det har vi ingen billeder af. Jeg troede bare, det var en flok tumpede MP"er. Det tror jeg ikke længere. Det var en flok unger, der blev fuppet. Folk er bange for at påtage sig skylden og for konsekvenserne af deres handlinger, så ingen siger en skid. Bortset fra at hænge en masse andre ud. Jeg modtog en opringning fra en journalist fra Pentagon, der sagde: "Du er blevet frataget kommandoen." Jeg sagde: "Det kender jeg ikke noget til." Jeg hørte intet fra general Helmly. Han ringede ikke til mig. Han kaldte mig ikke til Washington, så jeg kunne stå foran hans skrivebord, så han kunne suspendere mig. Det er fejhed på et helt andet niveau. Er du bange for at se Janis Karpinksi i øjnene? Ti dage senere modtager jeg et brev fra hans kontor, hvor jeg bliver frataget kommandoen over den 800. brigade. Jeg havde et godt navn i militæret, indtil jeg gjorde, som jeg gjorde. Min onkel døde i Vietnam nøjagtigt 13 år før jeg blev født. Min far har to tapperhedsmedaljer fra Vietnam. Min bedstefar har en tapperhedsmedalje fra Vietnam. Og så dukker jeg op og bliver indblandet i det der. Det tilsølede vores navn. Man lærer fra allerførste færd, at man skal parere ordre. Hvis man ikke gør det, får man ballade. Men hvis man gør det, får man åbenbart også ballade. Det er nemt for pensionerede oberster, generaler og majorer at stå og sige: "De skulle ikke have fulgt ulovlige ordrer, "og de skulle have sagt nej til deres oberstløjtnanter og majorer. "De skulle have sagt nej til dem midt i en krigszone, "hvor der stod liv på spil." Det er helt urealistisk at tro, at det ville ske. Man blev bombet hver dag, beskudt hver dag. Fangerne lavede improviserede knive, våben, gjorde oprør. Der var en, der sprængte ti af mine kammerater i luften. Han fortjener en røvfuld. Jeg ved, hvad jeg må gøre. Og jeg tror, jeg ved, hvad jeg ikke må. Jeg tror, jeg ved, hvad jeg ikke må, men jeg ser andre gør noget andet, og jeg ved, at CIA-folkene gør noget tredje. Efterhånden tænker man: "Ved du hvad?" "Alt er tilladt, bare de ikke dør." Jeg var ikke den samme person dernede, som den, der sidder her, eller som jeg var, før jeg kom derned. Jeg ved ikke, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Sige: "Rend mig, jeg arbejder ikke her" og ryge i spjældet for at nægte at parere ordre. Jeg ved det ikke. Alle handler forskelligt, hvis de er i... Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre anderledes, hvis jeg stod i den situation igen. Hvis jeg kunne gå helt tilbage, ville jeg ikke have meldt mig. Det ville jeg have gjort anderledes. Det er ikke det værd. Man gennemgår alt det besvær bare for at ende, hvor man begyndte. At forsøge at komme i skole. Det var ikke det værd. Jeg vil bare videre med mit liv. Få et arbejde, passe min søn. Jeg har nok ikke mange valg. Jeg kan ikke gøre noget om. Hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke have Carter. Jeg ville ikke bytte ham for noget andet. Jeg ville ikke lave noget om. Sådan er livet jo, ikke? Folk stikker hinanden i ryggen. Uretfærdighed. Det er drama. Det er livet. Man lever det. Man må bare komme videre. Jeg aner det ikke. Jeg sværger. Jeg er så forvirret over det, der skete. Jeg vender det i hovedet hver dag og drømmer om det hver nat. Jeg drømmer alt muligt. De fleste drømme er ikke rare. Før tænkte jeg kun på at knække oprøret og på, hvor dumme vi var, og at vi kunne have reddet en masse liv. Men man har ikke en kinamands chance for at klare det. Hvis vi tager hjem, dræber de hinanden i stedet for os. Hvis vi bliver, dræber de hinanden og os. Det er konklusionen på hele den her skide debat. Øst for Abu Ghraib lå en enorm dadelpalmeskov. Fem-ti minutter efter solopgang lettede flere millioner fugle fra palmerne og skyggede for solopgangen mod øst, som jeg kiggede imod. De fløj mod nordvest og over vagttårnet. Jeg forsøgte at komme ud af min bås eller tage en rygepause lige før solnedgang, for de fugle kom tilbage hver aften, omkring 15-30 minutter før solen gik ned og landede i dadelpalmerne. Så jeg indledte hver eneste dag med at se dem lette og tænke, at noget i verden stadig var normalt. De fløj væk fra Abu G. De kom tilbage hver aften og fløj væk igen hver morgen. Det gjorde alting lidt mindre underligt. Charles Graner afsoner lige nu en fængselsdom på ti år, og den amerikanske hær vil ikke tillade, at han bliver interviewet. Ivan "Chip" Frederick blev idømt otte års fængsel og blev prøveløsladt i oktober 2007. Ingen med en rang over sergent har fået en fængselsdom for overgrebene i Abu Ghraib.