Tip:
Highlight text to annotate it
X
EN VAMPYRE BEKENDELSER
Så du vil have mig til at
fortælle mit livs historie.
Det er det, jeg beskæftiger mig med.
Jeg interviewer folk.
Jeg samler på liv.
FM radio, KFRC.
Du får brug for en masse kassetter.
Jeg har posen fuld af kassetter.
Du skyggede mig hertil, ikke?
Jo, det gjorde jeg vel.
Du virkede meget interessant.
Bor du her?
Nej.
Det er bare et værelse.
Skal vi begynde?
Hvad laver du?
Jeg er en vampyr.
Den har jeg ikke hørt før.
Jeg går ud fra, du mener det bogstaveligt?
Helt bestemt.
Jeg ventede på dig i gyden.
Observerede dig observere mig.
Og så begyndte du at tale.
Hvilket held for mig.
Måske var det heldigt for os begge.
Du sagde, at du...
ventede på mig.
Hvad ville du have gjort?
Dræbe mig, drikke mit blod?
Ja.
Men det skal du ikke bekymre dig om nu.
Du er virkelig overbevist om,
at du er en vampyr, hva'?
Sådan her kan vi ikke begynde.
Lad mig tænde lyset.
- Jeg troede ikke, vampyrer kunne lide lys.
- Vi elsker det.
Jeg ville bare forberede dig.
Gud!
Vær ikke bange.
Jeg vil have denne mulighed.
Hvordan i helvede gjorde du det?
På samme måde som dig.
En række enkle bevægelser.
Jeg var hurtigere,
end dit øje kunne opfatte.
Jeg er kød og blod...
men ikke menneskelig.
Jeg har ikke været et menneske i 200 år.
Sæt dig...
Hvordan får jeg dig til at slappe af?
Skal vi begynde
ligesom i "David Copperfield"?
"Jeg er født...
"jeg blev stor."
Eller skal vi begynde med dengang,
jeg blev født ind i mørket?
Synes du ikke, vi skal begynde der?
Du lyver ikke, vel?
Hvorfor skulle jeg lyve?
Det hele begyndte i året 1 791.
Jeg var 24.
Yngre end du er nu.
Men tiderne var anderledes.
Jeg var allerede en voksen mand.
Jeg ejede en stor plantage
lige syd for New Orleans.
Jeg havde mistet min kone under fødslen.
Hun og spædbarnet var blevet begravet
et halvt år forinden.
Jeg ønskede at forene mig med dem.
Jeg kunne ikke bære sorgen af tabet.
Jeg ønskede at blive befriet fra den.
Jeg ønskede at miste alt:
Min rigdom...
min jord...
min forstand.
Hvor mange esser er der i det spil kort?
Kalder du mig en snyder?
Jeg kalder dig en spand affald!
Dit mod er ikke tro mod din overbevisning.
Gør det!
Jeg ønskede at dø mere end noget andet.
Det ved jeg nu.
Jeg inviterede døden.
En udfrielse fra smerten af leve.
Min indbydelse var åben for enhver.
Til ludderen ved min side.
Til alfonsen, der fulgte efter.
Men det var en vampyr, der modtog den.
Giv mig dine penge, eller du dør!
Vil du stadig dø?
Eller har du fået nok?
Nok.
Han efterlod mig der
på bredden af Mississippi...
et sted mellem liv og død.
Hvem er du? Hvad laver du i mit hus?
Jeg er her for at efterkomme dine bønner.
Livet har ikke længere nogen mening, vel?
Vinen har ingen smag.
Maden gør dig utilpas.
Der er ingen mening i noget mere, vel?
Hvad hvis jeg kunne give dig den tilbage?
Gøre ende på smerten...
og give dig et andet liv?
Et liv, du aldrig vil kunne forestille dig.
Og det ville være... for evigt.
Og sygdom...
og død...
ville aldrig kunne røre dig mere.
Vær ikke bange.
Jeg vil give dig valget...
som jeg...
aldrig fik.
Den morgen var jeg stadig ikke vampyr...
og jeg så min sidste solopgang.
Jeg husker det klart...
og dog kan jeg ikke huske
nogen solopgang før denne.
Jeg betragtede daggryets
storhed for sidste gang...
som om, det var den første.
Og så sagde jeg farvel til sollyset...
og overlod mig selv til at blive...
hvad jeg blev.
Har du sagt dine farveller til lyset?
Jeg har drænet dig...
til den sidste dråbe af liv.
Hvis jeg efterlader dig her...
vil du dø.
Eller...
du kan forblive ung, min ven...
som vi er nu.
Men du må sige mig...
vil du komme...
eller ej?
Ja.
Ja.
Din krop er døende.
Tag ikke notits deraf.
Det sker for os alle.
Betragt nu...
med dine vampyrøjne.
Hvad så du?
Ord kan ikke beskrive det.
Kun himlen må vide det.
Intet menneske kan forstå.
Det lod til at statuen bevægede sig.
Verden var forandret,
men forblev den samme.
Jeg var en nyfødt vampyr,
der græd over nattens skønhed.
Vil du have en cigaret til?
Jo tak. Det generer dig vel ikke?
Jeg går ud fra, at det ikke gør.
Du dør ikke ligefrem af kræft.
Det tror jeg ikke.
- Hvad med kors?
- Kors?
Kan du se på dem?
Jeg er faktisk rimelig glad for at se på kors.
Og pælen gennem hjertet?
Sludder og vrøvl.
Og kister?
Kister.
Kister er desværre en nødvendighed.
Tag dig ikke af det.
Snart...
vil du sove som aldrig før.
Og når du vågner...
vil jeg stå og vente på dig...
og ligeledes resten af verden.
Jeg var også nødsaget til at finde blod.
Jeg vågnede den næste aften
sulten som aldrig før.
Når du én gang har smagt dette...
vil du aldrig tage på en anden kro.
Er det rigtigt?
Hvad hvis jeg hellere vil smage dine læber?
Mine læber smager endnu bedre.
Min ven...
bør smage de læber.
Er hans...
kys...
lige så dybe...
som dine?
Dybere endnu, ma chérie.
Jeg vil ikke tage hendes liv.
Jeg har gjort det for dig.
Hun er lige så død...
som en sild, min ven.
Det er så nemt,
at man næsten får ondt af dem.
Du vænner dig til at slå ihjel.
Du skal blot glemme de dødeliges skrupler.
Du bliver alt for hurtigt vant til det.
Er du ikke sulten?
Au contraire, ma chérie.
Han kunne spise hele kolonien.
Jeg spiser op.
Forlad os.
Kan du ikke lade som om, din tumpe?
Du skal ikke røbe dine kort.
Vi er heldige, vi har sådan et hjem.
Lad i det mindste som om du drikker.
Pænt krystal bør ikke gå til spilde.
Det ved jeg.
Det bliver så hurtigt koldt.
Kan vi leve af det?
Af dyreblod?
Det ville jeg ikke kalde leve.
Kald det overleve.
Det er smart, hvis man er ude at sejle.
Verden er et utrolig...
fascinerende sted.
Ja.
- Denne småsnak keder mig.
- Vi kan leve uden at slå ihjel.
Det er muligt.
Alt er muligt.
Men prøv det i en uges tid.
Kom med til New Orleans
og lad mig fornøje dig lidt.
Lestat dræbte to, til tider tre, hver nat.
Han foretrak en frisk ung pige...
først på aftenen.
Dernæst foretrak han et saftigt barn.
Men hans snobbede jeg
elskede at jage i overklassen.
Han var ude af sig selv af henrykkelse
over aristokratisk blod.
Hemmeligheden er ikke at tænke på det.
Ser du derovre?
Enken St. Clair.
Hun fik den lækre unge fyr
til at myrde hendes mand.
Hvordan ved du det?
Læs hendes tanker.
Læs hendes tanker.
Det kan jeg ikke.
Den "mørke gave" udtrykker sig forskelligt.
Men sandt er det for alle,
at vi bliver stærkere med tiden.
Tag mit ord for det.
Hun beskyldte en slave for mordet.
Gæt engang, hvad de gjorde ved ham.
De onde er nemmere,
og de smager tilmed bedre.
Hvor går vi hen?
Ingen steder.
Unge mand, du forundrer mig virkelig!
Jeg er gammel nok til at være din mormor.
Sådan skal det lyde.
Jeg husker det.
Morder!
Mine små papillons!
Mine sommerfugle, han dræbte dem!
Din lille kujon af en vampyr...
der lusker rundt og slår rotter og pudler
ihjel. Vi kunne være blevet opdaget.
Du har dømt mig til helvede.
Jeg kender ikke helvede.
Det ligner mere noget!
Vrede! Raseri!
Derfor valgte jeg dig!
Men du kan ikke slå mig ihjel, Louis.
Du kan leve...
af det, du vil.
Rotter, høns...
pudler.
Jeg overlader valget til dig...
og før eller siden vil du forstå.
Husk:
Livet uden mig...
ville være endnu mere...
uudholdeligt.
Anse dig selv for en heldig kartoffel.
I Paris skal en vampyr være
klog af mange grunde.
Paris?
Her er det nok med et par hugtænder.
Kom du fra Paris?
Ligeledes gjorde min skaber.
Fortæl mig om ham.
Du må have lært noget af ham.
Jeg lærte overhovedet intet.
Jeg fik ikke valget, husker du?
Du må vide noget om meningen i alt dette.
Hvorfor? Hvorfor skulle jeg vide det?
Ved du, hvad meningen er?
Den larm...
driver mig til vanvid!
Vi har været her i ugevis
og larmen bliver ved!
De har lugtet lunten.
De har set os spise fra tomme tallerkener
og drikke fra tomme glas.
Lad os...
tage til New Orleans.
Den parisiske Opera er i byen.
Vi kunne smage det franske...
køkken.
Tilgiv min tilbøjelighed til at
respektere andres liv.
Dine høns slipper snart op, Louis.
Monsieur Louis?
Spiser De ingen aftensmad?
Nej, ma chérie.
Vi er bekymret for Dem, min herre.
Hvornår ridder De en tur på markerne?
Og hvor længe siden er det ikke,
at De har været i slavekvarteret?
Der er død over det hele.
Er De stadig vores herre?
Gå din vej, Yvette.
Jeg går ikke, hvis ikke De vil lytte til mig.
Send Deres ven væk.
Slaverne er bange for ham...
og de er bange for Dem.
Jeg er bange for mig selv.
Hør godt efter!
Stedet her er forhekset!
Forbandet!
Ja, jeres herre er djævelen!
Tag herfra mens I stadig kan! I er frie!
Hørte I mig?
Løb!
Løb!
Red jeres liv!
Det er sagen!
Brænd bare det hele ned!
Brænd alt, hvad vi ejer!
Så kan vi bo på en mark som kvæg!
Du troede, du kunne få det hele.
Hold kæft, Louis!
Kom med!
Hvor er vi?
Hvor tror du vi er, min idiotiske ven?
Vi befinder os på en skøn,
beskidt kirkegård.
Er du glad?
Passer det dig bedre?
Vi hører til i helvede.
Hvad hvis helvede ikke findes?
Eller hvis de ikke vil have os?
Har du tænkt på det?
Men der var et helvede.
Og lige meget hvor vi tog hen,
var jeg i det.
Vi lejede nogle værelser
ved havnen i New Orleans.
Din hud er iskold.
Din veninde kan ikke tåle vin.
Det skal du ikke bekymre dig om.
Jeg kan varme din hud bedre end hende.
Tror du det?
Du...
er varm nu!
Men prisen er høj.
Jeg udmattede din kønne veninde.
Blød.
Så blød.
Jeg kan forestille mig dig
ligge på en satinseng.
Som du dog kan sige tingene.
Ved du hvilken slags seng?
Skal vi slukke lyset?
Og så slukke lyset.
Men er dit lys engang slukket...
kan jeg ikke...
tænde det igen.
Det må brænde ud.
Til dig, Louis.
Lad som om det er vin.
Hun er ikke død!
Du er forelsket i din dødelige natur.
Du modarbejder det, der kan give dig fred.
Kalder du det fred?
Vi er rovdyr,
hvis altseende øjne forløser deres lidelser.
- Pigen, Lestat!
- Tag hende! Stil din sult!
Nej!
Og du, mit barn.
Du er træt og vil sove!
Det er en kiste!
En kiste! Luk mig ud!
Jeg er ikke død!
Det er din kiste. Hyg dig.
De fleste af os ved ikke, hvordan det føles.
Hvorfor gør du det?
Det morer mig.
Det sætter lidt kulør på tilværelsen.
Dræb dem hurtigt, hvis du vil, men gør det.
Nær ikke tvivl om dit dræberinstinkt!
- Hvad er det?
- Det er en kiste.
Det er det jo. Så må du være død.
Jeg er ikke død, vel?
Du er ikke død.
Ikke endnu.
Få det overstået!
Gør du det!
Red mig fra ham!
Red mig!
Vil du lade mig gå?
Jeg kan ikke dø sådan!
Jeg har brug for en præst.
Min ven er præst.
Han vil lytte til dine synder, før du dør.
Hvis ikke... jeg gør hende til en af os.
Nej!
Så tag hende gør ende på hendes lidelser.
Og dine!
Nej!
Er du...
glad nu?
Gode Gud!
At tænke sig...
at du er den eneste, jeg har at lære af.
I den gamle verden...
kaldte de det den "mørke gave".
Og jeg gav den til dig.
Gå ikke den vej, Monsieur. Det er pesten.
- Gå tilbage fra hvor, du kom!
- Fra hvor, jeg kom...
Mor.
Hjælp os.
Far forlod os og kom aldrig tilbage.
Vær sød og væk min mor, Monsieur.
Min filosof. Min martyr.
"Tag aldrig et liv."
Så skal der festes.
Den gamle er stadig fuld af liv.
Kom tilbage!
Du er, hvad du er!
Du hellige død.
Hvor du elsker din ædle skyld.
Hendes blod løb i mine årer...
sødere end livet selv.
Og da begyndte Lestats ord
at give mening.
Jeg havde kun fred, når jeg dræbte.
Da jeg hørte hendes hurtige hjertebanken,
blev jeg klar over, hvad fred betød.
Hvis jeg skal finde dig, Louis,
skal jeg blot følge rotteligene.
Du lider under smerten.
Du lider som ingen anden,
fordi du er en vampyr.
Det skal ikke fortsætte længere.
Nej.
Så giv efter for din natur...
og føl, som du gjorde,
da du havde barnet i dine arme.
Ondskab kan ikke måles.
Gud dræber på må og få...
og det samme gør vi.
Ingen af Guds skabninger er som vi.
Ingen er så lig ham...
som vi.
Jeg har en gave til dig.
Kom.
- Hun er her.
- Hvad siger du?
Du har brug for...
selskab...
der er mere passende end mit.
Husker du din længsel efter hende?
Smagen af hende?
Jeg troede, jeg havde dræbt hende.
Bare rolig.
Din samvittighed er ren.
Claudia.
Hør efter.
Du er syg, min kære.
Jeg skal give dig det, der skal til,
så du kan blive rask.
Nej.
Vil du have, hun skal dø?
Sådan. Ja.
Stop!
Stop!
Nok!
Jeg vil have mere.
Selvfølgelig vil du have mere.
Forsigtigt, chérie.
De er så uskyldige.
De må endelig ikke lide.
Godt.
Ja.
Okay.
Stop.
Det er nok, chérie.
Du skal holde, før hjertet stopper.
Jeg vil have mere.
Det ved jeg.
Men det er bedst i begyndelsen...
hvis ikke døden tager dig med sig.
Du er en dygtig pige.
Ikke en dråbe gik spildt.
Hvor er mor?
Mor er gået bort...
til himmelen, chérie,
ligesom den kære dame her.
De kommer alle i himmelen.
Alle bortset fra os.
Vil du forskrække vores datter?
Jeg er ikke jeres datter.
Jo, du er.
Nu er du min og Louis' datter.
Forstår du, Louis ville have forladt os.
Han ville tage af sted.
Men nu gør han det ikke.
Nu bliver han her...
for at gøre dig glad.
Louis.
Din djævel.
En lykkelig familie.
Var det for at få dig til at blive?
Måske.
Han kendte mig. Han vidste,
at hun ville blive mit et og alt.
Men der lå mere i det.
Der var ingen tvivl om
hans hengivenhed til hende.
I sidste ende handlede det vel om,
at også han var ensom.
- Jeg skal bruge mere lys.
- Hun vil ha' mere lys.
- Jeg bliver blind uden en lampe til.
- Hun bliver blind.
Ellers må jeg gøre det i dagslys.
Madame, jeg er bange for,
mine dagstimer er helliget andre formål.
Hun var et lille barn.
Men også en nådesløs morder...
allerede i stand til at skaffe sig blod
med et lille barns glubske appetit.
Lad mig kysse den rask.
Hvem...
skal nu sy din kjole færdig?
Vær lidt mere fornuftig!
Husk, aldrig i vores hjem!
Først sov hun i min kiste...
og begravede sine små fingre i mit hår...
indtil hun en dag ville have sin egen.
Men hver gang hun vågnede...
krøb hun stadig ind i min.
De døde hurtigt i de dage,
før hun lærte at lege med dem...
og udskyde det afgørende øjeblik.
Hvorfor græder du, mit barn?
Er du faret vild, min kære?
Mor!
Græd ikke.
Vi skal nok finde hende.
Pas på tomlen. Den lille finger.
De er meget dyre, min kære.
Måske lidt for dyre for
en lille pige som dig.
Claudia! Hvad er det, vi har sagt!
Aldrig i vores hjem.
Gi' mig lidt plads.
For mig var hun et barn.
Men for Lestat var hun en elev...
et vidunderbarn med en
dræberlyst lig hans egen.
Sammen udryddede de hele familier.
Vidunderligt.
Prøv en lidt mere dyster tone.
Tiden flyver når de dødelige er glade.
Det samme gjaldt for os.
År blev til dage og dage til minutter.
Byen voksede.
Sejlbåde veg pladsen for dampskibe...
der medbragte en ny uendelig
menu af fremragende fremmede.
En ny verden var sprunget op omkring os.
Og nu var vi alle amerikanere.
Den beskidte moderne flod!
Hvad jeg ikke ville give for en
dråbe gammeldags kreolsk blod!
Er Yankees ikke din kop te?
Deres demokratiske smag
passer ikke til mine smagsløg.
Det er en ren kreoler.
Tak Claudia for at have fundet hende.
Hvad?
Vil du ikke have hende?
Jeg vil være hende.
Kan jeg det?
Kan jeg blive ligesom hende?
Mere nostalgisk sludder.
Du bliver mere og mere ligesom Louis!
Snart giver du dig til at spise rotter.
Rotter? Hvornår spiste du rotter, Louis?
For lang tid siden.
Før du blev født.
Og jeg anbefaler dem ikke.
Der var gået 30 år,
og hendes krop var evigt barnlig.
Kun hendes øjne røbede hendes lange liv,
som de stirrede ud under krøllerne...
med et spørgsmålstegn...
der snart ville kræve et svar.
Endnu en dukke.
Jeg har masser, ved du nok.
Jeg tænkte, du kunne bruge en til.
Hvorfor altid på denne aften?
Hvad mener du?
Du giver mig altid en dukke
på den samme aften af året.
Det var jeg ikke bevidst om.
Er det min fødselsdag?
Du klæder mig som en dukke.
Du sætter mit hår som en dukke.
Hvorfor?
Nogle af disse, Claudia, er så gamle...
så lasede.
- Du burde smide dem ud.
- Så gør jeg det!
Hvad har du gjort?
Det, du sagde!
- Du lader en krop ligge og rådne?
- Jeg ville have hende!
- Jeg ville være hende!
- Hun er skør!
Hun forurener huset, vi bor i!
Vil du have mig til at forblive en dukke?
Lad være!
Hvorfor ikke? Kan jeg ikke forandre mig...
ligesom alle andre?
Hvem af jer gjorde det?
Hvem af jer gjorde det?
Hvem af jer lavede mig, sådan som jeg er?
Som du er?
Du er en forrykt vampyr,
der forurener sin egen seng!
Og hvis jeg klipper mit hår igen?
Det vil gro ud igen.
Sådan har det ikke altid været!
Jeg havde en mor engang.
Og Louis havde en kone.
Han var dødelig ligesom hende.
Og det var jeg også!
Du har gjort os til det, vi er!
Stands hende.
Gjorde du det imod mig?
Hvordan gjorde du det?
Hvorfor skulle jeg sige det?
Det er i min magt.
Hvorfor kun i din?
Fortæl, hvordan man gør!
Vær glad...
for at være det, du er.
Uden mig ville du være død nu.
Ligesom det forbandede lig!
Få det skaffet af vejen!
Gør det selv.
Louis, hvorfor?
Du bliver nødt fortælle mig det.
Ser du den gamle kone?
Det vil aldrig ske for dig.
Du vil aldrig blive gammel.
Og du vil aldrig dø.
Det betyder også noget andet, ikke?
Jeg vil aldrig blive voksen.
Jeg hader ham.
Fortæl mig, hvordan jeg blev til denne...
ting.
I 30 år havde jeg undgået stedet.
Og dog fandt jeg vejen tilbage...
uden så meget som at løfte øjnene.
Du...
drak mit blod?
Ja.
Og han fandt mig med dig.
Så skar han sig i håndledet
og lod dig drikke hans blod...
og du blev en vampyr...
og det har du været lige siden.
I gjorde det begge to.
Jeg tog dit liv.
Han gav dig et andet.
Og her er det.
Jeg hader jeg begge to.
Jeg vandrede rundt hele natten.
Jeg vandrede, som jeg vandrede år før...
da mit sind var oversvømmet af skyld
ved tanken om at slå ihjel.
Jeg tænkte på de ting, jeg havde gjort,
og som ikke kunne forandres.
Og jeg længtes efter et øjebliks fred.
Fast sammenlåst i had.
Men jeg kan ikke hade dig, Louis.
Louis, min kære.
Jeg var dødelig indtil du...
gav mig dit udødelige kys.
Du blev min mor og min far.
Og derfor vil jeg altid være din.
Men enden er kommet, Louis.
Det er tid til at forlade ham.
Han vil aldrig lade os gå.
Er det rigtigt?
Hvad er der nu? Du irriterer mig.
Din tilstedeværelse...
irriterer mig!
Gør den det?
Jeg har fundet en,
der ville være en bedre vampyr end jer to!
Skulle det gøre mig bange?
Du er forkælet, fordi du er enebarn.
Du har brug for en bror.
Eller også har jeg.
Jeg er træt af jer begge.
Vi kunne befolke jorden med vampyrer...
vi tre.
Ikke dig...
min lille Claudia.
Du er en løgnhals.
Du ødelægger min planer.
Hvilke planer?
Jeg kom for at slutte fred.
Selvom du er løgnenes skaber...
ønsker jeg, at alt bliver, som det var før.
Så lad være med at plage mig.
Jeg vil gøre mere for at forsone os.
Jeg har medbragt en gave.
Så håber jeg det er...
en smuk blomstrende kvinde...
som du aldrig vil blive.
Hvorfor siger du sådanne ting?
Du har ikke spist nok.
Det kan ses på din kulør.
Kom og se.
Vær ikke vred på mig.
Da jeg så dem, vidste jeg, de var til dig.
Fulde...
på brandy.
Du har virkelig...
overgået dig selv.
Jeg lover at komme af med ligene.
Tilgiver vi så hinanden?
Ja.
Absint?
Har du givet dem absint?
Nej.
Opiumsdråber.
Opiumsdråber.
Ja.
Desværre døde de af det.
Men det holder blodet varmt.
Du lod mig drikke...
dødt blod?
Du lod mig...
drikke...
En ting har du lært mig...
drik aldrig fra de døde.
Læg mig i min kiste.
Læg mig i min kiste.
Jeg lægger dig i din kiste!
Gode Gud!
Løft mig op.
Godnat, søde prins.
Må djævlene hjælpe dig
på vej til dit hvilested.
Burde vi brænde ham?
Begrave ham?
Hvad ville han have foretrukket?
Mosen?
Han hører til med de krybdyr.
Han fortjente at dø.
Det gør vi også hver en nat af vort liv.
Han var min skaber.
Han gav mig dette liv...
hvad det så end er.
Det var ikke nødvendigt.
Jeg gjorde det for os.
Så vi kunne blive frie.
Savnede du ham?
Jeg kendte ikke andet.
Så simpelt var det.
Vi var som to forældreløse,
der forsøgte at lære at leve.
Vi bestilte en rejse til Europa.
I ugerne før afgangen...
studerede hun den gamle verdens
myter og legender...
besat af at opsøge, hvad hun kaldte,
"vores slags".
Se, hvem vi glemte.
Lad os slippe dem fri.
- Ja.
- Ja.
Det er kareten.
Hør, Louis...
der er stadig liv...
i disse gamle hænder.
Ikke helt furioso.
Moderato...
måske cantabile.
Hvordan kan det være?
Spørg alligatoren.
Hans blod hjalp.
Og så på diæt af slangeblod...
tudser...
og alt det elendige liv...
i Mississippifloden...
blev Lestat...
langsomt...
noget nær sig selv igen.
Du har været...
en meget...
meget...
slem lille pige.
Skibet sejler uden os!
Selvom ildebranden syntes at sprede sig...
stod jeg på dækket angst og bange for,
at han skulle dukke op igen...
fra floden som et uhyre for at fortære os.
Og på hele vejen tænkte jeg:
"Lestat...
"vi fortjener din hævn.
"Du gav mig den 'mørke gave'...
"og jeg udleverede dig til
døden for anden gang. "
Selvom skibet lykkeligvis var fri for rotter...
ramte en underlige plage passagerne.
Claudia og jeg lod til
at være uimodtagelige.
Vi holdt os for os selv...
dækkende over hinandens mysterium.
Vi nåede Middelhavet.
Jeg længtes efter det blå vand,
men det var sort...
vand ved nattetide.
Og hvor jeg dog led...
i forsøget på at genkalde farven,
jeg i min ungdom tog for givet.
Vi ledte i den en by efter den anden...
ruin efter ruin...
det ene land efter det andet.
Og vi fandt altid ingenting.
Jeg begyndte at tro, vi var de eneste.
Det var en underlig betryggende tanke.
For hvad kan de forbandede
have at sige til de forbandede?
Fandt du noget?
Bonderygter...
overtro hvad angår hvidløg...
kors...
og den gamle pæl i hjertet.
Men en af vores slags?
Ikke en lyd.
Er der ingen vampyrer i Transylvanien?
Ingen Grev Dracula?
Fiktioner, min ven.
Folkets historier om en vanvittig irer.
Paris...
september, 1870.
Byen, jeg altid havde drømt om.
Når alt kom til alt, var jeg kreoler,
og Paris var New Orleans' moderby.
Hun var enestående i sig selv.
Vi kom atter til live.
Blot os to.
Og jeg var så euforisk,
at jeg gav efter for alle hendes ønsker.
Således skete det...
da vi havde opgivet vores
søgen efter vampyrer...
at en vampyr fandt mig.
Klodrian!
Santiago!
Jeg har gennemsøgt verden for en
udødelig, og dette er, hvad jeg finder!
Tag den petite skønhed med.
Ingen vil gøre dig ondt.
Det vil jeg ikke tillade.
Og...
husk mit navn:
Armand.
Husk, hvad jeg har sagt.
De har forskellige evner.
De kan læse dine tanker.
Det er ham, der er vampyr.
To forelskede...
vandrer hen ad en violblå vej...
deres lidenskabelige omfavnelser...
lader dem fri for dødstanker...
indtil de befinder sig...
indenfor min rækkevidde.
Vampyrer lader som om de er mennesker,
som lader som om, de er vampyrer.
Hvor avantgarde.
Munken, hvis sjæl tilhører himmelen...
og hvis dage han bruger på...
fromme tanker...
møder sin skaber før forventet.
For ingen af hans bønner bliver belønnet.
Må lærestregen her få sin ende...
med denne bemærkning:
Hver og en af jer vil mine
klamme hænder berøre.
Hver og en må lade sin pande kysse.
Men lyt!
En dødelig står for at komme!
Hvad har vi her?
Hvilken skønhed ved min side?
En blomstrende rose?
Måske ønsker hun at blive min hustru.
Måske har hun ikke hørt efter!
Jeg vil ikke dø!
Men vi er døden, som vi altid har været.
Hjælp mig!
- Hvad har jeg gjort?
- Vi dør alle.
Men jeg er ung!
Døden har ingen respekt for alder!
Den kan indtræffe når og hvor som helst.
Lige så vel som dette kød er lyserødt nu...
vil det med alderen blive gråt og rynket.
Lad mig leve! Jeg er ligeglad!
Hvorfor skulle døden da bekymre dig nu?
Og hvad hvis døden udfrier?
Hvem ville den vende sin lidenskab mod?
Ville du vælge en person blandt publikum?
En person, der lider, som du gør?
Monsieur Vampyr, tag mig.
Jeg forguder dig!
Vent til De står for tur.
Ved du,
hvad det betyder at blive elsket af døden?
At blive vores brud?
Ingen smerte.
Ingen smerte.
Uhyrligt.
Vi bor under jorden.
Lad mig vise jer.
Uhyrligt.
Ja.
Men meget smukt.
Velkommen til mit hjem.
Smag ham.
To vampyrer...
fra den nye verden...
er kommet for at vise vej ind i en ny æra...
eftersom alt vi har kært rådner...
og svinder bort.
Er du leder af gruppen?
Hvis der var en leder...
ville det være mig.
- Har du svarene?
- Har du spørgsmålene?
Hvad er vi?
Ingen...
hvis ikke vampyrer.
Hvem gjorde os til det, vi er?
Du kender vel ham, der skabte dig?
Jo, men hvem skabte ham?
Kilden...
til al denne...
ondskab.
Jeg forstår.
Jeg så dig i teatret.
Din lidelse...
din sympati for den pige.
Du dør...
når du dræber.
Du føler, du fortjener at dø,
men at der dog ingen grænser er.
Men gør det dig ond?
Siden du forstår, hvad godhed er,
gør det dig ikke...
god?
Så er der ikke noget?
Måske.
Men måske...
er denne...
den eneste ondskab, der er tilbage.
Eksisterer Gud så ikke.
Jeg kender intet til Gud.
Eller djævelen.
Jeg har aldrig haft et syn,
ej heller lært en hemmelighed...
der ville forbande eller frelse min sjæl.
Så vidt jeg ved...
efter 400 år...
er jeg den ældste...
nulevende vampyr...
i verden.
Så forholder det sig, som jeg frygtede for.
Du frygter for meget.
Så meget at jeg frygter...
Han, der skabte dig...
skulle have fortalt dig det.
Han forlod den gamle verden
og tog til den nye...
Han vidste intet.
Desuden var han ligeglad.
Vidste?
Kom, min kære.
Det er tid til at komme videre.
Jeg er sulten...
og byen venter på os.
Stedet var tomt, da vi gik.
Stille som en grav.
Idet vi famlede os igennem det,
kom tankerne tilbage til mig:
"Jeg har gjort Lestat uret.
"Jeg har hadet ham af forkerte grunde. "
Hvordan har du gjort ham uret?
Du sagde et navn.
Ja, et navn, jeg helst ikke vil nævne igen.
Der er kun en slags udåd...
blandt vampyrer.
Den betyder død for enhver vampyr:
At dræbe en af sine egne.
- Tror du, jeg ville lade dem gøre dig ondt?
- Nej.
Faren forener os.
Kærligheden forener os.
- Kærligheden?
- Kærligheden.
Du ville forlade mig for Armand,
hvis han bad dig om det.
Aldrig.
Han vil have dig, som du vil have ham.
Han har ventet på dig.
Han vil have dig som ledsager.
Han slår tiden ihjel derinde.
Han finder det lige så trist og livløst,
som vi gør.
Måske.
Ved du, hvad hans sjæl sagde til mig
uden at sige et ord?
Den sagde: "Lad ham gå."
"Lad ham gå."
Er det, hvad jeg burde gøre?
Lade dig gå?
Min far...
min Louis...
der skabte mig?
Det skal nok gå.
Tror du virkelig det?
Soldaten...
på vej hjem fra krigen...
tror at sejren har hærdet ham mod sorg...
til døden kommer forbi...
og skiller ham fra hans hest.
Jeg ventede på dig.
Hør godt efter.
Claudia er mig meget kær.
Hun er min datter.
Din elsker.
Nej, min elskede.
Mit barn.
Det siger du. Du er uskyldig.
Hun er i fare, ikke?
- Det er hun.
- Hvorfor?
Jeg kunne give gode grunde.
Hendes tavshed.
Hendes ungdom.
Det er forbudt at skabe en så ung...
så hjælpeløs...
som ikke kan overleve alene.
Bebrejd ham, der skabte hende.
Slog I vampyren ihjel,
der skabte jer begge?
Derfor vil du ikke sige hans navn?
Santiago tror, I gjorde.
- Vi ønsker ingen strid med ham.
- Den er allerede begyndt.
Hvis du vil redde hende...
- Så send hende væk!
- Så tager jeg også af sted.
Så hurtigt?
Uden de svar, du sådan længtes efter?
Der var jo ingen.
Men du stillede de forkerte spørgsmål.
Ved du...
hvor få vampyrer...
der er udødelige?
Hvor hurtigt de fordufter af egen vilje.
Verden...
forandrer sig.
Det gør vi ikke.
Deri ligger ironien...
der i sidste ende dræber os.
Du kan kontakte denne tid for mig.
Mig?
Er det ikke indlysende?
Min sjæl er tidløs.
Jeg er oppe imod alt.
Det har jeg altid været.
Det er netop din tids sjæl.
Selve kernen.
Dit fald...
fra nåde...
karakteriserer et helt århundrede.
Hvad med vampyrerne i teatret?
Forfaldne...
ubrugelige.
De kan ikke tænke.
Men...
det kan du.
Du reflekterer...
over knuste hjerter.
En vampyr...
med en menneskelig sjæl.
En udødelig med en dødeligs lidenskab.
Du...
er...
smuk, min ven.
Lestat må have grædt, da han skabte dig.
Kendte du Lestat?
Ja.
Jeg kendte ham.
Jeg kendte ham godt nok
til ikke at begræde hans bortgang.
Jeg følte endelig en slags fred.
Jeg havde fundet en lærer,
som Lestat aldrig kunne have været.
Armand ville aldrig
holde sin viden for sig selv.
Han ville sprede den,
som fluer spreder smitte.
Madeleine...
Louis er genert.
Drik.
Gør det.
Jeg kan ikke. Jeg har ikke styrke nok.
- Det sørgede du for, da du skabte mig.
- Du ved ikke, hvad du beder om!
Jeg har.
Du har fundet dig en ny ledsager!
Du skal lave mig en!
Hvordan ser vi ud for dig?
Finder du os smukke?
Magiske?
Vores hvide hud og blodskudte øjne?
Ved du, hvad du går ind til?
Din ondskab ligger i manglen på samme!
Og det skal jeg ikke længere lide under!
Få mig ikke til det! Jeg kan ikke!
Og dog kunne du gøre det ved mig.
Du røvede mig fra min mors hænder
som to uhyrer i et eventyr.
Og nu græder du!
Jeg har ikke tårer nok for hvad,
du har gjort imod mig.
Giv hende til mig, Louis!
Gør dette, før du forlader mig!
Åh Gud!
Jeg elsker dig stadig!
Det er det triste i det!
Hvem vil tage sig af mig...
når du ikke er her mere?
Hvad tror du, hun er, Madeleine?
En dukke?
Et barn, der ikke kan dø.
Og barnet, der døde?
Min datter.
Hvad sker der med hende?
Hun er døende.
Det skete også for dig...
men du var for ung til at kunne huske.
Hvis hun dør...
Er det kun menneskelig død.
Nær mig intet ondt, min elskede.
Nu står vi lige.
Hvad mener du?
Det, der døde i det værelse,
var ikke kvinden.
Det, der døde...
var det sidste menneskelige...
åndedræt i mig.
Ja, far.
Endelig står vi lige.
Sandhedens time er kommet.
Få fat i Armand.
Han ville ikke lade dette ske.
Død for de andre.
For dig...
evighed i en kasse.
Muret inde bag en mur.
Dit eneste selskab vil blive dine skrig.
Måske vil det tage århundreder.
Tag dem!
Sov sødt.
Nej! Nej!
Hjælp!
Vågn op!
Hvor er Claudia?
Claudia. Jeg kan ikke hjælpe hende.
- Hvor er Claudia?
- Jeg kan ikke redde hende!
Jeg risikerer kun at miste dig!
Lad være!
Kom Louis.
Ikke her.
Så kan en vampyr altså græde?
En gang...
måske to gange i en evighed.
Måske var det for at stoppe tårerne
for altid, at jeg tog sådan en hævn.
Stop ham! Det brænder!
Tag ham! Stop ham!
Du advarede dem ikke engang, vel?
Nej.
Og du vidste, hvad jeg ville gøre.
Ja.
Jeg reddede dig, ikke?
Fra en frygtelig morgendæmring.
Du var deres leder. De stolede på dig.
Nej.
Du fik mig til at se deres fejl, Louis.
De var...
fordømte, fastlåste i en forgangen tid.
De havde glemt den første regel...
vi skal være magtfulde...
smukke...
og uden anger.
Kan du lære mig det?
Ja.
At være fri for anger?
Sikke et par vi kunne blive.
Hvad hvis jeg ikke ønsker
at leve efter den regel?
Hvad?
Hvad hvis jeg kun har min lidelse?
Min anger?
Vil du ikke miste det?
Så du også kan være i besiddelse af det?
Hjertet, der begræder hende...
som du brændte til aske?
Jeg sværger, jeg ikke...
Men jeg ved, du gjorde det.
Jeg ved...
du ikke...
angrer noget.
Du føler...
intet.
Hvis det er alt, jeg har at lære...
kan jeg gøre det alene.
Jeg vil dø.
Nej.
Du er død.
Og du vil have mig til at kvikke dig op igen.
Og hvor meget din invitation
end tiltrækker mig...
må jeg angerfuldt...
afslå.
Jeg vandrede i årevis:
Italien, Grækenland...
de antikke lande.
Men verden var som en grav for mig...
en kirkegård fyldt med ituslåede statuer.
Og hver af statuerne mindede om hende.
Og så, ud af nysgerrighed...
kedsomhed, eller hvad ved jeg...
forlod jeg den gamle verden...
og tog tilbage til mit Amerika.
SOLOPGANG
Og takket være det mekaniske vidunder...
så jeg min første solopgang...
i 200 år.
Og hvilke solopgange!
De var bedre end virkeligheden.
Først var de sølvfarvede...
og så, som årene skred frem, lilla...
røde...
og så længselsfulde blå.
I foråret 1988 tog jeg tilbage
til New Orleans.
Så snart jeg duftede luften,
vidste jeg, jeg var hjemme.
Den var rig...
næsten sød...
ligesom duften af jasminer og roser
rundt om vores gamle gård.
Jeg gik rundt i gaderne,
der duftede af denne længslens parfume.
Og så på Prytania Street...
kun få gader fra Lafayette kirkegården...
fik jeg færten af døden.
Og den kom ikke fra gravene.
Lugten blev mere intens, som jeg gik.
Gammel død.
En lugt alt for svag for dødelige.
Hvor er jeg glad for, du er her!
Jeg har drømt...
om dette øjeblik.
Hun skulle aldrig have været en af...
os.
Det hører fortiden til, Lestat.
Fortiden.
Stadig smuk, Louis.
Du har altid været den stærke.
Vær ikke bange.
Jeg vil dig intet ondt.
Du er altså kommet hjem til mig?
Kan du huske hvordan, jeg var?
Hvilken vampyr...
jeg var?
Ja, det husker jeg.
Ingen...
kunne modstå mig...
ikke engang dig.
Jeg prøvede.
Ja, du prøvede.
Og jo mere du prøvede...
jo mere ville jeg have dig.
Jeg kan ikke klare det.
Sådanne lys...
og al den larm!
De gør natten lysere end dagen.
Det er falsk lys.
Det kan ikke såre dig.
Hvis du bliver hos mig, Louis...
kunne jeg komme tilbage.
Blive den gamle Lestat igen.
Jeg bliver nødt til at gå.
Hvad, der blev af Lestat, ved jeg ikke.
Jeg går videre...
nat efter nat.
Jeg lever af dem, der krydser min vej.
Men al min lidenskab forsvandt
med hendes gyldne hår.
Jeg er en overnaturlig ånd med hud og hår.
Afsondret.
Uforanderlig.
Tom.
Tom?
Er det alt?
Nej, sådan kan det ikke ende.
Men det gør det.
Det er ikke mere at fortælle.
Der må være mere at fortælle.
Du forstår ikke dig selv. Du er ikke tom.
Jeg ville ønske, jeg var ligesom dig,
og have din magt...
og se de ting, du har set.
Du har ikke hørt efter.
Jeg har hørt efter. Din historie er utrolig.
- Den er ufattelig.
- Gør, hvad du vil med den.
Giv den til andre. Lær det, du kan.
Du ved, der kun er én måde,
hvorpå jeg virkelig kan lære.
Du havde en grund til at tage mig med.
Ikke?
Hvilken grund skulle det være?
Du vil have en ledsager.
Du vil have kontakt til den ydre verden.
Det er mig. Tag mig. Jeg vil have det.
- Jeg nægter at lade det ende sådan.
- Gud, jeg har jokket i det igen.
Overhovedet ikke.
Gud har ikke noget med det at gøre.
Kan du lide dette?
Kan du lide at blive føde for de udødelige?
Kan du lide at dø?
Stop!
Det hele begyndte i året 1 791.
Jeg var 24. Yngre end du er nu.
Men tiderne var anderledes.
Jeg var allerede en voksen mand.
Jeg ejede en stor plantage
lige syd for New Orleans.
Jeg havde mistet min kone under fødslen.
Jeg ryster i bukserne.
Hun og spædbarnet var blevet begravet
et halvt år forinden.
Det er godt.
Jeg ønskede at forene mig med dem.
Virkelig godt.
Jeg går ud fra,
jeg ikke behøver nogen introduktion.
Jeg har det allerede bedre.
Jeg ønskede at dø mere end noget andet.
Jeg inviterede døden.
En udfrielse fra smerten af leve.
Han hviner stadig.
Har du hørt nok?
Det har jeg måttet lytte til i århundreder.
Vær ikke bange...
Jeg vil give dig valget...
som jeg aldrig fik.
Subtitles by SOFTITLER