Tip:
Highlight text to annotate it
X
Vi tager min Mini Cooper.
Du skal vide en ting
om Mini Cooperen. Den er lille.
Jeg kan godt lide at køre en Mini
Cooper. Den er ligesom mig.
Den er ret lille.
Det føles, som om vi
har de samme proportioner.
Jeg og min bil holder sammen
mod resten af verden.
VI ER DE 99 PROCENT
Økonomisk retfærdighed
er "vor tids store spørgsmål"...
Denne enorme ulighed modsiger
løftet, der udgør USAs hjørnesten.
Der har altid været indkomst-
forskelle i USA. Gudskelov.
-Indkomstforskelle, og hvad så?
-Forskellene i indkomst er steget...
Det handler om klassekamp.
Sådan noget hører man i ulandene.
Vi vil ikke høre det fra præsidenten.
Korrekt. For USA er jo ikke et uland,
efter nogen standarder.
Undtagen når det gælder
indkomstforskelle.
Der ligger vi efter Elfenbenskysten,
Cameroun... På en 64. plads!
Tag den,
Uruguay, Jamaica og Uganda!
Forelæsning om velstand og fattigdom
University of California, Berkeley
Er alle til stede?
Jeg hedder Robert Reich. Jeg var
Bill Clintons arbejdsmarkedsminister.
Inden da arbejdede jeg på Harvard, og
inden da for Carter-administrationen.
Er der nogen, der kan huske den? Nej.
Inden da var jeg
en af Abraham Lincolns rådgivere.
Det var hårde tider.
I dag skal vi behandle tre spørgsmål.
Det første spørgsmål er:
Hvad er det, der sker-
-med indkomst-
og velstandsfordelingen?
Spørgsmål to: Hvorfor?
Spørgsmål tre: Er det et problem?
Måske ikke.
Nogle af jer kalder jer selv for
konservative, andre for liberale.
De etiketter bliver
mindre betydningsfulde-
-i takt med, at vi
fordyber os i emnet.
Jeg vil gerne have,
at I tester jeres antagelser.
Jeg vil gerne ryste dem en smule.
Jeres antagelser om, hvorfor
systemet fungerer, som det gør.
Der vil altid
være forskelle i indkomst.
Det er nødvendigt for at motivere
folk til at arbejde hårdt-
-og være opfindsomme.
Det er kapitalisme, og kapitalisme
fører meget godt med sig.
Spørgsmålet handler ikke
om indkomstforskelle i sig selv.
Spørgsmålet er: Hvornår bliver
disse indkomstforskelle et problem?
Hvor store indkomstforskelle
kan vi tolerere-
-og stadig have en økonomi, der
tilgodeser alle, og et demokrati?
Ud af alle industrilande-
-har USA den mest ulige
fordeling af indkomst og velstand.
Og vi er på vej
mod endnu større ulighed.
Man kan måle det ved at sammenligne
de riges løn med middelklassens løn.
I 1978 fik en arbejder i gennemsnit
48.000 dollar, inklusive inflation.
En gennemsnitlig person i den øverste
procent tjente 390.000 dollar.
Nu spoler vi fremad. I 2010 tjente
den gennemsnitlige arbejder mindre-
-mens dem på toppen
tjente mere end dobbelt så meget.
I dag har de rigeste
400 amerikanere flere penge end-
-hvad de 150 millioner amerikanerne,
der tjener mindst, har tilsammen.
400 mennesker har altså flere penge
end halvdelen af USAs befolkning.
Vreden stiger over et økonomisk
system, der kun tilgodeser de få.
Da økonomien brød sammen i 2008
blev indkomstforskelle forsidestof.
Hvem vil tilslutte sig den øverste
procent? Vi har det så godt.
Folk fra begge partier
ville gerne skyde skylden på nogen.
Men de fleste vidste ikke, hvordan
det kunne blive så grelt, og hvorfor.
Først i løbet af de senere år er vi
begyndt at forstå indkomstforskelle.
Vi vidste, at de rige fik det bedre,
mens de fattige fik det værre-
-men vi vidste ikke, hvad der skete
med den rigeste procent.
-Hej.
-Hvordan går det?
For et par år siden fandt forskerne
Emmanuel Saez og Thomas Piketty-
-en ny informationskilde.
De undersøgte beskatningsdata.
Ikke kun de seneste års data,
men helt tilbage til år 1913-
-da indkomstskatten blev indført.
To år skilte sig ud fra mængden.
1928 og 2007 var topårene,
når det gjaldt indkomstkoncentration.
Der tjente 1% af befolkningen
over 23% af den samlede indkomst.
Uligheden begyndte at stige i
slutningen af 1970'erne og 1980'erne-
-men vi vidste ikke hvor dramatisk-
-indkomstkoncentrationen var steget.
Den her undersøgelse kom i 2003.
Den lå der i nogle år-
-og pludselig blev den vigtig.
Kurven bliver central i forklaringen
på, hvad der sker med økonomien-
-og med vores samfund.
Det ligner en hængebro.
Året efter 1928 kom børskrakket.
Året efter 2007 kom endnu en krise.
Lighederne er slående,
hvis man studerer dem nøje.
Før disse topår, da indkomsten
blev fordelt på færre hænder-
-havde de rige vendt sig
til finanssektoren, som blomstrede.
De fokuserede på et begrænset
antal aktiver. Ejendomme, guld-
-spekulationsaktiver
og gældsaktiver.
Det skabte en spekulationsboble,
og begge gange-
-stagnerede middelklassens indkomst,
og de gældsatte sig mere-
-for at bibeholde deres levestandard.
Og det skabte en gældsboble.
Det er derfor, begge disse perioder
er præget af økonomisk ustabilitet.
En økonomi er stabil,
når der er en stærk middelklasse.
Det, der er vigtigt at forstå,
er, at forbruget-
-udgør 70 procent af USAs økonomi.
Og det er middelklassen, der står
for størstedelen af det forbrug.
Det er middelklassen,
der holder gang i økonomien.
Økonomien klarer sig ikke
på lang sigt-
-uden en stærk, dynamisk og
voksende middelklasse. Det går ikke.
Folk er bange for at miste deres job.
Jeg har talt
med mange forskellige grupper.
Nogle er rige, nogle er arbejdere, en
del er konservative, andre liberale.
Og til sidst fik han et fuldtidsjob.
Middelklassen kæmper. Det går dårligt
for dem. Jeg hører det igen og igen.
Jeg er middelklasse, men det føles
ikke sådan. Jeg klarer mig kun lige.
Middelklasse betyder, at man ikke
behøver at slås for føden hver dag.
Jeg ville gerne spare op til et hus,
men det har jeg ikke kunnet.
Lige nu går det hele
til at betale husleje.
Hvor meget tjener du i timen?
Lønnen er lige steget til 21,50.
21,50 dollar i timen.
Lønnen er okay.
Efter et stykke tid kunne vi endda-
-købe en lejlighed på Olivera Road.
Vi købte den og havde vores
eget hjem. En lille treværelses.
Vi købte lejligheden i 2004.
Omkring 2006 eller begyndelsen
af 2007 brød markedet sammen.
Og kort tid efter mistede jeg mit
job, som jeg havde haft længe.
Vi havde gode venner,
og en af dem sagde-
-at vi kunne bo hos dem.
Så der bor vi nu.
Gå med din far. Er du sulten?
Poninas fritidshjem
koster omkring 400 dollar.
Jeg ved ikke, om hun skal gå hjem...
Om jeg skal få hende til at gå hjem,
eller betale for fritidshjemmet.
Farvel.
Er du klar?
Jeg har 25 dollar på kontoen, og når
jeg tænker på det, vi har brug for...
Jeg kan ikke tale med Robert lige nu,
for han har ikke nogen telefon.
Vi skal jo sørge for,
at børnene får nok mad.
25 dollar på kontoen...
Det er ikke meget.
Nej, det er det ikke.
Men jeg overlever dagen.
Jeg må rode lidt i køkkenskabene
og finde noget, vi kan spise.
Bilens tank er i det mindste fuld.
Jeg skal alligevel ingen steder.
Da jeg mistede mit job, besluttede
jeg mig for at læse videre.
De fleste af mine klassekammerater
er meget yngre.
Der er en forskel på at læse om
andres problemer og have sine egne.
Det er hårdt,
når man selv bliver ramt.
Der er ikke nogen
officiel definition på middelklassen.
Men Alan Krueger siger, at den består
af husholdninger med en årsindkomst-
-der ligger inden for 50%
af medianhusholdningens indkomst.
En medianindkomst på 50.000,
50% mere og 50% mindre.
Hvis man tilhører den øverste procent
tjener man mindst 380.000 dollar.
Længst nede i denne gruppe finder man
de højest betalte læger og advokater.
Højere oppe, med flere millioner om
året, er succesfulde entreprenører.
Længst oppe,
med ti millioner eller mere om året-
-finder man de store virksomheders
ledere, Wall Street-bankdirektører-
-folk i underholdningsbranchen
og idrætsstjerner.
Sidste år tjente vi 36.000 dollar,
og vi er en familie på tre.
Jeg tjener 45.000-50.000 om året.
Og jeg arbejder 70 timer om ugen.
Min løn fra hæren og min civile løn
bliver omkring 55.000-60.000 om året.
Sikkert omkring 600.000 dollar.
Sædvanligvis mellem
10 og 30 millioner.
Men mange. Vanvittigt mange penge.
Jeg er entreprenør og
risikokapitalist. Min familie ejer-
-en stor virksomhed,
der producerer puder og dyner.
Vi er en af de største i verden.
Problemet med stigende ulighed er, at
jeg, der tjener 1.000 gange så meget-
-som gennemsnitsamerikaneren,
ikke køber 1.000 puder om året.
Selv de rigeste har
kun en eller to hovedpuder.
Pudebranchen er ret hård,
ligesom mange andre brancher.
Færre og færre har råd til at købe
de produkter, vi fremstiller.
Jeg har den bedste Audi, men kun en.
Jeg hader fin mad.
Jeg vil hellere have en god skål pho-
-på en vietnamesisk restaurant end en
femretters middag på et fint sted.
Der er en grænse for, hvor *** vi kan
spise ude eller komme til frisøren.
Vi kan kun få... Tre par jeans er
nok. Man har ikke brug for 300 par.
Problemet er ikke,
at de rige bruger for mange penge.
De bruger for lidt. De skaber ikke
stor nok økonomisk aktivitet.
En, der tjener ti millioner om året,
bruger ikke ti millioner.
De sparer pengene op på forskellige
steder rundt omkring i verden.
På den måde kan de få
det største afkast.
De bliver en del
af det globale kapitalmarked.
Inklusive spekulationsaktiver,
guld, ejendomme og en masse andet.
Bortset fra de penge, jeg selv
investerer i nye virksomheder-
-så ved jeg ikke,
hvad der sker med mine penge.
Jeg investerer i hedgefonde, og
hvem ved, hvad de gør med pengene?
Men jeg er overbevist om,
at den største del af afkastet-
-ikke skaber nogen samfundsnytte,
der er bare flere penge til mig.
Vi kan godt lide at spare,
men når vi har så mange arbejdsløse-
-og en så stor, uudnyttet kapacitet,
så skal vi bruge penge.
Alle skal fremstille
tolv enheder i timen.
Hvordan skaber man nye job, når man
beskatter dem, der skaber jobbene?
Nogle gange tror vi, at den her debat
handler om fakta, tal og data.
At hæve skatterne
for dem, der skaber job...
Men så narrer man sig selv.
Rige? Jeg kalder dem for jobskabere.
At kalde sig for jobskaber siger
intet om, hvordan økonomien fungerer.
Selv om det lyder sådan. De er ude
efter status, privilegier og magt.
Hvis jeg er en jobskaber
midt i vores økonomiske univers-
-er den nuværende økonomiske
virkelighed retfærdig.
Jeg ved, at man gerne vil tro det,
for det troede jeg på selv engang.
Jeg voksede op med den tro,
og hvis nogen angreb det tankesæt-
-så sagde jeg:
"Du forstår dig ikke på økonomi."
Men hvis vi rige ikke er jobskabere,
og det er vores kunder, der er det-
-så er det ikke os, men dem, der er
centrum for vores økonomiske univers.
Vi skal erstatte nedsivningsøkonomi
med en "fra-midten-ud-økonomi"-
-og alle de steder på jorden-
-hvor der er velstand, har man
investeret i middelklassen.
Når alt kommer til alt,
er det dem, der skaber jobbene.
Det, der skaber mest vækst, er
at få middelklassen til at blomstre.
Jeg skal bare lige have fat i kassen.
Den her kasse er vigtig.
Jeg har både
min Mini Cooper og min kasse.
-Hej, George.
-Vi har også fundet en kasse til dig.
Jeg har fundet ud af, at jeg lider
af et sjældent, genetisk syndrom.
Fairbanks syndrom.
Det er derfor, jeg er så lav.
-Lad mig bære den.
-Nej, det er okay.
Mine forældre havde normal højde.
Min mormor sagde altid-
-at jeg ville skyde i vejret, når jeg
blev ti eller elleve år gammel.
Men så blev jeg både ti og elleve,
og der skete ingenting.
Den her vej?
Jeg voksede op i skyggen af anden
verdenskrig. Min far sloges i krigen.
Vi tilhørte middelklassen. Min far
solgte kjoler, og min mor hjalp til.
Mit første job i Washington var som
sommerpraktikant for Robert Kennedy.
De var kæmper i politik. Robert F.
Kennedy og Martin Luther King-
-prøvede begge at ændre samfundet.
Det var mulighedernes tid.
Det åbnede mine øjne for politik.
Jeg blev tildelt et
Rhodes-stipendiat-
-og på den tid rejste alle
stipendiater med båd til England.
Problemet var, at søgangen
på Atlanten er ret hård.
De fleste af os blev søsyge. Jeg lå i
min kahyt og troede, jeg skulle dø.
Det bankede på døren, og der stod en
høj og ranglet mand fra sydstaterne.
Han havde hønsekødssuppe
i den ene hånd og kiks i den anden.
Og han sagde: "Det her hjælper måske.
Jeg hedder Bill Clinton."
Vi gik på det samme college i Oxford.
Vi holdt kontakten.
Jeg læste primært
økonomi og filosofi i Oxford.
Men jeg lærte fremfor alt, hvordan
markedsreglerne er organiseret.
Det her er vigtigt, og det er noget,
der ofte går tabt i debatten.
Men jeg fokuserede på det.
Det frie marked eksisterer ikke.
Staten opstiller de regler-
-der kontrollerer markedet.
Alle disse regler er nødvendige
for at skabe et frit marked.
Det vigtige spørgsmål er, hvem der
tilgodeses, og hvem der overses.
I løbet af de seneste 30 år, i takt
med at økonomien forandrede sig-
-begyndte mange af de regler,
der styrer markedet, at ændre sig.
I dag skal vi
forsøge at forklare mysteriet-
-vedrørende de stigende
indkomstforskelle.
Og økonomien er hele tiden vokset.
Den er i fortsat vækst.
Her ser vi BNP-væksten
fra 1929 til 2011.
Økonomien har klaret sig godt,
og produktiviteten øges fortsat.
Vi producerer mere og mere værdi.
En rigtig succeshistorie.
Men her har vi problemet. Hvis man
kigger på arbejdernes gennemsnitsløn-
-så kan man se, at den stiger
frem til slutningen af 1970'erne.
Så sker der noget.
Lønudviklingen stagnerer.
Se lige den kløft. Der skete noget
i slutningen af 1970'erne.
Der skete noget i slutningen
af 1970'erne, folkens.
I slutningen af 1970'erne arbejdede
jeg i den føderale handelskommission.
Jeg læste en masse undersøgelser
om den retning, økonomien gik i.
En større del af fabriksindustrierne
begyndte at flytte til udlandet.
En teknologisk revolution
var under opsejling.
Finansmarkedet fik mere magt.
Man ville deregulere markedet.
Hvis man lægger puslespillet, ser det
ud, som om brikkerne hænger sammen-
-med stigningen i indkomstforskelle.
Vi vidste, at fagforeningerne
mistede medlemmer.
Og den faldende kurve var stort set
lig med middelklassens indkomstkurve.
Det svære er at træde et skridt
tilbage og se helheden.
Mange mener i dag,
at fagforeningernes forsvinden-
-skyldtes Ronald Reagans
hårde slag mod flyvelederne.
Strejke, strejke, strejke!
De personer, der ikke mødte på
arbejde i dag, vil blive afskediget.
I begyndelsen af de sene 1970'ere-
-men efter Reagan
fyrede flyvelederne-
-gennemførte man
voldsomme angreb mod fagforeningerne.
Arbejdsgiverne forhindrede dannelsen
af fagforeninger på aggressive måder.
Jeg kan godt gå selv!
Og de forsøgte at ødelægge de
allerede eksisterende fagforeninger.
Men de følte sig
måske tvunget til det-
-for at bevare
konkurrencedygtigheden-
-da mange andre virksomheder
ikke var knyttet til fagforeninger.
Både amerikanske virksomheder
og mange udenlandske virksomheder.
Det store, bagvedliggende spørgsmål
bestod af to sammenhængende ting.
Globalisering og teknik.
Vi hører om globalisering hele tiden.
Globalisering, globalisering...
Det er sjældent, at et ord går fra at
være ubemærket til meningsløshed-
-uden en mellemliggende
periode med sammenhæng.
Kan jeg få lov at låne en Iphone?
Er der nogen, der har sådan en?
Perfekt. Tak.
Jeg har ikke nogen,
men jeg har gerne villet have en.
Hvad går jeres penge til,
når I køber en Iphone?
Hvad tror I?
I må gerne komme med jeres bud nu.
Lidt over 700 af jer
har de her stemmeapparater.
Primært til USA. En del siger Kina.
Nogle af jer siger Japan.
Elleve af jer tror,
at de går til Tyskland.
Her ryger jeres penge hen.
De fleste havner i Japan.
En del havner i Tyskland. Tyskland er
faktisk den næststørste modtager.
Sydkorea kommer på tredjepladsen,
og 6 procent havner i USA.
Kun 3,6 procent havner i Kina.
Den sættes sammen i Kina.
Er I med?
Den sættes sammen i Kina,
men delene kommer fra hele verden.
Det hele kommer alle vegne fra.
Det handler ikke kun
om lønninger og arbejdskraft-
-men også om hvilke landes arbejdere
der bidrager med hvilken værdi.
Min Mini Cooper er fremstillet
af en udenlandsk virksomhed-
-men hvor virksomhedens hovedkontor
ligger, betyder mindre og mindre.
Teknologi som fragtskibe, containere-
-satellitkommunikation og
efterhånden computere og internet-
-bevirkede, at fremstillingen kunne
fordeles over hele verden.
Mange amerikanske fabriksarbejdere
begyndte at miste deres job.
Og det underminerede
de øvrige arbejderes løn i USA.
De fabrikker, der blev i USA, fyrede
folk, idet de blev automatiserede.
Vi har en forestilling om,
at vi kan fremstille ting i USA igen.
Men så fyldes fabrikkerne af robotter
og computere. Samlebåndet er dødt.
Jeg investerede tidligt i Amazon.com.
Jeg ser Amazon.com-
-som en af de største
økonomiske bedrifter i moderne tid-
-og det er noget,
jeg er meget stolt af.
Men Amazon.com har 60.000 ansatte-
-og sælger for
70-80 milliarder dollar.
Hvis det var gængse detailhandlere,
der solgte for 70-80 milliarder-
-så havde de ikke haft 60.000
ansatte, men 600.000 eller 800.000-
-eller en million ansatte, fordi de
forretningsmodeller er ineffektive.
Amazon skabte
et økonomisk opsving-
-i det nordvestlige USA,
men over hele landet-
-er der mennesker, der ikke længere
har et job, og som er utilfredse.
At arbejde som chef i Circuit City
var ligesom at kigge bag kulisserne.
Jeg fik lov at se,
hvordan alt fungerede.
Kom det som en overraskelse,
da du blev fyret?
De havde adskillige fyringsrunder.
Folk, der havde været der for længe,
og derfor tjente for meget.
"Vi skal have lønomkostningerne ned."
Det sværeste var
at tænke: "Er jeg den næste?"
Inden jeg studerede, var det hårdt.
Jeg kunne let være blevet deprimeret.
Jeg kunne have taget et dårligere
betalt job. Så havde det været værre.
SIDSTE DAG
Når jeg ser tilbage på det,
kan jeg se mønstret.
Det er ikke så let, når man står midt
i det, men tegnene var til stede.
Salget var faldende, hvilket skyldtes
virksomheder som Amazon.
Da jeg har arbejdet i detailhandlen,
bruger jeg ikke selvbetjeningskassen.
Fordi hver gang jeg gør det,
forsvinder der en del af nogens job.
Jeg tror ikke, at jeg kommer til
at redde deres job i det lange løb-
-men jeg forsinker processen
en anelse-
-så de måske har tid til
at forberede sig på forandringen.
KASSEMEDARBEJDER:
20.230 DOLLAR OM ÅRET
Globaliseringen og den nye teknologi-
-har ikke reduceret antallet af job,
Men lønningerne er blevet lavere.
KØDPAKKER
BANKKASSERER
Det handler ikke kun om samme løn,
men om øgede omkostninger.
Højere huslejer, dyrere huse.
Stærkt forhøjede sundhedssikringer.
Højere omkostninger for børn.
Og dyrere videregående uddannelser,
de stiger hurtigere end inflationen.
Tager man alt dette i betragtning, er
det værre end stagnerende lønninger.
Vi har middelklassefamilier
med to indtægter-
-der arbejder hårdere og hårdere
uden at komme nogen vegne.
Jeg arbejder som procesassistent
i et advokatfirma.
-Og Moises?
-Jeg arbejder som buschauffør.
Hvor meget har I
på jeres konto lige nu?
Jeg har under 100 dollar.
Måske 80 dollar.
-I går var der kun 30 dollar.
-Og så arbejder vi endda!
Bilforsikring 125 dollar. Børnene 150
dollar. Husleje 1.375 dollar.
Vi var tvunget til at skrive det hele
ned, hvordan kan vi stå uden penge?
Vi tjener jo penge.
Det her ved vi ikke
hvor meget bliver.
Jeg donerer 16 dollar om måneden
til Children International.
Og min regning fra universitetet
er ikke engang medregnet.
Den der hospitalsregning var på
200 noget. Den er heller ikke med.
-Har I nogen opsparinger?
-Vi har ikke nogen opsparingskonto.
-Jeg lukkede den, for...
-Det fungerede ikke.
Har du taget handsken med?
Har I spillet baseball?
Da hun blev født, var vi fattige.
Vi havde ingen mad. Det gik ikke.
Har du haft en god dag?
Jeg har set enlige mødre
have tre job for at betale husleje.
Sådan ville jeg ikke have det,
så jeg begyndte at studere.
Hvordan opbygger man en formue?
Ikke fordi jeg gerne vil være rig,
men hvordan gør man?
Hvordan opbygger man en formue,
når man ikke har noget?
Det her bliver mors kontor.
Se, det her bliver mit kontor.
Det er ikke mit endnu, men snart.
Folk ville ikke bekymre sig så meget
om indkomstforskelle-
-hvis alle havde
en chance for fremgang.
Hvis social mobilitet er en mulighed,
og hvem som helst med lidt flid-
-og hårdt arbejde kan klatre op ad
indkomststigen, så er alt godt.
Men i takt med at indkomstforskellene
øges, så mindskes mobiliteten opad.
Vil du se resten?
I USA vil 42% af de børn, der fødes
i fattigdom, ikke komme ud af den.
Sammenligner man med Danmark,
er det samme tal 25%.
Til og med Storbritannien,
et land, der stadig har en adel-
-har større social mobilitet,
end vi har.
Folk siger sommetider til mig:
"Okay, Reich"-
-"du tror, at det kan gøres bedre.
Hvilket land gør det bedre?"
"Hvem skal vi imitere?"
Og svaret er: USA.
I løbet af de tre årtier efter
2. verdenskrig, "Velstandens tid"-
-blomstrede økonomien.
Men ikke kun det.
Der var meget små indkomstforskelle.
Vi prioriterede uddannelse,
især videregående uddannelser.
I 1940 havde kun 5% af amerikanerne
en fireårig collegeoverbygning.
Men det tal begyndte
at stige eksplosivt.
Hjemvendte soldater
fik gratis uddannelse-
-og udvidelsen af offentlige
universiteter gjorde uddannelser-
-tilgængelige for mange.
Sidst i 1950'erne havde vi verdens
mest veluddannede arbejdskraft.
Vi havde endda fagforeninger.
I midten af 1950'erne var over en
tredjedel af arbejdere i fagforening.
Det gav arbejderne forhandlingskraft
til at få en større del af kagen.
Vi skabte den største middelklasse,
verden nogensinde havde set.
Og den middelklasse
indgik i et holdbart kredsløb.
ARBEJDERE KØBER MERE
VIRKSOMHEDER ANSÆTTER FLERE
SKATTEINDTÆGTERNE ØGES
STATEN INVESTERER MERE
ARBEJDERNE
FÅR BEDRE UDDANNELSER
Jo mere velstand, der blev skabt,
jo flere fik del i den-
-og så blev der skabt
endnu mere velstand.
Hej.
Okay, lad os se...
De ringer lige om lidt.
Det her er "Marketplace",
præsenteret af American Public Media.
USA gør det allerede sværere
for fattige unge at gå på college.
41 delstater sparer
på de videregående uddannelser-
-og derfor stiger
undervisningsafgifterne.
Ulighed hænger sammen med
uddannelse, også højere uddannelser.
Det var det, der løftede fattige til
middelklassen i "Velstandens tid".
I slutningen af 1970'erne stagnerede
tallet for folk med collegeeksamen.
De lande, der satsede på uddannelse
klarede globaliseringen bedre-
-med deres veluddannede arbejdere.
Se bare på Sydkorea,
Holland og Tyskland.
De har investeret meget i uddannelse
og videreuddannelse af arbejderne.
De tjener godt, men det er det værd,
fordi de tyske Iphone-komponenter-
-er så vellavede og nøjagtige.
Andre industrilande
som Japan, Tyskland og Frankrig-
-investerer meget mere per indbygger
i veje, broer og uddannelse.
-Det skal vi også gøre.
-Det går ikke. Ikke med nye skatter.
Jeg havde skrevet om vigtigheden af
at investere i vores arbejdere-
-så vi kunne konkurrere
i denne nye, globale økonomi.
Og i 1992 troede jeg, at jeg måske
endelig kunne gøre noget ved sagen.
I dag annoncerer jeg mit kandidatur
til embedet som USAs præsident!
Bill Clinton havde læst mine bøger.
De må have påvirket ham-
-for det udgjorde rygraden i hans
præsidentkampagne, "Sæt folk først".
Hvis man prioriterer folket først
og gør det, som vi ved fungerer...
Vi gør ligesom Tyskland og Japan,
og udvider middelklassen.
Jeg havde kendt ham,
siden jeg var 22 år gammel.
En dag ringede han og sagde: "Bob,
kom ned til Washington lige nu."
"Du skal lede det økonomiske
overgangsteam." Hvad var det?
Det er svært at beskrive,
hvor begejstret jeg var.
At få en chance for at
gøre sine idéer til virkelighed.
Min økonomiske plan hedder "At sætte
folk først" og understreger min tro-
-på at vores land
kun vil opleve en stærk vækst-
-hvis vi investerer i folket
for at få økonomien til at blomstre.
Derfor udnævner jeg en af mine tætte
venner til arbejdsmarkedsminister.
Jeg har længe gået ud fra, at jeg
var med på Bill Clintons korte liste.
-Du kan klatre op på den der, Bob.
-Okay, der er en skammel?
Det var et drømmejob for en, som jeg,
der havde bekymret sig, undret sig-
-studeret og skrevet om, hvad der
skete med de amerikanske arbejdere.
Den faldende medianløn, lønnen
til den person midt i lønskalaen-
-begyndte i 1978. Lønnen gik ned,
udtrykt i købekraft...
På den ene side stod det klart,
at lønnen stod stille for de fleste.
Men på den anden side gik det
utroligt godt for visse andre.
Den nye teknologi, der gav os
globaliseringen og automatiseringen-
-belønnede folk,
der havde den rette uddannelse-
-og de rette kontakter
til at udnytte globaliseringen.
En del sagde: "Men vent lidt. Vi har
teknologi, der ikke fandtes i 1980."
"Vi havde ikke fladskærms-TV
eller lavprisfly."
"Vi havde ikke
Skype eller internettet."
Hvem vinder, og hvem taber
ved denne forandring?
Forbrugerne vinder.
Som forbrugere tjener I på det her.
I får fantastiske produkter, og stort
set alt det I køber bliver billigere.
Og investorerne vinder på det.
Det her er et diagram-
-der viser op- og nedgange
for Dow Jones-index.
Her kan man se noget.
Der er ligesom et mønster.
Som I kan se, skete der noget-
-og jeg tror, at det begyndte
i løbet af de her år.
Det var i de år, at jeg
var arbejdsmarkedsminister.
Og investorerne
var vildt begejstrede.
Vi så, hvordan aktiemarkedet
skød i vejret. Hvad skete der dog?
Hvordan var det muligt? Tjente
virksomhederne pludselig mere?
En grund til den øgede fortjeneste
var, at lønningerne blev holdt nede.
Samtidig gav virksomhedernes chefer
sig selv astronomiske lønninger.
Da vi i sidste års fjerde kvartal,
sammen med andre virksomheder-
-var tvunget til at opsige folk,
var det en svær tid.
Vi vidste, at vi påvirkede folk-
-som i mange tilfælde ville have
svært ved at finde et nyt job.
Men vi var tvunget til at gøre det,
for at virksomheden skulle overleve.
Her ser vi lønningerne-
-for de bedst betalte
direktører i 2010.
De får masser af penge.
Direktørernes løn stiger kun.
Her ser vi forholdet mellem
direktørernes og medarbejdernes løn.
Pludselig eksploderer den forskel.
Et af Bill Clintons programpunkter
under kampagnen i 1992-
-var, at virksomhederne ikke kunne
trække løn på en million dollar fra.
Mange chefer hæver deres egen løn,
selv om virksomheden taber penge-
-og deres medarbejdere
måske bliver opsagt.
De amerikanske virksomheders
jetsetfolk skal vide-
-at hvis I forråder virksomhederne og
jeres medarbejdere, så vanker der.
Det er det,
præsidentens magt skal bruges til.
Men finansministeriet tolkede det
sådan, at så længe cheflønningerne-
-hang sammen med resultatet, så kunne
man betale over en million dollar.
Det var et signal til mange chefer
og deres bestyrelser-
-om at udbetale
store dele af lønnen i aktieoptioner.
Det var sådan, det med aktieoptioner
begyndte. Det var en forvanskning-
-af Bill Clintons valgløfte i 1992.
Man fik en tredje gruppe mennesker,
som klarede sig utroligt godt.
Det går altid godt for dem,
især når der er stor ulighed.
Finansieringsfolk.
I 1997-2007 var finansmarkedet den
hurtigst voksende del af økonomien.
I 2009, da krisen var på sit højeste-
-fik de syv bedst betalte hedgefond-
chefer over en milliard dollar hver.
Og det er staten,
der opstiller reglerne for markedet.
Vi deregulerede Wall Street,
hvilket muliggjorde-
-en stadig mere vidtløftig fremfærd.
Sådan her så finanssektorens løn ud
i forhold til alle andres løn.
Ser diagrammet bekendt ud?
Det er jo vores gamle bro-diagram.
Mønstret er det samme.
Samtidig falder mange arbejdere
for denne kæmpemæssige løgn-
-at staten er ond,
og markedet er godt.
At alt det, staten gør, modarbejder
dig, og at markedet er på din side.
Herre, vi takker dig for maden foran
os. Velsign hænderne, der lavede den.
Lad den styrke vores kroppe.
Velsign dem, der ikke har noget mad.
-Giv dem trøst og håb.
-Amen.
Jeg er registreret som republikaner.
Det skyldes nok, at jeg er mormon.
Der findes demokrater, men de
fleste mormoner er republikanere.
Jeg har ikke nogen dårlig økonomi,
men jeg er bekymret for mine børn.
Vi har betalt lægeregninger
og tandlægeregninger for dem.
To af børnene har ikke
nogen sundhedssikring.
Det var et vendepunkt for os.
Der begyndte jeg virkelig at tænke.
Jeg driver et kraftværk.
Jeg arbejder med gejsere,
en vedvarende energikilde.
Calpine er en god virksomhed.
Hvorfor fyrer de folk?
Der er større fortjeneste med et
mindre personale. Det siger sig selv.
Jeg har altid været fagforeningsmand
ud fra et filosofisk perspektiv.
Jeg er en del af arbejdsstyrken,
og vi har brug for en stemme.
Virksomheden inviterede
fagforeningsfjendtlige konsulenter.
Jeg kom herhen... En del havde ikke
besluttet sig, andre forlod lokalet.
Atmosfæren var anspændt.
Men virkeligheden er denne:
Hvis arbejderne ikke har magt,
hvis de ikke har en stemme-
-så vil deres løn og fordele
uundgåeligt blive svækket.
Jeg er en stolt kristen
og en stolt ansat på Calpine.
De behandler mig bedre,
end jeg fortjener.
En virksomhed,
der er afhængig af aktionærer-
-bliver underlagt et pres om at skabe
fortjeneste og højere aktiepriser.
Det er sådan, kapitalismen fungerer.
Men det indebærer uundgåeligt-
-at kravet om at presse lønningerne
ned til et minimum skærpes.
Vi er begge kapitalister. Jeg
bifalder, at nogen tjener millioner.
Jeg kunne have gjort det samme, hvis
jeg havde studeret og var klog.
Så jeg er en arbejder.
USAs virksomheder har det svært-
-og de høje omkostninger
tvinger dem til udlandet.
Det her er verdens rigeste land,
og vi har aldrig været rigere.
Tro mig. Det går rigtigt godt for os.
Nogen i det her land har det bedre,
end de nogensinde har haft det.
Det er ikke kun Calpine. Min løn blev
sat ned og mine fordele er mindre.
...og jeg skal arbejde dobbelt.
Nu skal jeg drive to kraftværk.
De har ti millioner eller en
milliard. Skal de have mine penge?
Store virksomheder er ikke udviklet
for at skabe bedre jobs i USA.
De er lavet
for at skabe store fortjenester.
Jeg vil gerne takke Jeff og Cass,
og andre...
Det handler ikke om skyld. GE's chef
er med i præsidentens jobkommision.
Jeg vil takke Jeff for hans dygtige
lederskab i denne jobkommision.
GE har skabt flere job i udlandet
end i USA.
Hvem tager sig af de amerikanske
arbejdere? Hvem hjælper dem?
GE og de andre store virksomheder
og Wall Street og de rige-
-der har kapital over hele verden,
får mere og mere politisk magt.
Hvem i Washington og i delstaternes
hovedstæder arbejder-
-for at forbedre forholdene for de
amerikanske arbejdere? Ingen!
Hvorfor reagerede vi ikke på den
store krise, der begyndte i 1980?
Hvorfor sørgede vi ikke for,
at økonomien ville tilgodese alle?
Fordi vi fandt tre måder at håndtere
stillestående eller faldende løn på-
-uden at mindske vores levestandard.
I slutningen af 1970'erne
stod lønudviklingen stille.
Men folk købte alligevel.
Hvordan gjorde de det?
Hvordan kunne middelklassen
fortsætte med at bruge penge-
-når lønudviklingen gik i stå? Den
første strategi sidst i 1970'erne-
-var at kvinderne
kom ud på arbejdsmarkedet.
Mange unge mødre begyndte at arbejde.
Det var en social revolution.
"9 to 5", Dolly Parton, 1980.
Vidste I, at hun kun var 1,52 cm høj?
De begyndte ikke at arbejde,
fordi der var fantastiske muligheder.
Måske en del, men de fleste
af kvinderne begyndte at arbejde-
-fordi de var tvunget til at hjælpe
til, idet mændenes løn stod stille.
Men der er en grænse for, hvor mange
unge mødre, der kan få et arbejde.
Den anden strategi,
som blev taget i brug i 1990'erne-
-var, at både mænd og kvinder
begyndte at arbejde i flere timer.
Som arbejdsmarkedsminister
blev jeg forbløffet over tallene.
Jeg tog rundt og talte med folk-
-og folk arbejdede døgnet rundt. De
havde to jobs, de arbejdede overtid.
Selvstændige fakturerede,
som om det gjaldt livet.
Vi arbejdede 300 timer mere om året
end den gennemsnitlige europæer.
Vi arbejdere hårdere end de utroligt
arbejdsomme japanere.
Men der er en grænse for,
hvor meget man kan arbejde.
Da de grænser blev nået,
begyndte vi at gældsætte os.
Det forekom let,
for huspriserne steg.
I 13 år har amerikanerne nydt godt af
det længste ejendomsboom nogensinde.
Det er et godt tidspunkt at købe hus
i Delray Beach. Man kan gøre et kup.
Fra midten af 1990'erne og frem
steg huspriserne enormt.
Folk lånte med huset som sikkerhed
eller lagde deres lån om.
Og det holdt i gang i middelklassen.
Husene var deres sparegrise.
Amerikanerne har brugt deres huse
som hæveautomater, og har hævet-
-over 500 milliarder dollar
fra 2001 til 2005-
-til at betale hospitalsregninger,
studielån og kreditkort.
En gældsboble, forårsaget af den
amerikanske middelklasses forsøg-
-på at opretholde sin levestandard
på trods af stillestående lønninger.
Hver dag møder vi klienter,
som er havnet i en gældsfælde-
-der er utrolig svær at slippe ud af.
Men der er grænser for,
hvor længe en boble kan holde-
-og den sprang i 2008.
Vi ved godt, hvad der skete.
Så alle de strategier,
middelklassen har brugt-
-for at undgå
den uundgåelige virkelighed-
-nemlig, at deres realløn ikke er
steget i 30 år, er nu udtømt.
Når middelklassen ikke får det bedre-
-havner man i den her onde cirkel.
LØNNINGERNE STÅR STILLE
ARBEJDERNE KØBER MINDRE
VIRKSOMHEDERNE SKÆRER NED
SKATTEINDTÆGTERNE MINDSKES
STATEN SKÆRER I BUDGETTET
ARBEJDERNE
ER DÅRLIGERE UDDANNEDE
ARBEJDSLØSHEDEN STIGER
Og problemet er, at ingenting
har ændret sig i de sidste 30 år-
-når det gælder indkomstforskelle.
Først under Clinton-administrationen
fik vi en chance for at ændre dette.
Og det var det,
der var så frustrerende.
Senatet er tæt på at godkende vores
jobprogram. Det går godt for os...
Vi havde overskud på budgettet.
Vi kunne have investeret dem-
-i uddannelse og jobtræning,
og ændre økonomiens struktur.
Men den politiske vilje fandtes ikke.
Jeg vil gerne takke min gode ven,
arbejdsmarkedsminister Reich-
-som har kæmpet for mindstelønnen.
Det her var en stor dag for ham.
Jeg vil gerne gøre noget klart
for at undgå misforståelser.
Da Bill Clinton var præsident havde
vi en af vores bedste økonomier.
De fleste lønninger steg,
antallet af fattige faldt.
Men vi gjorde ikke nok. Vi ændrede
ikke den bagvedliggende trend.
Jeg blev en rigtig plage.
Når jeg tænker på det, skammer jeg
mig. På møderne klagede jeg konstant-
-over øget ulighed og
forskellige fordelingskonsekvenser.
Jeg blev forudsigelig,
folk rullede med øjnene.
Jeg er overrasket over,
at jeg fik lov at blive.
Jeg vil gerne opdatere jer på nogle
punkter. Præsidenten blev genvalgt.
Og jeg flytter hjem.
Jeg er glad for, at I ikke klappede.
Jeg stoppede. Jeg var frustreret,
og jeg så aldrig min familie.
Jeg sagde til Bill Clinton,
at jeg blev nødt til at tage hjem.
Men selvfølgelig spørger jeg
mig selv, om jeg var én stor fiasko.
Jeg har sagt det samme i 30 år-
-og visse tendenser
er blevet forværret.
Uligheden er steget, og truslen mod
økonomien og demokratiet er større.
Men det her fortæller jeg mig selv,
når jeg sidder alene i stilhed:
"Hjemmets styrkelse."
"Grundlæggende ting
ved køkkenvasken og middagsbordet."
"Det er det, der tæller
for de fleste. Gode jobs, god løn."
"Gode muligheder for deres børn."
"Det er her folk bor."
Kriminalassistent Conan O'Brien
og kriminalassistent Robert Reich.
Jeg er en ukuelig optimist.
Ligner jeg den store, stygge stat?
Jeg ville ikke have banket hovedet
mod muren hele livet-
-hvis jeg ikke troede, at det
ville føre til forandring.
Derfor underviser jeg.
De folk, der bekymrer sig over
indkomstforskelle, bekymrer sig også-
-over noget andet. Ikke den sociale
mobilitet, eller manglen på tillid.
De bekymrer sig over
demokratiets undergravning.
Når så mange ressourcer, penge og
indkomster samles længst oppe-
-medfører det en mulighed-
-for at kontrollere politik.
LOBBYISTERNE
MILLIARDER
PENGE TIL LOBBYISTER
De giver 10.000 dollar til en,
som man ikke har set længe.
Måske deres forlover eller en gammel
legekammerat. "Det er længe siden!"
Bagefter siger de: "Nu overlader
jeg det til den gode herre."
Og så går de i gang.
Når det drejer sig om lobbyister-
-så er det uudtalte løfte, at de kan
hjælpe en med at vinde næste valg.
Der findes en mand på hvert kontor,
der formidler lobbyisternes budskab.
"De gav dig det maksimale beløb
ved primærvalget."
"Du har kandideret tre gange, og
de gav dig det beløb hver gang."
Hvorfor? For at få en fod indenfor.
Her synes jeg,
det er rimeligt at tale om skyld.
Det er ikke dét, at folk er rige,
men at de misbruger deres formue-
-til at igangsætte redningsaktioner,
subventioner-
-og skatter,
der forskanser deres formue.
Det er derfor,
reglerne har ændret sig så meget.
Indkomstforskelle og marginalskatter
har været omvendt proportionale.
Små indkomstforskelle,
høje marginalskatter.
Da indkomstforskellene var store,
faldt marginalskatterne.
Under Dwight D. Eisenhower, en mand
som ingen vovede at kalde socialist-
-var den højeste marginalskat
91 procent.
Selv efter alle fradrag og lettelser
betalte de langt over 50%.
-Jeg, John F. Kennedy, sværger...
-...at jeg troligt vil udføre...
-...embedet som USAs præsident.
-Gud hjælpe mig.
De højeste skatter var
aldrig lavere end 70 procent.
Indtil Reagan sænkede topskatten.
Hør, hvad jeg siger:
Ingen nye skatter!
-Jeg, William Jefferson Clinton...
-Jeg, George Walker Bush, sværger...
Jeg, Barack Hussein Obama, sværger...
De rigeste betaler ikke engang-
-for deres indkomst er kapital-
gevinster, der beskattes med 15%.
Min skat,
lønskat og indkomstskat...
Min totale skat blev på 17,7%.
Gennemsnittet på kontoret var 32,9%.
Ingen betalte lige så lidt, som jeg.
Skattesystemet er begyndt at støtte
de rige, men ikke middelklassen-
-i løbet af de sidste ti år.
Det er folk ikke tilfredse med.
Min skat?
Nærmere 15% vil jeg tro.
Mr Romneys skatter blev
offentliggjort, og han betalte 13,9%.
Nancy og jeg betalte 33% eller mere,
og det er jo skrækkeligt.
Jeg betalte 11% sidste år-
-på en mangemillionindkomst.
Mindre end Mitt Romney.
Når man giver rige forretningsmænd
skattelettelser for at skabe nye job-
-gør man bare de rige endnu rigere.
Det er udviklingen de sidste 30 år.
Det er det billede, der tegner sig
for økonomien de sidste 30 år.
BEKENDTGØRELSE 2011
Ingen vil betale skatter.
Men det er den pris, vi må betale
for det, vi ikke selv kan klare.
Det, vi bliver nødt til
at gøre i fællesskab.
Det er en omvendt nedsivningseffekt,
der starter i Washington.
Hvis de rige ikke betaler deres del,
og middelklassen-
-ikke betaler så meget i skat,
fordi de ikke tjener så meget-
-så har man snart en budgetkrise.
Det betyder,
at delstaterne får færre penge.
De må spænde livremmen ind og spare
på offentlige højere uddannelser.
Da delstaternes bidrag til de højere
uddannelsesinstitutioner faldt-
-gik afgifterne op
for at kompensere for det.
På Berkeley, hvor jeg underviser, var
undervisningen gratis i 1960'erne.
I 1970'erne kostede det 700 dollar
om året, inflationen medregnet.
Men nu koster det 15.000 dollar,
for dem, der bor i delstaten.
Næste uge skal kongressen stemme
om den såkaldte Buffet-reglen.
Hvis man tjener mere
end en million dollar om året...
Ikke hvis man har en million dollar,
men hvis man tjener mere end det-
-skal man betale lige så stor en
skatteandel som middelklassefamilier.
-Ja, han ødelægger økonomien.
-Barack Obama er en socialist.
Det gælder kun de rigeste.
-Mere klassekrig fra en milliardær.
-Er han inkarneret socialist?
Er Warren Buffett socialist?!
Du har vist ingen anelse om,
hvad socialisme er?
Direktører og Wall Street-folk tjener
meget. Skal de have skattelettelser-
-når der er et enormt
budgetunderskud?
Robert Reich er kommunist.
-Eller socialist. Han er forvirret.
-Han tilbeder Karl Marx.
Jeg er ikke og har aldrig
været medlem af kommunistpartiet.
Mange folk ser Fox-kanalen.
Jeg kan godt lide Fox og dig.
Jeg var ofte med i O'Reillys program.
Jeg vikarierede endda for ham.
Jeg var ofte med i Fox.
Tidligere arbejdsmarkedsminister,
Robert Reich. Hvordan går det?
Men ikke længere.
De er stoppet med at ringe.
Den amerikanske politiks handleplan
er blevet forskudt til højre.
Jeg har bare stået her
og set den flytte sig.
Jeg stod engang på midten. Mit første
job var i Ford-administrationen.
De var republikanere.
Du ansås som værende konservativ
i 1990'erne.
Du blev næsten
senatets flertalsleder.
Jeg kunne være blevet konge.
Vores personale syntes ikke om,
at vi kom godt ud af det sammen.
"Lad være med at spise frokost
med den der højretype fra Wyoming."
Vi blev tilbudt
vores eget TV-program.
-Hej, Robert.
-Godt at se dig igen. Slå dig ned.
Nu anses du for at tilhøre
venstrefløjen. Hvad skete der?
De havde
en statsfjendtlig indstilling.
Og man har ikke længere modstandere,
men fjender.
Der er en stærk sammenhæng
mellem polarisering af politik-
-og en stigende økonomisk ulighed.
Man målte afstanden imellem
de to partiers stemmemønster-
-og man fandt, at i tider
med store indkomstforskelle-
-var der
størst polarisering i politik.
Kurverne er næsten helt identiske.
Man kan se, hvor integreret
og uløseligt forbundet-
-spørgsmålet om ulighed
er med demokratiet?
Og hvordan demokratiets vogtere...
Hvis kongressen eller præsidenten
ikke træder til, sidder de her.
I 2010 afgjorde Højesteret,
i sagen "Citizens United"-
-at virksomheder består af mennesker-
-og det betød på lavere niveauer,
at virksomheder, rige mennesker...
Alle med en masse penge
kan oversvømme demokratiet-
-med deres penge.
-Mr Wertheimer?
-Hvordan går det, Robert?
Idéen om, at en virksomhed kunne
bruge en milliard dollar i et valg-
-på at vælge en præsident,
og at det ikke ville få-
-en korrumperende effekt,
er fuldstændig utænkeligt.
Pengene er ikke nye.
Det er beløbene, der er nye.
I det sidste valg så vi
for første gang-
-hvordan en håndfuld milliardærer
bidrog med enorme summer-
-til individuelle kandidater
for at de kunne føre deres kampagne.
Er det her USA? Det er ikke mit
billede af USA. Det er latterligt.
Hvis det fortsætter på den måde
til næste valg, ser det nok sådan ud:
"Har du 300 millioner på lommen?
Så kan du købe en præsident."
Der findes både liberale
og konservative milliardærer-
-så hvis du ser nogen købe
et resultat, du kan lide-
-så kan en anden med en masse penge
købe et resultat, du vil hade.
Man må ikke tillade, at staten
sælges på auktion på den måde.
Kontrasten mellem vores værdier
og den virkelighed vi lever i-
-udgør grundlaget for en social
revolution.
I arbejder for os!
Tea party-bevægelsen var et resultat
af, at man reddede Wall Street.
Vi vil sikre, at staten
hjælper alle, og ikke kun de få.
Vi er frustrerede over den retning,
landet bevæger sig i.
Bankerne blev reddet,
vi blev forrådt!
Occupy-bevægelsen rettede sin vrede
mod Wall Street og virksomhederne.
-Det Hvide Hus tilhører bankerne.
-Det er et plutokrati.
Det handler ikke om penge,
men om at folk ikke bliver hørt.
Så mange har mistet deres job,
deres hjem. Det er så uretfærdigt.
Mange føler, at oddsene er imod dem.
At det er aftalt spil.
Vi skal have lobbyisterne,
Goldman Sachs, George Soros-
-og Merrill Lynch ud af politik!
Hvorfor skal de have lov til
at donere millioner til politikerne?
De skal være vores stemme,
ikke deres!
Taberne kan blive utroligt vrede.
Du elsker ikke USA! Du elsker kun
dig selv, dit egoistiske røvhul!
Mange er bekymrede over deres job. De
er vrede, og nogen skal have skylden.
Muslimerne er ved at overtage.
Tag hjem med jer! Tag hjem med jer!
En nation under Gud! Ikke Allah!
De her tendenser er farlige.
Hele samfundet
er ved at blive opløst.
Uddannelse skal være gratis!
*** med afgifter!
Efter at være blevet tævet af
politiet og fjernet med vold-
-fortsatte Occupy Cal
med sine protester i dag.
Velkommen, professor Robert Reich.
Der er en vis usikkerhed
på universitetsområdet lige nu.
Det vides ikke endnu,
om politiet kommer tilbage.
Det er ironisk. I stedet
for at lade folk samles-
-for at udtrykke deres vrede over
alle de penge, der går til politik-
-så går borgmestere og andre ud
og siger: "I må ikke udtrykke jer"-
-"men vi lytter til de store
virksomheders penge"-
-"der nu fortærer
den amerikanske politik."
Vi mister retten til lige muligheder.
Vi mister den moralske grundsten-
-som vores demokrati er bygget på!
Alle pengene fra de rige virksomheder
undergraver vores demokrati.
Når der ikke sættes grænser for de
penge, der ødelægger vores demokrati-
-hvad har vi så tilbage?
Hvad har vi tilbage?
Hvis jeg må blive lidt personlig...
Fordi jeg altid har været lav for min
alder, og jeg har altid været lav...
Da jeg var en lille dreng,
var jeg endnu lavere...
...og jeg blev altid tævet.
Som barn blev jeg ofte mobbet
af de større drenge.
Det var sådan, det var.
Det er sådan, det er.
Så jeg lavede alliancer
med de ældre drenge.
Bare et par stykker.
De blev mine beskyttere.
Den sommer, hvor jeg var ti år,
blev en af mine beskyttere...
Han hed Michael Schwerner.
I sommeren 1964 havde Mickey-
-været i Mississippi
for at registrere vælgere.
Han og to andre, der havde
registreret vælgere sammen med ham-
-blev tortureret og myrdet.
Da jeg hørte, at min beskytter-
-var blevet myrdet
af de rigtige bøller...
Det forandrede mit liv.
Jeg blev nødt til
at beskytte folk mod bøller.
Folk, der ødelagde andre økonomisk
og udsatte dem for oprigtig skade.
Hvis man ikke har en stemme,
ingen magt og er økonomisk sårbar-
-så har man ikke nogen
til at beskytte sig.
Der er ikke nogen magisk løsning
på det her problem.
Jeg har skrevet mange bøger,
fulde af politiske løsninger.
Og sådanne løsninger
findes der mange af.
Vi laver reglerne for økonomien,
og vi kan ændre på reglerne.
Man skal mobilisere og organisere.
Man skal motivere folk.
Politik er ikke noget, der foregår
dér ude. Det hele begynder her.
Det her er vores sidste forelæsning.
Jeg prøver lige igen.
Det her er vores sidste forelæsning.
Vi begyndte med at studere
velstandens og fattigdommens dynamik-
-og mange af jer
følte jer lidt nedslåede efter det.
En del af jer var bekymrede over,
at udviklingen var uundgåelig.
Er det her bare en partistrid?
Har vi kun klassekamp i udsigt?
Nej! De rige tjener faktisk på-
-at økonomien vokser hurtigere,
når det går bedre for alle andre.
Det er ikke et nulsumsspil.
Historien taler for
en positiv, social forandring.
Arbejdsløshedssikring,
socialsikring, borgerrettigheder.
Stemmeret, miljøbeskyttelse,
Miljølovgivningen-
-blev underskrevet af Richard Nixon,
af alle mennesker.
Hvis I mærker, at I tvivler
på muligheden for social fremgang-
-så skal I bare tænke på,
hvor vi engang har været.
Ørnen er landet.
Det afhænger af jer. Af jer.
I behøver ikke blive præsident
eller arbejdsmarkedsminister-
-for at skabe forandring.
Man kan være leder
på mange forskellige områder.
Jeg kunne gøre en masse andre ting.
Men jeg vælger at være her
og undervise i det her-
-fordi jeg tror...på jer.
Jeg tror, at nogle af jer
kommer til at forandre...
...jeres omgivelser, vores samfund,
måske endda hele verden.
Afslutningsvis... Må jeres liv
blive fyldt med lidenskab-
-og må jeres dage
blive fyldt med glæde og lykke.
Må I udrette fantastiske ting
i jeres liv-
-og må I have en fantastisk,
sprudlende og lysende karriere. Tak.
FILMEN ER ***
NU BEGYNDER ARBEJDET
Han har inspireret mig
til at ville udrette noget.
Jeg skal til Brasilien for at arbejde
for en hjælpeorganisation.
-Min kone vil også studere nu.
-Jeg vil være jurist.
Jeg har tænkt meget over det her.
Jeg vil begynde med
at tage en fridag for at starte...
Ikke en revolution... Men det er
måske det, vi har brug for.